Godfrey og Jennie Bint husker det tydeligt. „På det tidspunkt tjente vi i Uganda, og vi blev overraskede over at modtage et brev fra afdelingskontoret i Kenya, hvori vi blev spurgt om vi kunne tage til Rwanda i tre uger for at hjælpe med stævneforberedelserne og med at indspille skuespillet. Brødrene var ovenud gæstfri, og vi blev inviteret til at spise hos en ny familie hver dag. Der var blevet lejet et privat fodboldstadion, og forberedelserne var godt i gang da vi ankom. Brødrene havde allerede tilrettelagt indspilningen af skuespillet, og det gik godt trods det begrænsede udstyr der var til rådighed. Selvom mange brødre fra den nordlige del af landet ikke kunne få tilladelse til at rejse og grænserne til Burundi og Uganda var lukkede, var der 2079 til stede om søndagen, og 75 blev døbt.“

Det Styrende Råd spildte ikke tiden, men sendte straks missionærer til landet. Henk van Bussel, som tidligere havde tjent i Den Centralafrikanske Republik og Tchad, og Godfrey og Jennie Bint, der før havde tjent i Zaire (nu Den Demokratiske Republik Congo) og Uganda, var de første missionærer der fik opholdstilladelse. Der blev udnævnt et landsudvalg til at føre tilsyn med forkyndelsen.

Broder Bint fortæller hvad der skete da de ankom sammen med Henk van Bussel: „Vi fandt hurtigt et hus der var egnet til at være missionærhjem, og som lå meget nær ved rigssalen. Vi kastede os straks ud i at lære sproget kinyarwanda og blev klar over at det var noget af en udfordring, sådan som det også havde været for de første specialpionerer i 1970. En af vores lærebøger indeholdt dette råd: ’Når bogstaverne CW står sammen, udtales de TCHKW!’ Vi husker også at den søster der underviste os, sagde: ’I vil aldrig kunne udtale „shy“ i „isi nshya“ [den nye jord] på den rigtige måde medmindre I smiler!’“