Jehovas Vidners afdelingskontor i Zaire underrettede brødrene i Frankrig om behovet for nødforsyninger. „Vi bad om en container med brugt tøj,“ forklarer afdelingskontoret i Zaire. „Brødrene i Frankrig har sendt os fem containere med hovedsagelig nyt tøj og nye sko.“ Disse cirka 65 tons tøj blev afsendt den 11. juni. Afdelingskontoret i Kenya sendte også tøj og medicin til flygtningene, samt Vagttårnet på det lokale sprog.

Et Jehovas vidne fra Frankrig der kørte med nødforsyninger, beskriver situationen som den så ud da hans delegation den 30. juli aflagde besøg:

„Vi blev konfronteret med et helt igennem rædselsvækkende syn. Kilometer efter kilometer lå der døde kroppe langs vejen. Fællesgrave var fyldt med i tusindvis af lig. Stanken var utålelig da vi gik gennem den sydende menneskemængde. Børn legede ved siden af de døde kroppe. Der var lig af forældre hvis børn stadig var i live og hang på ryggen af dem. Sådanne scener, som man ser igen og igen, efterlader et dybt indtryk. Man bliver overvældet af en følelse af fuldstændig hjælpeløshed; omfanget af denne elendighed er så stort at det ikke kan undgå at gribe en om hjertet.“

Da i tusindvis af flygtninge i midten af juli strømmede ind i Zaire, stod Jehovas vidner i Zaire ved grænsen og rakte deres bibelske bøger og blade i vejret så deres kristne brødre og bibelinteresserede kunne få øje på dem. De Jehovas vidner som var flygtet fra Rwanda blev på den måde samlet og kørt til rigssalen i den nærliggende by, Goma, hvor der blev sørget for dem. Folk blandt Jehovas vidner med lægelig erfaring arbejdede hårdt for at lindre de lidendes smerter trods mangelen på medicin og passende faciliteter.

Hurtig hjælp

Fredag den 22. juli modtog Jehovas Vidner i Frankrig en telefax fra Afrika hvori man anmodede om hjælp. Den beskrev den frygtelige tilstand de flygtede brødre fra Rwanda befandt sig i. I løbet af 5-10 minutter besluttede brødrene at laste et transportfly med nødforsyninger. Det førte til en hektisk weekend. At det kunne lade sig gøre var bemærkelsesværdigt, især i betragtning af at man overhovedet ikke havde erfaring i at organisere en indsamling af så enorme nødforsyninger på så kort tid.

Forkynderne var utroligt rundhåndede i forbindelse med nødhjælpsfondene. Alene fra Belgien, Frankrig og Schweiz indkom der over 9.800.000 kroner i frivillige bidrag. Man fik skaffet nødhjælpsforsyninger såsom mad, medicin og nødvendigt udstyr, og alt dette blev pakket i kasser og mærket i Jehovas Vidners faciliteter i Louviers i Frankrig samt Bruxelles i Belgien. Forkynderne arbejdede dag og nat for at få sendingen klar til levering i Oostende i Belgien. I denne bys lufthavn blev der onsdag den 27. juli lastet over 35 tons i et transportfly. Dagen efter blev en mindre ladning, der hovedsagelig bestod af medicin, afsendt. Lørdag, to dage senere, medbragte endnu et fly medicin til ofrene.

Nogle Jehovas vidner fra Frankrig, deriblandt en læge, rejste til Goma og ankom inden den store sending. Da dr. Henri Tallet ankom til Goma mandag den 25. juli, var omkring 20 forkyndere allerede døde af kolera og andre var døende. Eftersom sendingen måtte leveres via Bujumbura i Burundi, omkring 250 kilometer derfra, kom den ikke til Goma før fredag formiddag den 29. juli.

Sygdomsbekæmpelse

I mellemtiden var omkring 1600 Jehovas vidner og deres venner blevet placeret som sild i en tønde på den jordlod hvor den lille rigssal i Goma lå. Til alle disse mennesker var der kun ét toilet, intet vand og meget lidt mad. I snesevis var smittet med kolera, og de blev stuvet sammen i rigssalen. Antallet af døde steg hele tiden.

Kolera dehydrerer eller udtørrer et menneske fuldstændig. Øjnene bliver blanke og indsunkne. Hvis man i tide begynder rehydreringsterapien (væsketabet erstattes ved intravenøs indførsel af saltvandsopløsningen „Ringer-Laktat“), kan man på to dage komme på benene igen. Øjeblikkelig gjorde man derfor en indsats for at rehydrere brødrene med den smule medicin der var til rådighed.

Derudover forsøgte brødrene at isolere de syge så man forebyggede at andre blev smittet. Man undersøgte mulighederne for at flygtningene kunne blive flyttet væk fra de forfærdelige forhold i Goma. I nærheden af Kivusøen, langt borte fra støv og fra stanken af lig som hang tungt i luften, fandt man et passende sted.

Der blev gravet huller som toiletter, og strenge hygiejneregler blev fastlagt. Dette indbefattede afvaskning af hænderne i et fad med kloret vand efter hvert toiletbesøg. Vigtigheden af sådanne strenge krav blev understreget hvorefter alle fulgte dem. Snart begyndte dødsbølgen at aftage.

Da den store sending nødforsyninger ankom fredag den 29. juli, blev der oprettet et lille hospital ved rigssalen i Goma. Omkring 60 feltsenge blev opstillet, samt et vandrensningssystem. Endvidere fik forkynderne der opholdt sig ved bredden af Kivusøen en forsyning telte. På kort tid havde de slået 50 telte op, der stod i fine, lige rækker.

På et tidspunkt var omkring 150 Jehovas vidner og deres venner alvorligt syge. I Goma døde der over 40 i den første uge i august. Men nødforsyningerne med medicin og assistance ankom tidsnok til at mange venner kunne reddes og deres smerter blive dulmet.

Et taknemmeligt, åndeligt folk

Flygtningene var overmåde taknemmelige for alt det deres medkristne gjorde for dem. De var rørt over den kærlighed deres kristne brødre i andre lande viste dem, hvilket tydeligt understregede at de var en del af et sandt internationalt brodersamfund.

Trods lidelserne har flygtningene bevaret deres åndelige sundhed. En iagttager har bemærket at „de synes at være mere optaget af at modtage åndelig føde end materiel hjælp, skønt der er et presserende behov for alt“. På opfordring blev der sendt 5000 eksemplarer af bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden på det rwandiske sprog kinyarwanda, til forskellige flygtningelejre.b

Flygtningene drøftede hver dag et skriftsted fra Bibelen og afholdt alle menighedsmøder. Der blev oprettet skoleklasser for børnene, og lærerne benyttede disse timer til at undervise i hygiejneregler, idet de understregede at man kunne risikere at dø hvis man ikke fulgte dem.

Fortsat behov for hjælp

I hundredvis af flygtninge som var Jehovas vidner, var installeret andre steder, som for eksempel i Rutshuru, og de modtog den samme hjælp. Den 31. juli fløj en delegation på syv forkyndere fra Goma sydpå til Bukavu, hvortil omkring 450 medtroende var flygtet. Mange af disse kom også fra Burundi. Også her var der udbrudt kolera, og der blev ydet hjælp for at undgå dødsfald blandt brødrene.

Den næste dag kørte delegationen næsten 150 kilometer til Uvira i Zaire, en strækning hvorpå der befandt sig omkring 1600 forkyndere fordelt på syv steder. De fik vejledning i hvordan de kunne beskytte sig mod sygdomme. I en rapport baseret på delegationens beretning stod der: „Det der er blevet udrettet indtil nu er kun en begyndelse, og de 4700 som i øjeblikket modtager hjælp vil i mange måneder have behov for yderligere hjælp.“