Har universet haft en begyndelse?

OP GENNEM tiden har mange med stor forundring betragtet den funklende stjernehimmel. Den uendelighed og ærefrygtindgydende skønhed der præger vores univers, virker overvældende på os. Hvem eller hvad står bag? Hvorfor er det her? Har universet eksisteret altid, eller har det haft en begyndelse?

David L. Block, som er professor i astronomi, har skrevet: „At universet ikke har eksisteret evigt — at det har haft en begyndelse — har ikke altid været erkendt.“ I de seneste årtier har vidnesbyrdene tvunget de fleste som udforsker universet, til at tro at det har haft en begyndelse. U.S.News & World Report skrev i 1997: „Stort set alle astrofysikere mener i dag at universet opstod som følge af en voldsom eksplosion (big bang-modellen), der udslyngede stof i alle retninger.“

Robert Jastrow, som er professor i astronomi og geologi ved Columbia University i USA, har om denne alment anerkendte konklusion skrevet: „Kun få astronomer kunne have forudset at denne begivenhed — universets pludselige fødsel — ville blive et bevist videnskabeligt faktum. Men iagttagelser af himmelen gjort ved hjælp af teleskoper har tvunget dem til at drage denne konklusion.“

Er „universets pludselige fødsel“ virkelig „et bevist videnskabeligt faktum“? Lad os se på de vidnesbyrd som har ført til denne konklusion.

Vidnesbyrd om en begyndelse

Albert Einsteins almene relativitetsteori, som blev fremsat i 1916, sagde indirekte at universet enten udvidede sig eller trak sig sammen. Den idé var imidlertid klart i modstrid med tanken om at universet var statisk, en opfattelse som dengang var almindeligt udbredt, og som Einstein også selv havde på det tidspunkt. Han indførte derfor hvad han kaldte „en kosmologisk konstant“ i sine beregninger. Det blev gjort i et forsøg på at tilpasse relativitetsteorien til den udbredte tro på at universet var statisk og uforanderligt.

I 1920’erne hobede der sig imidlertid så mange nye vidnesbyrd op at det fik Einstein til at kalde sin tilpasning af relativitetsteorien for „sit livs største fejltagelse“. Opstillingen af det kolossale 254-centimeters teleskop på Mount Wilson i Californien gjorde det muligt at indsamle sådanne vidnesbyrd. De iagttagelser man i 1920’erne gjorde ved hjælp af dette teleskop, beviste at universet udvider sig.

Tidligere kunne de største teleskoper man havde, kun identificere enkelte stjerner i vores egen galakse, Mælkevejen. Der var ganske vist observatører som havde bemærket nogle lysende tågeklatter som man kaldte stjernetåger, men den almindelige opfattelse var at der var tale om gasskyer i vores egen galakse. Ved hjælp af det langt kraftigere Mount Wilson-teleskop identificerede Edwin Hubble imidlertid enkelte stjerner i disse stjernetåger. De lysende tågeklatter blev til sidst identificeret som galakser svarende til vores egen Mælkevej. I dag anslås det at der findes mellem 50 og 125 milliarder galakser, som hver består af op til flere hundrede milliarder stjerner.

I slutningen af 1920’erne opdagede Hubble at galakserne er på vej væk fra os, og at de fjerner sig med større hastighed jo længere borte de befinder sig. Astronomerne kan beregne den hastighed hvormed en galakse fjerner sig fra os, ved hjælp af en spektrograf som måler spektret af det lys der kommer fra stjernerne. Lys fra fjerntliggende stjerner ledes gennem et prisme som opløser lyset i dets forskellige farvekomponenter.

Lys fra en genstand som bevæger sig væk fra iagttageren, er rødligt og kaldes rødforskudt. Lys fra en genstand der nærmer sig, kaldes tilsvarende blåforskudt. Det er bemærkelsesværdigt at alle kendte galakser, bortset fra nogle få som befinder sig tæt på os, har rødforskudte spektrallinjer. Det er på den måde forskerne kan konstatere at universet udvider sig på ordnet vis. Den hastighed hvormed udvidelsen foregår, kan afgøres ved at måle graden af spektrallinjernes rødforskydning.

Hvilken konklusion har erkendelsen af universets udvidelse ført til? En forsker bad folk om at tænke på det modsatte af en udvidelse. Han bad dem forestille sig at de så en film af det ekspanderende univers blive vist bagfra, så tilskueren blev vidne til universets tidligere historie. Hvis man forestiller sig det, ville man i stedet se universet trække sig sammen, og til sidst ville det hele vende tilbage til det samme udgangspunkt.

I sin bog Kosmiske tanker — Om sorte huller og babyuniverser, udgivet i 1993, har den fremtrædende fysiker Stephen Hawking konkluderet „at videnskaben kunne forudsige, at universet måtte have haft en begyndelse“.

Men for nogle få år siden var der mange som ikke mente at universet havde en begyndelse. Den berømte videnskabsmand Fred Hoyle mente ikke at universet er blevet til ved det som han lidt nedsættende kaldte ’et stort brag’. Han hævdede blandt andet at det, såfremt en sådan dynamisk begyndelse havde fundet sted, måtte være en begivenhed der kunne spores et eller andet sted i universet. Der burde være spor af strålingen i rummet, et genskin så at sige. Hvad afslørede forskernes søgen efter en sådan baggrundsstråling?

I The New York Times for 8. marts 1998 stod der at „astronomerne Arno Penzias og Robert Wilson omkring 1965 opdagede den allestedsnærværende kosmiske baggrundsstråling, resterne af den oprindelige eksplosion“. Artiklen tilføjede: „Tilsyneladende er big bang-modellen blevet endeligt bekræftet.“

I årene efter Arno Penzias’ og Robert Wilsons opdagelse rejste nogle imidlertid spørgsmålet om hvorfor man, hvis big bang-modellen var korrekt, ikke havde observeret små uregelmæssigheder i strålingens intensitet. Hvis der skulle kunne dannes galakser, måtte universet have haft køligere og tættere områder hvor stoffet kunne samle sig. De forsøg Arno Penzias og Robert Wilson foretog fra Jordens overflade, afslørede imidlertid ikke sådanne uregelmæssigheder.

I november 1989 blev satellitten Cosmic Background Explorer (COBE) derfor sendt ud i det ydre rum af rumfartsorganisationen NASA i USA. De opdagelser denne satellit gjorde, blev betegnet som storslåede. Professor Block forklarede: „Den svage mikrobølgestråling som blev målt af et differential-mikrobølgeradiometer (Differential Microwave Radiometer) om bord på COBE, var de samme bølgebevægelser som for milliarder af år siden førte til dannelsen af galakserne, og som har sat deres præg på vort kosmos.“

Betydningen af disse vidnesbyrd

Hvad kan vi udlede af det faktum at universet havde en begyndelse? Robert Jastrow har sagt: „Man kan kalde det big bang, men det er lige så præcist at kalde det selve skabelsesøjeblikket.“ Arno Penzias, som var med til at opdage universets baggrundsstråling, sagde: „Astronomien leder os tilbage til en unik begivenhed, et univers som blev frembragt af intet.“ COBE-satellittens holdleder, George Smoot, har bemærket: „Det vi har fundet, er et vidnesbyrd om universets fødsel.“

Hvis universet havde en begyndelse, eller blev skabt, er det så rimeligt at konkludere at der også må have været en „Begynder“ eller Skaber som har frembragt det? Det er der mange der mener. George Smoot sagde om de opdagelser man gjorde ved hjælp af COBE: „Det er som at se Guds ansigt.“

Der er selvfølgelig millioner af mennesker som uden de seneste årtiers videnskabelige vidnesbyrd har troet på Bibelens indledende ord: „I begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden.“ — 1 Mosebog 1:1.

Det er dog ikke alle der ønsker at anerkende dette enkle bibelske udsagn. Fysikeren Stephen Hawking har udtalt: „Mange forskere kunne ikke lide tanken om at universet havde en begyndelse, et skabelsesøjeblik.“ Michael J. Behe har sagt at de „ikke brød sig om de konsekvenser teorien havde ud over de rent videnskabelige og arbejdede ihærdigt på at udvikle alternative teorier“.

Spørgsmålet er altså: Opstod universet af sig selv? Skete det blot tilfældigt, eller blev det skabt af en intelligent Skaber? Vidnesbyrdene i den følgende artikel kaster mere lys over disse spørgsmål.

Opstod det ved et tilfælde, eller blev det skabt?

MANGE forskere har det ikke godt med tanken om at universet blev frembragt af en intelligent Skaber. De funderer derfor over om det på en eller anden måde kunne opstå af sig selv. Ingen har imidlertid formået at give en forklaring på hvordan det skulle være foregået.

Det forholder sig som tidsskriftet Scientific American for januar 1999 gjorde opmærksom på: „Big bang-modellen beskriver ikke universets fødsel.“ Tidsskriftet tilføjede: „For at forklare universets oprindelige opståen er det nødvendigt med en anden teori, som beskriver forholdene endnu længere tilbage.“

Men synes du det lyder fornuftigt at universet blot på en eller anden måde opstod af sig selv? Fysikeren Charles H. Townes har bemærket: „Det er sandt at fysikere håber at de på et tidspunkt vil kunne se bag om ’big bang’ og muligvis kunne forklare universets oprindelse, eksempelvis som en form for svingning. Men hvad er det i så fald der svinger, og hvordan kom denne svingning i gang? Så vidt jeg kan se, vil spørgsmålet om oprindelse altid synes ubesvaret hvis vi udelukkende analyserer det fra et videnskabeligt synspunkt.“

I dag er det alment anerkendt at der var en tid hvor universet ikke eksisterede, og at det senere opstod på en eller anden måde. Kan vores viden om universets naturlove hjælpe os til at forstå hvordan det skulle være sket?

„To sider af samme sag“

Sådan har man beskrevet forholdet mellem energi og stof. „Stof er ganske enkelt en form for energi,“ siger Scientific American. Sammenhængen mellem stof og energi kommer til udtryk i Einsteins berømte formel E=mc² (energi er lig med masse gange kvadratet på lysets hastighed). Denne ligning afslører at en lille smule masse eller stof indeholder kolossale mængder energi. Professor Timothy Ferris siger: „Den forklarer hvorfor en bombe på størrelse med en appelsin kan lægge en by i ruiner.“

Lad os se på den anden side af sagen. Ifølge Einsteins teori kan energi også omdannes til stof. Dannelsen af det fysiske univers kan således have været hvad en kosmolog har kaldt „den voldsomste omdannelse af stof og energi vi har fået lov at stifte bekendtskab med“.

Men hvorfra stammer det stof og den energi som er en forudsætning for en sådan „omdannelse“? Videnskaben har ikke noget tilfredsstillende svar. Meget interessant siger Bibelen om Gud: „Fordi hans vældige styrke er så stor, og hans kraft så stærk, mangler end ikke én.“ (Esajas 40:26) Uanset hvordan Gud skabte universet, har han tydeligvis den kraft og energi der skal til for at gøre det.

Giver de videnskabelige vidnesbyrd os grund til at tro at der står en uforlignelig Intelligens bag skabelsen af universet? Et tilbageblik på universets begyndelse kan hjælpe os til et svar.

En begyndelse præget af orden

Tænk over følgende: Den omdannelse af stof til energi som en atombombe forårsager, medfører kaos, som man så det ved ødelæggelsen af Hiroshima og store dele af Nagasaki i 1945. Men universet er ikke kaotisk. Det er harmonisk og smukt. Tænk på vores enestående Jord og dens forbløffende variation af liv. Det er klart at dette ikke kan være blevet til uden nogen form for intelligent styring eller kontrol.

Tidsskriftet Newsweek for 9. november 1998 gennemgik konsekvenserne af de opdagelser man har gjort angående universets tilblivelse. Newsweek skrev at kendsgerningerne „tydede på at stof og bevægelse opstod sådan som Første Mosebog fortæller, ex nihilo, det vil sige af intet, i en kæmpemæssig eksplosion af lys og energi“. Bemærk de grunde Newsweek anførte for at sammenligne universets begyndelse med Bibelens beskrivelse af begivenheden.

„De kræfter der blev frigjort var — og er — bemærkelsesværdigt (mirakuløst?) afbalancerede: Hvis big bang havde været en smule mindre voldsomt, ville udvidelsen af universet være foregået langsommere, og det ville hurtigt (i løbet af få millioner år eller få minutter — under alle omstændigheder hurtigt) være kollapset igen. Havde eksplosionen været en smule kraftigere, kunne universet have spredt sig til en suppe der var så tynd at stoffet ikke ville samle sig og danne stjerner. Sandsynligheden for at det skulle gå galt var — for at beskrive den med et passende ord — astronomisk stor. Forholdet mellem rummets volumen og den tilstedeværende masse og energi ved big bang må, da eksplosionen skete, have ligget inden for en fejlmargen på en tusind billiontedel af en procent for at det skulle lykkes.“

At der må have været en „Finindstiller“ af universet, antydede Newsweek således: „Træk blot én fra (en tusind billiontedel af en procent, som nævnt ovenfor), . . . og resultatet ville ikke blot blive disharmoni, men evig entropi og is. Så hvad, eller hvem, var den store Finindstiller?“

Astrofysikeren Alan Lightman har erkendt at forskerne „finder det mystisk at universet blev til i en så ordenspræget tilstand“. Han tilføjer at „enhver brugbar kosmologisk teori i sidste ende bør forklare dette entropi-problem“ — hvorfor universet ikke er blevet kaotisk.

Hvorfor denne modvilje imod at tro?

Mener du også at „en så ordenspræget tilstand“ tyder på at der findes en Organisator? Det gør de fleste. Men det gælder ikke dem der hævder at være ateister. Hvorfor ser de anderledes på det? Det skyldes deres tro! Som professor Ferris har sagt: „Lad os erkende at ateisme er en tro som alle andre.“ Han hævder at det ville være bedre „hvis vi holdt Gud fuldstændig ude af kosmologien“.

Det gør mange — men det giver dem nogle problemer. George Greenstein, der er professor i astronomi, har efter at have bemærket mange af de ting der kunne opfattes som vidnesbyrd om at universet er konstrueret, skrevet: „Jeg blev overbevist om at sådanne ’sammentræf’ næppe kunne skyldes tilfældigheder.“ Alligevel hævder Greenstein: „Gud er ikke nogen forklaring.“ Nogle forskere tilsidesætter deres sunde fornuft til fordel for deres tro på den traditionelle videnskabelige lære.

Den berømte fysiker Fred Hoyle indrømmer imidlertid at hans „tro“ er blevet svækket i de senere år af hans liv. I 1980’erne gik han til bekendelse: „Hvis man tolker kendsgerningerne ved hjælp af sin sunde fornuft, tyder de på at en superintelligens har pillet ved både fysikken, kemien og biologien, og på at der ikke i nævneværdig grad findes blinde kræfter i naturen. De værdier man når frem til ved at regne på det vi ved, er set med mine øjne så overbevisende at man i realiteten ikke længere behøver at sætte spørgsmålstegn ved den konklusion.“

I perioden hvor den moderne videnskabelige forskning så dagens lys, kom sir Isaac Newton til et lignende resultat. Han skrev: „Dette vidunderligt skønne system af sol, planeter og kometer kunne kun fungere i kraft af en intelligent og almægtig magts beslutninger og herredømme.“

Lad os se på en af konsekvenserne af Isaac Newtons og Johannes Keplers opdagelser af lovene om bevægelse.

Hvorfor rumflyvning er mulig

I begyndelsen af det 17. århundrede beskrev Johannes Kepler lovene for planeternes bevægelser, og The World Book Encyclopedia bemærker at disse love „anvendes til at fastlægge satellitters baner og planlægge rumfartøjers flyvning“. I 1687 publicerede Isaac Newton sine berømte bevægelseslove, og ifølge samme opslagsværk „udgør de, ligesom Keplers love, en grundpille når det gælder planlægning af rumflyvning“. Hvorfor forholder det sig sådan?

Fordi man ved hjælp af disse love og matematiske beregninger kan fastslå hvor i rummet en bestemt genstand vil befinde sig på et givet tidspunkt. Det der gør sådanne beregninger mulige, er himmellegemernes — heriblandt Månens og Jordens — konsekvente og altid forudsigelige bevægelser. I sit kredsløb om Jorden bevæger Månen sig for eksempel med en gennemsnitlig hastighed på 3700 kilometer i timen, og den fuldfører turen på lidt mindre end en måned med forbløffende præcision. Med lige så stor forudsigelighed fuldfører Jorden sit årlige kredsløb om Solen med en gennemsnitlig hastighed på omkring 107.200 kilometer i timen.

Når man skal sende et rumfartøj fra Jorden til Månen, sigter man derfor imod et punkt i Månens bane som ligger tusinder af kilometer foran det sted i rummet hvor den befinder sig på opsendelsestidspunktet. Ved hjælp af forskellige beregninger kan man helt præcis afgøre hvor Månen vil befinde sig på et forud fastlagt tidspunkt. Sendes rumfartøjet af sted i den rigtige retning og med den rigtige drivkraft, vil det nå frem til samme sted på det rigtige tidspunkt og gøre en månelanding mulig.

Hvad er det der gør det muligt at forudsige himmellegemernes bevægelser så præcist? John Glenn, den første amerikanske astronaut der kredsede rundt om Jorden, udbrød da han så universets orden: „Kan alt dette blot være opstået af sig selv? . . . Det kan jeg ikke tro.“ Og han tilføjede: „En skabende kraft . . . har bragt himmellegemerne ind i deres kredsløb og holder dem i deres bane.“

Rumforskeren dr. Wernher von Braun sagde med dyb respekt for de love der styrer universet: „Bemandet rumflyvning . . . har hidtil kun åbnet en ganske lille dør ud til rummets vældige vidder. Hvad vi gennem dette glughul kan se af universets uendelige mysterier, bekræfter kun vor tro på dets skaber.“

Paul A. M. Dirac, som var professor i matematik ved Cambridge-universitetet, har udtalt: „Man kan måske beskrive situationen ved at sige at Gud er matematiker, en matematiker i topklasse, og at han har benyttet en matematik af højeste orden ved opbygningen af universet.“

Hvem er denne store matematiker der besidder en så suveræn intelligens?

Hvem er Skaberen?

Hvis vi under en rejse i et ukendt område opdager et smukt hus omgivet af velpassede plæner og en pragtfuld have, er vi straks klar over at det ikke kan være opstået af sig selv. Det ville være en helt igennem ufornuftig konklusion. Der må stå en dygtig håndværker og gartner bag.

Det er indlysende at vores storslåede univers, som er langt mere komplekst, må have haft en Skaber. I Bibelen identificerer denne Skaber sig med et navn: „Jeg er Jehova. Det er mit navn.“ (Esajas 42:8) Ifølge Bibelen udbryder de der viser deres værdsættelse af Guds værk: „Du er værdig, Jehova, ja vor Gud, til at modtage herligheden og æren og magten, for du har skabt alle ting, og på grund af din vilje var de til og blev de skabt.“ — Åbenbaringen 4:11.

Ud over at åbenbare det navn han har givet sig selv, har Jehova også i sit skrevne ord løftet sløret for hvad der er hans hensigt med at berede Jorden til bolig for mennesket. Og Jesus Kristus, Guds egen søn, gav os en garanti for troværdigheden af Guds ord da han sagde: „Dit ord er sandhed.“ — Johannes 17:17.

For ikke så længe siden bemærkede et videnskabeligt tidsskrift: „Til forskel fra alle tidligere generationer ved vi hvordan vi er blevet til. Men i lighed med alle tidligere generationer ved vi stadig ikke hvorfor.“ Det er imidlertid muligt at få svar på dette spørgsmål. Det besvares i Guds ord. Du kan finde svaret i den følgende artikel.