BERETNINGEN OM JEAN OG CHANTAL

Jean de Dieu Mugabo, en glad og omsorgsfuld broder, begyndte at studere med Jehovas Vidner i 1982. Før sin dåb i 1984 havde han allerede været fængslet tre gange på grund af sit standpunkt som et af Jehovas Vidner. Hans kone, Chantal, var også blevet døbt i 1984, og de blev gift i 1987. Da folkemordet begyndte, havde de tre børn, alle piger. De to ældste opholdt sig hos deres bedsteforældre uden for byen, og kun den mindste på seks måneder var hos Jean og Chantal.

Den første dag under folkemordet, den 7. april 1994, begyndte soldater og Interahamwe at angribe alle tutsier i deres hjem. Jean blev arresteret og banket med køller; men det lykkedes ham at slippe væk, og sammen med en anden broder løb han hen til den nærliggende rigssal. Imens prøvede Chantal, der ikke vidste hvad der var sket med hendes mand, desperat at komme ud af byen med babyen for at nå hen til deres to andre børn.

Jean fortæller hvad der skete med ham: „Rigssalen havde tidligere været et bageri og havde stadig en stor skorsten. I en uge skjulte jeg mig sammen med broderen i selve rigssalen, og en hutusøster kom med mad til os når det var sikkert at gøre det. Senere blev vi nødt til at gemme os under taget, mellem tagets metalplader og loftet, hvor solen gjorde det ulidelig varmt om dagen. Vi var desperate efter at finde et bedre skjulested, og det lykkedes os at fjerne nogle sten fra skorstenen så vi kunne kravle ind i den. Her sad vi skjult i en sammenkrøben stilling i mere end en måned.

Lige i nærheden var der en vejspærring, og militsfolk fra Interahamwe kom ofte ind i rigssalen for at tale sammen eller søge ly når det regnede. Vi kunne høre dem tale neden under os. Søsteren blev ved med at komme med mad til os når det var muligt. Der var øjeblikke hvor jeg tænkte at jeg ikke kunne klare det længere, men vi blev ved med at bede om at vi måtte holde ud. Endelig, den 16. maj, kom søsteren for at fortælle os at Rwandas Patriotiske Front havde overtaget kontrollen med den del af byen vi befandt os i, og at vi kunne komme ud fra vores skjulested.“

Hvad var der i mellemtiden sket med Jeans kone, Chantal? Det fortæller hun her: „Den 8. april lykkedes det mig at flygte fra huset med vores datter. Jeg fandt to søstre, Immaculée, hvis identitetskort viste at hun var hutu, og Suzanne, der var tutsi. Vi ville prøve at nå Bugesera, en by cirka 50 kilometer væk, hvor mine to andre børn var sammen med mine forældre. Men vi hørte at der var vejspærringer ved alle veje ud af byen, så vi bestemte os for at søge hen til en nærliggende landsby i udkanten af Kigali, hvor Immaculée havde en slægtning ved navn Gahizi, der også var et af Jehovas Vidner. Gahizi, der var hutu, tog godt imod os, og trods trusler fra naboer gjorde han alt hvad han kunne, for at hjælpe os. Da regeringssoldaterne og Interahamwe fandt ud af at Gahizi havde beskyttet tutsier, skød de ham.

Efter at soldaterne havde skudt Gahizi, tog de os med ned til floden for at slå os ihjel. Rædselsslagne ventede vi på at de skulle dræbe os. Pludselig opstod der en heftig diskussion blandt soldaterne, og en af dem sagde: ’Lad være med at dræbe kvinderne. Det vil bringe os uheld. Lige nu drejer det sig først og fremmest om at dræbe mændene.’ Derefter lykkedes det André Twahirwa der var fulgt efter os, og som lige var blevet døbt ugen før, at få os med hjem til ham trods protester fra hans naboer. Den næste dag fulgte han os tilbage til Kigali, hvor han håbede at finde et sikkert sted til os. Han hjalp os igennem flere yderst farlige vejspærringer. Immaculée havde min baby på armen så at min lille pige, i fald vi blev standset, måske ville blive skånet. Suzanne og jeg havde revet vores identitetskort i stykker i et forsøg på at skjule hvem vi var.

Ved en af vejspærringerne blev Immaculée slået af Interahamwe som sagde: ’Hvorfor rejser du sammen med disse tutsier?’ De ville ikke lade mig og Suzanne passere. Immaculée og André tog derfor i forvejen hen til broder Rwakabubus hus. Til stor fare for dem selv kom André sammen med to andre brødre, Simon og Mathias, tilbage for at hjælpe os gennem den sidste vejspærring og tog mig med hen til broder Rwakabubu, mens Suzanne tog hen til en af sine slægtninge.

Men nu blev det for farligt for mig at blive i broder Rwakabubus hus, så under store vanskeligheder lykkedes det brødrene at få mig hen til rigssalen, hvor andre Jehovas Vidner også holdt sig skjult. På det tidspunkt var der allerede ti tutsibrødre og -søstre samt andre flygtninge dér. Immaculée var så trofast at hun nægtede at forlade mig. Hun sagde: ’Hvis de dræber dig og jeg overlever, vil jeg redde din baby.’“c

Imens var det med nød og næppe lykkedes en broder, Védaste Bimenyimana, der boede i nærheden, og som var gift med en tutsi, at få bragt sin familie i sikkerhed. Derefter kom han tilbage og hjalp dem der stadig var i rigssalen, med at finde et sikkert sted. Lykkeligvis overlevede de alle.

Efter folkemordet blev Jean og Chantal omsider klar over at deres forældre og deres døtre på to og fem år, som havde boet hos Chantals forældre, var blevet myrdet, foruden omkring 100 af deres slægtninge. Hvordan berørte dette knusende tab dem? „I begyndelsen var det ikke til at bære,“ indrømmer Chantal. „Vi var som lammet af sorg. Tabet af menneskeliv var blevet langt større end nogen kunne have forestillet sig. Vi kunne kun lægge det i Jehovas hånd, med håbet om at se vores børn igen i opstandelsen.“

[Illustration på side 214]

Fra venstre mod højre: (bagerst) André Twahirwa, Jean de Dieu, Immaculée, Chantal (med baby), Suzanne; (forrest) Mugabos børn: Jean-Luc og Agapé