Visse dage eller perioder blev også regnet for hellige i Israel, ikke fordi der i sig selv var noget helligt ved dem, men fordi de i særlig grad var helliget og sat til side til tilbedelsen af Jehova. Da Gud fastsatte disse dage og tider, var det med henblik på folkets velfærd og dets åndelige opbyggelse. Til disse tider hørte den ugentlige sabbatsdag. (2Mo 20:8-11) På denne dag kunne israelitterne samle deres opmærksomhed om Guds lov og undervise deres børn i den. Desuden var der særlige sabbatsdage med helligt stævne: den første dag i den syvende måned (3Mo 23:24) og forsoningsdagen på den tiende dag i den syvende måned. (3Mo 23:26-32)

Endvidere var hvert syvende år et sabbatsår, et helligt år, hvor jorden ikke måtte dyrkes. Denne ordning gav, ligesom de ugentlige sabbatter, israelitterne tid til at studere Jehovas lov, grunde over den og undervise deres børn i den. (2Mo 23:10, 11; 3Mo 25:2-7) Endelig var hvert 50. år et jubelår, der ligeledes var helligt. Det var også et sabbatsår, men det tjente desuden til i økonomisk henseende at genoprette den teokratiske tilstand som Jehova havde indført ved fordelingen af jorden da israelitterne bosatte sig i det forjættede land. Det var et helligt frihedsår hvor man fandt hvile og kom til kræfter igen. — 3Mo 25:8-12.