„I mit distrikt i centrum kan du få mange interessante ting at se,“ forklarede Anna-Margrethe da vi nåede vort mål. „Har du set de farverige sandaler?“ spurgte hun og pegede på boderne langs fortovet. „De er lavet af farvet fåre- og gedeskind.“ Vi gik hen til sandalmagerne, og Anna-Margrethe begyndte at tale med dem på deres eget sprog, wolof. De lyttede opmærksomt og var helt fascinerede af Adam og Eva som de blev skildret i den farveprægtige brochure.

Snart blev vi kontaktet af gadesælgere, kaldet bana-bana-mænd, som tilbød et væld af varer. Nogle solgte riskoste, andre tøj, låse, medicin, pengepunge, appelsiner og endda levende fugle. Én ville sælge mig en kora, et strengeinstrument der er fremstillet af en halv kalabas (græskar) med en stok som hals og som anslås med begge hænder. Jeg lagde mærke til at der bagpå var lavet et lille maskebillede af læder og gedehorn samt af små ’lykkeskaller’. Vi forklarede at vi ikke kunne købe noget der var dekoreret med symboler der havde med heksekunst eller ukristne ritualer at gøre. Til vores overraskelse gav bana-bana-manden os ret og sagde at han selv var muslim. Han gemte kora’en bag sin lange flagrende klædning, eller boubou, og lyttede koncentreret mens Anna-Margrethe viste brochuren, som var på arabisk. Han blev så begejstret at han straks tog imod brochuren og begyndte at læse i den. Efter at have takket overstrømmende gik han med sin brochure og den usolgte kora. Vi var sikre på at han ville studere brochuren hjemme.

Jehovas vidner begyndte at studere Bibelen med Michel mens han gik på et universitet i Dakar. „Jeg var nedslået over den umoralske holdning som rådede blandt de studerende og blev naget af forvirrende spørgsmål,“ beretter Michel. „Jeg spurgte hvorfor mennesket var blevet træl af skadelige skikke og traditioner. Bibelen gav mig svaret. Det var som om en tung byrde blev løftet af mine skuldre. Mine forældre insisterede på at jeg skulle fortsætte mine studier, men jeg begyndte som hjælpepioner og var siden almindelig pioner resten af min studietid. Den største glæde fandt jeg ved som pioner at dele den gode nyhed med andre, i stedet for at gøre karriere i et system der snart forsvinder.“ Michel tjener nu som specialpioner i Mbour.

Polygami kontra kristen monogami

De lokale skikke harmonerer ikke altid med de kristne principper, og dette frembyder særlige udfordringer. Alioune, der er præsiderende tilsynsmand i en af Jehovas Vidners seks menigheder i Dakar-området, fortæller: „Da jeg første gang hørte om sandheden der frigør, havde jeg to koner. Som muslim tillod min religion mig endda at have flere. Min far havde fire, og de fleste af mine venner havde adskillige. Det er almindeligt accepteret her i Afrika.“ Men hvad blev følgen af en sådan livsform?

„Det giver mange problemer at have mere end én kone,“ forklarer Alioune, „især hvad angår børnene. Jeg har ti børn med min første kone og to med min anden. I polygame familier er faderen ofte fremmed for børnene, som derfor ikke får hans hjælp og tugt. Desuden afholdt polygami mig ikke fra indimellem at begå ægteskabsbrud. Det er kun selvbeherskelse, der er en frugt af Guds ånd, som har kunnet gøre det.“ Hvad gjorde Alioune?

„Jeg sendte min anden kone tilbage til hendes forældres hjem,“ fortsætter han, „og forklarede taktfuldt at det ikke skyldtes at jeg havde fundet noget anstødeligt ved hende, men at jeg ønskede at efterleve Guds krav. Jeg sørgede for at alle mine børn fik dækket deres åndelige og materielle behov. Jeg er taknemmelig for at de i dag tjener Jehova. Af de ni som er forkyndere er de fem døbt, to tjener som specialpionerer og de andre tre er almindelige pionerer eller hjælpepionerer. Sandheden har virkelig frigjort mig for mange af de problemer det giver at opdrage børn.“

Mange mennesker i denne del af Senegal holder stadig fast ved deres forfædres animistiske tro og tilbeder feticher, også selv om de bekender sig som kristne eller muslimer. Jeg lyttede opmærksomt til hvad Victor, der er ældste i Ziguinchor-menigheden, havde at fortælle.

„Jeg er vokset op i en stor fetichdyrkende familie i Guinea. Ved min fødsel viede min far mig til en bestemt ånd, eller dæmon. For at vinde dens gunst skulle jeg regelmæssigt tage en sort kuffert under sengen frem, sætte et lille alter op og bringe blodofre til hornet som repræsenterede min skytsdæmon. Selv efter at jeg var blevet katolik var jeg dæmonernes træl. Men så flyttede jeg til Senegal, hvor Jehovas vidner begyndte at studere Bibelen med mig. Min kone og jeg lærte at vi ikke samtidig kunne spise ved „Jehovas bord“ og „dæmoners bord“. (1 Korinther 10:21) Men da jeg holdt op med at bringe ofre gik dæmonerne til angreb på os. Jeg var bange for at smide den sorte kuffert med dæmoniske genstande ud fordi jeg havde hørt om en mand som var blevet sindssyg da han gjorde det.“ Victor befandt sig i en desperat situation!

„Men ordene i Romerbrevet 8:31, 38, 39 gav os den fornødne styrke til at skaffe os af med alt som havde tilknytning til fetichdyrkelse. Nu hvor vi sætter vor lid til Jehova, er vi blevet frie. Hele min familie nærer et vidunderligt håb om at komme til at leve evigt i et jordisk paradis hvor alle mennesker vil være befriet for onde dæmoners indflydelse.“