Emmanuel Ngirente og to andre oversættere fortsatte med at oversætte så godt de kunne, selvom omstændighederne var vanskelige. På grund af krigen måtte de udelade nogle af artiklerne i Vagttårnet, men disse artikler blev senere oversat og udgivet i særlige brochurer, som brødrene studerede ved deres menighedsbogstudium.

LIVET I FLYGTNINGELEJRENE

Mens indbyggerne stadig flygtede fra Kigali, blev Francine, som var flygtet til Goma efter at hendes mand, Ananie, var blevet myrdet, overført til en af de lejre som Vidnerne havde oprettet. Hun beskriver livet i lejren: „Hver dag fik nogle af brødrene og søstrene til opgave at lave mad. Vi tilberedte et enkelt morgenmåltid bestående af hirse- eller majsvælling. Vi lavede også middagsmad. Når vi var færdige med vores pligter, havde vi fri til at forkynde. Vi forkyndte hovedsagelig for familiemedlemmer i vores egen lejr der ikke var Jehovas Vidner, men også for dem der boede uden for lejren. Efter nogen tid blev Interahamwe-militsfolk fra andre lejre vrede over at Jehovas Vidner havde deres egne lejre som var adskilt fra de andre flygtninge, og situationen blev farlig.“

I november 1994 stod det klart at det var sikkert for brødrene at vende tilbage til Rwanda. Og i betragtning af den usikkerhed der var i de lejre som ikke bestod af Jehovas Vidner, fandt man det tilrådeligt at gøre det. Men tilbagerejsen var forbundet med visse vanskeligheder. Interahamwe håbede nemlig at kunne omgruppere styrkerne og angribe Rwanda, og i deres øjne var enhver som forlod Congo for at vende tilbage til Rwanda, en desertør.

Brødrene meddelte regeringen i Rwanda at Jehovas Vidner, der havde været neutrale under krigen og ikke havde taget del i folkemordet på tutsierne, ønskede at vende hjem. Regeringen rådede brødrene til at forhandle med FN’s Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR), der havde køretøjer som kunne anvendes til formålet. Men fordi militsfolkene ville have standset deres hjemvenden, måtte brødrene bruge list.

Brødrene bekendtgjorde at der skulle være en særlig stævnedag i Goma, og der blev lavet bannere til stævnet. Derefter gav man i al hemmelighed Vidnerne oplysninger om hjemrejsen til Rwanda. For ikke at vække mistanke fik brødrene besked på at efterlade alle deres ejendele i lejrene og kun tage deres bibler og sangbøger med som om de skulle til stævne.

Francine husker at de skulle gå nogle timer før de endelig kom hen til de lastbiler der ventede på dem for at tage dem med til grænsen. Inde i Rwanda sørgede UNHCR for transport til Kigali og derfra til deres hjem. De fleste af brødrene kom således sammen med deres familier og interesserede hjem til Rwanda i december 1994. Den 3. december 1994 kunne man i den belgiske avis Le Soir læse: „1500 rwandiske flygtninge besluttede at forlade Zaire [Congo] fordi de ikke følte at der var tilstrækkelig garanti for deres sikkerhed. De er Jehovas Vidner, og de havde oprettet deres egen lejr nord for Katalelejren. Jehovas Vidner blev særlig forfulgt af den tidligere regering fordi de nægtede at bære våben og deltage i politiske møder.“

Efter at Francine var vendt tilbage til Rwanda, blev det muligt for hende at overvære et områdestævne i Nairobi. Da hun var blevet trøstet efter sin mands død og var blevet opbygget af samværet med brødrene og søstrene, vendte hun tilbage til oversættelseskontoret der var blevet genetableret i Kigali. Senere blev hun gift med Emmanuel Ngirente, og de arbejder fortsat på afdelingskontoret.

Francine fortæller her hvordan hun kunne udholde det hun oplevede under krigen: „Vi havde kun én ting i hovedet dengang — at holde ud til enden. Vi besluttede at vi ikke ville dvæle ved de forfærdelige ting der skete. Jeg kan huske at jeg fandt trøst i Habakkuk 3:17-19, som taler om at finde glæde i vanskelige situationer. Brødrene og søstrene opmuntrede mig meget. Nogle skrev breve til mig. Det hjalp mig til at bevare en positiv indstilling. Jeg vidste at Satan bruger mange kneb. Hvis man dvæler ved ét problem, er man måske ikke så vågen over for andre. Hvis man ikke er på vagt, kan man let blive svækket på en eller anden måde.“