Serbiens historie i nyere tid

Serbien ligger midt på Balkan, og i dette land, som er præget af forskellige kulturer, bor der folk af mange nationaliteter. I 1935 blev der oprettet et afdelingskontor i Beograd som skulle føre tilsyn med forkyndelsen i det tidligere Jugoslavien, og det resulterede i en storslået teokratisk vækst. Hvordan har brødrene i Serbien i nyere tid ydet hjælp til folk i de nydannede stater i regionen?

Samtidig med at landegrænserne blev lukket og det religiøse og racemæssige had bredte sig, arbejdede brødre af forskellige nationaliteter fredeligt sammen på kontoret i Zagreb, Kroatien. Men da racemæssige og nationale fordomme blussede op og til sidst kunne mærkes uden for Betels mure, var vores serbiske brødre tvunget til at rejse. I 1992 begyndte de serbiske publikationer igen at blive oversat i Beograd, som de var blevet det næsten 50 år tidligere. Det viste sig at være et klogt skridt taget i rette tid.

Der var akut behov for nødhjælp i Bosnien, hvor der var heftige kampe. Afdelingskontoret i Østrig havde kærligt sørget for en forsendelse af nødforsyninger, og brødrene i Serbien var dem der bedst kunne transportere forsyningerne til de serbiskkontrollerede områder i Bosnien.

Selvom kamphandlingerne ikke bredte sig til Serbien, kunne man alligevel mærke virkningerne af krigen. En handelsboykot gjorde det vanskeligt at modtage forsendelser af litteratur fra Tyskland, hvor den blev trykt. Når menighederne ikke havde modtaget de sidste nye blade, studerede vores brødre blot ældre artikler indtil der kom nogle nye. Men i sidste ende gik brødrene aldrig glip af et eneste nummer af bladene.

„EN STYRKENDE HJÆLP“

„Da vi ankom til Serbien i 1991, gennemgik landet store politiske omvæltninger,“ fortæller Daniel Nizan, der var udgået fra Gilead. Vi var imponerede over den nidkærhed brødrene lagde for dagen til trods for den kritiske situation i landet. Jeg husker hvor overraskede vi var over at se omkring 50 rejse sig for at blive døbt ved den første særlige stævnedag som min kone og jeg overværede. Det opmuntrede os meget.“

Dette ægtepar ydede en stor hjælp i forbindelse med oprettelsen af et nyt kontor i Beograd. I det tidligere kontor på Milorada Mitrovića-gade var der kun plads til 10 mennesker. I stueetagen var der også en rigssal. Efterhånden som oversætterholdet voksede, blev der brug for mere plads. Til sidst fandt man en byggegrund, og i slutningen af 1995 tog betelfamilien de nye faciliteter i brug.

De stadig forværrede forhold fik flere til at reagere positivt på budskabet, og efterhånden som antallet af forkyndere steg, blev der også større behov for kærligt tilsyn. Behovet blev til dels dækket af specialpionerer fra Italien. Disse energiske og selvopofrende heltidstjenere gav sig selv fuldt og helt. Det var ikke let for specialpionererne at lære et nyt sprog og tilpasse sig en ny kultur i denne periode hvor landet var i krig, men alligevel blev de „en styrkende hjælp“ for brødrene i Serbien. — Kol. 4:11.

Pionerer fra andre lande ydede hjælp på mange måder, men vigtigst af alt „bragte de deres teokratiske erfaring med sig“, siger Rainer Scholz, der er koordinator for landsudvalget i Serbien. I dag er de 55 menigheder i Serbien glade for den hjælp de får af 70 specialpionerer.

DE SMERTELIGE VIRKNINGER AF HYPERINFLATION

Serbien kunne ikke undgå at mærke krigens smertelige økonomiske virkninger, især da inflationen løb løbsk. I de 116 dage mellem oktober 1993 og den 24. januar 1994 var „den kumulative inflation på 500 billioner procent“, siger en kilde. Mira Blagojević, der har arbejdet på Betel siden 1982, mindes at hun måtte tage en taske fuld af penge med til markedet for blot at købe nogle få grøntsager.

En anden søster, Gordana Siriški, fortæller at da hendes mor på et tidspunkt hævede sin månedlige pension, var den ikke mere værd end prisen på en rulle toiletpapir. Gordana siger: „Man begriber ikke hvordan folk kunne overleve når alt hvad de ejede, pludselig blev værdiløst. Takket være det verdensomspændende brodersamfund modtog vi nødhjælp udefra. Efterhånden som folk mistede tiltroen til bankerne og regeringen, fik mange tro på Gud, og brødrene og søstrene blev knyttet nærmere sammen.“

OVERSÆTTELSE AF BIBELEN

Oversætterholdene i Jugoslavien havde igennem mange år arbejdet nært sammen på ét sted i Zagreb, Kroatien. Efter krigen flyttede hver gruppe af oversættere til deres respektive lande, men bevarede kontakten med oversætterholdet i Zagreb. Det viste sig især at være til gavn da det serbiske hold begyndte at oversætte Ny Verden-Oversættelsen af De Kristne Græske Skrifter. Målet var at få den udgivet ved Jehovas Vidners områdestævne i 1999.

Mens oversætterne var i færd med at færdiggøre bibeloversættelsen, beredte landet sig på krig. Telefonlinjerne ville uden tvivl blive ustabile på grund af bombeangreb, og det ville gøre det vanskeligt for oversætterne at sende materiale fra Beograd til trykkeriet i Tyskland. Tirsdag den 23. marts arbejdede brødrene hele natten − alt imens der var overhængende fare for luftangreb − og tidligt næste morgen blev de elektroniske filer sendt til Tyskland. Få timer senere begyndte bombardementet, og oversætterne kunne søge ly i et beskyttelsesrum glade og tilfredse. Men det var intet i forhold til den glæde de følte da den trykte bibel blev frigivet fire måneder senere ved områdestævnet i Beograd. Under bombardementerne, og de mange gange hvor strømmen gik, fortsatte brødrene med at oversætte andre publikationer. Men ofte måtte de afbryde deres arbejde og løbe til et sikkert område. Det var en stresset tid, men alle var glade for at kunne være med til at fremstille den stærkt tiltrængte åndelige føde.

Som følge af hårdt arbejde og Jehovas velsignelse blev Ny Verden-Oversættelsen af De Kristne Græske Skrifter udgivet på serbisk i juli 1999. Stævnedeltagerne strømmede over af taknemmelighed og glæde fordi de nu havde fået denne oversættelse på deres eget sprog. Hele Ny Verden-Oversættelsen på serbisk blev frigivet ved områdestævnet i 2006, både i en udgave med det kyrilliske alfabet og i en udgave med det latinske alfabet.

DEN RELIGIØSE MODSTAND INTENSIVERES

Den serbiske ortodokse kirke er landets største trossamfund. Mange sætter derfor lighedstegn mellem dét at være serber og dét at være ortodoks. Hvis man ikke tilhører den ortodokse kirke, er man ifølge deres opfattelse ikke serber. Ikke desto mindre tog mange imod Bibelens budskab i løbet af 1990’erne. Mod slutningen af krigen, i 1999, var forkyndertallet næsten fordoblet og havde nået et højdepunkt på 4026.

Denne åndelige velstand fik den ortodokse kirke til at se sig ond på Jehovas folk. Kirken søgte at stoppe vores forkyndelsesarbejde ved at bringe folks nationalistiske følelser i kog. Modstanderne tyede til vold og manipulation med loven i håb om at gøre brødrene modløse. For eksempel sad 21 af vores brødre stadig i fængsel fordi de ønskede at forblive politisk neutrale. De fleste af dem blev løsladt kort efter krigen, og de var taknemmelige for at Jehova havde styrket deres tro under denne ildprøve.

Den 9. april 2001 nedlagde indenrigsministeriet pludselig forbud mod import af vores litteratur. Hvad var grunden? Myndighederne hævdede at vores publikationer havde en negativ indflydelse på landets ungdom. Også Bibelen var taget med på listen over forbudte bøger!

Den negative omtale af vores arbejde i fjernsyn og aviser resulterede i at nogle af dem forkynderne traf, til tider optrådte voldeligt. „De kunne finde på at slå os når vi forkyndte fra dør til dør,“ siger en specialpioner, og „andre gange kastede de sten efter os“. Desuden blev der begået hærværk mod nogle rigssale. I dag har vores brødre i Serbien lov til at samles for at tilbede Jehova, men de skal stadig holde lav profil.

Brødrene fortsætter med nidkært at forkynde. Det fremgår tydeligt af deres eksempel at Jehovas folk ikke nærer fordomme, men viser sand kristen kærlighed. I de senere år er der blevet tilrettelagt vellykkede kampagner, som brødre fra andre europæiske lande har deltaget i. De har brugt deres ferie på at forkynde i ledige distrikter i Serbien og Montenegro. Men der er stadig meget arbejde der skal gøres for at nå ud til de omkring tre millioner der bor i disse områder.

I dag består Betel i Beograd af tre bygninger der ligger i et parklignende område. De tre medlemmer af landsudvalget fører tilsyn med arbejdet i Serbien og Montenegro. Når man hører navnet Serbien kommer man måske til at tænke på Jehovas Vidners beslutsomhed og nidkærhed, og det er et vidnesbyrd om at Jehova har velsignet sit folk i dette tidligere krigshærgede område.

[Ramme/​illustration på side 232]

’De gav det bedste de havde’

ŠANDOR PALFI

FØDT 1933

DØBT 1964

PROFIL Hans forældre lærte sandheden at kende i en af partisanernes lejre kort efter den anden verdenskrig. Han tjente som rejsende tilsynsmand i weekenderne og er nu medlem af landsudvalget i Serbien.

EFTERSOM min familie stammer fra Ungarn, blev vi sendt til en af partisanernes lejre i en kort periode. Det kom der dog noget positivt ud af, for mine forældre lærte sandheden at kende dér. Bibelens budskab sagde mig ikke så meget som teenager. Men i et par år boede Franz Brand i vores hus, og han havde en stor indvirkning på mig. Han spurgte mig om jeg ville oversætte en ungarsk publikation til serbisk. Jeg troede at jeg hjalp ham da jeg sagde ja, men senere fandt jeg ud af at det ikke var nødvendigt at oversætte den; han ville blot sikre sig at jeg læste publikationen. Hans taktik lykkedes, og nogen tid senere, i 1964, blev jeg døbt.

En af mine største glæder har været at tjene som rejsende tilsynsmand. Det var ikke altid let, for brødrene havde ikke meget at gøre godt med. Når jeg overnattede hos en familie, sov vi mange gange i samme rum. Men det har været alle ofrene værd. Det var skønt at se brødrenes glæde. De så ivrigt frem til mit besøg, og de var parate til at give det bedste de havde. Hvordan kunne jeg være andet end taknemmelig?