Æteren summede af sandheden som afslørede de forskellige religioners falske lærepunkter. Det er ikke så mærkeligt at religiøse aviser, som øvede stor indflydelse i Rwanda, snart begyndte at angribe Jehovas Vidner. Som sædvanlig fik det endnu flere til at interessere sig for sandheden. Samtidig begyndte man dog at standse og afhøre forkyndere, og man idømte dem bøder for at opretholde en ulovlig forening.

Uret i lovens navn

I november 1982 blev de tre specialpionerer som tidligere havde underskrevet ansøgningen om juridisk anerkendelse, kaldt til Kigali, arresteret ved ankomsten og fængslet uden retssag eller mulighed for at appellere. Rigssalen blev lukket. Forkyndelsesarbejdet måtte nu foregå under jorden.

Et brev fra justitsministeren til alle præfekturer (administrative områder) meddelte at Jehovas Vidner var blevet forbudt. Flere arrestationer fulgte. De fleste udenlandske pionerer måtte forlade landet. For de lokale brødre var det en prøvelsens og lutringens tid. Netop på det tidspunkt begyndte man at trykke Vagttårnet på konyarwanda, og det blev en yderligere kilde til åndelig føde i rette tid.

De tre specialpionerer, Gaspard Rwakabubu, Joseph Koroti og Ferdinand I’Mugarula, havde nok at se til i det store fængsel i Kigali. De studerede regelmæssigt med andre fanger, og flere af dem lærte sandheden at kende på den måde. Den ene måned gik efter den anden, uden at de kom for retten. I oktober 1983 blev sagen endelig taget op. Der blev rettet nogle fuldstændig ubegrundede beskyldninger mod de tre brødre; for eksempel blev de anklaget for at franarre folk penge og gøre oprør mod regeringen. Under hele retssagen blev der ikke fremlagt et eneste tal eller regnskabsdokument som bevis, og der blev ikke ført vidner til støtte for anklagerne.

Brødrene blev idømt to års fængsel og fik ikke én dag eftergivet. (I mellemtiden fik mordere gavn af et amnesti.) I Kisenyi udholdt fem andre forkyndere trofast næsten to års fængsling uden retssag og dom.

Et kort pusterum i 1985 gav nogle brødre i Rwanda mulighed for at overvære områdestævnet i Nairobi og mødes med brødre fra Det Styrende Råd. Men i marts 1986 var arrestationer allerede blevet hverdagskost i hele landet. Mange blev arresteret på deres bopæl. Gravide kvinder og småbørn blev ikke skånet. I nogle områder iværksatte man en jagt på Jehovas vidner ved at opføre dem på lister over eftersøgte personer. Efterhånden var over 140 Jehovas vidner blevet kastet i fængsel — næsten en tredjedel af alle aktive forkyndere i landet!

Tillid til den Almægtige

Den 24. oktober 1986 kom Jehovas Vidners sag langt om længe for en domstol. På det tidspunkt havde nogle været fængslet i over seks måneder. I fængselet var der endda blevet født et barn som fik det meget passende navn Shikama Hodari (Forbliv Standhaftig). Dommene var chokerende hårde. De lød på mellem 5 og 12 år. En interesseret kvinde som endnu ikke var forkynder, blev idømt ti års fængsel.

Sagerne blev kendt i mange lande og var endda samtaleemne blandt statschefer i Europa og Afrika. Fra mange forskellige lande sendte folk protestbreve til de ansvarlige myndighedspersoner i Rwanda. I en radiomeddelelse blev der sagt at regeringen nogle dage modtog 500 breve angående Jehovas Vidner.

Alt dette gav brødrene anledning til at forkynde i fængselet. De satte et enestående eksempel i samhørighedsfølelse ved at bede sammen og studere Guds ord sammen. Mange medfanger blev nysgerrige og begyndte at studere Bibelen, og der er nu tidligere kriminelle og prostituerede som gør gode fremskridt på vejen til evigt liv.

Forkynderne bevarede en positiv indstilling trods de hårde domme. De sagde: „Vi har fået 12 år, men Satan får 1000!“ Og: „Her har vi større frihed end vore brødre udenfor. Vi kan synge ved vore møder, det kan de ikke.“

En glædelig overraskelse

Den 1. juli 1987, på 25-årsdagen for Rwandas uafhængighed, beklagede Rwandas præsident i en radiotale overtrædelserne af menneskerettighederne og meddelte at alle der var blevet dømt den 24. oktober 1986 ville blive løsladt. Det var en modig og rosværdig beslutning! Få dage senere løslod man alle 49 brødre og søstre som havde været for en domstol.

Men spørgsmålet var nu hvad der skulle ske med dem som endnu ikke havde været i retten. Der gik adskillige uger, men til sidst kom de alle for en domstol. Her fik de den besked at de kunne være til større gavn for landet ved at tage hjem og dyrke deres jord eller gøre noget andet nyttigt.

En af dem der med glæde havde udholdt prøvelser, var Pascasie. På grund af forbudet mod Jehovas Vidner havde hendes mand frygtsomt taget hende med til politistationen for at få hende arresteret. Skønt hun endnu ikke var døbt, var hun blevet fængslet sammen med søstrene. Hendes dom lød på ti år. Selv om det pinte hende at måtte forlade sine børn, forstod hun at hun nødvendigvis måtte lide for den sande tilbedelses skyld. I fængselet gjorde hun åndelige fremskridt og var blandt dem der blev døbt umiddelbart efter løsladelsen. Hendes glæde voksede endnu mere da hun efter sin hjemkomst fandt ud af at hendes mand var indstillet på at studere med Jehovas Vidner. Hun er sandelig blevet belønnet for sin standhaftighed, for hendes mand er nu hendes åndelige broder og familien er forenet i den sande tilbedelse.

I en anden del af landet blev en verserende anklage fra 1985 taget op igen i begyndelsen af 1990, og fire brødre blev hver idømt ti års fængsel.