Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • Giv ikke plads for Djævelen
    Vagttårnet – 2006 | 15. januar
    • Giv ikke plads for Djævelen

      „Giv ikke Djævelen en chance.“ — EFESERNE 4:27, Byington.

      1. Hvorfor tvivler mange på at Djævelen findes?

      GENNEM flere hundrede år forestillede mange sig at Djævelen var et rødklædt væsen med klove og horn der med en trefork drev onde mennesker ind i helvedes flammer. Denne opfattelse finder ikke støtte i Bibelen, men den har ganske givet fået millioner til at tvivle på at Djævelen findes, eller til at tro at navnet blot står for det onde som begreb.

      2. Hvad fortæller Bibelen om Djævelen?

      2 Bibelen indeholder øjenvidneberetninger og klare vidnesbyrd om at Djævelen findes. Jesus Kristus så ham i den himmelske åndeverden og talte til ham mens han var på jorden. (Job 1:6; Mattæus 4:4-11) Det åbenbares ikke i Bibelen hvad denne åndeskabning oprindelig hed, men han kaldes også Djævelen (der kommer af et græsk ord som betyder „falsk anklager, bagtaler, bagvasker“) fordi han har rettet falske anklager mod Gud. Han har også fået navnet Satan (der betyder „modstander“) fordi han modstår Jehova. Satan Djævelen omtales som „slangen fra fortiden“, sikkert fordi han bedrog Eva ved hjælp af en slange. (Åbenbaringen 12:9; 1 Timoteus 2:14) Desuden kaldes han „den onde“. — Mattæus 6:13.a

      3. Hvilket spørgsmål vil vi nu se nærmere på?

      3 Som Jehovas tjenere ønsker vi ikke på nogen måde at ligne Satan, den eneste sande Guds ærkefjende. Vi må derfor følge apostelen Paulus’ råd: „Giv ikke Djævelen en chance.“ (Efeserne 4:27, Byington) Hvilke egenskaber har Satan da som vi ikke må efterligne?

      Efterlign ikke den store bagvasker

      4. Hvordan har „den onde“ bagvasket Gud?

      4 „Den onde“ fortjener at blive kaldt Djævelen, for han er en bagvasker. Bagvaskelse er løgnagtige, ondskabsfulde og ærekrænkende udtalelser om andre. Gud gav Adam dette bud: „Træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det skal du visselig dø.“ (1 Mosebog 2:17) Det vidste Eva, men gennem en slange sagde Djævelen til hende: „I skal visselig ikke dø. For Gud véd at den dag I spiser af den, vil jeres øjne blive åbnet, og I vil blive som Gud og kende godt og ondt.“ (1 Mosebog 3:4, 5) Det var ondsindet at bagvaske Jehova Gud med den påstand!

      5. Hvorfor fortjente Diotrefes at blive krævet til regnskab for sin bagvaskelse?

      5 Israelitterne fik denne befaling: „Du må ikke gå omkring som en bagvasker blandt dit folk.“ (3 Mosebog 19:16) Apostelen Johannes sagde om en bagvasker: „Jeg skrev noget til menigheden, men Diotrefes, som gerne vil være først iblandt dem, tager ikke imod noget fra os med respekt. Det er grunden til at jeg, når jeg kommer, vil minde om hans gerninger som han fortsætter med at gøre, idet han snakker om os med onde ord.“ (3 Johannes 9, 10) Diotrefes bagvaskede Johannes og fortjente at blive krævet til regnskab for det. Hvilken loyal kristen kunne tænke sig at være som Diotrefes og efterligne Satan, den store bagvasker?

      6, 7. Hvorfor ønsker vi ikke at bagtale andre?

      6 Jehovas tjenere bliver ofte bagtalt og udsat for falske anklager. „De øverste præster og de skriftlærde blev . . . ved med at stå og anklage [Jesus] heftigt.“ (Lukas 23:10) Ypperstepræsten Ananias og andre rettede falske anklager mod Paulus. (Apostelgerninger 24:1-8) Og i Bibelen omtales Satan som „vore brødres anklager, som anklager dem dag og nat for vor Gud“. (Åbenbaringen 12:10) De brødre der rettes falske anklager imod, er de salvede kristne som befinder sig på jorden her i de sidste dage.

      7 Ingen kristen ønsker at bagtale andre eller fremsætte falske anklager. Men det kunne vi alligevel komme til hvis vi udtalte os om andre uden at kende deres situation til bunds. Under Moseloven kunne det medføre dødsstraf hvis man med overlæg aflagde falsk vidnesbyrd. (2 Mosebog 20:16; 5 Mosebog 19:15-19) Desuden er „et falsk vidne som udspyr løgn,“ vederstyggeligt i Jehovas øjne. (Ordsprogene 6:16-19) Vi ønsker bestemt ikke at efterligne Satan Djævelen, den største falske anklager og bagvasker.

      Efterlign ikke den første manddraber

      8. I hvilken forstand var Djævelen „en manddraber da han begyndte“?

      8 Djævelen er en manddraber. „Han var en manddraber da han begyndte,“ sagde Jesus. (Johannes 8:44) Satan har været en manddraber fra dengang han fik Adam og Eva til at vende sig bort fra Gud. Derved bragte han død over de to første mennesker og deres efterkommere. (Romerne 5:12) Det er værd at lægge mærke til at denne handling kun kan tilskrives en person, ikke ondskaben som abstrakt begreb.

      9. Hvordan kunne vi ifølge Første Johannesbrev 3:15 blive manddrabere?

      9 „Du må ikke myrde,“ lyder et af De Ti Bud som blev givet til Israel. (5 Mosebog 5:17) Til de kristne skrev apostelen Peter: „Lad ingen af jer lide som morder.“ (1 Peter 4:15) Som Jehovas tjenere kunne vi naturligvis ikke finde på at begå mord. Men hvis vi hadede en trosfælle og ønskede ham død, ville vi pådrage os skyld i Guds øjne. „Enhver der hader sin broder er en manddraber [eller: „morder“, da. aut.], og I ved at ingen manddraber har evigt liv blivende i sig,“ skrev apostelen Johannes. (1 Johannes 3:15) Israelitterne fik denne befaling: „Du må ikke hade din broder i dit hjerte.“ (3 Mosebog 19:17) Lad os være hurtige til at få løst de problemer der opstår mellem os og vores trosfæller, så manddraberen Satan ikke ødelægger vores kristne enhed. — Lukas 17:3, 4.

      Stå fast over for den store løgner

      10, 11. Hvad må vi gøre for at stå fast over for den store løgner, Satan?

      10 Djævelen er en løgner. „Når han taler løgn, taler han i overensstemmelse med sin egen indstilling, for han er en løgner og løgnens fader,“ sagde Jesus. (Johannes 8:44) Satan løj for Eva, hvorimod Jesus kom til verden for at vidne om sandheden. (Johannes 18:37) Hvis vi står fast over for Djævelen som Kristi disciple, vil vi ikke gribe til løgn og bedrag. Vi må ’tale sandhed’. (Zakarias 8:16; Efeserne 4:25) „Jehova, . . . sandhedens Gud“, velsigner kun sine sandfærdige vidner. De ugudelige har ingen ret til at repræsentere ham. — Salme 31:5; 50:16; Esajas 43:10.

      11 Hvis vi værdsætter at vi har fundet åndelig frihed for sataniske løgne, vil vi holde fast ved kristendommen, „sandhedens vej“. (2 Peter 2:2; Johannes 8:32) Den samlede kristne troslære udgør „den gode nyheds sandhed“. (Galaterne 2:5, 14) Vores frelse afhænger af at vi „vandrer i sandheden“ — at vi holder os til den og står fast over for „løgnens fader“. — 3 Johannes 3, 4, 8.

      Modstå frafaldets ophavsmand

      12, 13. Hvordan skal vi forholde os til de frafaldne?

      12 Den åndeskabning der blev til Djævelen, var engang i sandheden. Men „han stod ikke fast i sandheden, for der er ikke sandhed i ham,“ sagde Jesus. (Johannes 8:44) Djævelen, der er frafaldets ophavsmand, har uden ophør modstået „sandhedens Gud“. I det første århundrede faldt nogle kristne i „Djævelens snare“, øjensynlig fordi de var blevet vildledt og var afveget fra sandheden. Paulus opfordrede derfor sin medarbejder Timoteus til at belære dem med mildhed så de kunne genvinde deres åndelige sundhed og komme ud af Satans snare. (2 Timoteus 2:23-26) Det er naturligvis langt bedre at holde fast ved sandheden og helt undgå at lade sig besnære af de frafaldnes opfattelser.

      13 De to første mennesker blev frafaldne fordi de lyttede til Djævelen og ikke afviste hans løgne. Hvad kan vi lære af det? Skal vi lytte til de frafaldne, læse det de skriver, eller undersøge deres hjemmesider på internettet? Det vil vi ikke gøre hvis vi elsker Gud og sandheden. Vi bør ikke lukke frafaldne ind i vores hjem eller bare hilse på dem, for det ville gøre os ’delagtige i deres onde gerninger’. (2 Johannes 9-11) Lad os aldrig bukke under for Djævelens bedrag og forlade den kristne „sandhedens vej“ for at følge falske lærere der forsøger at „indsmugle ødelæggende vranglærdomme“ og prøver at ’udnytte os ved hjælp af opdigtede historier’. — 2 Peter 2:1-3, da. aut.

      14, 15. Hvilke advarsler gav Paulus de ældste fra Efesus og sin medarbejder Timoteus?

      14 Til nogle kristne ældste fra Efesus sagde Paulus: „Giv agt på jer selv og på hele den hjord i hvilken den hellige ånd har sat jer som tilsynsmænd til at vogte Guds menighed, som han købte med blodet af sin egen søn. Jeg ved at der efter min bortgang vil komme undertrykkende ulve ind iblandt jer, og de vil ikke behandle hjorden skånsomt, og fra jer selv skal der fremstå mænd som vil fremføre fordrejede ting for at trække disciplene bort efter sig.“ (Apostelgerninger 20:28-30) Med tiden fremstod der virkelig sådanne frafaldne som ’fremførte fordrejede ting’.

      15 Omkring år 65 tilskyndede apostelen Paulus Timoteus til at ’behandle sandhedens ord på rette måde’. „Men gå uden om tom snak som krænker det der er helligt,“ skrev han, „for de [frafaldne] vil gå frem mod mere og mere ugudelighed, og deres ord vil brede sig som koldbrand. Til dem hører Hymenæus og Filetus. De er afveget fra sandheden, idet de siger at opstandelsen allerede har fundet sted; og de ødelægger troen hos nogle.“ Frafaldet var begyndt! „Dog står Guds faste grundvold sikkert,“ tilføjede Paulus. — 2 Timoteus 2:15-19.

      16. Hvorfor er vi forblevet loyale mod Gud og hans ord trods de anslag som frafaldets ophavsmand har rettet mod os?

      16 Satan har ofte gjort brug af frafaldne i et forsøg på at fordærve den sande tilbedelse — men uden held. Da Charles Taze Russell omkring 1868 begyndte omhyggeligt at undersøge kristenhedens kirkers rodfæstede læresætninger, fandt han nogle fejlagtige fortolkninger af Bibelen. Russell og nogle få andre sandhedssøgende mennesker oprettede en bibelstudiekreds i Pittsburgh i den amerikanske stat Pennsylvania. Gennem de næsten 140 år der er gået siden da, har Jehovas tjenere fået stadig større kundskab om og kærlighed til Gud og hans ord. Den trofaste og kloge trælleskares åndelige årvågenhed har hjulpet disse sande kristne til at forblive loyale mod Jehova og hans ord trods de anslag som frafaldets ophavsmand har rettet mod dem. — Mattæus 24:45.

      Lad aldrig denne verdens hersker få tag i dig

      17-19. Hvad er den verden der ligger i den ondes magt, og hvorfor bør vi ikke elske den?

      17 Et andet middel som Satan forsøger at lokke os med, er kærlighed til denne verden — det uretfærdige menneskesamfund der ikke kender Gud. Jesus kaldte Djævelen „verdens hersker“ og sagde: „Han har ikke noget tag i mig.“ (Johannes 14:30) Måtte Satan heller aldrig få tag i os! Vi ved naturligvis at „hele verden ligger i den ondes magt“. (1 Johannes 5:19) Det var derfor Djævelen kunne tilbyde Jesus „alle verdens riger“ for en enkelt tilbedelseshandling — et tilbud Guds søn klart afviste. (Mattæus 4:8-10) Den verden Satan hersker over, hader Kristi disciple. (Johannes 15:18-21) Det er ikke så mærkeligt at apostelen Johannes advarede os mod at elske verden!

      18 Johannes skrev: „Elsk ikke verden eller det der er i verden. Hvis nogen elsker verden, er Faderens kærlighed ikke i ham; for alt det der er i verden — kødets begær og øjnenes begær og praleriet med de midler man har at leve af — er ikke af Faderen, men er af verden. Og verden forsvinder, og det gør dens begær også, men den der gør Guds vilje forbliver for evigt.“ (1 Johannes 2:15-17) Vi må ikke elske verden, for dens livsform appellerer til det syndige kød og står i diametral modsætning til Jehova Guds normer.

      19 Hvad nu hvis vi er tilbøjelige til at holde af denne verden? Så må vi bede Gud om hjælp til at overvinde denne kærlighed og de kødelige ønsker der er forbundet med den. (Galaterne 5:16-21) Hvis vi altid husker på at „ondskabens åndemagter“ er de usynlige ’verdensherskere’ over det uretfærdige menneskesamfund, vil vi helt sikkert gøre alt hvad vi kan, for at bevare os ’uplettede af verden’. — Jakob 1:27; Efeserne 6:11, 12; 2 Korinther 4:4.

      20. Hvorfor kan man sige at vi „ikke er en del af verden“?

      20 Om sine disciple sagde Jesus: „De er ikke en del af verden, ligesom jeg ikke er en del af verden.“ (Johannes 17:16) De salvede kristne og deres indviede medarbejdere bestræber sig for at forblive moralsk og åndeligt rene, adskilt fra denne verden. (Johannes 15:19; 17:14; Jakob 4:4) Denne uretfærdige verden hader os fordi vi holder os adskilt fra den og er ’forkyndere af retfærdighed’. (2 Peter 2:5) Vi lever ganske vist midt i menneskesamfundet, der omfatter utugtige, ægteskabsbrydere, udsugere, afgudsdyrkere, tyve, løgnere og drankere. (1 Korinther 5:9-11; 6:9-11; Åbenbaringen 21:8) Men vi indånder ikke „verdens ånd“, for vi lader os ikke lede af denne syndige drivkraft. — 1 Korinther 2:12.

      Giv ikke plads for Djævelen

      21, 22. Hvordan kan vi følge Paulus’ råd i Efeserbrevet 4:26, 27?

      21 I stedet for at lade os lede af „verdens ånd“ ledes vi af Guds ånd, der frembringer egenskaber som kærlighed og selvbeherskelse i os. (Galaterne 5:22, 23) Disse egenskaber hjælper os til at modstå Djævelens angreb på vores tro. Han ønsker at vi skal ’blive optændt af vrede og handle ondt’, men Guds ånd hjælper os til at ’give slip på vrede og lade forbitrelse fare’. (Salme 37:8) Det kan ganske vist ske at vi bliver vrede med god grund, men Paulus giver os dette råd: „Bliv vrede, men synd dog ikke; lad ikke solen gå ned mens I stadig er opbragte, og giv ikke plads for Djævelen.“ — Efeserne 4:26, 27.

      22 Vores vrede kunne føre til synd hvis vi blev ved med at være opbragte. Så ville Djævelen få en chance for at skabe uro i menigheden eller lokke os til at gøre noget forkert. Vi må derfor sørge for at få bilagt uoverensstemmelser hurtigt og på en måde der stemmer med Guds normer. (3 Mosebog 19:17, 18; Mattæus 5:23, 24; 18:15, 16) Ja, vi må lade os lede af Guds ånd, vise selvbeherskelse og aldrig lade vrede — selv når den er berettiget — udvikle sig til bitterhed, ondskab og had.

      23. Hvilke spørgsmål vil vi drøfte i den næste artikel?

      23 Vi har i denne artikel set på nogle egenskaber hos Djævelen som vi ikke må efterligne. Men nogle tænker måske: Har vi grund til at være bange for Satan? Hvorfor anstifter han forfølgelse af de kristne? Og hvordan kan vi undgå at blive overlistet af Djævelen?

      [Fodnote]

      a Se artiklerne under temaet „Er Djævelen virkelig til?“ i Vagttårnet for 15. november 2005.

  • Stå Satan imod, og han vil flygte!
    Vagttårnet – 2006 | 15. januar
    • Stå Satan imod, og han vil flygte!

      „I skal . . . underordne jer Gud; men stå Djævelen imod, og han vil flygte fra jer.“ — JAKOB 4:7.

      1, 2. (a) Hvilken af Djævelens egenskaber bliver beskrevet i Esajas’ Bog, kapitel 14? (b) Hvilke spørgsmål vil vi se nærmere på?

      DJÆVELEN er indbegrebet af hovmod. Hans stolthed bliver beskrevet hos Guds profet Esajas. Over hundrede år før Babylonien blev den fremtrædende verdensmagt, skrev Esajas at Jehovas folk fremførte denne erklæring mod „Babylons konge“: „Det var dig der sagde i dit hjerte: ’Til himmelen vil jeg stige op. Op over Guds stjerner [kongerne i Davids slægt] hæver jeg min trone . . . Jeg gør mig selv den Højeste lig.’“ (Esajas 14:3, 4, 12-15; 4 Mosebog 24:17) ’Babylons konges’ stolthed havde stor lighed med den ånd der kendetegner Satan, „denne tingenes ordnings gud“. (2 Korinther 4:4) Satans hovmod vil imidlertid ende med en katastrofe, på samme måde som det babyloniske dynasti fik et vanærende endeligt.

      2 Men så længe Djævelen er til, spekulerer vi måske over spørgsmål som: Er der grund til at være bange for ham? Hvorfor anstifter han forfølgelse af de kristne? Hvordan kan vi undgå at blive overlistet af ham?

      Er der grund til at være bange for Djævelen?

      3, 4. Hvorfor er de salvede kristne og deres medarbejdere ikke bange for Djævelen?

      3 De følgende ord af Jesus er til stor styrke for de salvede kristne: „Vær ikke bange for det du vil komme til at lide. Se! Djævelen vil blive ved med at kaste nogle af jer i fængsel for at I kan blive prøvet fuldt ud, og for at I kan have trængsel i ti dage. Vis dig trofast indtil døden, og jeg vil give dig livets krone.“ (Åbenbaringen 2:10) De salvede og deres medarbejdere med et jordisk håb er ikke bange for Djævelen. Deres frygtløshed skyldes ikke at de af natur er modige. Den skyldes at de nærer ærefrygt for Gud og ’søger tilflugt i hans vingers skygge’. — Salme 34:9; 36:7.

      4 Jesu Kristi frygtløse disciple i det første århundrede viste sig trofaste til døden trods de lidelser de blev udsat for. De gav ikke efter af frygt for det som Satan Djævelen kunne gøre, for de vidste at Jehova aldrig svigter dem der forbliver loyale mod Ham. Når salvede kristne og deres indviede medarbejdere i dag bliver udsat for hård forfølgelse, er de også besluttede på at forblive loyale mod Gud. Paulus gav dog udtryk for at Djævelen er i stand til at forårsage død. Giver det os grund til at være bange?

      5. Hvad kan vi lære af Hebræerbrevet 2:14, 15?

      5 Paulus skrev at Jesus ’fik del i blod og kød’ „for at han ved sin død kunne gøre ham til intet som har magt til at forårsage død, det er Djævelen, og frigøre alle dem som af frygt for døden har været holdt i trældom hele deres liv“. (Hebræerne 2:14, 15) Som den der „har magt til at forårsage død“, fik Satan herredømme over Judas Iskariot, og derefter fik han de jødiske ledere og romerne til at henrette Jesus. (Lukas 22:3; Johannes 13:26, 27) Ved sin offerdød har Jesus imidlertid frigjort den syndige menneskehed fra Satans greb og gjort det muligt for os at opnå evigt liv. — Johannes 3:16.

      6, 7. I hvilket omfang har Satan magt til at forårsage død?

      6 I hvilket omfang har Djævelen magt til at forårsage død? Lige siden han begyndte at handle ondt, har hans løgne og hans ledelse forårsaget død blandt menneskene. Han fik Adam til at synde, og denne gav synden og døden i arv til hele menneskeheden. (Romerne 5:12) Dertil kommer at Satans jordiske håndlangere har forfulgt Jehovas tjenere, somme tider til døden, sådan som de gjorde i Jesu tilfælde.

      7 Det betyder dog ikke at Djævelen har magt til at dræbe enhver han vil. Gud beskytter dem der tilhører ham, og han vil aldrig tillade at Satan udrydder alle sande tilbedere af jordens overflade. (Romerne 14:8) Jehova tillader ganske vist at alle hans tjenere udsættes for forfølgelse, og han tillader at nogle af os dør som følge af Djævelens angreb. Men Bibelen indeholder et vidunderligt håb om en opstandelse for dem der findes i Guds ’bog til minde om dem som frygter ham’ — og Djævelen kan overhovedet intet gøre for at forhindre at de får livet igen! — Malakias 3:16; Johannes 5:28, 29; Apostelgerninger 24:15.

      Hvorfor bliver vi forfulgt af Satan?

      8. Hvorfor anstifter Djævelen forfølgelse af Guds tjenere?

      8 Når vi er loyale tjenere for Gud, er der en grundlæggende årsag til at Djævelen udsætter os for forfølgelse. Hans mål er at få os til at blive svage i troen. Vi har et dyrebart forhold til vor himmelske Fader, og det vil Satan gerne ødelægge. Det skulle ikke overraske os. I Eden forudsagde Jehova at der ville være fjendskab mellem hans symbolske kvinde og „slangen“ og mellem deres respektive „afkom“. (1 Mosebog 3:14, 15) Bibelen viser at Djævelen er „slangen fra fortiden“ og åbenbarer at hans tid nu er kort og hans harme stor. (Åbenbaringen 12:9, 12) Så længe fjendskabet mellem kvindens og slangens „afkom“ består, kan de der trofast tjener Jehova, forvente at blive forfulgt. (2 Timoteus 3:12) Er du opmærksom på den egentlige årsag til at Satan forfølger os?

      9, 10. Hvilket stridsspørgsmål har Djævelen rejst, og hvad har det at gøre med vores adfærd?

      9 Det er Djævelen der har rejst stridsspørgsmålet om den universelle suverænitet. Han har også rejst et beslægtet spørgsmål der har at gøre med menneskenes uangribelighed over for deres Skaber. Hvorfor udsatte Satan den retskafne Job for forfølgelse? Det var for at bryde hans uangribelighed over for Jehova. Jobs kone og hans tre „besværlige trøstere“ gik dengang Djævelens ærinde. Som det fremgår af Jobs Bog, udfordrede Djævelen Gud idet han hævdede at intet menneske ville forblive trofast mod ham hvis han, Satan, fik lov at sætte vedkommende på prøve. Men Job holdt fast ved sin uangribelighed og beviste derved at Satan er en løgner. (Job 1:8–2:9; 16:2; 27:5; 31:6) Også i vor tid forfølger Djævelen Jehovas Vidner i et forsøg på at bryde deres uangribelighed og bevise sine påstande.

      10 At vi kender baggrunden for at Djævelen udsætter os for forfølgelse — nemlig at han har et desperat ønske om at bryde vores uangribelighed over for Gud — kan gøre os modige og stærke. (5 Mosebog 31:6) Vores Gud er universets suveræne Herre, og han vil hjælpe os til at forblive uangribelige. Lad os altid søge at fryde Jehovas hjerte ved at bevare vores uangribelighed og give ham et svar til den der i første række smæder ham, Satan Djævelen. — Ordsprogene 27:11.

      „Befri os fra den onde“

      11. Hvad ligger der i bønnen „før os ikke ind i fristelse“?

      11 Det er ikke let at bevare sin uangribelighed; det kræver oprigtig bøn. Især er ordene i mønsterbønnen en stor hjælp. Heri sagde Jesus blandt andet: „Før os ikke ind i fristelse, men befri os fra den onde.“ (Mattæus 6:13) Jehova frister os ikke til at synde. (Jakob 1:13) I nogle tilfælde taler Bibelen imidlertid om at han gør eller forårsager visse ting som han i virkeligheden blot tillader. (Rut 1:20, 21) Ved at bede med Jesu ord anmoder vi derfor Jehova om ikke at tillade at vi bukker under for fristelse. Og han vil høre vores bøn, for i Bibelen finder vi denne forsikring: „Gud er trofast, og han vil ikke lade jer blive fristet ud over hvad I kan tåle, men sammen med fristelsen vil han også skabe en udvej, så I kan modstå den.“ — 1 Korinther 10:13.

      12. Hvorfor beder vi „befri os fra den onde“?

      12 Efter at have talt om fristelse i mønsterbønnen sagde Jesus meget passende: „Befri os fra den onde.“ (Mattæus 6:13) Nogle bibeloversættelser siger „fri os fra det onde“, eller „beskyt os mod det onde“. (Da. aut. 1948 og 1992; Contemporary English Version) I Bibelen bruges udtrykket ’befri fra’ imidlertid hovedsagelig i forbindelse med personer, og i Mattæusevangeliet omtales Djævelen som „Fristeren“, altså en person. (Mattæus 4:3, 11) Det er derfor vigtigt at bede om at blive befriet fra „den onde“, Satan Djævelen. Han forsøger at få os til at synde mod Gud. (1 Thessaloniker 3:5) Når vi beder „befri os fra den onde“, anmoder vi vor himmelske Fader om at lede og hjælpe os så vi ikke bliver overlistet af Djævelen.

      Bliv ikke overlistet af Djævelen

      13, 14. Hvorfor måtte korintherne ændre indstilling til en mand i menigheden som havde levet umoralsk?

      13 Da Paulus tilskyndede de kristne i Korinth til at være tilgivende, skrev han: „Den I frit tilgiver et eller andet, tilgiver jeg også. Ja, for mit vedkommende er det sådan at hvad jeg frit har tilgivet, når jeg har tilgivet noget, det har jeg tilgivet for jeres skyld for Kristi åsyn, for at vi ikke skal blive overlistet af Satan; hans planer er vi jo ikke uvidende om.“ (2 Korinther 2:10, 11) Djævelen kan overliste os på flere forskellige måder, men hvorfor skrev Paulus dette til korintherne?

      14 Paulus havde tidligere irettesat korintherne fordi de havde tilladt en umoralsk mand at blive i menigheden. Satan må have frydet sig over den skam det bragte over menigheden at den tolererede ’en sådan utugt som end ikke fandtes blandt folk fra nationerne’. Til sidst blev overtræderen dog udelukket af menigheden. (1 Korinther 5:1-5, 11-13) Senere angrede manden. Hvis korintherne nu nægtede at tilgive og genoptage ham, ville Djævelen overliste dem på en anden måde. Hvordan? Jo, de ville være hårdhjertede og ubarmhjertige, ligesom Satan selv er. Hvis den angrende mand blev „opslugt af en alt for stor bedrøvelse“ og gav helt op, ville navnlig de ældste bære et vist ansvar for dette over for den barmhjertige Gud, Jehova. (2 Korinther 2:7; Jakob 2:13; 3:1) Det siger sig selv at ingen sande kristne ønsker at efterligne Satan ved at være grusomme, hårdhjertede og ubarmhjertige.

      Beskyttet af Guds fulde rustning

      15. Hvilken krig fører vi, og hvad afhænger sejren af?

      15 Hvis vi ønsker at blive befriet fra Djævelen, må vi føre en åndelig krig mod de onde åndemagter. Om vi sejrer i denne kamp, afhænger af om vi har iført os „den fulde rustning fra Gud“. (Efeserne 6:11-18) En del af denne rustning er „retfærdighedens brystharnisk“. (Efeserne 6:14) Kong Saul af Israel var ulydig mod Gud og mistede hans hellige ånd. (1 Samuel 15:22, 23) Men hvis vi handler retfærdigt og har iført os den fulde åndelige rustning, vil vi have hans hellige ånd og være beskyttet mod Satan og hans onde engle, dæmonerne. — Ordsprogene 18:10.

      16. Hvordan kan vi til stadighed være beskyttet mod de onde åndemagter?

      16 Hvis vi fortsat skal være beskyttet mod de onde åndemagter, må vi blandt andet regelmæssigt læse og studere Guds ord og gøre god brug af de publikationer „den trofaste husholder“ tilvejebringer. (Lukas 12:42) På den måde fylder vi sindet med sunde, åndelige tanker i overensstemmelse med Paulus’ vejledning: „Brødre, alt hvad der er sandt, alt hvad der er af alvorlig betydning, alt hvad der er retfærdigt, alt hvad der er rent, alt hvad der er værd at holde af, alt hvad der tales godt om, hvad der er dydigt og hvad der er rosværdigt, dette skal I fortsat have i tanke.“ — Filipperne 4:8.

      17. Hvad vil hjælpe os til at blive habile forkyndere af den gode nyhed?

      17 Jehova gør det muligt for os at have ’fredens gode nyhed som sko på vores fødder’. (Efeserne 6:15) Hvis vi kommer fast til de kristne møder, bliver vi udrustet til at forkynde den gode nyhed om Guds rige. Det er en stor glæde at hjælpe andre til at lære sandheden om Gud og opleve åndelig frihed! (Johannes 8:32) „Åndens sværd, det vil sige Guds ord,“ er uundværligt når vi skal gendrive falske læresætninger og ’nedrive fæstningsværker’. (Efeserne 6:17; 2 Korinther 10:4, 5) Dygtig brug af Guds skrevne ord, Bibelen, hjælper os til at undervise i sandheden og beskytter os mod at bukke under for Djævelens kneb.

      18. Hvordan kan vi „stå fast over for Djævelens listige anslag“?

      18 Paulus indledte sin beskrivelse af vores åndelige rustning med ordene: „Bliv ved med at hente kraft i Herren og i hans styrkes vælde. Ifør jer den fulde rustning fra Gud, så I kan stå fast over for Djævelens listige anslag.“ (Efeserne 6:10, 11) Det græske ord der gengives med „stå fast“, benyttes om en soldat der bliver på sin post. Vi holder stand i den åndelige krig selvom Satan gør brug af forskellige listige anslag i sine forsøg på at ødelægge vores enhed, fordærve vores lære eller bryde vores uangribelighed over for Gud. Men indtil nu har Djævelen ikke haft held med sine angreb på Guds folk — og det får han heller aldrig!a

      Stå Djævelen imod, og han vil flygte

      19. Hvordan kan man forsvare sig mod Djævelen?

      19 Vi kan sejre i den åndelige krig mod Djævelen og de onde åndemagter der lader sig lede af ham. Der er ingen grund til at skælve i frygt for Satan, for disciplen Jakob skrev: „I skal . . . underordne jer Gud; men stå Djævelen imod, og han vil flygte fra jer.“ (Jakob 4:7) Et middel til forsvar mod Satan og de onde åndemagter der står på hans side, er at undgå alt hvad der har at gøre med okkultisme og magi, og alle der beskæftiger sig med den slags. Det fremgår tydeligt af Bibelen at Jehovas tjenere ikke må tage varsler eller give sig af med astrologi, spådomskunst og spiritisme. Hvis vi er åndeligt aktive og stærke, har vi ingen grund til at være bange for at nogen kan skade os ved hjælp af spiritisme. — 4 Mosebog 23:23; 5 Mosebog 18:10-12; Esajas 47:12-15; Apostelgerninger 19:18-20.

      20. Hvordan kan vi stå Djævelen imod?

      20 Vi ’står Djævelen imod’ ved at holde fast ved Bibelens normer og sandheder og ved at tage et fast standpunkt imod ham. Verden er i overensstemmelse med Djævelen fordi han er dens gud. (2 Korinther 4:4) Vi tager derfor afstand fra de egenskaber der kendetegner verden, som for eksempel stolthed, selviskhed, umoralitet, vold og materialisme. Vi ved at Djævelen flygtede da Jesus afviste hans angreb ved at bruge Skriften under fristelsen i ørkenen. (Mattæus 4:4, 7, 10, 11) På samme måde vil Satan lide nederlag og ’flygte fra os’ hvis vi helt underordner os Jehova og holder os nær til ham i bøn. (Efeserne 6:18) Når Jehova Gud og hans elskede søn hjælper os, kan ingen volde os varig skade — ikke engang Djævelen! — Salme 91:9-11.

      [Fodnote]

      a Flere oplysninger om den åndelige rustning fra Gud findes i Vagttårnet for 15. maj 1992, side 21-23.

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del