„Jeg kan forstå at der er mange missionærer her,“ bemærkede jeg.

„Ja, vi har omkring 60 i de distrikter vi har ansvar for, og de kommer fra 13 lande. De arbejder hårdt og har i høj grad bidraget til at arbejdet har fået et solidt fodfæste. De lokale brødre efterligner denne ånd i deres kærlighed og nidkærhed for sandheden. Trods arbejdsløshed og meget begrænsede materielle midler bruger mange brødre 15 timer eller mere på arbejdsmarken hver måned. Vi håber at du vil møde nogle af disse nidkære arbejdere under dit besøg.“

Ja, det så jeg frem til.

I forkyndelsen med missionærer

Anna-Margrethe (en dansk søster som døde i 1990 efter over 20 års missionærtjeneste) tog mig med i sit distrikt i byens centrum. For at få et indtryk af det lokale gadeliv tog vi en car rapide. Det er en lille bus som stopper hyppigt. Der var 25 passagerer med bussen, og hvis de alle havde været slanke ville turen have været ganske behagelig. Men de to damer jeg delte bænk med var alt andet end slanke. Jeg tog imidlertid turen med et smil.

„I mit distrikt i centrum kan du få mange interessante ting at se,“ forklarede Anna-Margrethe da vi nåede vort mål. „Har du set de farverige sandaler?“ spurgte hun og pegede på boderne langs fortovet. „De er lavet af farvet fåre- og gedeskind.“ Vi gik hen til sandalmagerne, og Anna-Margrethe begyndte at tale med dem på deres eget sprog, wolof. De lyttede opmærksomt og var helt fascinerede af Adam og Eva som de blev skildret i den farveprægtige brochure.

Snart blev vi kontaktet af gadesælgere, kaldet bana-bana-mænd, som tilbød et væld af varer. Nogle solgte riskoste, andre tøj, låse, medicin, pengepunge, appelsiner og endda levende fugle. Én ville sælge mig en kora, et strengeinstrument der er fremstillet af en halv kalabas (græskar) med en stok som hals og som anslås med begge hænder. Jeg lagde mærke til at der bagpå var lavet et lille maskebillede af læder og gedehorn samt af små ’lykkeskaller’. Vi forklarede at vi ikke kunne købe noget der var dekoreret med symboler der havde med heksekunst eller ukristne ritualer at gøre. Til vores overraskelse gav bana-bana-manden os ret og sagde at han selv var muslim. Han gemte kora’en bag sin lange flagrende klædning, eller boubou, og lyttede koncentreret mens Anna-Margrethe viste brochuren, som var på arabisk. Han blev så begejstret at han straks tog imod brochuren og begyndte at læse i den. Efter at have takket overstrømmende gik han med sin brochure og den usolgte kora. Vi var sikre på at han ville studere brochuren hjemme.

Senere talte jeg med John, som også har været missionær i over 20 år.

„Folk er meget venlige her, og man kan næsten komme i snak med alle dem man møder,“ fortalte John. „Den almindelige hilsen ’assalam alaikum’ betyder ’fred være med dig’, og de fleste mennesker er fredelige. Dette er et land kendetegnet af teranga, gæstfrihed, hvilket viser sig ved indbyggernes venlighed, varme og munterhed.“ Efterhånden forstod jeg hvorfor så mange unge udenlandske forkyndere kunne forlade deres familie og venner for at tjene i dette missionærdistrikt.

Fri til heltidstjeneste

Missionærånden har i høj grad smittet af på de lokale forkyndere.

Dominic, en missionær der arbejder i og omkring Ziguinchor, fortalte at forkyndelsesarbejdet i dette område går fremad. „For blot ti år siden,“ sagde han, „var der kun 18 forkyndere i Ziguinchor-menigheden. Nu er der 80. For at følge med væksten har vi opført en smuk ny rigssal af rødt ler som vi fandt på byggegrunden. Byggeprojektet har været et stort vidnesbyrd i lokalsamfundet. Mange som så mennesker fra adskillige stammer og med forskellig hudfarve arbejde fredeligt sammen, kom med positive kommentarer. Ved et nyligt afholdt kredsstævne var det højeste antal tilstedeværende 206, og 4 blev døbt.“