Begivenhederne i Eden synes måske at være en klar og enkel lektion i lydighed, men Satan rejste også to vigtige moralske spørgsmål ved den lejlighed. For det første betvivlede Satan at Jehovas herredømme over hans skabninger udøvedes retfærdigt og til deres gavn. Måske kunne menneskene regere bedre selv. For det andet satte Satan spørgsmålstegn ved om der overhovedet fandtes intelligensvæsener som ville forblive trofaste og loyale imod Gud når de tilsyneladende ikke fik noget materielt udbytte af deres lydighed.a

Kundskab om Jehovas egenskaber og en klar forståelse af de spørgsmål der blev rejst i Eden, giver os løsningen på „teologens problem“, nemlig at få ondskabens eksistens til at stemme med at Gud er kærlig og almægtig. Det er sandt at Jehova besidder ubegrænset magt og at han er den personificerede kærlighed, men han er samtidig vís og retfærdig. Disse fire egenskaber hos ham er i fuldkommen balance. Gud brugte derfor ikke sin vældige kraft til straks at fjerne de tre oprørere. Det ville have været retfærdigt men ikke víst og kærligt. Han valgte heller ikke blot at tilgive og glemme, hvad nogle måske ville anse for at være en kærlig løsning. Det ville hverken have været víst eller retfærdigt.

Det ville tage tid at afgøre det stridsspørgsmål som Satan havde rejst. Desuden ville det tage tid at bevise om mennesker kunne regere uafhængigt af Gud eller ej. Ved at tillade at de tre oprørere forblev i live, gjorde Jehova det muligt for sine skabninger at tjene ham trofast under prøvende omstændigheder og derved være med til at bevise usandheden i Satans påstand.b