◼ Er Djævelen blot det onde som begreb? Hvis man siger at Djævelen kun er det onde som abstrakt begreb, bliver visse passager i Bibelen nærmest umulige at forstå. Når man for eksempel læser Job 2:3-6, må man spørge hvem det var Gud talte med. Talte han med det onde som abstrakt begreb i Job, eller talte han måske med sig selv? Og ville Gud det ene øjeblik rose Job for hans retskaffenhed og det næste øjeblik tillade at Job blev sat på prøve af noget ondt der var inden i ham? At tillægge Gud noget sådant giver et helt forvrænget billede af ham og strider imod det at der ’ikke er nogen uret hos ham’. (Salme 92:15) Nej, Gud afviste at ’række sin hånd ud’ mod Job for at skade ham. Det er tydeligt at Djævelen ikke er det onde som begreb inden i Gud eller en mørk side af Guds personlighed. Han er en usynlig person som gjorde sig selv til Guds modstander.

„Denne verdens hersker“ træder frem

En mesterforbryder kan lide at prale med sin magt, og det var hvad Djævelen gjorde da han fristede Jesus, Guds søn. Efter at Satan havde vist Jesus „alle rigerne“ i verden, gav han ham dette tilbud: „Jeg vil give dig hele myndigheden over dem og også deres herlighed, for den er blevet overgivet til mig, og jeg giver den til hvem jeg vil. Derfor, hvis du vil udføre en tilbedelseshandling over for mig, skal det alt sammen være dit.“ — Lukas 4:5-7.

Hvis Djævelen kun er det onde som begreb, sådan som nogle hævder, hvordan kan man da forklare det at Jesus blev fristet? Blev han fristet af en eller anden ond tanke eller måske som følge af en indre konflikt der opstod efter hans dåb? Hvis det er tilfældet, hvordan kunne det da siges at der ’ikke var synd i ham’? (1 Johannes 3:5) Jesus benægtede ikke at Djævelen har magt over menneskeheden, tværtimod bekræftede han dette ved at kalde Djævelen for „verdens hersker“ og betegne ham som „en morder“ og „løgner“. — Johannes 14:30; 8:44; da. aut.