Senere mødte Samson en ung løve i nærheden af Timna. Styrket af Jehovas ånd sønderrev han dyret med sine bare hænder.

Men „Jehovas ånd [virkede] på ham, og rebene der var om hans arme blev som linnedtråde der er brændt med ild, så hans bånd smeltede af hans hænder“. Samson fandt en frisk æselkæbe og slog tusind mand ned med den, hvorefter han tilskrev Jehova sejren.

Ved en anden lejlighed gik Samson ind til en prostitueret i filisterbyen Gaza. Da filistrene hørte om det, lagde de sig i baghold for at dræbe ham om morgenen. Men ved midnat stod Samson op og rykkede Gazas byport og dens sidestolper og tværstang op og „bar dem op på toppen af det bjerg der er over for Hebron“. (Dom 16:1-3; se GAZA, 1.) Dette var en stor ydmygelse for filistrene da det efterlod Gaza ubeskyttet mod ubudne gæster. At Samson kunne udføre denne forbløffende bedrift, viser at han stadig havde Guds ånd.

Det gav Samson en yderligere grund til at hævne sig på dem. Han slog dem „sønder og sammen“ og påførte dem et stort tab. — Dom 14:20–15:8.

Med udsigt til en fortjeneste forsøgte hun at få at vide hvad Samsons styrke skyldtes. Tre gange gav han hende vildledende svar. Men på grund af hendes vedvarende plageri gav han til sidst efter og afslørede at hans styrke skyldtes at han var nasiræer og havde været det fra fødselen. Så tilkaldte hun filistrene for at få sin belønning for at overgive ham til dem. Mens Samson sov på hendes knæ, lod hun hans hår barbere af. Da han vågnede, havde Jehovas ånd forladt ham fordi han havde bragt sig selv i en situation der afsluttede hans liv som nasiræer. Det var ikke håret i sig selv der gav Samson styrke, men det som håret symboliserede, nemlig hans særlige forhold til Jehova som nasiræer. Da dette forhold ophørte, var Samson ikke anderledes end andre mennesker. Derfor var filistrene i stand til at stikke hans øjne ud, binde ham med kobberlænker og sætte ham til at dreje kværnen i fangernes hus. — Dom 16:4-21.

Mens Samson var indespærret i fangehuset, gjorde filistrene klar til at bringe et stort slagtoffer til deres gud Dagon, hvem de tilskrev deres vellykkede tilfangetagelse af Samson. Store menneskemængder, deriblandt alle forbundsfyrsterne, samledes i det hus der blev brugt ved tilbedelsen af Dagon. På taget alene var der 3000 mænd og kvinder. Samson, hvis hår i mellemtiden havde vokset sig langt, blev hentet fra fængselet så de lystige filistre kunne more sig over ham. Da Samson kom, bad han den dreng der førte ham, om lov til at røre ved søjlerne som huset hvilede på. Derefter bad han til Jehova: „Husk mig nu, og styrk mig nu, blot denne ene gang, du den sande Gud, og lad mig få hævn, hævn over filistrene for det ene af mine to øjne.“ (Dom 16:22-28) At han bad om kun at få hævn for det ene øje, kan bero på at han erkendte sin del af skylden for at have mistet sit syn. Eller han følte måske at han som en der kun handlede på Jehovas vegne, ikke kunne få fuldstændig hævn.

Samson stemmede sig mod de to understøttende søjler og „bøjede sig med kraft“ så søjlerne væltede og huset faldt sammen. Det resulterede i at han ved sin død dræbte flere filistre end i hele sit liv. Nogle slægtninge begravede ham „mellem Zora og Esjtaol i hans fader Manoas gravsted“. Samson døde således som en trofast tjener for Jehova efter at have været Israels dommer i 20 år. Derfor nævnes han med rette blandt mænd som ved tro blev fyldt med kraft. — Dom 15:20; 16:29-31; He 11:32-34.