Henk van Bussel, der som missionær var blevet sendt til Rwanda i 1992, blev i april 1994 evakueret fra Rwanda til Kenya. Herfra foretog han flere rejser til Goma i det østlige Congo for at deltage i nødhjælpsarbejdet til gavn for flygtningene fra Rwanda.

Afdelingskontoret i Congo (Kinshasa) sendte hurtigt medicin for at slå epidemien ned, og broder van Bussel fløj fra Nairobi til Goma med 60 kartoner medicin.

[Ramme/​illustrationer på side 223, 224]

Der var en der råbte mit navn

HENK VAN BUSSEL

FØDT 1957

DØBT 1976

PROFIL Tjente på Betel i Holland før han i 1984 kom på Gilead. Først blev han sendt til Den Centralafrikanske Republik, så til Tchad, og i september 1992 kom han til Rwanda. Nu tjener han sammen med sin kone, Berthe, på afdelingskontoret i Rwanda.

◼ DEN første menighed jeg blev sendt til i Rwanda, var Kigali Sud, en menighed med mange børn. Brødrene og søstrene var kærlige og gæstfri. Tilbage i 1992 var der ikke mange menigheder i landet, og der var kun lidt over 1500 forkyndere. Myndighederne stolede stadig ikke på os, så af og til afbrød politiet vores forkyndelsesarbejde for at undersøge vores identifikationspapirer.

Da folkemordet begyndte, var jeg nødt til at forlade landet. Men kort efter blev jeg bedt om at hjælpe dem der var flygtet til det østlige Congo. Fra Nairobi tog jeg turen til Goma, en by der ligger på grænsen til Rwanda. Eftersom jeg aldrig havde været der før og jeg ikke havde andre oplysninger end navnet på én ældstebroder, funderede jeg over hvordan jeg skulle finde ham. Da jeg ankom, spurgte jeg taxachaufføren om han kunne hjælpe mig. Han talte med nogle andre chauffører, og efter en halv time stod jeg ved ældstebroderens dør. Det lykkedes to brødre fra landsudvalget i Rwanda at krydse grænsen til Goma, og jeg gav dem de penge jeg havde fået fra afdelingskontoret i Kenya som en hjælp til brødrene i Rwanda.

Da jeg anden gang rejste til Goma fra Nairobi, gik jeg af sted mod grænsen til Rwanda. Selvom der ikke var ret langt, tog det mig lang tid fordi jeg gik imod en stor skare af flygtninge der myldrede ind over grænsen fra Rwanda.

Pludselig var der en der råbte mit navn: „Ndugu (broder på swahili) Henk! Ndugu Henk!“ Da jeg kiggede mig omkring for at finde ud af hvor stemmen kom fra, så jeg lige ind i Alphonsines øjne. Alphonsine var en pige på 14 år fra den menighed jeg havde hørt til i Kigali, og hun og hendes mor var kommet væk fra hinanden. Vi holdt os tæt sammen i den store folkemængde, og jeg tog hende med hen til den rigssal som mange af de flygtede brødre benyttede som samlingssted. En congolesisk familie sørgede for hende, og efter det tog en søster fra hendes egen menighed som var blandt flygtningene, sig af hende. Alphonsine blev senere genforenet med sin mor i Kigali.

[Illustration]

Henk med sin kone, Berthe