-
Fordømmer religiøse modstandereJesus – vejen, sandheden og livet
-
-
Disciplene og mange andre har lyttet med. Nu henvender Jesus sig til dem og advarer mod de skriftlærde og farisæerne. Disse mænd har “sat sig på Moses’ plads” for at undervise i Guds lov. Jesus vejleder sine tilhørere: “Alt det de siger til jer, skal I derfor gøre, men I skal ikke gøre som dem, for de siger ét og gør noget andet.” – Matthæus 23:2, 3.
Jesus kommer nu med nogle eksempler på deres hykleri: “Skriftstedskapslerne som de går med for at beskytte sig, gør de brede.” Nogle jøder gik med små kapsler, eller beholdere, der indeholdt korte passager fra Loven, på deres pande eller deres arm. Farisæerne gør deres større for at give det udseende af at Loven har stor betydning for dem. Og “frynserne på deres tøj gør de lange”. Israelitterne skulle lave frynser på deres tøj, men farisæerne sikrer sig at deres frynser er ekstra lange. (4. Mosebog 15:38-40) Alt det gør de “for at blive set af folk”. – Matthæus 23:5.
Endog Jesus’ disciple kunne blive påvirket af et ønske om at være fremtrædende, så han siger til dem: “I skal ikke lade jer kalde ‘rabbi’, for én er jeres Lærer, og I er alle brødre. I skal ikke kalde nogen på jorden jeres ‘far’, for én er jeres Far, og han er i himlen. I skal heller ikke lade jer kalde ‘ledere’, for én er jeres Leder, Kristus.” Men hvordan skal disciplene betragte sig selv, og hvordan skal de opføre sig? Jesus siger til dem: “Den største blandt jer skal være jeres tjener. Den der ophøjer sig selv, vil blive ydmyget, og den der ydmyger sig selv, vil blive ophøjet.” – Matthæus 23:8-12.
Bagefter udtaler Jesus en række fordømmelser over de hykleriske skriftlærde og farisæere: “Ve jer, skriftlærde og farisæere, hyklere! For I lukker himlenes rige for folk. I går ikke selv derind, og I tillader heller ikke dem der er på vej derind, at gå ind.” – Matthæus 23:13.
Jesus fordømmer farisæerne fordi deres hjemmelavede regler afspejler at de er ligeglade med det Jehova mener er vigtigt. For eksempel siger de: “Hvis nogen sværger ved templet, betyder det ingenting, men hvis nogen sværger ved guldet i templet, er han forpligtet.” De viser på den måde hvor blinde de er moralsk set, for guldet i templet er vigtigere for dem end den åndelige værdi af Jehovas hus. Og de “ser bort fra det der er vigtigere i Loven, nemlig retfærdighed og barmhjertighed og trofasthed”. – Matthæus 23:16, 23; Lukas 11:42.
Jesus kalder farisæerne “blinde vejledere, der sier myggen fra, men sluger kamelen!” (Matthæus 23:24) De sier en myg fra vinen fordi det er et ceremonielt urent insekt. Men når de ser bort fra det der er vigtigere i Loven, er det som om de sluger en hel kamel, der også er et ceremonielt urent dyr, bare meget større. – 3. Mosebog 11:4, 21-24.
-
-
Jesus’ sidste dag i templetJesus – vejen, sandheden og livet
-
-
Det er sidste gang Jesus er i templet, og han fortsætter med at afsløre de skriftlærdes og farisæernes hykleri ved rent ud at kalde dem hyklere. Han bruger billedsprog for at beskrive hvordan de er: “I renser det udvendige af bægret og fadet, men indvendigt er de fulde af grådighed og nydelsessyge. Du blinde farisæer, rens først det indvendige af bægret og fadet så det udvendige af det også kan blive rent.” (Matthæus 23:25, 26) Farisæerne er meget omhyggelige når det gælder ceremoniel renhed og det ydre, men de forsømmer deres indre menneske og renser ikke deres symbolske hjerte.
Deres hykleri ses også af at de gerne vil bygge og udsmykke profeternes gravsteder. Men som Jesus nævner, er de “sønner af dem der myrdede profeterne”. (Matthæus 23:31) Det viser de ved deres ihærdige forsøg på at dræbe Jesus. – Johannes 5:18; 7:1, 25.
Jesus peger nu på hvad der vil ske med de religiøse ledere hvis de ikke angrer: “Slanger, giftslangeyngel, hvordan vil I undgå Gehennas dom?” (Matthæus 23:33) Gehenna, eller Hinnomdalen, er et sted i nærheden som bliver brugt til at brænde affald, og det er et godt billede på den varige tilintetgørelse der venter de onde skriftlærde og farisæere.
Jesus’ disciple vil repræsentere ham som “profeter, vise mænd og offentlige lærere”. Hvordan vil de blive behandlet? Jesus siger henvendt til de religiøse ledere: “Nogle af [mine disciple] vil I dræbe og pælfæste, og nogle af dem vil I piske i jeres synagoger og forfølge fra by til by. Alt det retfærdige blod der er blevet udgydt på jorden, skal derfor komme over jer, fra den retfærdige Abels blod til blodet af Zakarias, ... som I myrdede.” Han advarer dem: “Jeg siger jer at alt dette vil komme over denne generation.” (Matthæus 23:34-36) Det sker i år 70 da de romerske hære ødelægger Jerusalem og tusindvis af jøder omkommer.
-