• Kenya og dets nabolande
    Jehovas Vidners Årbog 1992

    • Rwanda — Afrikas skjulte Schweiz

      Nu tilbage til fastlandet. Nord for Burundi ligger det lige så smukke og bjergfyldte Rwanda mellem Tanzania, Uganda og Zaire. Her finder man Afrikas største befolkningstæthed. Landet måler godt 160 kilometer fra øst til vest og fra nord til syd, men i løbet af de sidste 20 år er befolkningstallet steget fra tre millioner til mere end syv millioner. I Rwanda dyrkes noget af den bedste te i verden, og her lever mange af verdens bjerggorillaer. Det er et land med mange bjerge og søer, og det hævdes at være her Nilen har sit fjerneste udspring.

      Ligesom i nabolandet Burundi består befolkningen her i Rwanda af et flertal af hutuer og et mindretal der tilhører den høje tutsistamme. I dette ’Afrikas skjulte Schweiz’ bor de fleste på isolerede småbrug omgivet af bananplantager. (Se Awake! for 22. februar 1976.) Alle indbyggere taler sproget konyarwanda; de mere veluddannede kan også fransk.

      Hvordan ville den livgivende sandhed fra Guds ord nå dette afsidesliggende bjergland? I 1969 sendte Det Styrende Råd fire gileadmissionærer til Rwanda, men de fik ikke indrejsetilladelse, måske fordi den katolske kirke endnu havde stærk indflydelse.

      Året efter bosatte to specialpionerer sig imidlertid i hovedstaden Kigali og begyndte at forkynde. Det var Oden og Enea Mwaisoba fra Tanzania. Da de ikke talte konyarwanda, besøgte de swahilitalende, hovedsagelig fra Zaire og Tanzania. Fra og med februar 1971 rapporterede fire menighedsforkyndere tid i forkyndelsen. En regeringsændring banede vej for større religiøs tolerance, men sprogvanskeligheder bremsede væksten, da der endnu ikke fandtes nogen publikationer på konyarwanda.

      Der kom flere pionerer fra Zaire og Tanzania for at hjælpe. I 1974 var der 19 aktive forkyndere. I 1975 blev der spredt over et tusind bøger. Samme år skete der også andre nævneværdige ting: En broder kom på besøg fra afdelingskontoret i Nairobi, seks blev døbt, og syv brødre fra Rwanda nød gavn af undervisningen på Rigets Tjenesteskole. Det var et godt grundlag for fremtidig vækst. Der begyndte at opstå små bibelstudiegrupper uden for Kigali.

      En udvandrer vender hjem

      I mellemtiden lærte Gaspard Rwakabubu fra Rwanda sandheden at kende mens han arbejdede i kobberminerne i Kolwezi i det sydlige Zaire. Han var med til at føre tilsyn i en lokal menighed, og fik på den måde god åndelig erfaring. Alligevel drejede hans tanker og bønner sig ofte om hans hjemland, Rwanda, hvor næsten ingen havde hørt om den gode nyhed.

      Hvad kunne han gøre? Gaspard talte med en lærer på Rigets Tjenesteskole som var missionær. Læreren spurgte ham: „Hvad med at begyndte som pioner og flytte tilbage til Rwanda?“

      Han tog med glæde imod forslaget, og hverken slægtninge eller en forfremmelse på arbejdet kunne få ham fra det. Det var også tydeligt at Jehova hjalp ham. Ikke alene blev det nødvendige papirarbejde færdigt på rekordtid, men hans arbejdsgiver, mineselskabet, gav ham også en flybillet tilbage til Rwanda. Han ankom til Kigali i juni 1975. Denne flytning betød materielle ofre for broder Rwakabubu; han havde ikke længere et stort arbejderhus at bo i, blot en simpel hytte af soltørrede lersten.

      Hans begejstring og hans forståelse af den rwandiske personlighed var med til at øge den teokratiske vækst. Andre af dem der kom med i sandheden i Rwanda havde det samme gå-på-mod som broder Rwakabubu. I Kigali steg mødedeltagelsen, og forkyndertallet voksede fra 29 i 1975 til 46 i 1976, og derefter til 76 i 1977. Der var 40 som overværede det første kredsstævne, der blev holdt i broder Rwakabubus stue.

      I 1976 blev den første publikation på konyarwanda udgivet. Det var brochuren „Denne gode nyhed om riget“. I 1977 blev der gjort endnu et forsøg på at få missionærer til Kigali. To par fik indrejsetilladelse på midlertidige visa. Efter megen søgen fandt de et passende missionærhjem. Huset var rummeligt, men der var endnu ikke indlagt vand, så missionærerne måtte tage bad i regnvand. Hver gang det regnede skyndte de sig at sætte alle mulige beholdere ud for at opsamle regnvand. Engang fik de med stort besvær fyldt badekarret, blot for senere at opdage at proppen var utæt og at alt deres dyrebare vand var løbet ud!

      Det lokale sprog

      Missionærerne vidste at de for at nå ind til de indfødtes hjerte med den gode nyhed, måtte tale deres sprog, og de gik derfor straks i gang med at lære konyarwanda. De gjorde så gode fremskridt at det endda gjorde indtryk på de lokale embedsmænd, hvoraf mange var gunstigt stemt over for Rigets budskab. De fik dog snart de falske religionsudøveres indflydelse at mærke; missionærerne fik ikke fornyet deres visa. Efter blot tre måneder måtte de forlade landet og rejse til Zaire.

      De udenlandske specialpionerer måtte også forlade Rwanda af forskellige grunde. De lokale brødre tog fat hvor de andre slap, begyndte som pionerer og udvidede forkyndelsesarbejdet til alle områder af landet. Hvad blev resultatet? Brødrene forkyndte Rigets budskab på mere end et hundrede markedspladser. Hvor var det dejligt at se denne fremgang selv om arbejdet var blevet påbegyndt så sent!

      Vidnerne i Rwanda brændte af nidkærhed for sandheden og ønskede at få del i den glæde det er at være sammen med brødre fra andre lande. I 1978 rejste 30 fra Rwanda derfor til Nairobi, en rejse på mere end 1200 kilometer, for at overvære områdestævnet „Den sejrende tro“. Det var af flere grunde en vanskelig rejse. For det første var transportmulighederne usikre. Dernæst medførte den politiske uro i Uganda at de snesevis af gange blev standset ved vejspærringer hvor de blev truet med arrestation og henrettelse. Desuden skete det ofte at køretøjerne brød sammen og at der var problemer med at komme over grænserne. Det tog i alt fire dage at nå frem. Men hvor disse brødre dog nød at se tusinder af trosfæller fra forskellige lande forenet i fred ved dette stævne i Nairobi!