To år senere ankom der to gileadmissionærer — Lloyd Stull og Williams Cammers. Disse to udgjorde sammen med Leanna Mathurin hele menigheden af Jehovas Vidner på øen.

På St. Lucia, der var overvejende katolsk, havde missionærerne en del problemer med at finde et passende sted at bo, men broder Stull siger: „Vi så sådan på det at vi ville få alt hvad vi havde brug for i tjenesten fra hus til hus.“ Og ganske rigtigt, gang på gang blev der sørget for deres fornødenheder.

Søsyge under stævnerejser

For at komme til stævnerne på de forskellige øer måtte brødrene i de første år bruge slupper, sejlskibe, skonnerter eller hvilke fartøjer der nu sejlede mellem øerne. Der fandtes ingen pålidelig flyforbindelse fra ø til ø. For dem der var søstærke var sejladsen ikke noget problem. Men for nogle, som broder Stull, var det ofte en skrækkelig oplevelse.

Her følger en beskrivelse af en af disse rejser: „Broder Stull, som ikke var søstærk, blev meget syg om bord på båden. Og det gjorde det ikke bedre at den rejse der skulle have varet én dag, kom til at vare tre dage på grund af det oprørte hav.

Man måtte sove på dækket, idet både skibets lastrum og kahytter var fyldt med fragtgods. Der var en presenning som man kunne søge ly under, men til sidst slog regnen og skumsprøjtet fra havet igennem. Broder Stull var så syg at han ikke engang havde kræfter til at søge ly, men det meste af tiden måtte overgive sig til elementernes rasen. Om dagen når solen skinnede, rullede vi ham først om på den ene side for at tørre, og derefter om på den anden til han var helt tør — indtil den næste periode med dårligt vejr satte ind, og det hele gentog sig.“

Denne rædsomme oplevelse varede ved indtil vennerne fik stævneøen i sigte. Men selv da var der ingen lindring at hente. Tidevandet skiftede, og båden drev ud mod havet, så øen igen forsvandt ud af syne. Og da man endelig lagde til, ventede der brødrene endnu en skuffelse — immigrations- og toldpersonalet var allerede taget hjem! Så måtte brødrene tilbringe endnu en nat om bord på skonnerten.