Fra 1473 f.v.t., det år da israelitterne gik ind i det forjættede land, skulle hvert syvende år fejres som et sabbatsår. (5Mo 15:1, 2, 12; jf. 5Mo 14:28.) Sabbatsåret begyndte øjensynlig med trompetblæsningen på forsoningsdagen, den 10. etanim (tisjri). Nogle mener dog at det blot var jubelåret der begyndte på forsoningsdagen, mens sabbatsåret begyndte den 1. tisjri.

Da israelitterne gik ind i det forjættede land under Josua, brugte de seks år til at underlægge sig de kana’anæiske nationer og uddele landet i arvelodder. I den tid kunne de naturligvis ikke så og høste mange afgrøder, om overhovedet nogen, men der var kana’anæiske afgrøder de kunne leve af. (5Mo 6:10, 11) Det syvende år var en sabbat, så de måtte vise tro og lydighed ved at vente indtil høsten i det ottende år, og med Guds velsignelse klarede de sig.