Ferdinand Mugarura, en modig broder som ved to forskellige lejligheder havde været fængslet på grund af sin tro, boede i Ruhengeri da invasionen begyndte. Han fortæller: „Had og stammestolthed bredte sig. Men Jehovas Vidner bevarede deres neutrale standpunkt og lod sig ikke involvere i politiske stridigheder eller påvirke af etniske fordomme. Fordi brødrene nægtede at gå på kompromis, måtte nogle af dem flygte fra deres hjem, og andre mistede deres arbejde.“

En søster, der var skolelærer og enke med tre børn, nægtede at give penge til hæren. Skoleinspektøren anmeldte hende derfor til de militære myndigheder, og hun blev sat i fængsel for anden gang, idet hun allerede havde været fængslet i 1980’erne. Da de invaderende styrker nåede byen hvor hun var fængslet, brød de ind i fængselet, og fangerne slap ud. Men i stedet for at flygte med de andre fanger blev vores søster i fængselet. Da de invaderende styrker trak sig tilbage, blev hun arresteret igen og overført til centralfængselet i Kigali. Der bad hun til Gud om at hun måtte finde ud af hvornår det var mindehøjtid, da hun ikke ønskede at gå glip af den. Til sin store overraskelse blev hun senere løsladt på netop den dag! På grund af sit neutrale standpunkt mistede hun sit hus og sit job som lærer, men blev i stedet en nidkær pioner.

I 1991 forsøgte man at indføre et politisk flerpartisystem i landet. Der blev dannet flere store og adskillige mindre partier, hvilket resulterede i lokalpatriotisme og stammestolthed. Nogle partier havde rimelige mål, mens andre var militante og ekstremistiske. For første gang viste Jehovas Vidners neutrale standpunkt sig at være en fordel for dem. Fordi de ikke valgte side i de politiske og stammemæssige stridigheder, betragtede regeringen ikke længere Vidnerne som fjender, og det gjorde den almene befolkning heller ikke.