BRUTALE hænder klemte om min hals. Jeg forsøgte at skrige.

„Hold op! Hold op med at skrige, så gør jeg dig ikke noget,“ sagde han og strammede grebet om min hals.

Men jeg troede ikke på ham og adlød ham ikke. Jeg blev ved med at prøve at skrige. Jeg rev ham i ansigtet, slog hans briller af og vred gebisset ud af hans mund. Mens han kæmpede for at holde mig fast jog jeg neglene dybt ind i huden tæt ved hans øjne. Da hans fingre kom i nærheden af min mund, bed jeg ham så hårdt jeg kunne. Og jeg skreg og skreg.

Det lyder måske utroligt, men jeg var ikke bange — det blev jeg først senere. Lige i øjeblikket var jeg vred! Det bæst skulle ikke tro at han bare kunne bryde ind hos os og voldtage mig, hverken her eller nogen som helst andre steder!

Men han opgav ikke forsøget. Han greb et bælte der lå i nærheden og bagbandt mig med det — og dette gentog sig, da det flere gange lykkedes mig at komme fri. Med en arm om min hals famlede han efter sine tænder og briller på gulvet. Pludselig lykkedes det mig at rive mig løs. Jeg begyndte at smide med det jeg nu kunne få fat på og at skrige usammenhængende som var jeg blevet vanvittig.

Han havde tydeligvis planlagt at overfalde mig på et tidspunkt hvor jeg ikke var på vagt. Han må have regnet med at jeg ville stivne af skræk og gøre som han sagde uden at protestere, nærmest i en choktilstand. Jeg blev også chokeret da han kastede sig over mig, men jeg gav ikke efter. Jeg standsede heller ikke op for at tænke over hvad jeg skulle gøre. Jeg begyndte bare med det samme at skrige og kradse og sparke og bide. Det var også det bedste jeg kunne have gjort, for det overraskede ham at jeg gjorde så voldsom modstand. Bevidstheden om at han ikke havde fuldt herredømme hverken over sig selv eller over mig, gav mig et vigtigt psykologisk rygstød lige fra begyndelsen. Det styrkede mig i beslutningen om at kæmpe og gav mig større håb om at kunne vinde.

Det der har hjulpet mig mest til at komme over det, er nok bevidstheden om at jeg med Jehovas hjælp har gjort det rigtige, så godt jeg nu kunne. Når jeg havde en god dag kunne jeg endda se nogle enkelte lyspunkter ved det hele. Gang på gang er jeg blevet opmuntret ved at læse følgende skriftsteder fra Bibelen:

„Hvis en pige der er jomfru, er forlovet med en mand, og en anden mand finder hende i byen og ligger hos hende, så skal I føre dem begge ud til den bys port og dænge dem til med sten, og de skal dø — pigen fordi hun ikke skreg i byen, og manden fordi han ydmygede sin næstes hustru. Sådan skal du fjerne det onde fra din midte. Men hvis det er på marken manden finder pigen der er forlovet, og manden griber fat i hende og ligger hos hende, så skal manden som lå hos hende, alene dø, men pigen må du ikke gøre noget. Pigen har ikke begået nogen synd der fortjener døden, for ligesom når en mand rejser sig mod sin næste og myrder ham, en sjæl, sådan forholder det sig her. Det var jo på marken han fandt hende. Pigen der var forlovet, skreg, men der var ingen som kom hende til undsætning.“ — 5 Mosebog 22:23-27.

Jeg var inderligt taknemmelig over at kende disse enkle ord. De har lært mig hvad det var min moralske pligt at gøre. De hjalp mig til ikke at blive forvirret eller usikker. På grund af disse ord vidste jeg nøjagtig hvad jeg skulle gøre. Jeg skreg, og desuden gjorde jeg modstand. Jeg stolede på Bibelens vejledning og erfarede at den er ufejlbarlig. Min mand og jeg bad ofte til Jehova, og efterhånden fik jeg mine kræfter og min sindsro igen.

Jeg vil ikke ønske for nogen anden kvinde at hun skal komme ud for et voldtægtsforsøg — og da slet ikke en fuldbyrdet voldtægt. Men ifølge Uniform Crime Reports — Crime in the United States [en rapport om kriminalitet i USA] 1983-udgaven, side 5, sker der i USA en voldtægt hvert syvende minut. Selv stolede jeg på Jehova. Jeg huskede hans ord og skreg, og derudover gjorde jeg modstand.