Ofre der havde Guds behag

„Enhver ypperstepræst er jo indsat til at frembære både offergaver og slagtofre.“ — HEBRÆERNE 8:3.

1. Hvorfor føler mange trang til at søge hjælp hos Gud?

„AT BRINGE ofre synes lige så ’naturligt’ for mennesket som at bede; det første vidner om menneskets syn på sig selv, det andet vidner om dets syn på Gud,“ skriver bibelforskeren Alfred Edersheim. Lige siden synden kom ind i verden, har den medført skyldfølelse, hjælpeløshed og en følelse af at være kommet bort fra Gud. Menneskene har derfor behov for lindring. Det er ikke så sært at mange der befinder sig i denne fortvivlede situation, føler trang til at søge hjælp hos Gud. — Romerne 5:12.

2. Hvilke beretninger finder vi i Bibelen om de ofre Guds tjenere i fortiden bragte Gud?

² Det første sted i Bibelen hvor vi kan læse om ofre til Gud, er i forbindelse med Kain og Abel. Der står: „Så skete det efter nogen tids forløb at Kain gav sig til at bringe nogle af agerjordens frugter som en offergave til Jehova, hvorimod Abel bragte nogle af sin hjords førstefødte, ja af deres fede stykker.“ (1 Mosebog 4:3, 4) De næste ofre der omtales, blev bragt af Noa. Efter at Gud havde bevaret ham i live gennem den store vandflod som udslettede datidens onde generation, „byggede Noa et alter for Jehova og . . . bragte brændofre på alteret“. (1 Mosebog 8:20) Også Guds trofaste tjener og ven Abraham følte sig ved flere lejligheder tilskyndet af Guds løfter og velsignelser til at ’bygge et alter og påkalde Jehovas navn’. (1 Mosebog 12:8; 13:3, 4, 18) Senere blev Abraham udsat for den største prøve på sin tro da Jehova befalede ham at bringe sin søn Isak som et brændoffer. (1 Mosebog 22:1-14) Skønt disse beretninger er kortfattede, kan de fortælle os meget om emnet ofre, som vi vil se i det følgende.

3. Hvilken betydning har ofre i tilbedelsen?

³ Disse og andre bibelske beretninger viser tydeligt at det at bringe ofre var en fundamental del af tilbedelsen længe før Jehova fremsatte nogle specifikke love om ofre. I overensstemmelse hermed definerer et opslagsværk ordet „offer“ som „et religiøst ritual hvorunder noget ofres til en guddom for at etablere, bevare eller genoprette et ret forhold mellem mennesket og det der betragtes som helligt“. Men dette rejser nogle vigtige spørgsmål som vi bør overveje: Hvorfor er der behov for ofre i tilbedelsen? Hvilken slags ofre er antagelige for Gud? Og hvilken betydning har fortidens ofre for os i dag?

Hvorfor er der behov for ofre?

4. Hvordan gik det Adam og Eva da de havde syndet?

⁴ Da Adam syndede, gjorde han det med overlæg. Da han tog imod frugten fra træet til kundskab om godt og ondt og spiste af den, var det en forsætlig ulydighedshandling. Straffen for denne ulydighed var døden, som Gud klart havde sagt: „Den dag du spiser af det skal du visselig dø.“ (1 Mosebog 2:17) Adam og Eva høstede til sidst syndens løn — de døde. — 1 Mosebog 3:19; 5:3-5.

5. Hvorfor tog Jehova initiativet til at hjælpe Adams efterkommere, og hvad har han gjort for dem?

⁵ Hvordan forholder det sig da med Adams efterkommere? Eftersom de har arvet synden og ufuldkommenheden fra Adam, er de også kommet bort fra Gud og er underlagt håbløshed og død ligesom de to første mennesker. (Romerne 5:14) Jehova er imidlertid ikke blot en retfærdig og magtfuld Gud; han er først og fremmest en kærlig Gud. (1 Johannes 4:8, 16) Han har derfor taget initiativet til at hele det brud der er opstået. Efter ordene „den løn synden betaler er døden“, siges der videre i Bibelen: „Men den gave Gud giver er evigt liv ved Kristus Jesus, vor Herre.“ — Romerne 6:23.

6. Hvad har Jehova gjort i forbindelse med den skade Adams synd har forvoldt?

⁶ Det Jehova Gud gjorde for at sikre menneskene denne gave, var at tilvejebringe noget som kunne dække det tab Adams overtrædelse havde medført. Det hebraiske ord kafarʹ, der oversættes med „at sone, at skaffe soning,“ betød sandsynligvis oprindelig „at dække“ eller måske „at udviske“.a Jehova tilvejebragte med andre ord det der skulle til for at dække over den synd menneskene havde arvet fra Adam, og udviske de skader den havde forvoldt, sådan at de der opfyldte betingelserne for at modtage gaven, kunne blive frigjort fra syndens og dødens fordømmelse. — Romerne 8:21.

7. (a) Hvilket håb indebar Guds dom over Satan? (b) Hvilken pris måtte der betales for menneskehedens frigørelse fra synd og død?

⁷ Jehova omtalte håbet om at blive frigjort fra trældommen under synd og død lige efter at de to første mennesker havde syndet. I sin dom over Satan, repræsenteret ved slangen, sagde Jehova: „Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden og mellem dit afkom og hendes afkom. Han skal knuse hovedet på dig, og du skal knuse hælen på ham.“ (1 Mosebog 3:15) Disse profetiske ord indebar et håb for alle der viste tro på løftet. Denne frigørelse har imidlertid en pris. Det lovede afkom ville ikke blot komme og udslette Satan; afkommet måtte få hælen knust, det vil sige lide døden, dog ikke for bestandig.

8. (a) Hvordan viste Kain sig at være en skuffelse? (b) Hvorfor var Abels offer antageligt i Guds øjne?

⁸ Adam og Eva må uden tvivl have spekuleret meget over hvem det lovede afkom kunne være. Da Eva fødte sin første søn, Kain, sagde hun: „Jeg har bragt en mand til verden ved Jehovas hjælp.“ (1 Mosebog 4:1) Troede hun at hendes søn måske ville vise sig at være afkommet? Uanset hvad hun har troet, viste Kain sig at være en skuffelse — ligesom det offer han bragte. Hans broder Abel viste derimod tro på Guds løfte og følte sig tilskyndet til at bringe nogle af sin hjords førstefødte som et offer til Jehova. Vi læser: „Ved tro frembar Abel et offer for Gud af større værdi end det Kain bragte, ved hvilken tro han fik det vidnesbyrd at han var retfærdig.“ — Hebræerne 11:4.

9. (a) Hvad havde Abel tro på, og hvordan gav han udtryk for sin tro? (b) Hvad udvirkede Abels offer?

⁹ Abels tro gik ikke bare ud på at der fandtes en Gud; denne tro må Kain også have haft. Abel troede på Guds løfte om et afkom der ville udvirke frelse for de troende. Det blev ikke åbenbaret for ham hvordan dette ville ske, men ud fra Guds løfte forstod Abel at en eller anden ville få hælen knust. Abel drog åbenbart den slutning at der skulle udgydes blod — hvilket netop er det man forbinder med et slagtoffer. Som gave til livets Giver bragte Abel et levende offer der indebar udgydelse af blod, sikkert som et udtryk for hans inderlige længsel efter og forventning om indfrielsen af Jehovas løfte. Det var dette udtryk for tro der gjorde Abels offer antageligt i Jehovas øjne, og det var også et vidnesbyrd om hvad ofre i virkeligheden er: et middel hvorved syndige mennesker kan nærme sig Gud for at vinde hans godkendelse. — 1 Mosebog 4:4; Hebræerne 11:1, 6.

10. Hvordan blev betydningen af ofre understreget da Jehova befalede Abraham at ofre Isak?

¹⁰ Da Jehova befalede Abraham at bringe sin søn Isak som et brændoffer, blev det på dramatisk vis gjort klart hvor stor betydning ofre har. Selv om Isak ikke blev ofret bogstaveligt, tjente denne handling som et billede på hvad Jehova selv senere ville gøre — bringe sin enestefødte søn som det største offer nogen sinde for at gennemføre sin vilje med menneskene. (Johannes 3:16) Gennem ofrene under Moseloven fastlagde Jehova nogle profetiske mønstre som lærte hans udvalgte tjenere hvad de skulle gøre for at få deres synder tilgivet og befæste deres håb om frelse. Hvad kan vi lære af det?

Ofre der er antagelige for Jehova

11. Hvilke to kategorier af ofre bragte Israels ypperstepræst, og hvilke formål tjente de?

¹¹ „Enhver ypperstepræst er jo indsat til at frembære både offergaver og slagtofre,“ skrev apostelen Paulus. (Hebræerne 8:3) Læg mærke til at Paulus inddeler de ofre som ypperstepræsten i fortidens Israel bragte, i to kategorier, nemlig „offergaver“ og „slagtofre“, eller „slagtofre for synder“. (Hebræerne 5:1) Normalt giver man gaver som et udtryk for hengivenhed og værdsættelse og for at opdyrke venskab og opnå gunst eller godkendelse. (1 Mosebog 32:20; Ordsprogene 18:16) Mange af de ofre som Moseloven foreskrev, kan således betragtes som „gaver“ der blev givet til Gud for at opnå hans godkendelse og gunst.b Når man overtrådte Loven, måtte der ydes erstatning, og for at gøre fejlen god igen bragte man „slagtofre for synder“. I Mosebøgerne, især Anden, Tredje og Fjerde Mosebog, gives der mange oplysninger om forskellige slagtofre og offergaver. Det kan være vanskeligt for os at tilegne os og huske alle detaljerne, men nogle hovedpunkter i forbindelse med de forskellige former for ofre fortjener vor opmærksomhed.

12. Hvor i Bibelen kan vi finde en oversigt over de ofre der skulle bringes ifølge Moseloven?

¹² I Tredje Mosebog, kapitel 1 til 7, beskrives fem vigtige former for ofre — brændofre, kornofre, fællesskabsofre, syndofre og skyldofre — hver for sig, selv om nogle af dem blev bragt sammen. Ofrene beskrives desuden to gange i disse kapitler i forskellige øjemed: Første gang i Tredje Mosebog fra 1:2 til 6:7, hvor det forklares detaljeret hvad der skulle ofres på alteret, og anden gang i Tredje Mosebog fra 6:8 til 7:36, hvor det forklares hvilke dele der skulle lægges til side til præsten, og hvilke der var forbeholdt den der bragte offeret. I Fjerde Mosebog, kapitel 28 og 29, findes desuden hvad man kunne kalde en detaljeret tidsplan som gør rede for hvad der skulle ofres hver dag, hver uge, hver måned og under de årlige højtider.

13. Beskriv de ofre der blev bragt frivilligt som gaver til Gud.

¹³ Blandt de ofre der blev bragt frivilligt som gaver eller for at nærme sig Gud og opnå hans gunst, var brændofrene, kornofrene og fællesskabsofrene. Nogle forskere mener at det hebraiske ord for „brændoffer“ betyder „et opstigningsoffer“ eller „et opstigende offer“. Dette er meget betegnende, for når man bragte et brændoffer, blev det slagtede dyr brændt på alteret, og en sød eller formildende duft steg op mod himmelen til Gud. Det særlige ved brændofrene var at hele dyret blev ofret til Gud efter at dets blod var blevet slynget mod alteret, hele vejen rundt. Præsterne skulle „bringe det hele som røgoffer på alteret, som et brændoffer, et ildoffer til en formildende duft for Jehova“. — 3 Mosebog 1:3, 4, 9; 1 Mosebog 8:21.

14. Hvordan blev kornofferet frembåret?

¹⁴ Kornofferet beskrives i Tredje Mosebog, kapitel 2. Det var et frivilligt offer bestående af fint mel, som regel fugtet med olie og tilsat virak. „Præsten skal deraf tage en håndfuld af dets fine mel og olie samt al dets virak; og han skal bringe det som røgoffer på alteret som en repræsentativ del deraf, som et ildoffer til en formildende duft for Jehova.“ (3 Mosebog 2:2) Virak var en af ingredienserne i den hellige røgelse der blev brændt på røgelsesalteret i teltboligen og templet. (2 Mosebog 30:34-36) Det var åbenbart dette kong David havde i tanke da han sagde: „Måtte min bøn beredes som røgelse for dit ansigt, mine løftede hænder som aftenkornofferet.“ — Salme 141:2.

15. Hvad var formålet med fællesskabsofferet?

¹⁵ Et andet frivilligt offer var fællesskabsofferet, der beskrives i Tredje Mosebog, kapitel 3. Navnet kan også gengives med „et slagtoffer af fredsofre“. På hebraisk ligger der langt mere i ordet „fred“ end blot det at være fri for krig eller uro. „I Bibelen betyder det dette, og desuden den tilstand eller det forhold at have fred med Gud, såvel som velstand, glæde og lykke,“ siges der i bogen Studies in the Mosaic Institutions. Man bragte derfor ikke fællesskabsofre for at opnå fred med Gud, som om man ville formilde ham, men for at udtrykke taknemmelighed og glæde over den velsignede tilstand af fred med Gud som nydes af dem der har hans behag. Præsterne og den der frembar offeret, spiste offeret i fællesskab efter at blodet og fedtet var blevet ofret til Jehova. (3 Mosebog 3:17; 7:16-21; 19:5-8) På en smuk, symbolsk måde indtog den ofrende og præsterne et måltid sammen med Jehova Gud, hvilket var et udtryk for det fredelige forhold mellem dem.

16. (a) Hvilket formål tjente syndofferet og skyldofferet? (b) Hvordan adskilte disse ofre sig fra brændofferet?

¹⁶ Blandt de ofre der blev bragt for at opnå tilgivelse for synd eller for at sone overtrædelser mod Loven, var syndofferet og skyldofferet. Disse ofre indebar også at et dyr skulle brændes på alteret, men de adskilte sig fra brændofferet ved at det ikke var hele dyret som blev ofret til Gud, men kun fedtet og visse andre dele. Resten af dyret blev skaffet af vejen uden for lejren eller i nogle tilfælde spist af præsterne. Denne forskel er bemærkelsesværdig. Brændofferet blev frembåret som en gave til Gud for at man kunne nærme sig ham, og det blev derfor ofret i sin helhed og kun til Gud. Interessant nok bragte man som regel et synd- eller et skyldoffer før brændofferet, hvilket leder tanken hen på at det var nødvendigt at opnå tilgivelse af synd for at synderens gave kunne være antagelig i Guds øjne. — 3 Mosebog 8:14, 18; 9:2, 3; 16:3, 5.

17, 18. For hvilke synder kunne man bringe et syndoffer, og hvad var formålet med skyldofrene?

¹⁷ Syndofferet kunne kun bringes for uoverlagte synder mod Loven, synder som skyldtes det ufuldkomne køds svaghed. ’I det tilfælde at en sjæl syndede af vanvare i forbindelse med nogen af de ting som man ifølge Jehovas bud ikke måtte gøre,’ skulle synderen bringe et syndoffer der svarede til hans stilling eller status i samfundet. (3 Mosebog 4:2, 3, 22, 27) Syndere der ikke ændrede sind, skulle derimod lide døden; der fandtes ingen ofre for dem. — 2 Mosebog 21:12-15; 3 Mosebog 17:10; 20:2, 6, 10; 4 Mosebog 15:30; Hebræerne 2:2.

¹⁸ Skyldofferets betydning og formål fremgår af Tredje Mosebog, kapitel 5 og 6. Selv om et menneske uforvarende havde begået en synd, kunne overtrædelsen betyde at han havde pådraget sig skyld ved at krænke enten sin næstes eller Jehova Guds ret, og der måtte derfor ydes erstatning. Der omtales flere forskellige kategorier af synder. Nogle var personlige synder (5:2-6), nogle var synder mod „Jehovas hellige ting“ (5:14-16), og nogle, der måske ikke var helt uforsætlige, var synder som skyldtes urette ønsker eller kødelige svagheder (6:1-3). Foruden at bekende sådanne synder skulle overtræderen yde en passende erstatning og derefter bringe et skyldoffer til Jehova. — 3 Mosebog 6:4-7.

Noget bedre der skulle komme

19. Hvorfor vandt israelitterne ikke Guds behag til trods for at de havde Loven med alle dens ofre?

¹⁹ Moseloven med dens mange slagtofre og offergaver blev givet til israelitterne for at de kunne nærme sig Gud og opnå og bevare hans gunst og velsignelse indtil det lovede afkom fremstod. Apostelen Paulus, der var jøde af fødsel, udtrykte det på denne måde: „Loven [er] blevet en opdrager der leder os til Kristus, for at vi kan blive erklæret retfærdige som følge af tro.“ (Galaterne 3:24) Sørgeligt nok lyttede israelitterne som folk betragtet ikke til denne opdrager, men misbrugte den forret de havde fået. Derfor blev deres mange slagtofre afskyelige i Jehovas øjne, og han sagde: „Jeg har fået nok af vædderbrændofre og fedekvægs fedt; og i blod af tyre og vædderlam og bukke har jeg ikke fundet behag.“ — Esajas 1:11.

20. Hvad skete der i år 70 med hensyn til Loven og de ofre den foreskrev?

²⁰ I år 70 e.v.t. ophørte den jødiske tingenes ordning med dens tempel og præsteskab. Derefter var det ikke længere muligt at bringe ofre på den måde Loven foreskrev. Betyder det at ofrene, der var uadskilleligt knyttet til Loven, har mistet al betydning for dem der tilbeder Gud i dag? Det vil vi se nærmere på i den næste artikel.

[Fodnoter]

Lovprisningsofre som behager Jehova

’Fremstil jeres legemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt slagtoffer.’ — ROMERNE 12:1.

1. Hvad siges der i Bibelen om den relative værdi af de slagtofre som Moseloven foreskrev?

„DA LOVEN har en skygge af kommende goder, men ikke tingenes egentlige skikkelse, kan mennesker aldrig med de samme slagtofre som de bestandig frembærer år efter år, gøre dem der træder frem med dem, fuldkomne.“ (Hebræerne 10:1) Med denne enkle, men klare udtalelse viser apostelen Paulus at de slagtofre der blev bragt under Moseloven, ikke havde nogen varig værdi i forbindelse med menneskenes frelse. — Kolossenserne 2:16, 17.

2. Hvorfor er det ikke spild af tid at forsøge at forstå Bibelens detaljerede oplysninger om de offergaver og slagtofre Moseloven foreskrev?

² Vil det sige at Mosebøgernes oplysninger om offergaver og slagtofre er værdiløse for kristne i dag? Nej. De der deltager i Den Teokratiske Skole i Jehovas Vidners menigheder i hele verden, har for nylig, i løbet af godt et års tid, læst de fem Mosebøger igennem. Nogle har kæmpet for at læse og forstå alle detaljerne. Har deres anstrengelser været forgæves? Det kan ikke være tilfældet, for „alt det der forud er skrevet, er jo skrevet til vor belæring, for at vi ved vor udholdenhed og ved Skrifternes trøst kan have håb“. (Romerne 15:4) Spørgsmålet er så hvordan Moselovens mange oplysninger om offergaver og slagtofre kan være til „belæring“ og „trøst“ for os.

Til belæring og trøst for os

3. Hvilket grundlæggende behov har vi?

³ Selv om det ikke kræves af os at vi bringer bogstavelige ofre på den måde som Loven foreskrev, har vi stadig et stort behov for det ofrene i et vist omfang udvirkede for israelitterne — nemlig at få vore synder tilgivet og opnå Guds godkendelse. Hvordan kan vi opnå disse velsignelser i betragtning af at vi ikke længere bringer bogstavelige ofre? Efter at have påpeget hvilke begrænsninger dyreofrene havde, forklarer Paulus: „Derfor siger [Jesus] da han kommer ind i verden: ’„Slagtoffer og kornoffer ønskede du ikke, men du beredte mig et legeme. Du fandt ikke behag i brændofre og i syndofre.“ Så sagde jeg: „Se, jeg er kommet (i bogrullen er der skrevet om mig) for at gøre din vilje, min Gud.“’“ — Hebræerne 10:5-7.

4. Hvordan anvender Paulus ordene i Salme 40:6-8 på Jesus Kristus?

⁴ Idet Paulus citerer fra Salme 40:6-8, påpeger han at Jesus ikke kom for at videreføre ordningen med „slagtoffer og kornoffer“, „brændoffer og syndoffer“, som ikke længere havde Guds godkendelse da Paulus skrev dette. Jesus kom derimod med et legeme som hans himmelske Fader havde beredt ham, et legeme der i enhver henseende svarede til det Gud dannede da han skabte Adam. (1 Mosebog 2:7; Lukas 1:35; 1 Korinther 15:22, 45) Som Guds fuldkomne søn var Jesus kvindens „afkom“, der omtales i profetien i Første Mosebog 3:15. Han ville tage skridt til at ’knuse Satans hoved’, men ville selv få ’hælen knust’. På denne måde blev Jesus det middel som Jehova har tilvejebragt til menneskenes frelse, og som troende mennesker siden Abels tid har set frem til.

5, 6. På hvilken måde har kristne et bedre grundlag for at nærme sig Gud?

⁵ Om det særlige hverv Jesus fik, skriver Paulus: „Den som ikke kendte synd, har [Gud] gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed ved hjælp af ham.“ (2 Korinther 5:21) Udtrykket „gjort til synd“ kan også gengives ’gjort som et syndoffer’. Apostelen Johannes skrev: „Han er sonoffer for vore synder, og ikke blot for vore men også for hele verdens.“ (1 Johannes 2:2) Mens israelitterne som en midlertidig foranstaltning kunne nærme sig Gud gennem deres ofre, har kristne derfor et bedre grundlag for at nærme sig Gud — nemlig Jesu Kristi offer. (Johannes 14:6; 1 Peter 3:18) Hvis vi tror på det genløsningsoffer Gud har tilvejebragt, og adlyder ham, kan vi også få vore synder tilgivet og opnå Guds godkendelse og velsignelse. (Johannes 3:17, 18) Er det ikke en stor trøst? Men hvordan kan vi vise at vi tror på genløsningsofferet?

⁶ Efter at have forklaret at kristne har et bedre grundlag for at nærme sig Gud, gør apostelen Paulus i Hebræerbrevet 10:22-25 rede for tre måder hvorpå vi kan vise at vi tror på og værdsætter Guds kærlige foranstaltning. Paulus’ formaning var hovedsagelig henvendt til dem der kan „gå ind på det hellige sted“ — det vil sige salvede kristne med den himmelske kaldelse — men alle mennesker må give agt på Paulus’ inspirerede ord hvis de ønsker at få gavn af Jesu sonoffer. — Hebræerne 10:19.

Bring rene og ubesmittede ofre

7. (a) Hvordan afspejler ordene i Hebræerbrevet 10:22 hvad der skete når man bragte et offer? (b) Hvilke betingelser måtte opfyldes for at et offer kunne være antageligt for Gud?

⁷ Paulus giver først de kristne denne tilskyndelse: „Lad os træde frem med et sandt hjerte i troens fulde forvisning, idet vi har fået vore hjerter bestænket og derved renset for en ond samvittighed og vore legemer badet med rent vand.“ (Hebræerne 10:22) Paulus’ ordvalg afspejler tydeligt hvad der skete når man bragte et offer under Loven. Hvis et offer skulle være antageligt, måtte det bringes med det rette motiv og bestå af noget der var rent og ubesmittet. Offerdyret blev taget fra hornkvæget eller småkvæget, det vil sige fra de rene dyr, og det skulle være sundt, uden legemsfejl. Hvis offeret var af de flyvende skabninger, skulle det være turtelduer eller dueunger. Hvis disse betingelser blev opfyldt, ville offeret „blive modtaget med velbehag til gunst for [den ofrende] og skaffe ham soning“. (3 Mosebog 1:2-4, 10, 14; 22:19-25) Kornofferet indeholdt ingen surdej, der er et symbol på fordærv; det indeholdt heller ikke honning, der her sandsynligvis sigter til saft eller sirup af frugter, som let kan forårsage en gæring. Når ofrene — bestående af dyr eller korn — blev bragt på alteret, tilsatte man salt, der modvirker forrådnelse. — 3 Mosebog 2:11-13.

8. (a) Hvad krævedes der af den som bragte et offer? (b) Hvordan kan vi sikre os at vor tilbedelse er antagelig for Jehova?

⁸ Hvordan forholdt det sig med den der bragte offeret? Ifølge Loven skulle enhver der trådte frem for Jehova, være ren og ubesmittet. En der var blevet besmittet af en eller anden årsag, måtte først bringe et synd- eller skyldoffer for igen at være ren i Jehovas øjne, sådan at hans brændoffer eller fællesskabsoffer kunne være antageligt for Ham. (3 Mosebog 5:1-6, 15, 17) Forstår vi da hvor vigtigt det er at vi altid bevarer os rene i Jehovas øjne? Hvis vi ønsker at vor tilbedelse skal være antagelig for Gud, må vi være hurtige til at rette enhver overtrædelse af Guds love. Vi bør være hurtige til at benytte os af den hjælp Gud har givet os — „menighedens ældste“ og Jesus Kristus, der er „sonoffer for vore synder“. — Jakob 5:14; 1 Johannes 2:1, 2.

9. Hvad er den væsentligste forskel mellem de ofre man bragte Jehova, og dem man bragte falske guder?

⁹ Den vægt der lægges på renhed og frihed for besmittelse af enhver art, var i virkeligheden den væsentligste forskel mellem de ofre der blev bragt til Jehova, og de ofre som indbyggerne i Israels nabolande bragte til deres falske guder. Om dette særlige kendetegn for ofrene under Moseloven siges der i et opslagsværk: „Vi lægger mærke til at der ikke er nogen forbindelse med spådomskunst eller varsler; intet religiøst vanvid, ingen selvlemlæstelse eller hellig prostitution, idet sanselige og tøjlesløse frugtbarhedsritualer var direkte forbudt; ingen menneskeofringer; ingen ofre for de døde.“ Alt dette henleder opmærksomheden på at Jehova er hellig, og han vil ikke tolerere eller acceptere nogen form for synd eller fordærv. (Habakkuk 1:13) Tilbedelsen af ham skal være ren og ubesmittet både fysisk, moralsk og åndeligt, ligesom de ofre der bringes til ham, skal være rene og ubesmittede. — 3 Mosebog 19:2; 1 Peter 1:14-16.

10. Hvordan bør vi ransage os selv i overensstemmelse med Paulus’ formaning i Romerbrevet 12:1, 2?

¹⁰ Dette bør få os til at ransage os selv i forbindelse med alle livets områder, så vi sikrer os at vor tjeneste for Jehova er antagelig for ham. Vi må aldrig tro at så længe vi blot nu og da overværer de kristne møder og deltager i forkyndelsen, er det ligegyldigt hvad vi foretager os privat. Vi må heller ikke tro at deltagelsen i de kristne aktiviteter på en eller anden måde fritager os fra forpligtelsen til at overholde Guds love på andre områder af livet. (Romerne 2:21, 22) Vi kan ikke forvente Guds velsignelse og gunst hvis vi lader noget der i hans øjne er urent eller besmittet, besudle vores tankegang eller handlinger. Husk på Paulus’ ord: „Jeg [beder] jer indtrængende, brødre, ved Guds inderlige barmhjertighed, om at fremstille jeres legemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt slagtoffer: jeres fornuftmæssige hellige tjeneste. Og lad jer ikke forme efter denne tingenes ordning, men lad jer forvandle gennem en fornyelse af jeres sind, så I kan forvisse jer om hvad der er Guds gode, velbehagelige og fuldkomne vilje.“ — Romerne 12:1, 2.

Bring lovprisningsofre af et helt hjerte

11. Hvad ligger der i udtrykket „den offentlige bekendelse“, som bruges i Hebræerbrevet 10:23?

¹¹ I sit brev til hebræerne omtaler Paulus derefter en væsentlig del af den sande tilbedelse: „Lad os uden vaklen holde fast ved den offentlige bekendelse af vort håb, for trofast er han som gav løftet.“ (Hebræerne 10:23) Paulus bruger udtrykket „den offentlige bekendelse“, der også kan gengives med „den offentlige erklæring“, og desuden taler han om et „lovprisningsoffer“. (Hebræerne 13:15) Det minder os om den slags ofre som mænd som for eksempel Abel, Noa og Abraham bragte Jehova.

12, 13. Hvad gav en israelit udtryk for når han bragte et brændoffer, og hvordan kan vi lægge den samme ånd for dagen?

¹² Når en israelit bragte et brændoffer, gjorde han det „af egen fri vilje for Jehova“. (3 Mosebog 1:3) Gennem dette offer fremsatte han en offentlig erklæring om eller anerkendelse af at Jehova i rigt mål havde velsignet sit folk og vist det loyal hengivenhed. Husk at det specielle ved brændofferet var at hele dyret blev brændt på alteret — et passende symbol på fuldstændig hengivenhed og troskab. På samme måde viser vi vor tro på genløsningsofferet og vor dybe taknemmelighed for denne foranstaltning ved villigt og helhjertet at bringe Jehova „lovprisningsoffer, det vil sige frugt af læber“.

¹³ Kristne bringer ikke bogstavelige ofre i form af dyr eller planter, men de har den opgave at forkynde den gode nyhed om Riget og gøre disciple af Jesus Kristus. (Mattæus 24:14; 28:19, 20) Udnytter vi vore muligheder for at være med til offentligt at forkynde den gode nyhed om Guds rige sådan at mange flere kan lære om de vidunderlige fremtidsudsigter Gud har lovet dem der ønsker at adlyde ham? Bruger vi villigt vor tid og vore kræfter på at undervise de interesserede og hjælpe dem til at blive disciple af Jesus Kristus? Når vi deltager nidkært i tjenesten, er det velbehageligt for Gud, ligesom den formildende duft af et brændoffer. — 1 Korinther 15:58.

Nyd fællesskabet med Gud og mennesker

14. Hvordan leder Paulus’ ord i Hebræerbrevet 10:24, 25 tanken hen på fællesskabsofferet?

¹⁴ Til sidst henleder Paulus opmærksomheden på vort forhold til vore trosfæller i forbindelse med tilbedelsen af Gud. „Lad os give agt på hinanden for at anspore til kærlighed og gode gerninger, og ikke forsømme at komme sammen, som nogle har for skik, men opmuntre hinanden, og det så meget mere som I ser dagen nærme sig.“ (Hebræerne 10:24, 25) Udtrykkene „anspore til kærlighed og gode gerninger“, „komme sammen“ og „opmuntre hinanden“ minder os om det som fællesskabsofferet i Israel udvirkede for Guds folk.

15. Hvilken parallel er der mellem fællesskabsofferet og de kristne møder?

¹⁵ Udtrykket „fællesskabsoffer“ oversættes undertiden med „fredsoffer“. Det hebraiske ord for „fred“ er her i flertal, hvilket måske tilkendegav at man opnåede fred med Gud og fred med andre tilbedere når man bragte sådanne ofre. En forsker har sagt om fællesskabsofferet: „Dette var i sandhed en tid med lykkeligt fællesskab med pagtens Gud, hvor han nedlod sig til at være Israels Gæst ved offermåltidet, ligesom han altid var deres Vært.“ Dette minder os om Jesu løfte: „Hvor der er to eller tre forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem.“ (Mattæus 18:20) Hver gang vi overværer et kristent møde, får vi gavn af det opbyggende samvær, den opmuntrende undervisning og den tanke at vor Herre Jesus Kristus er til stede sammen med os. Det gør et kristent møde til en meget glædelig og trosstyrkende begivenhed.

16. Hvad er det der gør de kristne møder til noget glædeligt, i lighed med israelitternes fællesskabsofre?

¹⁶ I forbindelse med fællesskabsofferet blev alt fedtet — på indvoldene, nyrerne, lænderne, samt vedhænget på leveren og fårets fedthale — brændt på alteret og derved bragt som et røgoffer til Jehova. (3 Mosebog 3:3-16) Fedtet blev betragtet som den mest værdifulde del af et dyr. Når det blev bragt som et offer på alteret, symboliserede det at man gav det bedste til Jehova. Det der gør de kristne møder til noget glædeligt, er at vi ikke blot modtager undervisning, men også selv lovpriser Jehova. Det gør vi ved at deltage, idet vi i al ydmyghed gør vort bedste for at synge godt med, lytte opmærksomt og kommentere når der er lejlighed til det. „I skal lovsynge Jah!“ udbrød salmisten. „Syng en ny sang for Jehova, hans pris i de loyales menighed.“ — Salme 149:1.

Rige velsignelser fra Jehova venter os

17, 18. (a) Hvilket slagtoffer bragte Salomon ved indvielsen af Jerusalems tempel? (b) Hvilke velsignelser modtog folket som følge af ceremonien i forbindelse med templets indvielse?

¹⁷ Da Jerusalems tempel blev indviet i den syvende måned i år 1026 f.v.t., ofrede kong Salomon „et slagtoffer for Jehovas ansigt“. Det bestod af „brændofferet og kornofferet og fedtstykkerne af fællesskabsofrene“. Foruden kornofrene blev der ofret i alt 22.000 stykker hornkvæg og 120.000 stykker småkvæg ved denne lejlighed. — 1 Kongebog 8:62-65.

¹⁸ Kan du forestille dig hvilke udgifter og hvilket arbejde denne enorme ceremoni har omfattet? Men de velsignelser Israel modtog, opvejede tydeligvis til fulde omkostningerne. Efter højtiden sendte Salomon israelitterne bort, „hvorpå de velsignede kongen og drog bort til deres hjem, mens de frydede sig og var vel til mode i hjertet over alt det gode som Jehova havde gjort mod sin tjener David og mod sit folk Israel“. (1 Kongebog 8:66) Som Salomon udtrykte det: „Jehovas velsignelse — den gør rig, og han føjer ingen smerte til den.“ — Ordsprogene 10:22.

19. Hvad kan vi gøre for at modtage store velsignelser fra Jehova nu og til evig tid?

¹⁹ Vi lever i en tid hvor „en skygge af kommende goder“ er blevet erstattet af „tingenes egentlige skikkelse“. (Hebræerne 10:1) Som den store modbilledlige ypperstepræst er Jesus Kristus allerede gået ind i selve himmelen og har frembåret værdien af sit eget blod for at skaffe soning for alle der tror på hans offer. (Hebræerne 9:10, 11, 24-26) På grundlag af dette store offer, og ved helhjertet at yde Gud lovprisningsofre som er rene og ubesmittede, kan også vi fortsat ’fryde os og være vel til mode i hjertet’ mens vi ser frem til de rige velsignelser vi vil modtage fra Jehova. — Malakias 3:10.