-
Frelse i en ulykkens tidVagttårnet – 1997 | 15. august
-
-
Frelse i en ulykkens tid
DA ET femetages stormagasin i Seoul i Korea pludselig styrtede sammen, blev i hundredvis af mennesker spærret inde. Redningsfolk arbejdede i døgndrift for at redde så mange som muligt. Efterhånden som dagene gik, blev sandsynligheden for at finde flere overlevende i dyngerne af beton og stål mindre og mindre.
Men netop som man var ved at opgive alt håb, skete der noget forbløffende. Redningsfolkene hørte et svagt nødråb fra en der lå under murbrokkerne. Med deres bare hænder gravede de hektisk for at befri en 19-årig kvinde som havde været levende begravet i 16 dage. Et hulrum dannet af en sammenstyrtet elevatorskakt havde beskyttet hende mod de mange tons nedfaldende betonstykker. Selv om hun var stærkt dehydreret og havde fået mange knubs, havde hun undgået døden.
Nu til dags går der sjældent en måned uden at man hører om en eller anden katastrofe, som for eksempel et jordskælv, en orkan, et vulkanudbrud, en ulykke eller en truende hungersnød. Millioner der følger med i nyhederne, fascineres af opsigtsvækkende beretninger om redningsaktionerne. Men advarselen om en kommende ulykke der vil være større end nogen anden i menneskehedens historie, er i det store og hele blevet ignoreret. (Mattæus 24:21) Bibelen beskriver denne kommende begivenhed med ordene: „Se! En ulykke går fra nation til nation, og en vældig storm opvækkes fra jordens fjerneste egne. Og Jehovas slagne skal på den dag ligge fra den ene ende af jorden til den anden. Der bliver ikke holdt klage over dem, og de bliver ikke samlet eller begravet. Til gødning på jordens flade bliver de.“ — Jeremias 25:32, 33.
Det lyder chokerende, men i modsætning til naturkatastrofer og andre ulykker vil der i dette tilfælde ikke blive tale om vilkårlige drab. Alle — også du — har mulighed for at overleve!
En presserende tid
For fuldt ud at forstå dette må man vide hvorfor denne globale katastrofe vil indtræffe. I virkeligheden er det den eneste løsning på menneskehedens problemer. Kun få i dag føler sig sikre og trygge. Trods alle videnskabelige anstrengelser hjemsøges jordens befolkning stadig af smitsomme sygdomme. Tusinder mister livet i krige der udspringer af religiøse, stammemæssige og politiske forskelle. Hungersnød øger den elendighed og de lidelser som uskyldige mænd, kvinder og børn udsættes for. Det moralske forfald underminerer samfundets grundvold; selv børn er blevet korrupte.
En bibelprofeti der blev skrevet for mere end 1900 år siden, beskriver situationen med bemærkelsesværdig nøjagtighed. Den siger: „Du må gøre dig klart at i de sidste dage vil tiderne være farefulde.“ — 2 Timoteus 3:1, J. B. Phillips’ The New Testament in Modern English; jævnfør Mattæus 24:3-22.
Er det rimeligt at mene at en kærlig Gud vil være ligeglad med menneskehedens situation? Bibelen siger: „Han, den sande Gud, der har dannet jorden og frembragt den, . . . skabte den [ikke] forgæves, men dannede den til at bebos.“ (Esajas 45:18) Ja, i stedet for at tillade at denne smukke jord og dens indbyggere bliver tilintetgjort, vil Gud gribe ind. Spørgsmålet er: Hvordan vil han gøre det?
Vælg livet!
Bibelen giver svaret i Salme 92:7: „Når de ugudelige skyder op som planter og alle der øver ondt sætter blomst, er det for at de kan blive tilintetgjort for evigt.“ Guds løsning på jordens problemer består i at fjerne al ondskab. Dette er lykkeligvis ikke ensbetydende med at alle mennesker behøver at blive fjernet. Salme 37:34 giver os denne forsikring: „Sæt dit håb til Jehova og hold dig til hans vej, så ophøjer han dig til at tage jorden i besiddelse. Når de ugudelige udryddes, ser du det.“
Disse ord viser at alle har mulighed for at blive ført frelst igennem den største katastrofe menneskeheden nogen sinde vil komme ud for. Gud har givet os et valg. Moses’ formaning til israelitterne mens de gjorde sig klar til at gå ind i det forjættede land, gælder i lige så høj grad os der lever i dag: „Jeg har forelagt dig livet og døden, velsignelsen og forbandelsen; og du skal vælge livet for at du kan blive i live, du og dit afkom.“ (5 Mosebog 30:19) Men hvordan vælger man livet og bliver frelst? Hvad indebærer sand frelse?
-
-
Hvad frelse indebærerVagttårnet – 1997 | 15. august
-
-
Hvad frelse indebærer
’ER DU FRELST?’ Mange der stiller dette spørgsmål, føler at de selv er frelst fordi de har ’taget imod Jesus som deres personlige Frelser’. Andre mener at der er forskellige veje som fører til frelse, og at det ikke betyder noget hvad man tror på, eller hvilken kirke man tilhører, blot man har ’Jesus i sit hjerte’.
Ifølge Bibelen er det Guds vilje at „alle slags mennesker skal frelses“. (1 Timoteus 2:3, 4) Herudfra må man slutte at muligheden for frelse står åben for alle som ønsker at benytte sig af den. Men hvad vil det egentlig sige at blive frelst? Er det noget vi automatisk bliver uden selv at yde en indsats?
Ordet „frelse“ betyder „udfrielse fra en fare der truer med at tilintetgøre én“. Sand frelse indebærer altså mere end at man personligt er nået til en form for klarhed. Det betyder at man kan blive frelst fra ødelæggelsen af den nuværende onde tingenes ordning og til sidst også fra selve døden! Men hvem er det Gud vil frelse? For at finde svaret kan vi undersøge hvad Jesus Kristus havde at sige om dette emne. Resultaterne af en sådan undersøgelse vil måske overraske dig.
Fører alle religioner til frelse?
Engang talte Jesus med en samaritansk kvinde. Skønt hun ikke var jøde, troede hun rettelig på at Messias ville komme, „han som kaldes Kristus“. (Johannes 4:25) Var denne tro nok til at hun kunne blive frelst? Nej. Jesus sagde ligeud til kvinden: „I tilbeder det I ikke kender.“ Jesus vidste at kvinden måtte forandre sin måde at tilbede Gud på hvis hun skulle opnå frelse. Han forklarede derfor: „Men den time kommer, og den er her nu, da de sande tilbedere vil tilbede Faderen i ånd og sandhed, for det er sådanne tilbedere Faderen søger.“ — Johannes 4:22, 23.
En anden lejlighed hvor Jesus gav udtryk for sit syn på frelse, var over for farisæerne, en fremtrædende religiøs sekt inden for jødedommen. Farisæerne havde opbygget et tilbedelsessystem som de mente Gud godkendte. Men Jesu ord til farisæerne lød: „I hyklere! Esajas har træffende profeteret om jer da han sagde: ’Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig. Det er forgæves de bliver ved med at dyrke mig, når den lære de fører er menneskebud.’“ — Mattæus 15:7-9.
Hvad med de mange religiøse grupper i dag som hævder at tro på Kristus? Tilsluttede Jesus sig tanken om at alle religioner fører til frelse? Vi behøver ikke at gætte os til svaret, for han sagde: „Ikke enhver som siger til mig: ’Herre, Herre,’ vil komme ind i himlenes rige, men kun den der gør min himmelske Faders vilje. Mange vil sige til mig på den dag: ’Herre, Herre, har vi ikke profeteret i dit navn, og uddrevet dæmoner i dit navn, og gjort mange kraftige gerninger i dit navn?’ Og alligevel vil jeg da erklære over for dem: Jeg har aldrig kendt jer! Fjern jer fra mig, I som øver lovløshed.“ — Mattæus 7:21-23.
Nøjagtig kundskab om Jesus er vigtig for at opnå frelse
Ovennævnte ord af Jesus er af alvorlig betydning, for de indikerer at mange gudfrygtige mennesker ikke ’gør den himmelske Faders vilje’. Hvordan kan man da opnå frelse? Første Timoteusbrev 2:3, 4 svarer: „[Gud] vil at alle slags mennesker skal frelses og komme til nøjagtig kundskab om sandheden.“ — Jævnfør Kolossenserbrevet 1:9, 10.
En sådan kundskab er vigtig for at man kan opnå frelse. Da en romersk fangevogter spurgte apostelen Paulus og hans medarbejder Silas hvad han skulle gøre for at blive frelst, svarede de: „Tro på Herren Jesus, og du vil blive frelst, du og din husstand.“ (Apostelgerninger 16:30, 31) Betyder det at fangevogteren og hans familie kunne nøjes med at have en bestemt følelse i hjertet? Nej, de kunne ikke virkelig „tro på Herren Jesus“ medmindre de havde et vist kendskab til Jesu person, gerning og lære.
Jesus forkyndte for eksempel om oprettelsen af en himmelsk regering — „Guds rige“. (Lukas 4:43) Han fremsatte også principper angående kristen moral og adfærd. (Mattæus, kapitel 5-7) Han fortalte sine disciple hvilken holdning de skulle have til politiske anliggender. (Johannes 15:19) Han lagde grundvolden til et verdensomspændende undervisningsprogram og gav sine disciple befaling om at tage del i det. (Mattæus 24:14; Apostelgerninger 1:8) Ja, der var mange aspekter i det at ’tro på Jesus’. Intet under at Paulus og Silas „talte Jehovas ord til ham [fangevogteren] og alle som var i hans hus“, før disse nye disciple blev døbt. — Apostelgerninger 16:32, 33.
Nøjagtig kundskab om Gud er også vigtig for at opnå frelse
Et vigtigt aspekt af sand tro på Jesus er at man tilbeder den Gud som han tilbeder. Jesus sagde i en bøn: „Dette betyder evigt liv: at de lærer dig at kende, den eneste sande Gud, og den som du har udsendt, Jesus Kristus.“ — Johannes 17:3.
Under sin jordiske tjeneste rettede Jesus altid opmærksomheden mod sin Fader, ikke mod sig selv. Han hævdede aldrig at han var den almægtige Gud. (Johannes 12:49, 50) Ved adskillige lejligheder gjorde Jesus sin stilling i Guds ordning klar ved at sige at han var underordnet sin Fader. (Lukas 22:41, 42; Johannes 5:19) Jesus erklærede: „Faderen er større end jeg.“ (Johannes 14:28) Har din kirke lært dig om det sande forhold der er mellem Gud og Kristus? Eller er du blevet forledt til at tro at Jesus er den almægtige Gud? Din frelse afhænger af at du har den rette forståelse.
I bønnen fadervor tilskyndede Jesus sine disciple til at bede: „Lad dit navn blive helliget.“ (Mattæus 6:9) De fleste bibeloversættelser har skjult Guds navn og skriver i stedet „Herren“. Men i gamle afskrifter af „Det Gamle Testamente“ forekommer Guds navn over seks tusind gange! I Salme 83:18 læser vi: „Så man kan vide at du, hvis navn er Jehova, du alene er den Højeste over hele jorden.“ Har du lært at bruge Guds navn, Jehova? Hvis ikke, er dine muligheder for at opnå frelse i fare eftersom der siges at det kun er „enhver som påkalder Jehovas navn“, der vil blive frelst. — Apostelgerninger 2:21; jævnfør Joel 2:32.
I ånd og sandhed
Jesus rettede også opmærksomheden mod Guds ord, Bibelen. Når han gjorde rede for Guds syn på forskellige spørgsmål, sagde han ofte: „Der står skrevet.“ (Mattæus 4:4, 7, 10; 11:10; 21:13) Aftenen før sin død bad Jesus for sine disciple og sagde: „Hellige dem ved hjælp af sandheden; dit ord er sandhed.“ — Johannes 17:17.
En anden betingelse for at opnå frelse er altså at man kender og forstår Bibelens lære. (2 Timoteus 3:16) Kun Bibelen kan besvare spørgsmål som: Hvad er meningen med livet? Hvorfor har Gud tilladt ondskaben at fortsætte så længe? Hvad sker der når vi dør? Er det sandt at Gud piner mennesker i et brændende helvede? Hvad er Guds hensigt med jorden?a Man kan ikke tilbede Gud på en antagelig måde hvis ikke man har den rette forståelse af disse spørgsmål. Jesus sagde: „De sande tilbedere vil tilbede Faderen i ånd og sandhed.“ — Johannes 4:23.
Tro bevæger til handling
At opnå frelse indebærer mere end at man blot samler oplysninger. Hvis man har et lydhørt hjerte, vil nøjagtig kundskab om Gud frembringe tro. (Romerne 10:10, 17; Hebræerne 11:6) En sådan tro bevæger én til handling. For eksempel giver Bibelen os denne formaning: „I skal derfor ændre sind og vende om for at få jeres synder slettet ud, så der fra Jehova selv kan komme perioder som giver friske kræfter.“ — Apostelgerninger 3:19.
For at opnå frelse må man altså rette sig ind efter Guds adfærds- og moralnormer. Under påvirkning af Guds ords forvandlende kraft vil dybt indgroede uvaner som at lyve og bedrage vige for ærlighed og sandfærdighed. (Titus 2:10) Man vil ophøre med at øve umoralske handlinger som for eksempel homoseksualitet, ægteskabsbrud og utugt og i stedet lægge en ren moralsk adfærd for dagen. (1 Korinther 6:9-11) En sådan forandring vil ikke være et forbigående lune, men et resultat af at man omhyggeligt har studeret Guds ord og søgt at leve efter det. — Efeserne 4:22-24.
Kærlighed og taknemmelighed mod Gud vil med tiden bevæge retsindige til at indvi sig helt til ham og symbolisere deres indvielse gennem vanddåben. (Mattæus 28:19, 20; Romerne 12:1) Set med Guds øjne er døbte kristne frelst. (1 Peter 3:21) Under den kommende ødelæggelse af denne onde verden vil Gud rent bogstaveligt frelse dem ved at bevare dem gennem denne trængsel. — Åbenbaringen 7:9, 14.
Hvad frelse kan betyde for dig
Denne korte behandling af emnet viser klart at det ikke er nok at ’have Herren Jesus i sit hjerte’ for at blive frelst. Du må tilegne dig nøjagtig kundskab om Jehova Gud og Jesus Kristus og foretage de fornødne forandringer. Dette synes måske at være en helt uoverskuelig opgave, men Jehovas vidner vil gerne hjælpe dig. Gennem et gratis hjemmebibelstudium kan de lære dig at gå på frelsens vej.b
Nu da Guds kommende domsdag nærmer sig, er det vigtigere end nogen sinde at vandre på frelsens vej! Det er nu vi må give agt på profetens ord: „Før Jehovas vredes dag kommer over jer, søg Jehova, alle I sagtmodige på jorden, som har handlet efter hans lovbud. Søg retfærdighed, søg sagtmodighed. Måske kan I blive skjult på Jehovas vredes dag.“ — Zefanias 2:2, 3.
-