Er Satan en virkelig person?

TROR du på at Satan er til? Hvis du gør, tilhører du en stadig svindende minoritet. „I 1980’erne tror man ikke længere på Djævelen. Det er kun konservative katolikker og protestanter, karismatikere, muslimer og græsk-ortodokse samt nogle få okkultister der stadig tror på ham,“ hedder det i bogen Mephistopheles — The Devil in the Modern World, skrevet af Jeffrey Burton Russell.

Men ikke alle er holdt op med at tro på Satans eksistens. „Djævelen lever og er stadig virksom,“ sagde pave Johannes Paul II for nylig i en tale i Italien.

Hvis paven har ret, må Satan have gode muligheder for at gøre hvad han vil i verden. For når folk ikke tror at han er til, vil de selvfølgelig heller ikke prøve at stå ham imod. Kardinal Ratzinger, en af Vatikanets førende autoriteter inden for troslære, har sagt: „Djævelen kan søge tilflugt i sit foretrukne element — anonymiteten.“

Men er der virkelig en sådan Djævel? Hvis vi tror på Bibelen må vi svare ja! Den inspirerede beretning omtaler adskillige gange Djævelen — eller Satan — ved navn. Da bibelskribenten Paulus ved en lejlighed advarede mod „falske apostle“ og „svigefulde arbejdere“ skrev han: „Og intet under, for Satan selv giver sig ud for at være en lysets engel.“ Paulus betragtede altså Satan som en virkelig person, en intelligent og bedragerisk person. — 2 Korinther 11:13, 14.

Hvad er da grunden til at de fleste mennesker i dag ikke tager Satan alvorligt? Det er sandsynligvis et udtryk for vore dages tidsånd. Vi lever i den periode som nogle har kaldt den efterkristne tidsalder, hvor ateisme, hedonisme, materialisme og kommunisme i mange samfund har erstattet religionen. Millioner af mennesker tror ikke længere på Gud og betragter ikke hans eksistens som nødvendig for deres private livsfilosofi. Og samtidig med at de har fornægtet Gud, har de også fornægtet Satan. Visse religiøse mennesker inden for kristenheden hævder ganske vist at de tror på Gud, men de mener ikke at troen på Satan hører hjemme her i vort 20. århundrede.

Det er imidlertid ikke noget nyt at man afviser troen på Gud. For omkring 3000 år siden skrev den hebraiske salmedigter David: „Den uforstandige har sagt i sit hjerte: ’Der er ingen Jehova.’ De har handlet ødelæggende, afskyeligt, med deres handlemåde.“ (Salme 14:1; 53:1) Et andet sted har han skrevet: „Den ugudelige, hovmodig som han er, søger ikke; alle hans tanker er: ’Der er ingen Gud.’“ (Salme 10:4) Også dengang opførte mennesker sig altså som om Gud ikke eksisterede. Og når ikke de troede at Gud var til, troede de følgelig heller ikke at Satan var det.

Nogle der stadig tror på Satans eksistens

Som vi allerede har set, er der dog stadig nogle der tror på at Djævelen er til. Det gælder blandt andet dem der tror på Zarathustras gamle dualistiske lære om at det gode og det onde, Gud og Djævelen, nødvendigvis altid har eksisteret side om side. Nogle mener endog at det gode og det onde er to facetter af Gud. Desuden er der stadig mange inden for kristenheden og islam der tror på Satans eksistens. De opfatter ham mange gange som et bevinget åndevæsen med horn og hale der overvåger de „udødelige sjæle“ i „helvedes ild“, sådan som den berømte franske tegner og grafiker Gustave Doré har fremstillet ham på sine billeder.

Men hos andre stikker troen på Satan endnu dybere. De tilbeder ham ligefrem — enten ved direkte at påkalde ham eller ved hjælp af sataniske eller dæmoniske ritualer. I årtusinder har man forbundet heksekunst og trolddom med satanisme. Selv i vor moderne og skeptiske tidsalder florerer satanismen. Men før vi ser på hvad Bibelen siger om Satan, vil vi betragte nogle træk ved vor tids satandyrkelse.

[Illustration på side 3]

En buddhistisk fremstilling af et satanisk „helvede“

Satandyrkelse i vor tid

DER hersker ingen tvivl om at Satan ønsker at blive tilbedt. Da han fristede Jesus tilbød han ham en stor belønning på betingelse af at han ’kastede sig ned og udførte en tilbedelseshandling over for ham’. (Mattæus 4:9) Dette nægtede Jesus selvfølgelig at gøre, men ikke alle har fulgt hans eksempel. Satandyrkelse er udbredt selv i vor tid.

Den canadiske avis The Calgary Herald har for eksempel bragt en artikelserie der hed: „Djævelens disciple.“ Avisen citerede blandt andet en kriminalreporter der sagde: „Gennem interview har jeg erfaret at satanismen ikke er begrænset til bestemte samfundsgrupper. Rapporter fra politiet i Calgary og Royal Canadian Mounted Police tyder på at der alene i Calgary må være omkring 5000 aktive satandyrkere.“

Andre presserapporter viser at satankulter under forskellige former dukker op overalt i Nordamerika og Europa. Også politiet har vist interesse for satanismen. Hvorfor? Fordi de i mange tilfælde har opdaget en forbindelse mellem kriminelle handlinger og satankulter. For nylig har en kriminalbetjent udtalt: „Det vi her har med at gøre, er en religion som nogle dyrker, ligesom andre tror på kristendommen, jødedommen eller islam. Det der sker, er ikke kriminalitet for kriminalitetens skyld, men kriminelle handlinger begået for religionens skyld.“

Et fremtrædende eksempel på dette var de mord der i 1969 blev begået af Manson-klanen i Californien. Ifølge historieprofessor Jeffrey Russell „hævdede Manson at han både var Djævelen og Kristus. . . . Mansons discipel Tex Watson sagde, da han kom for at myrde Sharon Tate: ’Jeg er Djævelen; jeg er kommet for at udføre Djævelens værk.’“ Men det er ikke i alle tilfælde at satanismen fremtræder så utilsløret.

Heksekunst, trolddom og spiritisme

Satandyrkelse omfatter ikke kun en direkte tilbedelse af Satan. Apostelen Paulus gav denne advarsel: „Det som folk fra nationerne ofrer, ofrer de til dæmoner.“ (1 Korinther 10:20) Ja, dæmonisme er i virkeligheden det samme som satanisme, eftersom Satan kaldes „dæmonernes hersker“. (Markus 3:22) Men hvilke af ’nationernes’ handlinger kan betegnes som dæmonisme eller satandyrkelse? Vi finder nogle eksempler i Guds ord til Israel: „Der må ingen findes hos dig . . . som driver spådomskunst, øver magi, tager varsler eller er troldmand, eller som binder andre med en besværgelse eller som spørger et åndemedium eller en spåkyndig til råds eller som henvender sig til de døde. For enhver der øver disse ting er en vederstyggelighed for Jehova.“ — 5 Mosebog 18:10-12.

Vi advares altså mod de blodofre og påkaldelser af ånder som foretages af voodoo-præster i Brasilien eller af hougans og mamboer på Haiti. Vi advares også mod troldmænd der hævder at kunne kommunikere med de afdødes ånder for at skabe frygt hos mennesker, og mod at ’lege’ med ånden i glasset. — Jævnfør Første Samuelsbog 28:3-20.

Også i forskellige dele af Afrika er heksekunst et udbredt fænomen. For eksempel har medicinmænd i Sydafrika stor magt, og folk tager dem meget alvorligt. For nylig kunne man læse i aviserne at pøbelskarer havde brændt nogle mennesker levende fordi man beskyldte dem for at have forårsaget at lynet slog ned i nogle af landsbyboerne! De lokale medicinmænd anklagede disse uskyldige mennesker for at stå bag de „unaturlige“ hændelser, hvorefter de blev bundet til et træ og brændt. En sådan tro på trolddom eller magi er også dæmonisme.

Men det er ikke kun i Afrika der øves heksekunst. I 1985 fik Herbert D. Dettmer, der afsonede en fængselsdom på en tvangsarbejdsanstalt i Virginia i USA, distriktsdomstolens tilladelse til at få adgang til nogle klædningsstykker og genstande der gjorde det muligt for ham at udøve sin religion i fængselet. Hvilken religion tilhørte han? Ifølge retsprotokollen var han medlem af „Church of Wicca (hvilket vil sige at han udøvede heksekunst)“. Som følge heraf fik Herbert Dettmer domstolens ord for at han i sin tilbedelse kunne benytte svovl, havsalt eller salt uden jod, lys, røgelse, et vækkeur samt en hvid dragt.

Meget tyder således på at heksekunsten også er udbredt i Vesten. Den engelske avis Manchester Guardian Weekly har skrevet: „For fem år siden antog man at der var omkring 60.000 hekse i Storbritannien. I dag [1985] anslås dette tal at være steget til 80.000. Månedsbladet Prediction, der beskæftiger sig med astrologi og okkultisme, har et oplag på 32.000.“

Satanisme og musik

I sin bog Mephistopheles — The Devil in the Modern World, henleder professor Russell vores opmærksomhed på endnu en måde Satans hensigter fremmes på. Han skriver: „Efter 1970’erne døde satanismen hurtigt hen, men kultiske elementer af den lever videre i 1980’ernes ’heavy metal’-musik med dens lejlighedsvise påkaldelse af Djævelen og den store opmærksomhed den viser sataniske egenskaber som grusomhed, stofmisbrug, uhygge, depression, nydelsessyge, vold, larm, forvirring og glædesløshed.“ — Kursiveret af os.

Måske har de musikere der har lagt sataniske elementer ind i deres musik ikke ment det alvorligt. Måske har de blot gjort det for at chokere eller virke aparte. Men ikke desto mindre har det haft en stærk indflydelse på visse letpåvirkelige sjæle. Professor Russell bemærker at den „vedvarende propaganda for det onde, skønt fremført med mere eller mindre alvorlig bagtanke, har haft en ødelæggende virkning på svage og ubefæstede sjæle. Dette har blandt andet resulteret i et utal af rystende, perverse forbrydelser, deriblandt voldtægt af børn og lemlæstelse af dyr.“

For nylig rystedes New Yorks indbyggere da de læste i avisen at en 14-årig dreng, der var „besat af satanisme“ havde stukket sin moder ihjel og derefter begået selvmord. En canadisk familierådgiver har ifølge bladet Maclean’s udtalt at et stigende antal problemramte teenagere har indrømmet at de dyrker „satanisme, ofte under påvirkning af euforiserende stoffer og hårdtslående ’heavy-metal’-musik“.

Ikke blot en uskyldig grille

For tiden er det den helt store mani i De Forenede Stater at søge at komme i kontakt med de afdødes ånder gennem såkaldte „kanaler“ eller åndemedier, der sædvanligvis er kvinder. Folk betaler ofte flere hundrede dollars for at få lov til at deltage i sådanne seancer. Aviserne har omtalt at en bestemt „kanals“ seancer „jævnlig bliver udsendt over satellit-tv, så tusinder af seere i en halv snes forskellige byer kan se programmet samtidig“. Denne tendens er tydeligt i modstrid med Bibelens bud om at undgå åndemedier eller spåkyndige. Dette er også en form for dæmonisme, og som al anden spiritisme bygger den på Satans løgn om at mennesket har en udødelig sjæl. — Prædikeren 9:5; Ezekiel 18:4, 20.

Djævelens indflydelse i en verden fuld af had

Den rystende situation menneskeheden befinder sig i her i det 20. århundrede, får mange til at spørge sig selv om ikke Satan har langt større indflydelse end de fleste regner med. Professor Russell berører dette emne, idet han siger: „Vi har i øjeblikket så mange atomvåben at man anslår at de kan slå hvert eneste levende væsen ihjel 70 gange. Alligevel forbereder vi os stædigt på at udkæmpe en krig der på ingen måde vil gavne nogen enkeltperson, noget land eller nogen ideologi. Den vil kun medføre at millioner kommer til at lide en grufuld død. Hvilken kraft er det der tvinger os ud ad den vej der hver eneste dag bliver mere og mere farefuld? Hvem kan drage fordel af at planeten bliver tilintetgjort i en atomkrig? Kun den kraft der lige fra begyndelsen med umådelig grusomhed og ondskabsfuldhed har ønsket at kosmos skulle gå til grunde.“

Hvem eller hvad er denne kraft? Professoren svarer selv med disse ord: „Djævelen er blevet defineret som den ånd der i videst mulig udstrækning søger at ødelægge Guds kosmos og gøre det til intet. Mon ikke den kraft der driver os til at opstille atomvåben, er den samme kraft som altid har søgt at benægte sin egen eksistens? I den yderst farefulde krisetilstand der råder på vor planet, kan vi ikke udelukke denne mulighed.“ Kristne udelukker bestemt ikke denne mulighed! Jesus gav selv udtryk for at Satan har stor indflydelse på denne verden da han kaldte ham „denne verdens hersker“. (Johannes 12:31) I Åbenbaringens bog i Bibelen beskrives Satans sindstilstand med ordene: „Djævelen . . . har stor harme, da han ved at han kun har en kort tidsperiode.“ (Åbenbaringen 12:12) Denne bog fortæller også at Satan, ved hjælp af dæmonisk propaganda, søger at samle denne verdens herskere „til krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“. (Åbenbaringen 16:14) Nej, vi kan ikke se bort fra Satan Djævelens indflydelse når vi skal forsøge at forstå årsagen til menneskehedens vanvittige, selvdestruktive kurs.

Apostelen Paulus kaldte Satan for „herskeren over luftens myndighed, den ånd som nu er virksom i ulydighedens sønner“, og for „denne tingenes ordnings gud“. (Efeserne 2:2; 2 Korinther 4:4) Det er ikke så mærkeligt at mange spørger sig selv om ikke alle den „oplyste“, videnskabelige tidsalders ugerninger — to verdenskrige, folkedrab i Europa og Kampuchea, politisk forårsaget hungersnød i Afrika, dybe religiøse og racemæssige splittelser, had, mord, systematisk tortur, og stofmisbrugets nedbrydende indflydelse på samfundet, for blot at nævne nogle få ting — kunne være en følge af en mægtig, ondskabsfuld åndemagts planer om at lede menneskeheden bort fra Gud og måske endog drive den ud i globalt selvmord.

Men hvem er Satan? Hvad er han egentlig ude på? Hvad kan vi som enkeltpersoner gøre ved det? Vi vil opfordre dig til at læse svarene på disse spørgsmål i de to følgende artikler.

[Illustration på side 7]

Guds folk foretrækker sunde former for underholdning og holder sig fra satanisk musik

Slangen afsløres

„Så indtraf den dag da gudssønnerne kom og stillede sig foran Jehova, og blandt dem kom også Satan.“ — JOB 1:6.

1. (a) Hvorfra stammer navnet „Satan“, og hvad betyder det? (b) Hvor mange gange forekommer navnet „Satan“ i Bibelen, og hvilke spørgsmål opstår i den forbindelse?

HVORFRA stammer navnet Satan? Hvad betyder det? I Bibelen dannes det af de tre hebraiske bogstaver ש (sjin), ט (tēth), og נ (nun), og deres vokalpunkter. Ifølge forskeren Edward Langton er ordet „Satan“ „afledt af et rodord der betyder ’at modstå’ eller ’at være eller at opføre sig som en modstander’“. (Jævnfør Første Petersbrev 5:8.) Navnet „Satan“ forekommer over 50 gange i Bibelen, men heraf kun 18 gange i De Hebraiske Skrifter, og kun i Første Krønikebog, Jobs bog og Zakarias’ bog. Det er derfor nærliggende at spørge: Hvornår blev menneskene opmærksomme på Satans oprør og hans virke? Hvor i De Hebraiske Skrifter beskrives Satan for første gang tydeligt?

2. Hvilket spørgsmål blev ikke besvaret umiddelbart efter Adams og Evas oprør?

² Bibelen forklarer på en enkel men indgående måde hvordan synden og oprøret opstod på jorden. Det skete i en paradisisk have i Mellemøsten, hvor en slange ifølge beretningen lokkede Adam og Eva til at være ulydige. (Se Første Mosebog, kapitlerne 2 og 3.) Men der gives ingen ledetråde som umiddelbart kan føre os på sporet af den kraft og intelligens der brugte slangen som talerør. Adam havde dog rigelig tid til at tænke tilbage på de begivenheder i Edens have der resulterede i at han blev bortvist derfra. — 1 Mosebog 3:17, 18, 23; 5:5.

3. Hvordan syndede Adam skønt han ikke blev bedraget, og med hvilket resultat for menneskeheden?

³ Adam vidste selvfølgelig at dyr ikke kan tale på et menneskeligt intelligensniveau, og Gud havde aldrig henvendt sig til ham gennem et dyr. Hvem kunne det da være der havde rådet hans kone til at være ulydig mod Gud? Paulus skriver at kvinden blev grundigt bedraget, men at Adam ikke blev det. (1 Mosebog 3:11-13, 17; 1 Timoteus 2:14) Måske var Adam klar over at det var en usynlig skabning der tilbød dem et alternativ til lydigheden mod Gud. I hvert fald valgte han at gøre fælles sag med sin kone, selv om slangen ikke havde henvendt sig til ham. Adams overlagte ulydighed brød fuldkommenheden, indførte syndens defekt og resulterede i den forudsagte fordømmelse til død. Derved blev Satan, gennem slangen, den første manddraber. — Johannes 8:44; Romerne 5:12, 14.

4, 5. (a) Hvilken profetisk dom blev udtalt over slangen? (b) Hvilke gåder rummer denne profeti?

⁴ Oprøret i Eden fremkaldte en profetisk dom fra Gud. Denne dom omfattede ’en hellig hemmelighed’ som først skulle blive helt åbenbaret flere tusind år efter. Gud sagde til slangen: „Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden og mellem dit afkom og hendes afkom. Han skal knuse hovedet på dig, og du skal knuse hælen på ham.“ — Efeserne 5:32; 1 Mosebog 3:15.

⁵ Denne profeti rummer flere gåder. Hvem var „kvinden“? Var det Eva, eller var det en symbolsk kvinde der havde langt større betydning end hun? Hvem var ’kvindens afkom’ og ’slangens afkom’? Og hvem var den ’slange’ hvis afkom ville være en fjende af kvindens afkom? Som vi vil se, havde Jehova tydeligvis besluttet at disse spørgsmål skulle blive besvaret når hans tid var inde til det. — Jævnfør Daniel 12:4 og Kolossenserbrevet 1:25, 26.

Andre vidnesbyrd om et oprør i himmelen

6. Hvilket vidnesbyrd om et oprør i himmelen forekom før Vandfloden?

⁶ Det åbenbares længere fremme i den bibelske beretning at der umiddelbart før Vandfloden, cirka 1500 år efter syndefaldet, forekom et andet oprør, nu på et højere plan. Beretningen oplyser: „Gudssønnerne [lagde] mærke til menneskedøtrene, hvor godt de så ud; og de tog sig hustruer, nemlig alle dem de udvalgte.“ Resultatet af disse unaturlige ægteskaber var et bastardafkom der blev kaldt „nefilim“, „de vældige krigere som levede i gamle dage, de navnkundige mænd“. (1 Mosebog 6:1-4; jævnfør Job 1:6, som viser hvem „gudssønnerne“ var.) Omkring 2400 år senere kommenterede Judas kort denne begivenhed med ordene: „De engle som ikke bevarede deres oprindelige stilling men forlod deres egen bolig, har [Gud] holdt forvaret med evige lænker under tæt mørke til dommen på den store dag.“ — Judas 6; 2 Peter 2:4, 5.

7. Hvad nævnes der intet om i mange af Bibelens historiske bøger, trods menneskenes ondskab?

⁷ Men selv på dette tidspunkt før Vandfloden da „menneskets ondskab var meget udbredt på jorden og . . . enhver tilbøjelighed i dets hjertes tanker kun var ond dagen lang“, oplyses det ikke i den inspirerede Første Mosebog at det var Satan der stod bag englenes oprør og menneskenes ondskab. (1 Mosebog 6:5) I Dommerbøgerne, Samuelsbøgerne og Kongebøgerne, de inspirerede beretninger om Israels og Judas folks historie og deres ustandselige tilbagefald til afgudsdyrkelsen, nævnes Satan heller ikke ved navn, skønt han selv på et tidspunkt sagde at han havde „strejfet om på jorden“. — Job 1:7; 2:2.

8. Var Job i begyndelsen klar over hvilken betydning Satan havde for hans lidelser? Hvordan kan vi vide det?

⁸ Selv når vi betragter den betydningsfulde beretning i Jobs bog, ser vi at Job ikke på noget tidspunkt giver modstanderen, Satan, skylden for sine prøvelser. På det tidspunkt kendte han åbenbart intet til det stridsspørgsmål der ville blive afgjort gennem hans adfærd. (Job 1:6-12) Han var ikke klar over at det var Satan der havde fremkaldt denne krise ved at sætte spørgsmålstegn ved Jobs uangribelighed over for Jehova. Da Jobs kone bebrejdede ham med ordene: „Holder du stadig fast ved din uangribelighed? Forband Gud og dø!“ svarede han derfor roligt: „Skal vi blot tage imod det gode fra den sande Gud og ikke tage imod det dårlige?“ Da han ikke vidste hvem der i virkeligheden stod bag hans prøvelser, mente han at de kom fra Gud og at han derfor burde „tage imod“ dem. Dette betød at disse prøvelser føltes meget hårde. — Job 1:21; 2:9, 10.

9. Hvilket spørgsmål kunne vi stille angående Moses?

⁹ Nu opstår der imidlertid et spørgsmål. Hvis den antagelse at det var Moses der skrev Jobs bog er sand, vidste han at Satan strejfede om på jorden. Hvorfor omtalte han da ikke Satan ved navn i de fem Mosebøger, som han også skrev? Ja, hvorfor omtales Satan så sjældent i De Hebraiske Skrifter?a

Satans gradvise afsløring

10. Hvad fortælles der om Satan i De Hebraiske Skrifter?

¹⁰ Skønt Jehova fordømmer dæmoninspirerede handlinger, har han i sin visdom haft gode grunde til at sørge for at hans modstander, Satan, kun fik begrænset omtale i De Hebraiske Skrifter. (3 Mosebog 17:7; 5 Mosebog 18:10-13; 32:16, 17; 2 Krønikebog 11:15) De der nedskrev De Hebraiske Skrifter må have haft et vist kendskab til Satan og hans oprør i himmelen, men de blev kun inspireret til at omtale og afsløre de synder der blev begået af Guds folk og de omgivende folkeslag, samt til at formane dem på grund af deres ondskab. (2 Mosebog 20:1-17; 5 Mosebog 18:9-13). Kun sjældent blev Satan nævnt ved navn.

11, 12. Hvordan kan vi vide at de mænd der nedskrev De Hebraiske Skrifter ikke var uvidende om Satan og hans indflydelse?

¹¹ I betragtning af begivenhederne i Edens have, ’gudssønnernes’ fornedrende handlinger og beretningen i Jobs bog, kan de inspirerede skribenter af De Hebraiske Skrifter ikke have været uvidende om Satans onde, overnaturlige indflydelse. Profeten Zakarias, der skrev sin bog i slutningen af det sjette århundrede f.v.t., havde et syn af ypperstepræsten Josua „mens Satan stod til højre for [Josua] for at modstå ham. Da sagde Jehovas engel til Satan: ’Måtte Jehova irettesætte dig, Satan, ja måtte Jehova irettesætte dig.’“ (Zakarias 3:1, 2) Ezra, den skriftlærde mand der nedskrev Israels og Judas historie i det femte århundrede f.v.t., nævnte også at „Satan [trådte] op imod Israel og æggede David til at holde folketælling over Israel“. — 1 Krønikebog 21:1.

¹² På Zakarias’ tid lod den hellige ånd altså Satans rolle fremgå tydeligere af Skrifterne. Men der skulle gå endnu fem hundrede år før denne onde åndeskabning blev helt afsløret i Guds ord. Hvilken begrundelse for denne gradvise afsløring af Satan kan vi udlede af Bibelen?

Nøglen til gåden

13-15. (a) Hvilke grundlæggende sandheder kan hjælpe os til at forstå hvorfor Satan ikke afsløres fuldt ud i De Hebraiske Skrifter? (b) Hvordan blev Satan afsløret da Jesus kom?

¹³ Den højere bibelkritik, der betragter Bibelen som intet andet end et litterært mesterværk, et produkt af menneskers tanker, kan hverken give troende kristne svaret på disse spørgsmål eller de andre vi har rejst. Nøglen findes i to grundlæggende bibelske sandheder. Den første ligger i de ord kong Salomon skrev: „De retfærdiges sti er som det klare dagslys der gradvis vokser indtil højlys dag.“ (Ordsprogene 4:18; jævnfør Daniel 12:4; Andet Petersbrev 1:19-21.) Sandheden åbenbares gradvis i Guds ord når hans tid er inde, alt efter hvad hans tjenere har brug for og hvad de er i stand til at forstå. — Johannes 16:12, 13; jævnfør 6:48-69.

¹⁴ Den anden grundlæggende sandhed ligger i det apostelen Paulus skrev til den kristne discipel Timoteus: „Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig til undervisning, . . . så Guds-mennesket kan være fuldt ud dygtigt, fuldt udrustet til enhver god gerning.“ (2 Timoteus 3:16, 17) Guds søn, Jesus, ville afsløre Satan, og dette ville blive nedskrevet i Bibelen, hvilket ville sætte den kristne menighed i stand til at modstå Satan og støtte Jehovas suverænitet. — Johannes 12:28-31; 14:30.

¹⁵ På dette grundlag er gåderne i Første Mosebog 3:15 langsomt blevet opklaret. Under ledelse af Guds hellige ånd, hans virksomme kraft, har De Hebraiske Skrifter kastet små lysglimt over den kommende Messias, ’kvindens afkom’. (Esajas 9:6, 7; 53:1-12) Sideløbende hermed har de gradvis kastet større lys over Satans rolle som Guds modstander og menneskenes fjende. Men da Jesus kom blev Satan fuldstændig afsløret, idet denne åbent og direkte angreb det lovede afkom, Jesus Kristus. Efterhånden som begivenhederne udviklede sig i det første århundrede, blev det klarere ridset op i De Kristne Græske Skrifter hvilken opgave henholdsvis „kvinden“, Jehovas usynlige organisation i himmelen, og afkommet, Jesus Kristus, havde. Samtidig blev der åbenbaret mere om Satan, „slangen fra fortiden“. — Åbenbaringen 12:1-9; Mattæus 4:1-11; Galaterne 3:16; 4:26.

Den hellige hemmelighed åbenbares

16, 17. Hvad omfattede „den hellige hemmelighed om Messias“?

¹⁶ Apostelen Paulus skrev en hel del om „den hellige hemmelighed om Messias“. (Efeserne 3:2-4; Romerne 11:25; 16:25) Denne hellige hemmelighed havde at gøre med det sande „afkom“, der i sidste instans skulle knuse „slangen fra fortiden“, Satan Djævelen. (Åbenbaringen 20:1-3, 10) Hemmeligheden gik blandt andet ud på at Jesus var det første og primære medlem af dette „afkom“, men at andre „medarvinger“ ville slutte sig til ham, først fra jøderne og dernæst fra samaritanerne og hedningerne, indtil ’afkommet’ var fuldtalligt. — Romerne 8:17; Galaterne 3:16, 19, 26-29; Åbenbaringen 7:4; 14:1.

¹⁷ Paulus forklarede: „I andre generationer blev denne hemmelighed ikke gjort kendt for menneskenes sønner, som den nu er blevet åbenbaret for hans hellige apostle og profeter ved ånden.“ Hvad gik denne hemmelighed ud på? „At folk fra nationerne skulle være arvinger med os og lemmer på legemet med os og parthavere med os i løftet i samhørighed med Kristus Jesus gennem den gode nyhed.“ — Efeserne 3:5, 6; Kolossenserne 1:25-27.

18. (a) Hvordan viste Paulus at åbenbarelsen af „den hellige hemmelighed“ krævede tid? (b) Hvordan ville åbenbarelsen af denne „hemmelighed“ berøre afsløringen af „slangen fra fortiden“?

¹⁸ Paulus fandt det betagende at netop han kunne bruges i forbindelse med forkyndelsen af „den gode nyhed om Messias’ uudgrundelige rigdom for folk fra nationerne og lade mennesker se hvordan den hellige hemmelighed administreres, den som siden en ukendt fortid har været skjult i Gud, som har skabt alt.“ Eller som han udtrykte det i brevet til kolossenserne: „Den hellige hemmelighed som har været skjult siden de tidligere tingenes ordninger og siden de tidligere generationer. Men nu er den blevet gjort kendt for Guds hellige.“ Hvis hemmeligheden om ’afkommet’ skulle åbenbares fuldt ud, måtte det indbefatte en fuldstændig afsløring af den store modstander, „slangen fra fortiden“. Jehova valgte øjensynlig at lade stridsspørgsmålet med Satan ligge indtil Messias kom. Og hvem skulle kunne afsløre Satan bedre end ’afkommet’, Kristus Jesus? — Efeserne 3:8, 9; Kolossenserne 1:26.

Jesus afslører modstanderen

19. Hvordan afslørede Jesus Modstanderen?

¹⁹ Ved begyndelsen af sin tjeneste afviste Jesus Fristeren med ordene: „Forsvind, Satan! For der står skrevet: ’Det er Jehova din Gud du skal tilbede, og det er ham alene du skal yde hellig tjeneste.’“ (Mattæus 4:3, 10) Ved en anden lejlighed afslørede Jesus nogle af sine bagtaleriske fjender der ønskede at slå ham ihjel. Han fordømte den de tjente og påviste at det var den samme som stod bag slangen i Eden, idet han sagde: „I er fra jeres fader Djævelen, og I vil gerne gøre hvad jeres fader ønsker. Han var en manddraber da han begyndte, og han stod ikke fast i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han taler løgn, taler han i overensstemmelse med sin egen indstilling, for han er en løgner og løgnens fader.“ — Johannes 8:44.

20. På hvilket grundlag kunne Jesus afsløre Satan?

²⁰ Hvordan kunne Jesus være så sikker på at de anklager han rettede mod Satan var sande? Hvordan kunne han kende ham så godt? Jo, han havde levet i himmelen, sammen med Satan. Som „Ordet“ havde Jesus kendt Satan endnu før denne i stolthed gjorde oprør mod den suveræne Herre, Jehova. (Johannes 1:1-3; Kolossenserne 1:15, 16) Han havde iagttaget Satans listige anslag gennem slangen i Edens have. Han havde set hvilken indflydelse Satan i al hemmelighed øvede på Kain, der slog sin broder ihjel. (1 Mosebog 4:3-8; 1 Johannes 3:12) Senere var Jesus til stede i himmelen da „gudssønnerne kom og stillede sig foran Jehova, og blandt dem kom også Satan“. (Job 1:6; 2:1) Jesus kendte derfor Satan til bunds og var rede til at afsløre ham som det han var: En løgner, en morder, en bagvasker og en modstander af Gud. — Ordsprogene 8:22-31; Johannes 8:58.

21. Hvilke spørgsmål står endnu åbne?

²¹ Da vi ved at en så magtfuld fjende øver indflydelse på menneskeheden og dens historie, må vi spørge: I hvilket omfang afsløres Satan yderligere i De Kristne Græske Skrifter? Og hvordan kan vi modstå hans listige anslag og bevare vor kristne uangribelighed? — Efeserne 6:11.

[Fodnote]

Stå fast over for Satans listige anslag

„Ifør jer den fulde rustning fra Gud, så I kan stå fast over for Djævelens listige anslag.“ — EFESERNE 6:11.

1. Hvilket vidnesbyrd om Satans eksistens finder vi i de fristelser Jesus blev udsat for?

MANGE mener at ordet „Satan“ i Bibelen kun dækker over det onde i mennesket. De benægter at der findes en person ved navn Satan. Men hvad siger Bibelen selv? Mattæus’ og Lukas’ evangelieberetninger viser at Kristus Jesus tre gange blev fristet af Satan, og at Jesus hver gang afviste ham ved hjælp af Skriften. Hvorfor henviste Jesus mon til De Hebraiske Skrifter i sine svar? Fordi Satan fordrejede nogle skriftsteder fra De Hebraiske Skrifter i sine forsøg på at få Jesus til at synde og komme til kort som Guds søn, det lovede afkom. — Mattæus 4:1-11; Lukas 4:1-13.

2. Hvordan kan vi vide at dette møde med Satan ikke bare er noget Jesus har forestillet sig?

² Det er indlysende at disse fristelser ikke bare er noget som Jesus, et fuldkomment menneske, har forestillet sig. (Hebræerne 4:15; 7:26) Han blev fristet af den der stod bag slangen i Eden, hans tidligere broder i himmelen, ham der for længst havde gjort oprør, og som nu havde sat sig for at hindre opfyldelsen af profetien i Første Mosebog 3:15. Satan ønskede at bryde det lovede afkoms uangribelighed. Men Jesus kendte Fristerens listige anslag og afviste ham uden tøven. Hvordan reagerede Satan? „Da Djævelen så var til ende med hele fristelsen, trak han sig bort fra ham indtil en bedre tid.“ Jesus trak sig selvfølgelig ikke bort fra sig selv! Nej, Satan gav op og forlod Jesus, „og se, engle kom og begyndte at sørge for ham“. — Lukas 4:13; Mattæus 4:11.

3. Hvad mener en historiker om hvilken betydning Djævelens eksistens har for kristendommen?

³ En historiker har skrevet: „At benægte Djævelens eksistens og centrale betydning for kristendommen strider imod apostlenes undervisning og den kristne læres historiske udvikling. Eftersom det bogstavelig talt er meningsløst at definere kristendommen ud fra andre forudsætninger end disse, virker det ulogisk at argumentere for en kristendomslære der ikke indbefatter Djævelen. Hvis Djævelen ikke eksisterer har kristendommen lige fra begyndelsen taget helt fejl på et afgørende punkt.“a Denne konklusion rummer en udfordring for enhver af os. Er du opmærksom på at en usynlig fjende har sat sig for at undergrave Guds suverænitet og menneskenes lydighed over for ham?

Satans sande identitet

4. Hvordan gik det til at en fuldkommen åndeskabning blev til Satan?

⁴ Satan er en mægtig åndeskabning der oprindelig blev skabt af Gud som en engel, en åndesøn med adgang til hans himmelske haller. (Job 1:6) Satan gjorde imidlertid brug af sin frie vilje og vendte sig imod Gud. Med underfundighed forledte han Eva og, gennem hende, Adam til ulydighed og død. (2 Korinther 11:3) Derved blev han Satan, hvilket betyder „modstander“ — en oprører, en dæmon, en manddraber og en løgner. (Johannes 8:44) Paulus skrev at „Satan selv giver sig ud for at være en lysets engel“, mens han i virkeligheden er ’en verdenshersker i dette mørke’. (2 Korinther 6:14; 11:14; Efeserne 6:12) Ved at forlede andre engle til at gøre oprør førte han dem ud af Guds lys og ind i sit eget mørke. Han blev „dæmonernes hersker“. Jesus kaldte ham også „denne verdens hersker“. Eftersom han er en hersker må han naturligvis eksistere, han må være skabt. — Mattæus 9:34; 12:24-28; Johannes 16:11.

5. Hvor tydeligt beskrives Satan i De Kristne Græske Skrifter?

⁵ Satan omtales ikke så ofte i De Hebraiske Skrifter, men han er blevet afsløret fuldt og helt i De Kristne Græske Skrifter — endda i et sådant omfang at navnet Satan forekommer 36 gange og ordet Djævelen 33 gange. (Se Den Store Bibelordbog.) Han omtales også under andre navne og titler. To af disse bruges af Johannes i Åbenbaringen 12:9: „Så blev den store drage kastet ned, slangen fra fortiden, der kaldes Djævelen og Satan, som vildleder hele den beboede jord.“ — Se også Mattæus 12:24-27 og Andet Korintherbrev 6:14, 15.

6. Hvad betyder ordet „djævel“?

⁶ Her i Åbenbaringen bruges det græske ord diaʹbolos, der oversættes med „Djævelen“. Ordret betyder det „en bagvasker, en æreskænder, en falsk anklager,“ oplyser J. H. Thayers ordbog. (Jævnfør Første Timoteusbrev 3:11; Andet Timoteusbrev 3:3, Kingdom Interlinear.) W. E. Vine beskriver Djævelen som „Guds og menneskers ondsindede fjende“.b

7. Hvorfor kan Satan koncentrere sig om Jehovas folk?

⁷ Den store modstander er ikke uvirksom. (1 Peter 5:8) Det er hans mål at undertvinge alle sande kristne. (2 Timoteus 3:12) Og han kan koncentrere sig om Jehovas folk af den simple grund at han allerede har resten af verden i sin magt! (1 Johannes 5:19) Vore dages verden tilhører ham. Han er dens hersker og gud, uanset om folk indser det eller ikke. (Johannes 12:31; 2 Korinther 4:4) Derfor vil han gribe til alle mulige listige anslag for at tvinge Jehovas tjenere til at vende Gud ryggen, hver for sig eller som folk betragtet. Lad os se på nogle af de metoder han benytter. — Markus 4:14, 15; Lukas 8:12.

Satans listige anslag

8. Hvilken fordel har Satan måske i kampen mod os?

⁸ Satan har haft god tid til at studere menneskenes psyke og analysere deres natur med alle dens medfødte og erhvervede defekter. Han ved hvordan han kan udnytte vore svagheder og vor forfængelighed. Hvilken situation står vi i hvis fjenden kender vore svagheder og vi ikke selv har erkendt dem? Så vil vi have svært ved at forsvare os, eftersom vi ikke er klar over hvilke mangler vor åndelige rustning har. (1 Korinther 10:12; Hebræerne 12:12, 13) En skotsk digter har meget træffende skrevet: ’Hvis nogen en dag den magt kan gi’ os / at se os selv som andre kan se os, / da vil det for talrige fejltrin befri os!’

9. Hvad kan det sørgelige resultat blive hvis vi ikke ransager os selv og retter vore fejl?

⁹ Er vi villige til at se os selv som andre ser os — og især som Gud eller Satan måske ser os? Så må vi ærligt ransage os selv og være indstillet på at gøre forandringer. Vi kan let stikke os selv blår i øjnene. (Jakob 1:23, 24) Hvor tit har vi ikke efterrationaliseret for at retfærdiggøre vore handlinger? (Jævnfør Første Samuelsbog 15:13-15, 20, 21, 24.) Det er så let at sige: „Nå ja, ingen er jo fuldkommen!“ Det véd Satan, og han udnytter vor ufuldkommenhed. (2 Samuel 11:2-27) Hvor ville det være sørgeligt hvis vi som midaldrende må indse at vi ingen venner har fordi vi i årenes løb har været diktatoriske, kolde og uvenlige, eller aldrig har gjort noget for at glæde andre. Hele livet igennem har Satan måske listigt blændet os med vor egen medfødte selviskhed, så vi ikke har forstået essensen af Kristi sind — kærlighed, medfølelse og venlighed. — 1 Johannes 4:8, 11, 20.

10. Hvilke spørgsmål kan vi stille os selv, og hvorfor?

¹⁰ Derfor må vi bedømme os selv objektivt hvis vi skal gøre os håb om at kunne modstå Satan. Har du en svaghed som Satan kunne udnytte, eller som han udnytter i øjeblikket? Er du måske egoistisk? Føler du at alting bør dreje sig om dig? Plettes din personlighed af jalousi, misundelse eller kærlighed til penge? Er du hidsig? Er du kold og kynisk? Bliver du stødt over andres forslag eller kritik? Har du svært ved at tage imod vejledning? Hvis vi kender os selv — og er ydmyge — kan vi rette den slags fejl. Gør vi ikke det, giver vi Satan mulighed for at ramme os. — 1 Timoteus 3:6, 7; Hebræerne 12:7, 11; 1 Peter 5:6-8.

11. På hvilken underfundig måde prøver Satan måske at undergrave vort åndelige helbred?

¹¹ Satan kan også på en snigende, umærkelig måde undergrave vort åndelige helbred. Nogle bliver måske utilfredse med den måde tingene fungerer på i menigheden eller i organisationen. I de fleste tilfælde har de ikke alle oplysninger om sagen, og drager forhastede slutninger. Hvis deres forhold til Jehova er svagt, er der ikke langt fra utilfredshed til negative tanker og tvivl om sandheden. Som det næste skridt prøver de at finde en god undskyldning for at slippe for det ansvar som sandheden indbefatter. Derefter sår Satan illoyalitet og forræderi i deres hjerte. Snart er de faldet fra, og Satan glæder sig. — Lukas 22:3-6; Johannes 13:2, 27; 2 Johannes 9-11.

12. (a) Hvad har Satan lokket nogle til? (b) Hvordan får Satan mange til at begå utugt?

¹² Andre lader sig lokke af Satan til ikke blot at begå alvorlige overtrædelser der kan føre til udstødelse, men også til at lyve og bedrage i et forsøg på at holde det skjult for menighedens ældste. Ligesom Ananias og Safira glemmer de at man ikke kan narre englene og Guds hellige ånd. (Apostelgerninger 5:1-10) Inden for de senere år er mange tusind gået i Satans fælde og har begået utugt. Djævelen ved at menneskene har en stærk kønsdrift, og gennem sin verdensordning overdriver og forvrænger han kønslivets betydning. (4 Mosebog 25:1-3) Ugifte kristne kan blive fristet til at begå utugt eller andre seksuelle overtrædelser. (Ordsprogene 7:6-23) Og hvis gifte kristne giver deres sind og hjerte lov til at dvæle ved fantasier, er de i stor fare for at begå en alvorlig synd ved at bedrage deres ægtefælle, som de har svoret troskab. — 1 Korinther 6:18; 7:1-5; Hebræerne 13:4.

13. (a) Hvordan kan fjernsynsudsendelser påvirke vor tankegang? (b) Hvordan kan vi modarbejde denne påvirkning?

¹³ Vi lever i en verden hvor løgn, bedrag og voldsomme vredesudbrud betragtes som noget ganske normalt. Satan udnytter medierne fuldt ud for at få denne fordærvede mentalitet til at brede sig. Fjernsynsserier skildrer „pæne“ mennesker der lever i et væv af bedragerier og løgne. Hvis vi giver en sådan tankegang lov til at påvirke os, vil vi inden længe give efter for „små“ synder, der baner vej for „store“ synder. Satans fordærvede ideer kan let snige sig ind i vore tanker. Hvordan kan vi modstå hans påvirkning? Vi må aldrig ’give plads for Djævelen’, som Paulus skrev. Det vil sige at vi også må passe på hvem vi slipper ind i vort hjem gennem fjernsynet. Bør vi ikke afsky tanken om at lade voldelige og umoralske mennesker med et dårligt sprog ødelægge klimaet i stuen? — Efeserne 4:23-32.

Hvordan kan vi modstå Satan og være trofaste mod Gud?

14. Hvilken tosidig beslutning må vi træffe for at kunne stå Satan imod, og hvad kræver dét?

¹⁴ Hvordan kan vi som ufuldkomne mennesker blive ved med at være uangribelige når vi har en så mægtig, overmenneskelig fjende imod os? Vi finder svaret i Jakobs ord: „I skal . . . underordne jer Gud; men stå Djævelen imod, og han vil flygte fra jer.“ (Jakob 4:7) Læg mærke til at der er to sider af denne vejledning. Mens vi modstår Djævelen og hans vilje, må vi underordne os Gud og hans vilje. Det kræver at vi elsker Guds vilje og hader Satans vilje. (Romerne 12:9) Jakob tilføjer derfor: „Kom nær til Gud, og han vil komme nær til jer. Gør jeres hænder rene, I syndere, og rens jeres hjerter, I ubeslutsomme.“ (Jakob 4:8) Ja, hvis vi skal stå Satan imod kan vi ikke være halvhjertede og ubeslutsomme. Vi har ikke råd til at sætte vor uangribelighed på spil ved at prøve hvor tæt på grænsen vi kan gå. Det er absolut nødvendigt at vi ’hader det onde’. — Salme 97:10.

15. Vis med et eksempel hvorfor det er vigtigt at iføre sig „den fulde rustning fra Gud“.

¹⁵ Den vigtigste vejledning om hvordan vi kan stå Satan imod, findes i Efeserbrevet, kapitel 6. Hvordan kan vi ifølge Paulus’ vejledning modstå Satans „lumske angreb“, „snigløb“ eller „baghold“? (Efeserne 6:11, Ny Testamente — på hverdagsdansk, den danske autoriserede oversættelse, Rosenørn-Lehn) „Ifør jer den fulde rustning fra Gud,“ skriver han. Dette udtryk, „den fulde rustning“, giver ikke rum for en ligegyldig holdning til den kristne tro, lige så lidt som en romersk soldat havde råd til at være ligegyldig når han forberedte sig til et slag. Hvordan ville det gå ham hvis han iførte sig hele sin rustning, men lod skjoldet og hjelmen ligge? Han kunne have tænkt: ’Det er sådan et stort skjold at gå rundt med, og hjelmen er så tung. Jeg får nok heller ikke brug for det.’ Kan du se det for dig: En romersk soldat der er klar til kamp — men uden de vigtigste forsvarsmidler. — Efeserne 6:16, 17.

16. (a) Hvordan bør vi bruge vort „sværd“, ligesom Jesus gjorde? (b) Hvordan kan vi være på vagt over for Satans „brændende pile“, og hvad vil resultatet blive?

¹⁶ Prøv også at forestille dig en soldat uden sværd. „Åndens sværd“ er et fremragende forsvarsvåben, for med det kan vi slå Satans våben ud af hånden på ham. Vi bør altid have ’sværdet’ klar til brug. Det kan vi kun hvis vi ikke forsømmer at studere Bibelen personligt og sammen med familien. Men dette „sværd, . . . Guds ord,“ er især et angrebsvåben. Jesus brugte det både til forsvar og angreb. (Mattæus 4:6, 7, 10; 22:41-46) Det må vi også gøre. Vi må hele tiden skærpe vor værdsættelse af sandheden. Vi kan ikke bevare vor åndelige sundhed på grundlag af det vi lærte de første få måneder eller år vi var i sandheden. Hvis vi ikke fornyr de åndelige kredsløb i sindet, vil vort åndelige syn blive sløret. Vor nidkærhed for den sande tilbedelse af Jehova vil kølnes. Vi vil blive åndeligt svage. Vi vil ikke længere være i stand til at forsvare os mod angreb fra slægtninge, venner, kolleger og frafaldne der spotter den kristne tro. Men hvis vi altid er iført „den fulde rustning fra Gud“, vil han frelse os fra Djævelen og hans „brændende pile“. — Esajas 35:3, 4.

17, 18. Hvem kæmper vi imod, og hvordan kan vi vinde?

¹⁷ Paulus understregede hvilken fare den kristne kamp indebærer da han skrev: „Vi strider nemlig ikke mod mennesker, men mod ’magter’ og ’myndigheder’, mod de onde herskere i den usynlige verden — disse mægtige sataniske væsener og mørkets fyrster, der både regerer denne verden og hele ondskabens åndehær i himmelrummet.“ (Efeserne 6:12, Ny Testamente — på hverdagsdansk) Hvordan kan vi små mennesker forsvare os og vinde i en så ulige kamp? Paulus gentager sin vejledning: „Grib derfor til den fulde rustning fra Gud, for at I må kunne stå imod på den onde dag og stå fast efter at have gennemført alt.“ (Efeserne 6:13) Læg mærke til ordene: „Efter at have gennemført alt.“ Heller ikke dette giver rum for en halvhjertet eller ligegyldig indstilling til sandheden. — 1 Johannes 2:15-17.

¹⁸ Lad os derfor stå fast i sandheden, vise kærlighed til Jehovas retfærdighed, forkynde fredens gode nyhed og med en stærk tro holde fast ved den frelse Jehova skænker os gennem Kristus Jesus, mens vi stoler på Guds ord og støtter os til det. (Efeserne 6:14-17) Husk at Gud elsker enhver af os og vil hjælpe os til at klare de trængsler og problemer vi kommer ud for i Satans tingenes ordning. Måtte vi alle tage denne advarsel til os: „Vær ædru, hold jer vågne. Jeres modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og søger nogen at opsluge.“ Lad os „stå ham imod, faste i troen“. — 1 Peter 5:6-9.

19. (a) Hvad må vi yderligere gøre brug af for at kunne stå Satan imod? (b) Hvordan vil det gå Satan?

¹⁹ Lad os ikke glemme Paulus’ vigtige tilbehør til den åndelige rustning. Han skrev: „Mens I med enhver form for bøn og anråbelse fortsat beder i ånd ved enhver lejlighed. Og med det for øje skal I våge med al vedholdenhed og med anråbelse for alle de hellige.“ (Efeserne 6:18) Vor usynlige fjende er så mægtig at vi har brug for „enhver form for bøn og anråbelse“. Derfor må vore bønner være oprigtige og varierede. Vi må have urokkelig tillid til Jehova hvis vi skal vinde kampen og blive ved med at være uangribelige, for kun han kan give os „den kraft som er ud over det normale“ og som vil sætte os i stand til at modstå vor uforsonlige fjende. Hvor er det dejligt at vide at han snart vil blive kastet i afgrunden og til sidst blive udslettet for evigt! — 2 Korinther 4:7; Åbenbaringen 20:1-3, 10.

[Fodnoter]