10. Hvordan viste præsterne foragt for Jehovas bord?

¹⁰ Judas præster der på Malakias’ tid tjente i templet i Jerusalem, gav ikke Jehova det bedste de havde. Malakias 1:6-8 siger: „’En søn ærer sin fader, og en tjener sin herre. Hvis jeg er fader, hvor er da min ære? Og hvis jeg er herre, hvor er da frygten for mig?’ siger Hærstyrkers Jehova til jer, I præster som viser foragt for mit navn.“ „Hvordan har vi vist foragt for dit navn?“ spurgte præsterne. „Ved at frembære besmittet brød på mit alter,“ svarede Jehova. „Hvordan har vi besmittet dig?“ spurgte præsterne. Jehova sagde til dem: „Ved at I siger: ’Jehovas bord er foragteligt.’ Og når I frembærer et blindt dyr som offer: ’Det er ikke galt.’“

11. (a) Hvad sagde Jehova om uantagelige ofre? (b) Hvordan syndede israelitterne?

¹¹ Jehova ræsonnerede videre med dem om deres uacceptable offergaver: „Bring det engang hen til din landshøvding. Vil han bryde sig om dig, eller vil han tage venligt imod dig?“ Nej, selvfølgelig ville deres landshøvding ikke bryde sig om sådan en gave. Hvordan kunne de da forestille sig at universets Suveræn ville modtage mangelfulde offergaver? Og det var ikke kun præsterne der begik alvorlige fejl. De viste ganske vist foragt for Jehova ved at bringe ofrene på alteret. Men israelitterne i almindelighed var på ingen måde skyldfri. Det var trods alt dem der bragte de blinde, halte og syge dyr hen til præsterne, der så skulle ofre dem til Jehova. Derved begik de en alvorlig synd.

VI SKAL HVER ISÆR AFLÆGGE REGNSKAB

17, 18. (a) Hvorfor forbander Jehova „den der handler lusket“? (b) Hvad havde de der handlede lusket, ikke taget i betragtning?

¹⁷ De der levede på Malakias’ tid, bar selv ansvaret for deres gerninger, og det samme gælder os. (Romerne 14:12; Galaterne 6:5) Derfor står der i Malakias 1:14: „Forbandet være den der handler lusket når der i hans flok findes et [fejlfrit] handyr og han aflægger et løfte men ofrer et mangelfuldt dyr til Jehova.“ Her tales om en der havde en hel flok dyr. Når han valgte et dyr der skulle ofres, behøvede han derfor ikke at vælge et der var blindt, halt eller sygt. Hvis han valgte et sådant mangelfuldt dyr, vidnede det om at han foragtede Jehovas offerordning, for en mand der havde en hel flok dyr, skulle vel nok kunne finde et der ikke havde nogen mangler.

¹⁸ Det var derfor med god grund at Jehova forbandede „den der handler lusket“; den der havde et passende handyr, men i stedet bragte — måske endda med magt måtte trække — et blindt, halt eller sygt dyr hen til præsten for at han kunne bringe det som offer. Der er desuden heller intet i Malakias’ profeti der tyder på at nogle af præsterne citerede Guds lov for at minde om at dyr med legemsfejl ikke var antagelige for Jehova. (3 Mosebog 22:17-20) Israelitterne burde have indset at det ikke ville gå dem godt hvis de prøvede at prakke deres landshøvding en sådan mangelfuld gave på. Men i virkeligheden var det Jehova, universets Suveræn, som er langt mere ophøjet end nogen menneskelig hersker, de gav mangelfulde gaver. I Malakias 1:14 siges det på denne måde: „’Jeg er en stor konge,’ siger Hærstyrkers Jehova, ’og mit navn vil indgyde frygt blandt nationerne.’“

19. Hvad længes vi efter, og hvad bør vi gøre?

¹⁹ Som loyale tjenere for Gud længes vi efter den dag hvor den store Konge, Jehova Gud, bliver æret af hele menneskeheden. Til den tid vil „jorden . . . være fyldt med kundskab om Jehova, som vandene dækker havets bund“. (Esajas 11:9)