Et goldt og udpint landskab. Det er hvad filistrene kan se når de kigger ud over dalen oppe fra deres militærforpost. Mens soldaterne står og spejder ud over det ensartede landskab, viser to mænd sig tydeligt for dem på den anden side af kløften. Mændene er israelitter. Men soldaterne føler sig på ingen måde truet, nærmere underholdt. Filistrene har længe haft magten i området, og israelitterne kan ikke engang få deres landbrugsredskaber slebet uden filistrenes hjælp. Det fortæller noget om hvor dårligt de israelitiske soldater er udrustet. Desuden er de kun to, så selv hvis de var bevæbnede, hvad skulle de så kunne stille op? Filistrene råber hånligt: “Kom op til os, så skal vi give jer en lærestreg!” – 1. Samuel 13:19-23; 14:11, 12.

Der er helt sikkert nogen der vil få en lærestreg – men det skal vise sig at være filistrene selv! De to israelitter løber ned ad klippeskrænten, krydser kløften og begynder at klatre op mod forposten. Det er så stejlt at de må bruge både hænder og fødder for at kunne klatre op ad klippevæggen, men de fortsætter fremad og styrer direkte mod filistrene. (1. Samuel 14:13) Nu kan filistrene se at den forreste mand er bevæbnet, og at manden bag ham er hans våbendrager. Har han virkelig tænkt sig at angribe en hel garnison med en tomandshær? Er han fuldstændigt vanvittig?

Nej, slet ikke. Der er tværtimod tale om en mand med en meget stærk tro. Hans navn er Jonatan, og sande kristne kan lære meget af beretningen om ham. Vi deltager selvfølgelig ikke i bogstavelige krige, men Jonatans eksempel kan lære os meget om mod, loyalitet og uselviskhed – egenskaber der kan hjælpe os til at udvikle en stærk tro. – Esajas 2:4; Matthæus 26:51, 52.

En loyal søn og modig soldat

For at forstå hvorfor Jonatan valgte at storme filistrenes forpost, må vi først vide lidt mere om ham som person. Han var den ældste søn af Saul, Israels første konge. Da Saul blev salvet som konge, var Jonatan allerede voksen, måske 20 år eller mere. Han havde et nært forhold til sin far, der ofte betroede sig til ham. I Jonatans øjne var Saul meget mere end en høj, flot mand og en modig kriger – han var et ydmygt menneske med en stærk tro, så Jonatan kunne sagtens forstå hvorfor Jehova havde valgt at Saul skulle være konge. Selv profeten Samuel sagde at der ikke var nogen som ham blandt hele folket. – 1. Samuel 9:1, 2, 21; 10:20-24; 20:2.

Jonatan må have været stolt over at kæmpe under sin fars kommando mod Israels fjender. Krigene dengang var ikke som de krige der bliver udkæmpet mellem nationer i dag. Dengang havde Jehova udvalgt Israel til at repræsentere ham, og nationen blev konstant angrebet af folkeslag der tjente falske guder. Filistrene, der blandt andet tilbad afguden Dagon, prøvede ofte at undertrykke og endda udslette Jehovas udvalgte folk.

For mænd som Jonatan var det at gå i krig altså et spørgsmål om at tjene deres Gud, Jehova. Og Jehova velsignede Jonatan for hans loyalitet. Kort tid efter at Saul var blevet konge, blev Jonatan sat over 1.000 soldater, som han stod i spidsen for i et angreb mod en af filistrenes garnisoner i Geba. Soldaterne var dårligt udrustet, men med Jehovas hjælp sejrede de. Det fik filistrene til at mobilisere en kæmpe hær. Mange af Sauls soldater blev skrækslagne. Nogle stak af og gemte sig, og nogle få gik ligefrem over til fjenden. Men ikke på noget tidspunkt svigtede Jonatans mod! – 1. Samuel 13:2-7; 14:21.

Lad os vende tilbage til den dag ved filistrenes militære forpost. Jonatan havde besluttet at snige sig væk sammen med sin våbendrager. Efterhånden som de nærmede sig forposten i Mikmas, indviede Jonatan våbendrageren i sin plan. Den gik ud på at de skulle stille sig et sted hvor filistrene ikke kunne undgå at se dem. Hvis filistrene udfordrede dem til at komme op til dem, ville det være et tegn på at Jehova nok skulle hjælpe sine tjenere. Våbendrageren var med det samme med på idéen. Måske var han blevet motiveret af Jonatans tillidsvækkende ord: “Der er ikke noget der kan hindre Jehova i at frelse, lige meget om vi er mange eller få.” (1. Samuel 14:6-10) Hvad lå der i det Jonatan sagde?

Jonatan kendte tydeligvis Jehova godt. Han vidste uden tvivl at Jehova før i tiden havde hjulpet sit folk med at besejre fjender der var i stærkt overtal. Nogle gange havde han endda skaffet israelitterne sejr ved hjælp af en enkelt person. (Dommerne 3:31; 4:1-23; 16:23-30) Så Jonatan forstod at israelitternes sejr ikke afhang af hvor mange de var, hvor stærke de var, eller hvilke våben de havde. Det handlede om tro. Jonatan viste at han havde en stærk tro, ved at lade Jehova bestemme om de skulle angribe forposten eller ej. Han havde tillid til at Jehova ville give dem et specifikt tegn der viste hvad de skulle gøre. Da Jonatan blev klar over at Jehova godkendte planen, gik han frygtløst i aktion.

Læg mærke til to aspekter ved Jonatans tro. For det første havde han stor ærefrygt for sin Gud, Jehova. Han vidste at Jehova er almægtig og ikke er afhængig af mennesker for at gennemføre sin hensigt. Alligevel finder han glæde ved at belønne mennesker der tjener ham trofast. (2. Krønikebog 16:9) For det andet prøvede han at finde ud af hvad Jehova ønskede, i stedet for bare at tage sagen i egen hånd. I dag forventer vi ikke at Jehova bruger overnaturlige tegn for at vise os om han godkender vores handlinger. Det er der heller ikke brug for, for vi har hele hans inspirerede ord, Bibelen, som hjælper os til at forstå hvad hans vilje er. (2. Timotheus 3:16, 17) Undersøger vi hvad Bibelen siger, inden vi træffer vigtige beslutninger? Hvis vi gør det, viser vi at vi går mere op i hvad Gud ønsker, end hvad vi selv godt kunne tænke os – ligesom Jonatan.

Så de to mænd, krigeren Jonatan og hans våbendrager, stormer frem mod forposten, op ad den stejle klippevæg. Da det endelig går op for filistrene at de er under angreb, sender de nogle mænd afsted for at bekæmpe de to fjender. Filistrene er i overtal og har også den fordel at deres lejr ligger højt, så det bør egentlig være let for dem at gøre kort proces. Men Jonatan nedkæmper den ene soldat efter den anden. Hans våbendrager går bag ham og giver dem dødsstødet, og på få meter gør de det af med 20 fjendtlige soldater! Men det stopper ikke her. Beretningen fortsætter: “Skræk og rædsel spredte sig i lejren og blandt alle folkene i forposten, og selv røverbanderne blev bange. Jorden begyndte at skælve, og Gud skabte panik blandt filistrene.” – 1. Samuel 14:15.

Saul og hans mænd ser til på afstand mens kaos og panik spreder sig blandt filistrene, der endda begynder at bekrige hinanden. (1. Samuel 14:16, 20) Det sætter mod i israelitterne, der nu går til angreb – måske med de omkomne filistres våben. Jehova giver sit folk en stor sejr den dag! Og han har ikke forandret sig siden dengang. Hvis vi som Jonatan og hans våbendrager har ubetinget tro på og tillid til Jehova, vil vi aldrig blive skuffet. – Malakias 3:6; Romerne 10:11.

“Det han har udrettet i dag, er sket med Guds hjælp”

For Saul er sejren ikke helt den samme som for Jonatan, for han har begået nogle alvorlige fejl. Han havde været ulydig mod Jehova ved at bringe et offer som det var meningen at profeten Samuel, der i modsætning til Saul var levit, skulle bringe. Samuel ankom og fortalte Saul at kongedømmet derfor ville blive overdraget til en anden. Og da Saul senere sendte sine mænd i krig, gav han dem et tåbeligt forbud: “Forbandet er den mand der spiser noget som helst inden aften og før jeg har hævnet mig på mine fjender.” – 1. Samuel 13:10-14; 14:24.

Sauls forbud vidner om at der foregik en kedelig udvikling i hans personlighed. Var denne ellers ydmyge, åndelige mand ved at få storhedsvanvid? Det var jo ikke Jehova der havde bedt ham om at give de modige, hårdtarbejdende soldater sådan et urimeligt forbud. Og hvad med Sauls ord “før jeg har hævnet mig på mine fjender”? Viser de at han var blevet selvcentreret og troede at den her krig handlede om ham? Havde han helt glemt at det vigtigste var at Jehovas vilje blev gennemført, og ikke at han selv fik hævn, ære og sejr?

Jonatan ved ikke noget om sin fars overilede forbud. Udmattet efter kampen dypper han spidsen af sin stav i noget honning og smager på det, og han mærker med det samme at han får energien tilbage. Så fortæller en af mændene ham om Sauls forbud mod at spise noget, og Jonatan svarer: “Min far har bragt stor ulykke over landet. Se hvordan mine øjne stråler fordi jeg smagte den lille smule honning. Tænk hvis folkene i dag frit havde kunnet spise af byttet fra deres fjender! Så havde filistrene mistet endnu flere mænd.” (1. Samuel 14:25-30) Jonatan har ret. Han er en loyal søn, men han er ikke blind for sin fars fejl. Det er ikke alt hvad Saul siger og gør, han er enig i, og på grund af hans afbalancerede syn på tingene vinder han andres respekt.

Da Saul finder ud af at Jonatan har spist noget honning, vil han stadig ikke indse hvor dumt og urimeligt hans forbud er. Faktisk mener han at Jonatan, hans egen søn, skal henrettes. Jonatan begynder ikke at diskutere med sin far eller bønfalde ham om at vise barmhjertighed. I stedet siger han uselvisk: “Her er jeg! Jeg er parat til at dø!” Men israelitterne tager ham i forsvar og siger: “Skal Jonatan dø – ham der har vundet så stor en sejr for Israel? Det er utænkeligt! Så sandt Jehova lever – ikke et af hans hovedhår skal falde til jorden, for det han har udrettet i dag, er sket med Guds hjælp.” Det får Saul til at komme til fornuft. Der står videre: “Dermed reddede de Jonatan, og han døde ikke.” – 1. Samuel 14:35-45.

Jonatan var kendt for at være modig, arbejdsom og uselvisk. Da han var i fare, blev han reddet på grund af sit gode omdømme. Det vil være godt at vi hver dag tænker over hvordan vores beslutninger påvirker vores ry. I Bibelen står der at et godt navn, eller omdømme, er meget værdifuldt. (Prædikeren 7:1, fodnote) Hvis vi ligesom Jonatan gør hvad vi kan for at have et godt omdømme i Jehovas øjne, vil det gavne og beskytte os.

Et indre mørke

Selvom Saul begik fejl, kæmpede Jonatan loyalt ved hans side år efter år. Det må have været meget hårdt for ham at se sin far blive så stolt og ulydig. Et indre mørke ulmede i Saul, og der var intet Jonatan kunne gøre for at standse det.

Situationen spidsede til da Jehova befalede Saul at drage i krig mod amalekitterne, en nation der var så ond at Jehova på Moses’ tid havde forudsagt at den ville blive fuldstændigt udslettet. (2. Mosebog 17:14) Gud gav Saul besked på at slå alle deres husdyr ihjel og henrette deres konge, Agag. Saul vandt kampen, og Jonatan havde uden tvivl kæmpet modigt som sædvanligt. Men Saul gik direkte imod Jehovas påbud ved at skåne Agag og beholde ejendelene og husdyrene. Profeten Samuel udtalte Jehovas endelige dom over Saul: “Du har forkastet Jehovas ord, og derfor har han forkastet dig som konge.” – 1. Samuel 15:2, 3, 9, 10, 23.

Kort tid efter trak Jehova sin ånd tilbage fra Saul. Fordi Saul nu ikke længere var under Jehovas kærlige påvirkning, blev han ramt af pludselige humørsvingninger, vredesudbrud og angstanfald. Beretningen siger at “Jehova tillod at han blev plaget af mørke tanker”. (1. Samuel 16:14; 18:10-12) Hvor må Jonatan være blevet ked af at se sin fars personlighed forandre sig så markant. Men han vaklede aldrig i sin trofaste tjeneste for Jehova. Han støttede sin far så godt han kunne, og var nogle gange ret direkte over for ham, men det der betød mest for ham, var hans forhold til hans uforanderlige Gud og Far, Jehova. – 1. Samuel 19:4, 5.

Har du nogensinde oplevet at en du elsker højt, måske et nært familiemedlem, pludselig har forandret sin personlighed fuldstændigt? Det kan være meget svært at håndtere. Eksemplet med Jonatan minder os om det en salmist senere skrev: “Hvis min egen far og mor skulle svigte mig, vil Jehova tage mig til sig.” (Salme 27:10) Jehova er loyal. Han vil også tage dig til sig og være den bedste Far du kan forestille dig. Ufuldkomne mennesker vil måske skuffe eller svigte dig, men det vil han aldrig gøre!

Hvordan reagerede Jonatan da han fandt ud af at Jehova ville tage kongedømmet fra Saul? Tænkte han mon over hvilken slags leder han selv kunne blive? Drømte han om at rette op på noget af den skade hans far havde været skyld i, og være et bedre forbillede for folket som en loyal og lydig konge? Vi ved ikke hvad Jonatan tænkte, men under alle omstændigheder ved vi at den slags forventninger ikke blev indfriet. Betyder det at Jehova glemte alt om sin trofaste tjener? Nej, tværtimod. Han sørgede for at beretningen om Jonatan og hans fantastiske eksempel med hensyn til loyalitet og venskab blev taget med i Bibelen. Hvad det var for et venskab, vil vi se nærmere på i den næste artikel om Jonatan.

Kampen var ovre, og stilheden sænkede sig over Eladalen. Mens teltdugene i hærens lejr blafrede i eftermiddagsbrisen, holdt kong Saul audiens. Hans ældste søn, Jonatan, var til stede, og en ung hyrde var i gang med begejstret at fortælle om sin store oplevelse. Den unge mand var David, og hans iver og entusiasme var ikke til at tage fejl af. Saul, der ikke ville gå glip af et eneste af Davids ord, lyttede til historien med stor opmærksomhed. Men hvad syntes Jonatan om det hele? Han havde vundet mange sejre i al den tid han havde tjent som soldat i Jehovas hær. Men dagens sejr var ikke Jonatans; den tilhørte denne unge hyrde. David havde slået kæmpen Goliat ihjel! Blev Jonatan misundelig over al den ros og ære David fik?

Jonatans reaktion vil måske komme bag på dig. Beretningen siger: “Så snart David var færdig med at tale med Saul, blev Jonatan og David nære venner, og Jonatan elskede ham som sig selv.” Jonatan gav David sit kampudstyr, deriblandt sin bue, hvilket var noget af en gave, for Jonatan var kendt for at være en dygtig bueskytte. Desuden lovede Jonatan og David at de altid ville støtte hinanden, og de indgik en bindende aftale der skulle være en garanti for deres venskab. – 1. Samuel 18:1-5.

Det blev begyndelsen til et af de smukkeste venskaber vi kan læse om i Bibelen. For Jehovas tjenere er det vigtigt med venskaber. Hvis vi vælger gode venner og selv er loyale venner der støtter og hjælper, kan det være med til at styrke vores tro i den følelseskolde tid vi lever i. (Ordsprogene 27:17) Lad os se på hvad Jonatans eksempel kan lære os om venskab.

Grundlaget for et stærkt venskab

Hvordan kunne Jonatan og David blive nære venner så hurtigt? Forklaringen har at gøre med grundlaget for deres venskab. Tænk engang over Jonatans baggrund. Hans far, kong Saul, havde ændret sig meget gennem tiden, og kun til det værre. Saul, der engang havde været en ydmyg og trofast tjener for Jehova, var nu blevet en arrogant og selvrådig konge. – 1. Samuel 15:17-19, 26.

Jonatan havde et tæt forhold til sin far, så det må have bekymret ham dybt at se ham forandre sig så meget. (1. Samuel 20:2) Han spekulerede uden tvivl på hvordan Sauls dårlige eksempel kunne påvirke Jehovas udvalgte folk. Ville kongens selvrådighed lede folket på afveje så de mistede Jehovas godkendelse? Det må virkelig have været en svær tid for Jehovas trofaste tjener Jonatan.

Med tanke på de oplysninger er det ikke svært at forstå hvorfor Jonatan blev så glad for David. Jonatan kunne se at David havde en stærk tro. Til forskel fra soldaterne i Sauls hær var David jo ikke blevet skræmt af Goliats enorme størrelse. Han forstod at fordi han kom i Jehovas navn, var han langt stærkere end Goliat og alle hans våben. – 1. Samuel 17:45-47.

Nogle år tidligere var Jonatan nået til den samme konklusion. Han var overbevist om at en tomandshær – bestående af ham selv og hans våbendrager – kunne angribe og nedkæmpe en hel garnison bevæbnede soldater. Hvorfor var han så sikker på det? “Der er ikke noget der kan hindre Jehova,” sagde han. (1. Samuel 14:6) Jonatan og David havde altså meget tilfælles: De havde begge stor tillid og dyb kærlighed til Jehova. Det var det bedst mulige grundlag for et venskab mellem de to. Jonatan var en indflydelsesrig kongesøn og nærmede sig de 50, og David var en beskeden hyrde og sikkert ikke engang 20 endnu, men det var ikke noget de gik op i.a

Den aftale de havde indgået, var en beskyttelse for deres venskab. Hvordan det? Jo, David vidste hvilke planer Jehova havde for ham: Han skulle være den næste konge over Israel. Undlod han at dele den viden med Jonatan? Det er usandsynligt. Nøglen til et godt venskab ligesom deres er nemlig åben kommunikation, ikke hemmeligheder og løgne. Hvordan kunne det have påvirket Jonatan at høre om Davids lovende fremtid? Hvad nu hvis Jonatan havde forhåbninger om at han en dag skulle blive konge og rette op på al den skade hans far havde forvoldt? Bibelen siger ikke noget om at Jonatan skulle have haft nogen indre kamp; den fortæller kun om hans loyalitet og urokkelige tro. Det var tydeligt for ham at Jehovas ånd virkede på David. (1. Samuel 16:1, 11-13) Jonatan holdt sit løfte, og han betragtede altid David som sin ven, aldrig som sin rival. Det vigtigste for ham var at Jehovas vilje skete.

Jonatan og Davids venskab var til stor glæde for dem. Hvad kan vi lære af Jonatans tro? Alle der tjener Jehova, må forstå hvor vigtigt det er at have gode venskaber. Det der betyder noget, er ikke om vores venner har samme alder eller baggrund som os, men derimod om de har en stærk tro. Jonatan og David styrkede og opmuntrede hinanden mange gange, og de ville få endnu mere brug for hinandens støtte, for snart ville deres venskab blive prøvet til det yderste.

Hvem skulle han være loyal mod?

Til at begynde med var Saul meget glad for David, og han gjorde ham til øverstkommanderende for hæren. Men der gik ikke længe før Saul blev besejret af den fjende der aldrig fik held til at overmande Jonatan – misundelse. Gang på gang vandt David sejr over Israels fjender, filistrene. Han blev lovprist og æret for sine bedrifter, og nogle af de israelitiske kvinder sang endda: “Saul har slået sine tusinder, og David sine titusinder.” Saul hadede den sang! Beretningen siger: “Fra den dag var Saul altid på vagt over for David.” (1. Samuel 18:7, 9) Han frygtede at David ville prøve at overtage kongedømmet. Hvor dumt! Det er rigtigt at David vidste at han skulle efterfølge Saul, men han overvejede ikke på noget tidspunkt at tilrane sig magten fra Jehovas salvede konge.

Saul lagde planer om at få David dræbt i kamp, men det virkede ikke. David blev bare ved med at sejre, og folket fik større og større respekt for ham. Nu måtte Saul finde på noget nyt – hans næste kort i ærmet var at få sine tjenere og sin ældste søn til at gå sammen om at få David slået ihjel. Hvor må det have såret Jonatan at se sin far synke så dybt! (1. Samuel 18:25-30; 19:1) Jonatan var en loyal søn og en loyal ven. Men hvem fortjente hans fulde loyalitet?

Jonatan sagde sin mening: “Kongen må ikke synde mod sin tjener David, for han har ikke syndet mod dig, og du har haft stor gavn af det han har gjort for dig. Han satte sit liv på spil for at slå filisteren ihjel så Jehova kunne give hele Israel en stor sejr. Du så det selv, og du blev meget glad. Så hvorfor skulle du synde mod uskyldigt blod ved at slå David ihjel uden grund?” I et øjebliks fornuft lyttede Saul til Jonatan og lovede at han ikke ville gøre David noget. Han holdt dog ikke sit ord. Davids fortsatte succes gjorde Saul så fuld af misundelse og raseri at han kastede et spyd efter ham. (1. Samuel 19:4-6, 9, 10) Heldigvis undgik David at blive ramt, og samme nat flygtede han.

Har du nogensinde været i tvivl om hvem du skulle rette din loyalitet mod? Det kan være meget svært. Nogle vil måske sige til dig at familien altid skal komme i første række. Men Jonatan vidste hvad der var det rigtige at gøre. Hvordan skulle han kunne tage sin fars parti når David var en trofast og lydig tjener for Gud? Jonatan lod sin loyalitet mod Jehova afgøre sagen, og det var derfor han forsvarede David. Men selvom Jonatan først og fremmest var loyal mod Gud, var han også loyal mod sin far ved at give ham oprigtig vejledning i stedet for bare at sige det han gerne ville høre. Vi kan have stor gavn af at efterligne Jonatans loyalitet.

Hvad han ofrede for at være loyal

Jonatan prøvede endnu en gang at få Saul til at slutte fred med David, men denne gang ville Saul slet ikke lytte til ham. Uden at Saul vidste det, opsøgte David sin ven Jonatan og betroede ham at han frygtede for sit liv. “Der er kun ét skridt mellem mig og døden!” sagde han. Jonatan gik med til at finde ud af hvordan hans far følte, så David kunne vide om han var købt eller solgt. Mens David gemte sig, ville han gøre tegn til ham ved hjælp af bue og pil. Det eneste Jonatan bad om til gengæld, var dette: “Du må aldrig holde op med at vise min husstand loyal kærlighed, heller ikke når Jehova fjerner alle dine fjender fra jordens flade.” David lovede at han altid ville tage sig af Jonatans familie. – 1. Samuel 20:3, 13-27.

Jonatan talte Davids sag over for Saul, men det gjorde Saul rasende. Han kaldte Jonatan en “søn af en oprørsk kvinde” og sagde at hans loyalitet mod David var til skam for hele familien. Han forsøgte at fremkalde et selvisk ønske hos Jonatan og sagde: “Så længe Isajs søn er i live, vil der ikke være nogen fremtid for dig og dit kongedømme.” Men Jonatan var upåvirkelig og forsøgte igen at tale sin far til fornuft: “Hvorfor skal han dø? Hvad har han gjort?” Nu eksploderede Saul af raseri og kastede et spyd mod sin egen søn! Selvom han var oppe i årene, var han stadig en mægtig kriger, men ikke desto mindre ramte han forbi. Jonatan, der var dybt såret og ydmyget, forlod sin far i vrede. – 1. Samuel 20:24-34.

Næste morgen gik Jonatan ud på marken i nærheden af det sted David gemte sig. Som aftalt sendte han en pil afsted og lod David vide at Saul stadig havde planer om at slå ham ihjel. Derefter sendte Jonatan sin medhjælper tilbage til byen. Nu havde han og David et øjeblik alene hvor de kunne snakke. De græd sammen, og Jonatan tog afsked med sin gode ven, der nu måtte begynde et liv som flygtning. – 1. Samuel 20:35-42.

Jonatan viste at han var helt igennem loyal, og gav ikke efter for selviskhed. Alle trofaste menneskers fjende, Satan, ville have elsket at se Jonatan følge i Sauls fodspor og sætte sine egne ambitioner først. Husk at noget af det Satan rigtig godt kan lide, er at appellere til menneskers selviske ønsker. Det lykkedes ham i tilfældet med Adam og Eva. (1. Mosebog 3:1-6) Men hvor må det have irriteret Satan da det ikke lykkedes med Jonatan. Vil du kunne klare Satans angreb? Vi lever i en tid hvor selviskhed er blevet en epidemi. (2. Timotheus 3:1-5) Vil vi efterligne Jonatans uselviskhed og loyalitet?

“Jeg holdt meget af dig”

Jonatan kunne bare se til mens hans far blev mere og mere vanvittig. Saul, der var blevet helt besat af sit had til David, mobiliserede nu sin hær og førte den rundt i hele landet i forsøget på at dræbe én uskyldig mand. (1. Samuel 24:1, 2, 12-15; 26:20) Interessant nok nævner Bibelen aldrig at Jonatan deltog i den urimelige jagt på David. Fordi han var loyal mod Jehova, mod David og mod den venskabspagt de havde indgået, var det helt utænkeligt for ham at gøre sådan noget.

Jonatans kærlighed til David ændrede sig aldrig. Med tiden fandt han ud af hvordan han kunne mødes med ham igen. De mødtes i Horesh, der betyder “skovområde”, og som lå i en barsk og bjergrig del af landet, sikkert omkring ti kilometer sydøst for Hebron. Hvorfor løb Jonatan den risiko at mødes med David? Bibelen siger at det var fordi han gerne ville hjælpe David til at “hente styrke hos Jehova”. (1. Samuel 23:16) Hvordan gjorde han det?

“Du skal ikke være bange,” sagde han. Og så kom han med denne forsikring: “Min far, Saul, vil ikke finde dig.” Hvorfor kunne han være så sikker på det? Fordi han var fuldstændigt overbevist om at Jehovas hensigt ville blive gennemført. Han fortsatte: “Du vil blive konge over Israel.” De ord havde profeten Samuel fået til opgave at overbringe nogle år tidligere, og nu mindede Jonatan David om at Jehovas ord aldrig slår fejl. Men hvordan forestillede Jonatan sig at hans egen fremtid ville blive? “Jeg vil være næst efter dig,” sagde han. Sikke en ydmyghed! Han var helt tilfreds med at skulle tjene under denne mand, der var 30 år yngre end ham selv, og fungere som hans højre hånd. Til sidst sagde han: “Det ved min far, Saul, også godt.” (1. Samuel 23:17, 18) Inderst inde vidste Saul godt at han var dømt til at tabe kampen mod den mand Jehova havde udvalgt til at være den næste konge.

I årene der fulgte, tænkte David sikkert ofte med glæde tilbage på dette møde. Det skulle vise sig at være sidste gang de så hinanden, for Jonatans håb om at være næst efter David blev desværre aldrig til virkelighed.

Jonatan drog i krig ved sin fars side mod Israels erklærede fjender, filistrene. Det kunne han gøre med god samvittighed, for han lod ikke sin fars forkerte handlinger stå i vejen for sin tjeneste for Jehova. Som altid kæmpede han modigt og loyalt, men det lykkedes ikke israelitterne at vinde slaget. Saul var blevet så ulydig at han havde vendt sig til spiritisme, noget der ifølge Guds Lov var afskyeligt og skulle straffes med døden, så Jehova havde fjernet sin velsignelse fra ham. Tre af Sauls sønner, deriblandt Jonatan, blev dræbt i krigen, og Saul blev såret og tog sit eget liv. – 1. Samuel 28:6-14; 31:2-6.

David var i dyb sorg. Han havde så stort et hjerte at han endda sørgede over Saul, der havde givet ham så meget modgang og bekymring. Han skrev en klagesang over Saul og Jonatan, og nogle af de smukkeste ord i sangen henviser til hans kære mentor og ven: “Jeg sørger over dig, min bror Jonatan, jeg holdt meget af dig. Din kærlighed betød mere for mig end kvinders kærlighed.” – 2. Samuel 1:26.

David glemte ikke sit løfte til Jonatan. Flere år senere fandt han frem til Jonatans handicappede søn, Mefiboshet, og tog sig af ham. (2. Samuel 9:1-13) Davids venskab med Jonatan havde tydeligvis lært ham meget om vigtigheden af at være loyal, selv når det var forbundet med store omkostninger. Vil vi også lære af hans eksempel? Kan vi finde venner der er som Jonatan? Kan vi selv være en lige så god ven som han var? Hvis du hjælper dine venner til at få større tro på Jehova, hvis du lader din loyalitet mod Gud komme først, og hvis du altid er loyal frem for at søge dine egne interesser, vil du være en lige så fantastisk ven som Jonatan var. På den måde vil du efterligne hans tro!