Hvorfor kvalte Jehova ikke oprøret i sin vorden ved at tilintetgøre Satan dér tilbage i Eden? Som den Almægtige havde han naturligvis magt til at gøre det. Satan havde imidlertid ikke sat spørgsmålstegn ved Guds magt men derimod ved hans måde at udøve den på. Da Satan argumenterede mod Guds klart udtrykte lov, hævdede han i virkeligheden at Guds måde at herske på ikke er rigtig og ikke er til bedste for hans skabninger. Han hævdede også at menneskene ikke ville forblive loyale over for Gud under prøve. (Job, kapitlerne 1 og 2) Hvordan kunne Jehova tage denne udfordring op og afgøre disse spørgsmål én gang for alle?

Vi kan måske illustrere Guds måde at handle med den egensindige menneskehed på ved hjælp af Jesu lignelse om den fortabte søn. Jesus fortalte om en mand der havde to sønner. Den yngste krævede at få sin del af arven mens faderen endnu var i live. Han ønskede at være uafhængig og rejse hjemmefra og vise at han kunne klare sig selv. Faderen kunne med det samme have afslået sønnens krav og låst ham inde så han ikke kunne komme af sted. Ville det have været det bedste på langt sigt? Nej, for så ville sønnen være blevet hjemme mod sin vilje. Det ville desuden have hindret ham i at følge sin frie vilje. Hvad gjorde faderen da?

Jesus forklarede: „[Faderen] skiftede . . . ejendommen imellem dem. Og ikke mange dage derefter samlede den yngste søn alt sit og rejste langt bort til et fremmed land og ødte dér sin formue i et udsvævende liv.“ Det gik så galt for denne unge jødiske mand at han måtte tage arbejde som svinevogter. Der var mad nok til grisene, men ikke til ham. Jesus fortsatte: „Men han gik i sig selv og sagde: ’Hvor mange daglejere hjemme hos min fader har ikke fuldt op af mad? og her er jeg ved at sulte ihjel.’“ Hvad gjorde han så? Han angrede og bestemte sig for at tage hjem igen og overgive sig til sin fader på nåde og unåde. — Lukas 15:11-32, da. aut.

Hvad var det altså der skulle til for at denne unge mand kom til fornuft? Tid og erfaring. Faderen havde undladt at gøre noget drastisk og havde i stedet ladet sønnen få tid til at indse hvor dumt han opførte sig. Han måtte ganske vist lide under denne proces, men den bragte ham til fornuft.

Der skabes præcedens

Vore første forældre valgte at være uafhængige af Gud, ligesom sønnen i lignelsen ville være uafhængig af sin fader. I modsætning til den fortabte søn vendte Adam og Eva ikke tilbage til deres Fader, men på grund af deres oprør blev menneskeheden inddraget i et stridsspørgsmål som kun kunne afgøres for øjnene af alle fornuftbegavede skabninger, både synlige og usynlige. Og det kunne kun ske ved at tiden gik. Hvad er der blevet bevist efter at vi nu har haft 6000 år med uafhængighed af Gud og hans herredømme? Som profeten Jeremias sagde: „Jeg ved, Jehova, at menneskets vej ikke står til ham selv. Det står ikke til en mand der vandrer, at styre sine skridt.“ (Jeremias 10:23) Menneskehedens historie har vist at „det ene menneske har udøvet myndighed over det andet til skade for det“. Mange som har indset dette, vender sig til deres himmelske Fader for at få vejledning, ligesom den fortabte søn vendte hjem til sin fader. Derved beviser de at Satan løj da han påstod at han kunne få alle til at lade være med at tjene Gud. — Prædikeren 8:9.

Jehova vil snart gribe ind over for Satan og dem der støtter hans uafhængige handlemåde. Han vil på den måde sætte en stopper for oprøret og alle virkningerne af det. Der vil da være gået så lang tid at der er blevet skabt præcedens for al fremtid. På grund af dette præcedens vil Jehova ikke igen være nødt til at tillade eventuelle oprør, det være sig i den synlige eller i den usynlige del af hans skaberværk. Tid og erfaring har vist at hverken Satan eller menneskene kan herske på en retfærdig måde uafhængigt af Gud. — Åbenbaringen 16:14-16; 20:1-3.

I den tid der er gået har menneskeheden rigtignok måttet gennemgå ufattelige lidelser, og mange har lidt en brat død. Men Jehova har lovet at gøre alt dette godt igen. Hvordan? Som apostelen Paulus sagde: „Jeg har håb til Gud . . . at der vil finde en opstandelse sted af både retfærdige og uretfærdige“. (Apostelgerninger 24:15) Det at Gud vil oprejse de døde og give dem mulighed for at komme til at leve evigt i fuldkommenhed på jorden, er et udtryk for ophøjet barmhjertighed. Da vil hver enkelt kunne vise sin værdsættelse af den gave som det virkelige liv er.

Den bibelske beretning om den tidligste historie viser at mennesket ikke var den første fornuftbegavede skabning med en fri vilje og evnen til at vælge. Og menneskene var hverken „alene om at kunne være onde“ eller de første til at være det. Der fandtes allerede en højere form for liv — „de gudlignende“, åndeskabninger, også kaldet engle. — Salme 8:5.

En af disse „gudlignende“ skabninger, som der er millioner af, ville forsøge at blive det første menneskepars gud og hersker i stedet for Jehova, deres Skaber. Han brugte sin frie vilje og løj bevidst over for kvinden for at få hende, og hendes mand gennem hende, til at være ulydige mod Gud. Han antydede at Gud var en løgner og en bedrager. Han sagde at det at tænke og handle uafhængigt ikke ville føre til døden, sådan som Gud havde sagt til dem, og han forsikrede hende: „I vil blive som Gud og kende godt og ondt.“ — 1 Mosebog 3:1-5.

Sådan iværksatte denne gudlignende skabning et oprør mod Guds herredømme — et oprør som millioner af engle var vidne til. På den måde blev spørgsmålet om hvem der har ret til at udøve herredømme, til et universelt stridsspørgsmål. Den oprørske engel blev Guds modstander, „Satan“, som det hebraiske ord for modstander gengives med. Satan drog Guds sandfærdighed i tvivl, og blev dermed også den første bagvasker eller „Djævel“, som det græske ord for bagvasker gengives med. Dette første oprør udløste den kæde af begivenheder som har forårsaget alle menneskenes lidelser.