Videnskabelige fremskridt

Omkring det niende århundrede indtog arabiske videnskabsmænd hurtigt den videnskabelige førerposition. Især i det 10. og 11. århundrede — mens kristenheden stod i stampe — udførte de store bedrifter. De ydede værdifulde bidrag inden for medicin, kemi, botanik, fysik, astronomi og, frem for alt, matematik. (Se rammen side 20.) Maan Z. Madina, der er professor i arabisk ved Columbia University, siger at „moderne trigonometri samt algebra og geometri i vid udstrækning kan tilskrives araberne“.

Meget af denne videnskabelige viden var ny. Men noget af den byggede på græsk filosofi, og var overraskende nok resultatet af visse religiøse forhold.

Relativt hurtigt efter vor tidsregnings begyndelse bredte kristenheden sig til Persien og dernæst til Arabien og Indien. I løbet af det femte århundrede blev patriarken af Konstantinopel, Nestorios, indblandet i en strid der førte til et skisma inden for Østkirken. Dette førte til dannelsen af nestorianernes kirkesamfund.

I det syvende århundrede, da den nye religion islam pludselig dukkede op på verdensskuepladsen og begyndte sin ekspansionspolitik, var nestorianerne ikke sene til at videregive deres viden til de arabiske sejrherrer. Ifølge The Encyclopedia of Religion „var nestorianerne de første der fremmede græsk videnskab og filosofi ved at oversætte græske tekster til syrisk og derefter til arabisk“. De var også „de første til at introducere græsk lægekunst i Baghdad“. Arabiske forskere begyndte nu at bygge videre på det de lærte af nestorianerne. Arabisk erstattede syrisk som det videnskabelige sprog i det arabiske imperium, og det viste sig at være et sprog der var velegnet til beskrivelse af videnskabelige emner.

Araberne både tog og gav. Da maurerne via Spanien rykkede ind i Europa — hvor de blev i over 700 år — førte de den oplyste muslimske kultur med sig. Og under de otte såkaldt kristne korstog, mellem 1096 og 1272, blev de vestlige korsriddere imponerede over at den islamiske civilisation som de kom i kontakt med, var så højt udviklet. En forfatter skriver at de vendte tilbage med „en mængde nye indtryk“.

Den forenklede arabiske matematik

Et væsentligt arabisk bidrag til Europa var de arabiske tal, der erstattede romertallene. Egentlig er det misvisende at kalde dem „arabiske tal“. Det ville være mere korrekt at kalde dem „indisk-arabiske tal“. Ganske vist skrev den arabiske matematiker og astronom al-Khwārizmī fra det niende århundrede om dette system, men det stammede fra de hinduiske matematikere i Indien, som havde udarbejdet det i det tredje århundrede f.v.t., mere end tusind år tidligere.

Systemet var ikke særlig kendt i Europa før den fremtrædende matematiker Leonardo Fibonacci (også kendt som Leonardo fra Pisa) i 1202 introducerede det i værket Liber Abaci (Bogen om regnebrættet). Han gav følgende beskrivelse af fordelene ved systemet: „De ni indiske tal er: 9 8 7 6 5 4 3 2 1. Med disse ni tal samt tegnet 0 . . . er det muligt at skrive et hvilket som helst tal.“ Til at begynde med gik det trægt med at få europæerne til at bruge det nye system. Men ved slutningen af middelalderen var det almindeligt brugt, og dets enkelhed banede vej for videnskabelige fremskridt.

Hvis man vil have anskueliggjort at de indisk-arabiske tal var en forenkling i forhold til romertallene, kan man blot forsøge at trække LXXIX fra MCMXCIII. Kniber det? Måske er 1993 minus 79 noget lettere.

Flammen i Europa tændes på ny

Fra og med det 12. århundrede begyndte den kundskabens flamme som havde lyst så klart i den muslimske verden, at dø ud.

[Ramme på side 20]

Den arabiske videnskabs guldalder

Al-Khwārizmī (ottende til niende århundrede), irakisk matematiker og astronom; kendt som ophavsmand til udtrykket „algebra“, som kommer af det arabiske udtryk al-jebr, der betyder „sammenføjningen af adskilte dele“.

Abū Mūsā Jābir ibn Ḥajjān (ottende til niende århundrede), alkymist; kaldet den arabiske kemis fader.

Al-Battānī (niende til tiende århundrede), astronom og matematiker; forbedrede Ptolomæus’ astronomiske beregninger og foretog en mere nøjagtig beregning af årets og årstidernes længde.

Ar-Rāzī (Razes) (niende til tiende århundrede), en af de kendteste persiskfødte læger; den første der skelnede mellem kopper og mæslinger og som klassificerede alle substanser som hørende til enten dyreriget, planteriget eller mineralriget.

Abū ’Alī al-Ḥasan ibn al-Hajtham (Alhazēn) fra Basra (10. til 11. århundrede), matematiker og fysiker; ydede betydelige bidrag til optikken, deriblandt lysbrydning, reflektion, samsyn og atmosfærisk lysbrydning; den første der korrekt beskrev synsindtryk som lys der rammer øjet fra et objekt.

Omar Khajjám (11. til 12. århundrede), anerkendt persisk matematiker, fysiker, astronom og filosof; bedst kendt i Vesten for sin poesi.