-
RwandaJehovas Vidners Årbog 2012
-
-
Broder Reschke mindes: „Det var rørende at høre dåbskandidaterne med høj stemme svare ’Yego!’ (ja) til de to dåbsspørgsmål. De stillede sig op på række mens de ventede på at blive døbt, og blev gennemblødt af et voldsomt tordenvejr. Men det rørte dem ikke. De sagde: ’Vi bliver alligevel våde!’“
Henk van Bussel vendte tilbage til Rwanda; og Günter Reschke, der var kommet for at hjælpe med at få arbejdet i gang igen, fik nu til opgave at tjene der permanent.
-
-
RwandaJehovas Vidners Årbog 2012
-
-
[Ramme/illustration på side 235, 236]
Jehova har gjort store undere!
GÜNTER RESCHKE
FØDT 1937
DØBT 1953
PROFIL Begyndte som pioner i 1958 og overværede den 43. klasse på Gilead. Siden 1967 har han tjent i Gabon, Den Centralafrikanske Republik og Kenya og har besøgt adskillige andre lande i rejsetjenesten. Tjener for tiden som medlem af afdelingskontorets udvalg i Rwanda.
◼ FØRSTE gang jeg besøgte Rwanda var i 1980. Jeg blev sendt fra Kenya som områdetilsynsmand. Dengang var der kun syv menigheder i landet og 127 forkyndere. Jeg var også den ene af de to lærere på den første pionerskole der blev holdt i landet. Mange af de 22 pionerer i klassen er stadig i heltidstjenesten. Det var med glade minder om brødrenes nidkærhed i tjenesten og deres værdsættelse af sandheden at jeg vendte tilbage til Kenya.
I 1996 fik jeg et brev fra afdelingskontoret i Kenya hvori man bad mig flytte til Rwanda. Jeg havde været i Kenya i 18 år og elskede at være der. Da jeg ankom til Rwanda, var forholdene stadig ustabile. Om natten hørte vi ofte skyderier. Men det varede ikke længe før jeg begyndte at glæde mig over den opgave jeg nu havde fået, især da jeg erfarede hvordan Jehova velsignede arbejdet dér.
De steder der blev holdt stævner, var ofte primitive. Men brødrene klagede ikke selvom de mange gange måtte sidde på jorden eller på sten. Dåbsbassinerne var bare et hul i jorden beklædt med teltdug. Sådanne stævner holdes stadig mange steder i det indre af landet, men efterhånden er der blevet bygget nogle åbne enkle haller såvel som nogle få rigssale der kan udvides i forbindelse med stævner.
Brødrene var nidkære i forkyndelsen af den gode nyhed. Menighederne i Kigali holdt deres møder meget tidligt i weekenderne. Bagefter gik forkynderne ud i tjenesten og fortsatte til det blev mørkt.
Jeg har altid taget mig tid til de unge i menighederne, fremtidens forkyndere som senere vil være i stand til at påtage sig større ansvar. Hvor er det godt at se at mange frygtløst har taget standpunkt og bevist at de har et personligt forhold til Jehova, selvom de ikke er ret gamle!
Nede sydpå skulle man i den klasse hvor den 11-årige Luc gik, for eksempel synge nationalsangen. Han spurgte respektfuldt om han i stedet for måtte synge en af Rigets sange. Det gik læreren med til, og alle klappede da Luc var færdig med at synge. Det at han ikke alene kendte melodien men også ordene, viser hvor glad han var for at lovprise sin Skaber. Denne og andre oplevelser var til opmuntring for mig. Jeg mødte også en søster der for nogle år siden havde været fængslet for at have forkyndt den gode nyhed. Mens hun befandt sig i fængselet, havde hun født en søn og givet ham navnet „Shikama Hodari“ („forbliv trofast“ på swahili). Shikama har levet op til sit navn. For nylig overværede han Bibelskolen for Ugifte Brødre og tjener som menighedstjener og specialpioner.
I de mange år hvor vores brødre i Rwanda kom ud for ekstreme vanskeligheder — deriblandt forbud, borgerkrig og folkemord — har jeg altid været rørt over deres nidkærhed i forkyndelsen og deres trofasthed, og det er en stor forret at tjene sammen med dem. Jeg har også altid følt at Jehova har velsignet, beskyttet og støttet mig, og det har draget mig nærmere til ham. Ja, Jehova har i sandhed gjort store undere! — Sl. 136:4.
-