-
Bibelens storslåede temaÅbenbaringen — Det store klimaks er nær!
-
-
9. Hvem er tydeligvis en del af Slangens afkom?
9 Først er der Slangens afkom. Hvem er det? Det omfatter tydeligvis de andre åndeskabninger der sluttede sig til Satan i oprøret og som til sidst blev kastet ned til det jordiske domæne sammen med ham. (Åbenbaringen 12:9) Eftersom Satan, eller Beelzebul, er „dæmonernes hersker“, er det tydeligt at de udgør hans usynlige organisation. — Markus 3:22; Efeserne 6:12.
10. Hvordan viser Bibelen at der også er andre som hører med til Satans afkom?
10 Desuden sagde Jesus til sin tids jødiske religiøse ledere: „I er fra jeres fader Djævelen, og I vil gerne gøre hvad jeres fader ønsker.“ (Johannes 8:44) Ved deres modstand mod Guds søn viste disse religiøse ledere at de også kom fra Satan. De var en del af Satans afkom, idet de tjente ham som deres symbolske fader. Mange andre mennesker har op gennem historien vist hvor de hører til ved at gøre Satans vilje, især ved at modstå og forfølge Jesu disciple. Disse mennesker kan kollektivt betegnes som Satans synlige organisation på jorden. — Se Johannes 15:20; 16:33; 17:15.
-
-
Bibelens storslåede temaÅbenbaringen — Det store klimaks er nær!
-
-
15. (a) Beskriv udviklingen af Satans afkom blandt såvel mennesker som engle. (b) Hvad skete der med Satans afkom under vandfloden på Noas tid?
15 Satans jordiske afkom begyndte at vise sig meget tidligt i menneskehedens historie. Kain, det første menneske der blev født, „var af den onde og slog sin broder [Abel] ihjel“. (1 Johannes 3:12) Senere talte Enok om at Jehova ville komme „med sine hellige titusinder for at eksekvere dom over alle og bevise at alle de ugudelige var skyldige i alle deres ugudelige gerninger som de havde øvet på en ugudelig måde, og i alle de chokerende ord som ugudelige syndere havde udtalt imod ham“. (Judas 14, 15) Desuden var der oprørske engle som sluttede sig til Satan og blev en del af hans afkom. De „forlod deres egen bolig“ i himmelen for at materialisere sig i kødelige legemer og gifte sig med menneskedøtrene. De frembragte et overmenneskeligt bastardafkom af tyranner. Verden blev fyldt med vold og ondskab, med det resultat at Gud udslettede den i Vandfloden. De eneste mennesker der overlevede, var den trofaste Noa og hans familie. De ulydige engle — nu dæmoner under Satans herredømme — blev tvunget til at forlade deres dødsdømte menneskehustruer og bastardbørn. De dematerialiserede sig og vendte tilbage til åndeverdenen, hvor de afventer eksekveringen af Guds snarlige dom over Satan og hans afkom. — Judas 6; 1 Mosebog 6:4-12; 7:21-23; 2 Peter 2:4, 5.
16. (a) Hvilken tyran trådte frem på skuepladsen efter Vandfloden, og hvordan viste han at han var en del af Satans afkom? (b) Hvordan krydsede Gud tårnbyggernes planer?
16 Kort efter Vandfloden fremtrådte der en tyran ved navn Nimrod på jorden. Bibelen beskriver ham som „en vældig jæger i opposition til Jehova“ — i sandhed en del af slangens afkom. Ligesom Satan afslørede han en oprørsk ånd og byggede byen Babel eller Babylon i trods mod Jehovas hensigt, som var at menneskene skulle spredes og fylde jorden. Babylons pragtstykke skulle have været et stort tårn hvis top nåede op i himmelen. Men Gud krydsede tårnbyggernes planer. Han forvirrede deres sprog og ’spredte dem derfra over hele jordens flade’, men lod byen Babylon blive stående. — 1 Mosebog 9:1; 10:8-12; 11:1-9.
Der opstår politiske magter
17. Hvilket fordærvet samfundselement opstod efterhånden som menneskeslægten voksede, og hvilke store imperier fremkom som følge heraf?
17 I Babylon opstod der samfundselementer som var i opposition til Jehovas suveræne herredømme. Et af disse elementer var det politiske. Efterhånden som menneskeslægten voksede, var der andre ærgerrige mennesker som fulgte Nimrods eksempel og tilrev sig magt. Det ene menneske begyndte at udøve myndighed over det andet til skade for det. (Prædikeren 8:9) På Abrahams tid blev Sodoma og Gomorra og nabobyerne således underlagt konger fra Sinear og andre fjerne lande. (1 Mosebog 14:1-4) Dygtige hærførere og organisatorer opbyggede vældige imperier hvorved de skaffede sig rigdom og ære. Bibelen omtaler nogle af disse, deriblandt Ægypten, Assyrien, Babylon, Medo-Persien, Grækenland og Rom.
18. (a) Hvordan stillede Guds tjenere sig til de politiske herskere? (b) Hvordan har politiske myndigheder undertiden tjent Guds interesser? (c) Hvordan har mange herskere tydeligt vist at de hører til Slangens afkom?
18 Jehova tolererede disse politiske magters eksistens, og hans tjenere viste dem relativ lydighed når de levede i lande som var underlagt deres herredømme. (Romerne 13:1, 2) Til tider tjente politiske myndigheder endog til fremme af Guds hensigter eller til beskyttelse af hans folk. (Ezra 1:1-4; 7:12-26; Apostelgerninger 25:11, 12; Åbenbaringen 12:15, 16) Mange politiske herskere har imidlertid på det grusomste modarbejdet den sande tilbedelse og således tydeligt vist sig at være en del af Slangens afkom. — 1 Johannes 5:19.
19. Hvordan skildres verdensmagterne i Åbenbaringens bog?
19 Menneskers styre er i de fleste tilfælde kommet sørgeligt til kort med hensyn til at bringe menneskene lykke eller at løse deres problemer. Jehova har tilladt menneskene at forsøge sig med enhver styreform, men han billiger ikke korruption eller misregimente. (Ordsprogene 22:22, 23) I Åbenbaringen fremstilles de undertrykkende verdensmagter under ét som et stolt og forfærdende vilddyr. — Åbenbaringen 13:1, 2.
En selvisk handelsverden
20, 21. Hvilket andet samfundselement må regnes med til Satans onde afkom, og hvorfor?
20 I nær tilknytning til de politiske ledere opstod der en samfundsgruppe som beskæftigede sig med uærlig forretning og vareomsætning. Af beretninger som er fundet i det gamle Babylons ruiner fremgår det at forretningstransaktioner hvor andres uheldige situation blev groft udnyttet, var meget almindelige dengang. Verdens købmænd er vedblevet med at søge selvisk vinding til den dag i dag, hvor der i mange lande er nogle få som er meget rige, mens hovedparten af befolkningen må leve i fattigdom. I dette industrialiserede århundrede har fabrikanter og forretningsfolk skaffet sig stor profit ved at forsyne de politiske magter med store lagre af djævelske våben, deriblandt masseødelæggelsesvåben der nu er årsag til stor bekymring. Sådanne grådige forretningsmagnater og andre af deres slags må sammen med ’militærtribunerne’ og ’de stærke mænd’ regnes med til Satans onde afkom. De er alle en del af den jordiske organisation som Gud og Kristus dømmer værdig til udslettelse. — Åbenbaringen 19:18.
21 Til den fordærvede politiske verden og den grådige handelsverden må der føjes et tredje velkendt element af det jordiske menneskesamfund som også fortjener Guds ugunstige dom. Hvad er det for et element? Du vil nok blive overrasket over hvad Åbenbaringen siger om dette.
Babylon den Store
22. Hvilken form for religion opstod i det gamle Babylon?
22 Opførelsen af det gamle Babylon var ikke kun et politisk foretagende. Eftersom byen blev grundlagt i trods mod Jehovas suverænitet, var der religion med i spillet. Ja, det gamle Babylon blev ligefrem et afgudsdyrkelsens udspring. Dets præster fremholdt gudvanærende lærdomme, som for eksempel at mennesket har en sjæl der lever videre efter døden og at der i den hinsides verden findes et evigt pinested som beherskes af dæmoner. De fremelskede tilbedelse af skabninger og af et utal af guder og gudinder. De fandt på myter som skulle forklare jordens og menneskets oprindelse og foretog nedværdigende ritualer og ofringer som skulle sikre menneskers og markers frugtbarhed og skaffe sejr i krig.
23. (a) Hvad tog folk med sig da de spredtes fra Babylon, og med hvilket resultat? (b) Hvilket navn bruger Åbenbaringen til at betegne den falske religions verdensimperium? (c) Hvad har den falske religion altid kæmpet imod?
23 Da menneskene fra Babylon spredtes ud over jorden i de forskellige sproggrupper, tog de den babyloniske religion med sig. På denne måde blev ritualer og opfattelser som svarede til dem der fandtes i det gamle Babylon, udbredt blandt de oprindelige indbyggere i Europa, Afrika, Amerika, Det Fjerne Østen og øgrupperne i det sydlige Stillehav, og mange af disse opfattelser holdes i hævd den dag i dag. Åbenbaringen omtaler derfor meget passende den falske religions verdensimperium som en by der kaldes Babylon den Store. (Åbenbaringen, kapitlerne 17, 18) Overalt hvor den falske religion er blevet sået, har den avlet undertrykkende præsteskaber, overtro, uvidenhed og umoralitet. Den har været et magtfuldt redskab i Satans hånd. Babylon den Store har altid bittert bekæmpet den sande tilbedelse af den suveræne Herre Jehova.
24. (a) Hvordan blev Slangen i stand til at „knuse hælen“ på kvindens afkom? (b) Hvorfor beskriver profetien blot dette som en hæl der knuses?
24 En særlig forkastelig del af Slangens afkom, nemlig farisæerne og de skriftlærde i det første århundredes jødedom, gik foran med hensyn til at forfølge og til sidst myrde den der i første række repræsenterede kvindens afkom. På denne måde lykkedes det Slangen at „knuse hælen“ på afkommet. (1 Mosebog 3:15; Johannes 8:39-44; Apostelgerninger 3:12, 15)
-