Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • Bibelens 9. bog — Første Samuelsbog
    “Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig”
    • 14. Fortæl om omstændighederne ved Sauls indsættelse som konge.

      14 Nu møder vi Saul, en søn af Kisj af Benjamins stamme, og langt den smukkeste og højeste mand i Israel. Han ledes til Samuel, som ærer ham ved en fest, salver ham og derefter præsenterer ham for hele Israel, der er samlet i Mizpa. Skønt Saul først skjuler sig ved oppakningen bliver han til sidst præsenteret som den Jehova har udvalgt. Samuel minder endnu en gang Israel om kongedømmets rettigheder og skriver det ned i en bog. Det er imidlertid først da Saul sejrer over ammonitterne og derved undsætter de belejrede i Jabesj i Gilead at han vinder fuld anerkendelse som konge, så folket i Gilgal stadfæster hans kongedømme. Samuel formaner igen folket til at frygte, tjene og adlyde Jehova, og han påkalder Jehova for at få ham til at gøre et tegn og sende torden og regn, noget som ellers ikke hørte årstiden, høstens tid, til. På en frygtindgydende måde viser Jehova sin vrede fordi folket har forkastet ham som konge.

      15. På grund af hvilken synd bliver Saul forkastet?

      15 Sauls ulydighed (13:1–15:35). Da filistrene fortsætter med at plage Israel slår Sauls modige søn Jonatan en filistergarnison. For at hævne dette sender fjenden en vældig hær, ’så talrig som sandskornene der er ved havets bred’, og den slår lejr i Mikmas. Der bliver uro i israelitternes rækker. ’Hvis bare Samuel ville komme og give os vejledning fra Jehova!’ Utålmodig over at vente på Samuel formaster Saul sig til selv at frembære brændofferet. Pludselig viser Samuel sig. Idet han fejer Sauls dårlige undskyldninger til side udtaler han Jehovas dom: „Nu vil dit kongedømme ikke bestå. Jehova skal søge sig en mand efter sit hjerte, og Jehova vil overdrage ham hvervet som fører for sit folk, for du har ikke overholdt det Jehova har påbudt dig.“ — 13:14.

      16. Hvilke vanskeligheder fører Sauls ubesindighed til?

      16 Jonatan, der er nidkær for Jehovas navn, angriber igen en filisterforpost, denne gang kun ledsaget af sin våbendrager, og de nedhugger hurtigt omkring 20 mand. Et jordskælv øger forvirringen blandt fjenderne. De flygter og forfølges skarpt af israelitterne. Imidlertid svækkes den fulde virkning af sejren ved Sauls overilede ed der forbyder krigerne at spise før slaget er forbi. Mændene bliver hurtigt udmattede og synder så mod Jehova ved at spise kødet af nyslagtede dyr uden at tage sig tid til at lade blodet løbe af. Jonatan har styrket sig ved at spise honning før han hørte om eden, som han frimodigt fordømmer fordi den hæmmer krigerne. Folket løskøber ham fra døden på grund af den store frelse han har udvirket for Israel.

      17. Hvad medfører Sauls næste alvorlige synd?

      17 Nu er tiden inde til at eksekvere Jehovas dom over de foragtelige amalekitter. (5 Mos. 25:17-19) De skal fuldstændig udslettes. Intet skal skånes, hverken mennesker eller dyr. Der skal ikke tages bytte. Alt vies til udslettelse. Saul er imidlertid ulydig og skåner Agag, amalekitternes konge, samt det bedste af småkvæget og hornkvæget under påskud af at det skal ofres til Jehova. Dette mishager i den grad Israels Gud at han inspirerer Samuel til endnu en gang at udtale at Saul er forkastet. Uden at ænse Sauls forsøg på at retfærdiggøre sig og redde æren, erklærer Samuel: „Mon Jehova har lige så meget behag i brændofre og slagtofre som i at man adlyder Jehovas røst? Se, at adlyde er bedre end slagtoffer . . . fordi du har forkastet Jehovas ord, har han forkastet dig som konge.“ (1 Sam. 15:22, 23) Saul griber da ud efter Samuel for at bønfalde ham, og river fligen af hans overklædning. Samuel forsikrer Saul at som han har revet fligen af overklædningen, vil Jehova rive kongedømmet fra ham og give det til en bedre mand. Samuel griber selv et sværd, henretter Agag og vender Saul ryggen og går; han ser ham ikke mere.

      18. På hvilket grundlag vælger Jehova David?

      18 David salves, hans tapperhed (16:1–17:58). Jehova befaler nu Samuel at gå til Isajs hus i Betlehem i Juda for at udvælge og salve den kommende konge. En efter en passerer Isajs sønner forbi men bliver forkastet. Jehova giver Samuel denne påmindelse: „Gud ser ikke som mennesker ser; mennesker ser nemlig på det der er synligt for øjnene, men Jehova ser på hjertet.“ (16:7) Til sidst tilkendegiver Jehova sin godkendelse af David, den yngste, der er ’rødmosset, har smukke øjne og ser godt ud’, og Samuel salver ham med olie. (16:12) Jehovas ånd kommer nu over David, mens Saul udvikler en dårlig ånd.

      19. Hvilken sejr i Jehovas navn vinder David på et tidligt tidspunkt?

      19 Filistrene gør igen indfald i Israel og lader deres tvekæmper Goliat træde frem, en kæmpe der er seks alen og et spand (cirka 2,9 meter) høj og så gigantisk at hans brynje vejer omkring 57 kilo og hans spydspids cirka 7 kilo. (17:4, 5, 7) Dag efter dag udfordrer denne Goliat gudsbespotteligt og med foragt Israel til at udvælge en mand og lade ham komme ud for at kæmpe, men ingen svarer. Saul skælver i sit telt. Imidlertid hører David filisterens hån. I retfærdig harme og opildnet af inspirationens mod udbryder David: „Hvem er den uomskårne filister, siden han smæder den levende Guds slagrækker?“ (17:26) David kan ikke gå med Sauls rustning da han aldrig har prøvet det før; han går ud til kampen, kun udrustet med en hyrdestav, en slynge og fem glatte sten. Goliat betragter det som under sin værdighed at kæmpe med denne unge hyrdedreng, og nedkalder ondt over David. Men Davids tillidsfulde svar lyder: „Du kommer imod mig med sværd og spyd og kastespyd, men jeg kommer imod dig i hærstyrkers Jehovas, Israels slagrækkers Guds, navn.“ (17:45) En sten fra Davids slynge rammer plet, og filistrenes helt styrter til jorden! David løber hen til ham mens begge hære ser til, tager kæmpens sværd og hugger hovedet af ham. Jehova har reddet dem! Intet under at der bliver glæde i Israels lejr! Nu tager filistrene flugten, skarpt forfulgt af israelitterne.

      20. Hvordan er Jonatans holdning over for David, i modsætning til Sauls?

      20 Saul forfølger David (18:1–27:12). Efter Davids frygtløse handling til gunst for Jehovas navn opstår der et dyrebart venskab mellem ham og Sauls søn Jonatan, arvingen til kongedømmet. Jonatan kommer til at ’elske David som sin egen sjæl’, og de to slutter en venskabspagt. (18:1-3) Da David bliver fejret i Israel, bliver Saul vred og forsøger at dræbe ham, skønt han giver ham sin datter Mikal til hustru. Sauls had bliver mere og mere afsindigt, og til sidst må David flygte, hjulpet af Jonatan. De græder begge to da de skilles, og Jonatan forsikrer igen David om at han vil være loyal imod ham. Han siger: „Måtte Jehova være mellem mig og dig og mellem mit afkom og dit afkom for stedse.“ — 20:42.

      21. Hvilke begivenheder indtræffer i forbindelse med Davids flugt fra Saul?

      21 På sin flugt fra den forbitrede Saul kommer David og hans lille skare sultne mænd til Nob. Her tillader præsten Ahimelek dem at spise de hellige skuebrød efter at han har fået forsikring om at David og hans mænd har holdt sig fra kvinder. Bevæbnet med Goliats sværd flygter David nu til Gat i filistrenes område, hvor han foregiver at være sindssyg. Så drager han videre til Adullams hule, derefter til Moab og senere, efter profeten Gads råd, tilbage til Judas land. Ængstelig for at folket skal gøre oprør og støtte David får den vanvittigt skinsyge Saul edomitten Doeg til at nedhugge præsterne fra Nob; kun Ebjatar undslipper. Han bliver præst for David og hans folk.

      22. Hvordan viser David loyalitet mod Jehova og respekt for hans organisation?

      22 Som en loyal tjener for Jehova fører David nu en effektiv guerillakrig mod filistrene. Imidlertid sætter Saul fortsat alt ind på at få fat i David, han samler sine krigere og jager ham „i ørkenen ved En-Gedi“. (24:1) David, manden efter Jehovas hjerte, har altid held til at holde sig et skridt foran forfølgerne. På et tidspunkt har han mulighed for at dræbe Saul, men han lader være og nøjes med at skære en flig af Sauls overklædning for at vise ham at han har skånet hans liv. Selv denne harmløse handling giver David samvittighedsnag, for han føler at han har forgrebet sig på Jehovas salvede. Hvilken respekt for Jehovas organisation!

      23. Hvordan opnår Abigajil fred med David og bliver til sidst hans hustru?

      23 Samuel dør (25:1), men en anden fortsætter beretningen. David anmoder Nabal i Maon i Juda om at give ham og hans mænd mad til gengæld for den venlighed de har vist hans hyrder. Nabal overfuser Davids mænd, og David drager af sted for at straffe ham. (25:14) Da Nabals hustru Abigajil hører om faren, tager hun hemmeligt fødevarer med til David og formilder ham. David velsigner hende for denne kloge handling og sender hende tilbage i fred. Da Abigajil fortæller Nabal hvad der er sket, rammes han i hjertet, og ti dage senere dør han. David gifter sig nu med den venlige og smukke Abigajil.

      24. Ved hvilken lejlighed skåner David atter Sauls liv?

      24 For tredje gang optager Saul sin fanatiske forfølgelse af David, og endnu en gang erfarer han Davids barmhjertighed. „En dyb søvn fra Jehova“ falder over Saul og hans mænd. David ser sit snit til at komme ind i lejren og tage Sauls spyd, men han afstår fra at række sin hånd ud „mod Jehovas salvede“. (26:11, 12) For anden gang tvinges David til at søge tilflugt hos filistrene, og de giver ham Ziklag at bo i. Herfra foretager han udfald mod andre af Israels fjender.

      25. Hvilken tredje alvorlig synd begår Saul?

      25 Saul begår selvmord (28:1–31:13). Filistrenes forbundsfyrster drager med en samlet hærstyrke til Sjunem. Som et modtræk samler Saul sine styrker ved Gilboas Bjerg. Afsindigt søger han vejledning, men kan ikke få noget svar fra Jehova. Om han blot kunne komme i forbindelse med Samuel! Han forklæder sig og begår endnu en alvorlig synd da han opsøger et spiritistisk medium i En-Dor, bag filistrenes linjer. Da han finder hende beder han hende om at kontakte Samuel for ham. I sin iver forledes Saul til at antage at den skikkelse mediet maner frem, er den døde Samuel. Men „Samuel“ har intet trøstende budskab til kongen. I morgen skal han dø, og i overensstemmelse med Jehovas ord vil kongedømmet blive taget fra ham. I den anden lejr er filistrenes forbundsfyrster ved at drage ud til kamp. Da de bemærker at David og hans mænd er iblandt dem, bliver de mistænksomme og sender dem hjem. Davids mænd kommer tilbage til Ziklag i sidste sekund! En bande amalekitter har bortført Davids og hans mænds familier og ejendele, men den indhentes og alt kommer uskadt tilbage.

      26. Hvordan slutter Israels første konges regeringstid?

      26 Kampen begynder nu ved Gilboas Bjerg. Israel lider et katastrofalt nederlag, og filistrene får kontrol over strategisk vigtige områder i landet. Jonatan og andre af Sauls sønner bliver dræbt, og den dødeligt sårede Saul begår selvmord ved at kaste sig i sit sværd. De sejrende filistre hænger ligene af Saul og hans tre sønner op til spot og spe på byen Bet-Sjans mur, men mænd fra Jabesj i Gilead fjerner dem. Israels første konges ulykkelige regeringstid er endt med en katastrofe.

  • Bibelens 9. bog — Første Samuelsbog
    “Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig”
    • Saul fremtrådte i begyndelsen som en beskeden mand der havde Guds ånd (9:21; 11:6), men hans dømmekraft formørkedes og hans hjerte blev bittert efterhånden som hans kærlighed til retfærdighed og hans tro på Gud aftog. (14:24, 29, 44) Hans ry for nidkærhed blev gjort til intet ved de formastelige handlinger han senere begik i sin ulydighed og troløshed mod Gud. (1 Sam. 13:9; 15:9; 28:7; Ez. 18:24) Svag som han var i troen begyndte han at føle sig utryg, utrygheden avlede misundelse, misundelsen blev til had og hadet gjorde ham til morder. (1 Sam. 18:9, 11; 20:33; 22:18, 19) Han endte sine dage som en bitter mand, en mand der havde svigtet sin Gud og sit folk, og han er et advarende eksempel for enhver der måtte blive selvrådig. — 2 Pet. 2:10-12.

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del