15. På grund af hvilken synd bliver Saul forkastet?

¹⁵ Sauls ulydighed (13:1–15:35). Da filistrene fortsætter med at plage Israel slår Sauls modige søn Jonatan en filistergarnison. For at hævne dette sender fjenden en vældig hær, ’så talrig som sandskornene der er ved havets bred’, og den slår lejr i Mikmas. Der bliver uro i israelitternes rækker. ’Hvis bare Samuel ville komme og give os vejledning fra Jehova!’ Utålmodig over at vente på Samuel formaster Saul sig til selv at frembære brændofferet. Pludselig viser Samuel sig. Idet han fejer Sauls dårlige undskyldninger til side udtaler han Jehovas dom: „Nu vil dit kongedømme ikke bestå. Jehova skal søge sig en mand efter sit hjerte, og Jehova vil overdrage ham hvervet som fører for sit folk, for du har ikke overholdt det Jehova har påbudt dig.“ — 13:14.

16. Hvilke vanskeligheder fører Sauls ubesindighed til?

¹⁶ Jonatan, der er nidkær for Jehovas navn, angriber igen en filisterforpost, denne gang kun ledsaget af sin våbendrager, og de nedhugger hurtigt omkring 20 mand. Et jordskælv øger forvirringen blandt fjenderne. De flygter og forfølges skarpt af israelitterne. Imidlertid svækkes den fulde virkning af sejren ved Sauls overilede ed der forbyder krigerne at spise før slaget er forbi. Mændene bliver hurtigt udmattede og synder så mod Jehova ved at spise kødet af nyslagtede dyr uden at tage sig tid til at lade blodet løbe af. Jonatan har styrket sig ved at spise honning før han hørte om eden, som han frimodigt fordømmer fordi den hæmmer krigerne. Folket løskøber ham fra døden på grund af den store frelse han har udvirket for Israel.

17. Hvad medfører Sauls næste alvorlige synd?

¹⁷ Nu er tiden inde til at eksekvere Jehovas dom over de foragtelige amalekitter. (5 Mos. 25:17-19) De skal fuldstændig udslettes. Intet skal skånes, hverken mennesker eller dyr. Der skal ikke tages bytte. Alt vies til udslettelse. Saul er imidlertid ulydig og skåner Agag, amalekitternes konge, samt det bedste af småkvæget og hornkvæget under påskud af at det skal ofres til Jehova. Dette mishager i den grad Israels Gud at han inspirerer Samuel til endnu en gang at udtale at Saul er forkastet. Uden at ænse Sauls forsøg på at retfærdiggøre sig og redde æren, erklærer Samuel: „Mon Jehova har lige så meget behag i brændofre og slagtofre som i at man adlyder Jehovas røst? Se, at adlyde er bedre end slagtoffer . . . fordi du har forkastet Jehovas ord, har han forkastet dig som konge.“ (1 Sam. 15:22, 23) Saul griber da ud efter Samuel for at bønfalde ham, og river fligen af hans overklædning. Samuel forsikrer Saul at som han har revet fligen af overklædningen, vil Jehova rive kongedømmet fra ham og give det til en bedre mand. Samuel griber selv et sværd, henretter Agag og vender Saul ryggen og går; han ser ham ikke mere.

Filistrenes forbundsfyrster drager med en samlet hærstyrke til Sjunem. Som et modtræk samler Saul sine styrker ved Gilboas Bjerg. Afsindigt søger han vejledning, men kan ikke få noget svar fra Jehova. Om han blot kunne komme i forbindelse med Samuel! Han forklæder sig og begår endnu en alvorlig synd da han opsøger et spiritistisk medium i En-Dor, bag filistrenes linjer. Da han finder hende beder han hende om at kontakte Samuel for ham. I sin iver forledes Saul til at antage at den skikkelse mediet maner frem, er den døde Samuel. Men „Samuel“ har intet trøstende budskab til kongen. I morgen skal han dø, og i overensstemmelse med Jehovas ord vil kongedømmet blive taget fra ham.

Saul fremtrådte i begyndelsen som en beskeden mand der havde Guds ånd (9:21; 11:6), men hans dømmekraft formørkedes og hans hjerte blev bittert efterhånden som hans kærlighed til retfærdighed og hans tro på Gud aftog. (14:24, 29, 44) Hans ry for nidkærhed blev gjort til intet ved de formastelige handlinger han senere begik i sin ulydighed og troløshed mod Gud. (1 Sam. 13:9; 15:9; 28:7; Ez. 18:24) Svag som han var i troen begyndte han at føle sig utryg, utrygheden avlede misundelse, misundelsen blev til had og hadet gjorde ham til morder. (1 Sam. 18:9, 11; 20:33; 22:18, 19) Han endte sine dage som en bitter mand, en mand der havde svigtet sin Gud og sit folk, og han er et advarende eksempel for enhver der måtte blive selvrådig. — 2 Pet. 2:10-12.