Pave Johannes Paul II har formanet unge katolikker til at tage Djævelen alvorligt. I et brev har han skrevet følgende: „Vær ikke bange for at kalde slethedens ophavsmand ved sit rette navn: Den Onde. Han har altid anvendt og anvender stadig den taktik ikke at røbe sin identitet.“

Kardinal Josef Ratzinger, der er apostolisk præfekt i kongregationen for troslære, i Rom, har ligeledes udtalt: „Uanset hvad mindre klartseende teologer måtte påstå, er Djævelen, ifølge den kristne tro, en gådefuld men virkelig person — ikke blot et symbol. Han er en magtfuld realitet.“

Dagbladet International Herald Tribune, der udgives i Paris, fortæller imidlertid at der er tale om et internationalt fænomen. Det skriver: „Interessen for Satans eventuelle tilstedeværelse i Torino er kun et led i en større diskussion inden for den katolske kirke om den personifikation af det onde der forskellige steder i Skriften og i kirkens lære omtales som ’denne verdens fyrste’, ’mørkets magt’, ’den gamle slange’ og ’bagvaskeren’.“

Jean Dutourd, der er medlem af Det Franske Akademi, har fremsat nogle interessante kommentarer vedrørende den tvivl der i dag hersker om Satans eksistens — selv blandt katolske prælater. I det franske dagblad L’Est-Républicain skriver han: „I vore dage er det ikke populært at tro på Gud, men det er dog mere eller mindre acceptabelt. Troen på Djævelen derimod betragtes som decideret latterlig. Mange blandt samfundets elite, intellektuelle, politikere, og uden tvivl også blandt en hel del biskopper, finder nærmest omtalen af Satan komisk. Denne latterliggørelse overrasker mig egentlig, eftersom det ser ud til at Djævelen har vist os særlig opmærksomhed siden 1914.“