Kan videnskaben klare det 21. århundredes udfordringer?

„Der er nu overvældende videnskabelige vidnesbyrd om at moder Jord ikke formår at sørge for sit uregerlige afkom ret meget længere.“ — The European, 19.-25. marts 1992.

FLERE og flere økologer mener at truslen mod jorden på ingen måde blot er en storm i et glas vand, men er meget alvorlig og bør vises opmærksomhed. De siger i realiteten at det er nødvendigt at gribe ind med det samme hvis man skal undgå en katastrofe. „Vi har ikke generationer til rådighed,“ udtalte præsidenten for Worldwatch Institute i slutningen af 80’erne. „Vi har kun år hvis vi skal gøre os forhåbninger om at vende situationen.“

Forfatterne til bogen 5000 Days to Save the Planet (5000 dage til at redde planeten) var endnu mere specifikke. Siden 1990, da deres bog udkom, er nedtællingen fortsat. Ifølge deres opgørelse er der nu omkring 4000 dage tilbage at redde jorden i. Hvis ikke der sker et eller andet ekstraordinært, vil tallet ved indgangen til det 21. århundrede være skrumpet ind til 1500 dage.

Hvilke usædvanlige forhold har forårsaget denne krise? Hvilke udfordringer står vi over for i det kommende århundrede?

Ingen mangel på problemer

Selv om den kolde krig er forbi, er opgaven med at skabe og opretholde verdensfred ikke blevet mindre. Da Frankrigs præsident Mitterrand i januar 1990 udtalte sig om vanskelighederne i forbindelse med jerntæppets fald, sagde han: „Vi forlader en uretfærdig men stabil verden til fordel for en verden som vi håber bliver mere retfærdig, men som afgjort vil være mere ustabil.“ Og avisen The European skrev: „Prisen for friheden [i det tidligere Sovjetunionen] er en voksende ustabilitet, hvilket har øget risikoen for en atomkrig, selv om den stadig er meget lille.“

Nogle af de udfordringer verden står over for i dag, var stort set ukendte da den kolde krig begyndte. Som det hedder i 5000 Days to Save the Planet: „For blot halvtreds år siden var jordens miljø stort set stadig i balance. . . . Jorden var stor, smuk og usårlig; hvordan kunne vi nogen sinde skade den? I dag fortæller man os at vores planet er i krise og at vi ødelægger og forurener i et omfang som vil ende i en katastrofe.“

Overalt indtræffer såkaldte naturkatastrofer — oversvømmelser, storme, jordskælv, vulkanudbrud. I hvilket omfang menneskers indgriben i naturen er skyld heri er omdiskuteret. Der er vidnesbyrd om at jordens beskyttende ozonlag nogle steder er blevet foruroligende tyndt. Forskere advarer nu om at klimatiske forandringer der kan forårsage ulykker, kan opstå pludseligt i stedet for at udvikle sig gradvist.

Kræft, hjertesygdomme, kredsløbsforstyrrelser og utallige andre sygdomme har længe sat lægeverdenens dygtighed på prøve. Trods mange års medicinske fremskridt koster disse sygdomme fortsat menneskeliv. Man anslår at der alene i Europa årligt dør 1.200.000 af kræft, næsten 65 procent flere end for ti år siden. Men på grund af frygten for en ny svøbe — AIDS, der ikke har krævet nær så mange menneskeliv — bliver dette store dødstal knap nok omtalt.

En anden udfordring: På mindre end 200 år er verdensbefolkningen vokset fra én milliard til omkring fem og en halv milliard mennesker. Skønt den årlige befolkningstilvækst i de senere år er faldet, anslår nogle at befolkningstallet i år 2025 vil have rundet de otte milliarder, og at det i 2050 vil nærme sig de ti milliarder. Hvor skal alle disse mennesker bo? Hvad skal de spise? En FN-rapport fra 1991 har anslået at én milliard mennesker allerede nu lever i absolut fattigdom, en tilværelse „der i den grad er præget af underernæring, analfabetisme og sygdom at det er under al menneskelig værdighed“.

Paul R. Ehrlich, der er professor i demografi ved Stanford University i De Forenede Stater, understreger problemets enorme dimensioner med ordene: „Mens overbefolkningen i de fattige lande medvirker til at de forbliver fattige, er overbefolkningen i de rige lande med til at underminere hele planetens eksistensgrundlag.“

Risikoen for at de ovennævnte faktorer, samt stofmisbrug, boligmangel, kriminalitet, og desuden etniske og racemæssige konflikter, i nær fremtid vil udløse en verdenskatastrofe, giver grund til stor bekymring. Der er tale om en stor udfordring som man ikke uden videre har en løsning på.

Forsøg på at finde løsninger

På grund af situationens alvor søger regeringerne med større eller mindre iver at finde en løsning. I juni 1992 afholdt FN i Rio de Janeiro den hidtil største miljøkonference. Denne FN-konference om miljø og udvikling var den anden af sin art. Den første blev holdt i Stockholm i 1972. Dengang sagde en fremtrædende tysk politiker: „Denne konference kan blive et vendepunkt for vor planets skæbne.“

Men konferencen i 1972 indfriede tydeligvis ikke forventningerne. Maurice F. Strong, der både arrangerede konferencen i 1972 og i 1992, indrømmer: „I de 20 år der er gået siden Stockholm[-konferencen] har vi lært at miljølovgivning, der er den eneste målestok miljøorganisationer har at gå efter, er vigtig, men ikke tilstrækkelig. Den må nødvendigvis ledsages af en væsentlig holdningsændring til den økonomiske adfærd.“

Spørgsmålet er om Rio-topmødet i 1992 vil bidrage mere til denne ’væsentlige holdningsændring’ end miljøkonferencen i 1972. Hvis ikke, vil man da overhovedet om 20 år, i 2012, være i stand til at afholde endnu en miljøkonference?

Den største udfordring

Folk i almindelighed bliver mere og mere skeptiske med hensyn til om religion og politik vil kunne løse verdens problemer. Men hvis ikke religion eller politik kan, hvad kan så klare det 21. århundredes alvorlige udfordringer?

En brochure udgivet af Tysklands Ministerium for Teknologi og Forskning kaster lys over dette spørgsmål. „Disse problemer kræver at der lægges en politisk strategi som ikke blot kan hjælpe os til at undgå flere menneskeskabte forandringer, men også modvirke de negative konsekvenser af de forandringer der finder sted overalt på jorden. I betragtning af hvor komplekse problemer vi står over for, vil det kun være muligt at træffe afgørende politiske beslutninger hvis de bygger på velfunderede forskningsresultater og pålidelige fremtidsmodeller. Dette lader til at være den eneste måde hvorpå vi kan undgå en uheldig, ja, katastrofal udvikling der vil få store økonomiske konsekvenser. I øjeblikket er den største udfordring for videnskabens verden at tilvejebringe sådanne oplysninger.“

Videnskaben har før stået over for enorme udfordringer og har, i det mindste til en vis grad, klaret dem. Men det er alligevel på sin plads at spørge om videnskaben kan klare de formidable udfordringer som det 21. århundrede byder på. Er der grund til optimisme?

Det er en glæde at kunne meddele at Vågn op! i en artikelserie vil behandle disse alvorlige spørgsmål. Vi bringer her 1. del.

[Illustrationer på side 4]

Hvad kan videnskaben stille op mod forurening, sygdom og overbefolkning?

[Kildeangivelser]

WHO-foto af P. Almasy

WHO-foto af P. Almasy

1. del

Videnskaben — Menneskets evige søgen efter sandhed

„I SKAL kende sandheden, og sandheden skal frigøre jer.“ (Johannes 8:32) Disse velkendte visdomsord blev udtalt af en der af mange millioner betragtes som det største menneske der har levet.a Ordene drejede sig ganske vist om sandhed i religiøs forstand, men i visse henseender kan sandhed på ethvert område frigøre mennesker.

Kendskab til videnskabelige sandheder har for eksempel frigjort mennesker fra mange forkerte opfattelser, deriblandt den forestilling at Jorden er flad, at Jorden er universets centrum, at varme er en væske kaldet kaloric, at luftforurening forårsager epidemier og at atomet er den mindste enhed i alt stof. Ved at gøre brug af videnskabelige sandheder i industrien samt i forbindelse med kommunikation og transport, er folk blevet frigjort for meget slid og slæb, og til en vis grad også for de begrænsninger tid og afstand pålægger dem. De videnskabelige sandheder der anvendes ved sygdomsforebyggelse og inden for sundhedsvæsenet, har været med til at frigøre mennesker for en tidlig død og frygten for mange sygdomme.

Hvad er videnskab?

Ifølge The World Book Encyclopedia er videnskab „det store menneskelige kundskabsområde der beskæftiger sig med kendsgerninger som er knyttet sammen af principper (love)“. Der er selvfølgelig forskellige former for videnskab. Bogen The Scientist hævder: „I teorien kan næsten enhver form for viden gøres til en videnskab, eftersom et fagområde pr. definition bliver en videnskab når det er genstand for forskning efter den videnskabelige metode.“

Dette gør det noget vanskeligt at sætte klare grænser for hvor én videnskab begynder og en anden slutter. „I nogle tilfælde overlapper forskellige videnskabsgrene hinanden så meget at der er blevet oprettet tværvidenskabelige discipliner der kombinerer to eller flere videnskabsgrene,“ hedder det i The World Book Encyclopedia. Det er noget forskelligt fra land til land hvordan man opdeler de forskellige videnskabsgrene. Men efter arten af undersøgelsesområde kan videnskaben inddeles i naturvidenskaber og humanistiske videnskaber, undertiden med samfundsvidenskaber udskilt som en særlig kategori.

Til naturvidenskaber regnes kemi, fysik, astronomi, biologi (inddelt i zoologi og botanik) og matematik med flere. Er matematik en videnskab? Ja. Hvis ikke man havde en fælles målemetode ville det være umuligt at bestemme omfang, mængde, afstand og temperatur, og man ville ikke kunne foretage produktive videnskabelige undersøgelser. Det er derfor ikke uden grund at matematikken er blevet kaldt „videnskabens dronning og tjener“.

Humanistiske videnskaber er filosofi, historie, sprog- og litteraturvidenskab. Til samfundsvidenskaber regnes almindeligvis antropologi, sociologi, statskundskab og økonomi, oftest også psykologi med flere. (Se rammen side 8.)

Man skelner også mellem ren videnskab og anvendt videnskab. Ren videnskab beskæftiger sig udelukkende med selve de videnskabelige kendsgerninger og principper; anvendt videnskab beskæftiger sig med den praktiske anvendelse af videnskaben, hvilket også kaldes teknologi.

Den videnskabelige metode

Både religionen og videnskaben er et udtryk for at mennesket ønsker at kende sandheden. Men der er en betydelig forskel på hvordan man på den ene side søger at finde den religiøse sandhed og på den anden side søger at finde den videnskabelige sandhed. Den der søger efter den religiøse sandhed vil sandsynligvis enten lede i Bibelen, i Koranen, i Talmud, i vedaerne eller i Tipitaka, alt efter om vedkommende er kristen, muslim, jøde, hindu eller buddhist. Heri vil han finde det som ifølge hans religion er en åbenbaring af den religiøse sandhed, der hævdes at stamme fra en guddommelig kilde og derfor betragtes som en endegyldig autoritet.

Den der søger efter den videnskabelige sandhed har imidlertid ikke en sådan definitiv autoritet at vende sig til — hverken i form af en bog eller en person. Den videnskabelige sandhed bliver ikke åbenbaret, den bliver opdaget. Man må forsøge sig frem, hvilket hyppigt resulterer i fejl, og for den forsker der søger efter den videnskabelige sandhed er der ofte tale om et resultatløst foretagende. Men hvis han går systematisk til værks kan hans søgen bære frugt. (Se rammen „Den videnskabelige metode til at finde sandheden.“) De videnskabelige sejre bliver ikke desto mindre fejret på ruinerne af videnskabelige nederlag efterhånden som hidtil anerkendte opfattelser forkastes til fordel for nye der betragtes som endnu mere korrekte.

Til trods for at forskerne ofte slår i luften, har de ikke desto mindre i århundredernes løb opbygget en forbløffende mængde kundskab om videnskabelige emner. Skønt de tit har taget fejl, har de også mange gange været i stand til at rette de unøjagtige konklusioner før der skete alvorlig skade. Så længe den forkerte viden holder sig inden for den rene videnskabs område, er risikoen for at der sker alvorlig skade minimal. Men når ren videnskab med alvorlige mangler omsættes til anvendt videnskab, kan følgerne blive katastrofale.

Tag for eksempel den videnskabelige viden der gjorde det muligt at udvikle insektgifte. Det var noget man satte stor pris på indtil yderligere forskning viste at nogle insektgifte efterlader giftrester i fødekæden som er skadelige for mennesker. I visse samfund nær Aralsøen, der ligger i Usbekistan og Kasakhstan, har man set en forbindelse mellem den udbredte brug af insektgifte og forekomsten af kræft i spiserøret. I disse områder er hyppigheden af denne kræftform syv gange så høj som gennemsnittet for resten af det tidligere Sovjetunionen.

På grund af de store anvendelsesmuligheder blev spraydåser med aerosol meget populære — indtil videnskabelige undersøgelser lod formode at de var med til at ødelægge det beskyttende ozonlag omkring Jorden, og dét meget hurtigere end man hidtil havde antaget. Menneskets søgen efter den videnskabelige sandhed er derfor en vedvarende proces. Det vi i dag betragter som videnskabelige „sandheder“ bliver måske forkastet i morgen, og måske endog betragtet som fortidens farlige tankegods.

Hvorfor vi bør være interesserede i videnskab

Videnskab og teknologi har været stærkt medvirkende til at skabe den struktur der kendetegner vor tids verden. Frederick Seitz, forhenværende præsident for Det Nationale Videnskabernes Akademi i USA, har sagt: „Videnskaben, der til at begynde med hovedsagelig bestod af tankeeksperimenter, er nu ved at blive en af tilværelsens hjørnesten.“ Det er grunden til at videnskabelig forskning i dag er blevet synonymt med fremskridt. Enhver der sætter spørgsmålstegn ved de sidste nye resultater inden for videnskaben risikerer at blive stemplet som „reaktionær“. Det nogle betragter som videnskabelige fremskridt, er, set med deres øjne, det der adskiller det civiliserede fra det uciviliserede.

Det er derfor intet under at den britiske forfatter W. H. Auden har skrevet: „Handlingens mænd i vor tid, de der forandrer verden, er ikke politikere og statsmænd, men videnskabsmænd.“

Kun de færreste vil benægte at verden trænger til at blive forandret. Men kan videnskaben løse opgaven? Kan den finde frem til de videnskabelige sandheder der er nødvendige for at klare det 21. århundredes kolossale udfordringer? Kan den finde frem til disse sandheder før den frygtede verdenskatastrofe indtræffer?

Linus Pauling, der to gange har modtaget nobelprisen, har sagt: „Alle jordens beboere må have et vist kendskab til videnskabens beskaffenhed og resultater.“ Det er baggrunden for at vi bringer serien „Videnskaben — Menneskets evige søgen efter sandhed“. Gå ikke glip af 2. del i næste udgave af dette blad.

[Fodnote]

[Ramme/illustration på side 7]

DEN VIDENSKABELIGE METODE TIL AT FINDE SANDHEDEN

1. Iagttag hvad der sker.

2. Opstil på baggrund af disse iagttagelser en teori.

3. Afprøv teorien ved yderligere iagttagelser og eksperimenter.

4. Undersøg om de antagelser der bygger på teorien er korrekte.

[Ramme/illustrationer på side 8]

FORSKELLIGE VIDENSKABSGRENE

ANTROPOLOGI er studiet af mennesket set under en biologisk, social og kulturel synsvinkel.

ASTRONOMI er studiet af stjerner, planeter og andre objekter i rummet.

BIOLOGI er studiet af levende organismer og klassificeringen af planter og dyr.

BOTANIK er studiet af plantelivet; en af biologiens to hovedgrene.

FYSIK er læren om mekanik, varme, elektricitet, magnetisme, lys og lyd.

KEMI er studiet af stoffers egenskaber, sammensætning og indbyrdes reaktioner.

MATEMATIK er læren om tal, mængder, former og disses indbyrdes relationer

PSYKOLOGI er studiet af menneskesindet og baggrunden for menneskets adfærd.

ZOOLOGI er studiet af dyrelivet; en af biologiens to hovedgrene.