Jesus er imidlertid klar over hvad de planlægger og handler derfor hurtigt for at undgå at blive tvunget til at gå med dem. Han sender folkemængden bort og nøder sine disciple til at gå om bord i båden og sætte kurs hjemad, mod Kapernaum, hvorefter han trækker sig tilbage til bjerget for at bede. Her tilbringer han natten helt alene.

Fra bjerget lægger Jesus kort før daggry mærke til at en stærk vind er ved at piske søen op. Påsken er nært forestående; det er altså næsten fuldmåne; og i månelyset ser Jesus båden med hans disciple, der ror af al kraft for at komme frem.

Ved dette syn kommer Jesus ned fra bjerget og begynder at gå ud til dem på bølgerne. Mellem fem og seks kilometer ude indhenter han disciplene, men fortsætter som om han ville gå forbi dem. Da de ser ham, råber de: „Det er et synsbedrag!“

Jesus svarer beroligende: „Det er mig; vær ikke bange.“

Peter siger da: „Herre, hvis det er dig, så befal at jeg skal komme ud til dig på vandet.“

„Kom!“ svarer Jesus.

Så stiger Peter ud af båden og går på vandet, hen mod Jesus. Men da han ser stormen bliver han bange, og idet han begynder at synke, råber han: „Herre, red mig!“

Straks rækker Jesus hånden ud, griber fat i Peter og siger: „Du småttroende, hvorfor gav du efter for tvivl?“

[Helsides illustration på side 9]