Jehova ophøjede tjeneren

14, 15. Hvorfor ophøjede Jehova sin tjener, og hvordan gjorde han det?

¹⁴ I en anden profeti om sin messianske tjener udtaler Jehova: „Se! Min tjener vil handle med indsigt. Han vil være højt stillet, ja vil være hævet højt og meget ophøjet.“ (Es. 52:13) Som følge af at Sønnen loyalt underordnede sig Jehovas suverænitet og forblev trofast under den mest ekstreme prøve, ophøjede Jehova ham.

¹⁵ Apostelen Peter skrev om Jesus: „Han er ved Guds højre hånd, for han tog bort til himmelen, og engle og myndigheder og magter blev underlagt ham.“ (1 Pet. 3:22) Tilsvarende skrev apostelen Paulus: „[Han] ydmygede . . . sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på en marterpæl. Netop derfor ophøjede Gud ham også til en højere stilling og gav ham i sin godhed navnet som er over ethvert andet navn, så at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, deres i himmelen og deres på jorden og deres under jorden, og hver tunge åbent anerkende at Jesus Kristus er Herre til ære for Gud, Faderen.“ — Fil. 2:8-11.

16. Hvordan blev Jesus yderligere ophøjet i 1914, og hvad har han udrettet siden da?

¹⁶ I 1914 ophøjede Jehova Jesus yderligere. Han blev „meget ophøjet“, eller højt ophøjet, da Jehova indsatte ham på tronen som konge i det messianske rige. (Sl. 2:6; Dan. 7:13, 14) Siden da har han ’hersket midt blandt sine fjender’. (Sl. 110:2) Han sejrede først over Satan og hans dæmoner, idet han kastede dem ned til jordens nærhed. (Åb. 12:7-12) Derefter udfriede han som den større Kyros resten af sine salvede brødre på jorden fra „Babylon den Store“. (Åb. 18:2; Es. 44:28) Han har ledet et verdensomspændende forkyndelsesarbejde, der har resulteret i indsamlingen af „de øvrige“ af hans åndelige brødre og derefter af millioner af „andre får“, som loyalt samarbejder med den „lille hjord“. — Åb. 12:17; Joh. 10:16; Luk. 12:32.

17. Hvad har vi lært indtil nu ved at studere Esajas’ profetier om Jehovas „tjener“?

¹⁷ Studiet af disse bemærkelsesværdige profetier i Esajas’ Bog har i sandhed øget vores værdsættelse af vor store konge og genløser, Jesus Kristus. Den måde hvorpå han som søn underordnede sig Jehova under sin jordiske tjeneste, genspejlede den oplæring han havde fået ved Faderens side før han kom til jorden. Han har vist sig at være „et lys for nationerne“ både ved sin egen forkyndelse og det forkyndelsesarbejde han har ledet indtil i dag. Som vi herefter skal se, åbenbarer en anden profeti om den messianske tjener at han ville lide og dø til gavn for os, noget vi også må ’betragte nøje’ nu da højtiden til minde om hans død nærmer sig. — Hebr. 12:2, 3.

Jehovas tjener — „gennemboret for vor overtrædelse“

„Han blev gennemboret for vor overtrædelse; han blev knust for vor brøde . . . og ved hans sår blev der helbredelse for os.“ — ES. 53:5.

1. Hvad bør vi tænke på når vi holder mindehøjtid, og hvilken profeti kan hjælpe os til det?

VI HOLDER mindehøjtid for at mindes Kristi død og alt hvad hans død og opstandelse har udvirket. Denne højtid minder os om hævdelsen af Jehovas suverænitet, helligelsen af hans navn og gennemførelsen af hans hensigt, derunder menneskehedens frelse. Der findes næppe nogen anden profeti i Bibelen der bedre skildrer Kristi offer og hvad dette offer har udvirket, end den profeti der er nedskrevet i Esajas 53:3-12. Esajas forudsagde hvilke lidelser Jehovas tjener ville gennemgå, og nævnte specifikke detaljer om Kristi død og om de velsignelser hans salvede brødre og hans „andre får“ ville få del i som følge af hans død. — Joh. 10:16.

2. Hvad viser Esajas’ profeti, og hvilken virkning vil det have på os at gennemgå den?

² Omkring syv hundrede år før Jesus blev født, inspirerede Jehova Esajas til at profetere at hans udvalgte tjener ville være trofast selv når han blev prøvet til det yderste. Det viser at Jehova havde fuldstændig tillid til at hans søn ville være loyal. Denne gennemgang af Esajas’ profeti vil fylde vort hjerte med taknemmelighed og styrke vor tro.

„Ringeagtet“ og ’ikke regnet for noget’

3. Hvorfor burde jøderne have hilst Jesus velkommen, men hvordan tog de imod ham?

³ Læs Esajas 53:3. Forestil dig hvad det har betydet for Guds enestefødte søn at give afkald på den glæde det gav ham at tjene ved sin Faders side, og komme til jorden for at bringe sit liv som et offer der kunne frelse menneskeheden fra synd og død! (Fil. 2:5-8) Hans offer skulle udvirke at mennesker kunne opnå sand tilgivelse for deres synder, noget som de dyreofre der blev bragt under Moseloven, blot forudskildrede. (Hebr. 10:1-4) Burde i det mindste ikke jøderne, der ventede den lovede Messias, have hilst ham velkommen og vist ham ære? (Joh. 6:14) I stedet blev Kristus „ringeagtet“ af jøderne, og de „regnede ham ikke for noget“, sådan som Esajas havde forudsagt. Apostelen Johannes skrev: „Han kom til sit eget, men hans egne tog ikke imod ham.“ (Joh. 1:11) Apostelen Peter sagde henvendt til jøderne: „Vore forfædres Gud . . . har herliggjort sin tjener, Jesus, som I, ja I, overgav og nægtede at kendes ved for Pilatus’ ansigt, da han havde besluttet at give ham fri. Ja, I nægtede at kendes ved den hellige og retfærdige.“ — Apg. 3:13, 14.

4. Hvordan blev Jesus kendt med sygdom?

⁴ Esajas forudsagde også at Jesus ville blive „kendt med sygdom“. Under sin tjeneste blev Jesus ganske vist træt indimellem, men intet tyder på at han blev syg. (Joh. 4:6) Han blev dog kendt med de sygdomme som dem han forkyndte for, led af. Han havde medfølelse med disse mennesker og helbredte mange. (Mark. 1:32-34) Jesus opfyldte derved den profeti som siger: „I sandhed, han bar vore sygdomme; og han slæbte på vore lidelser.“ — Es. 53:4a; Matt. 8:16, 17.

Som „slået af Gud“

5. Hvilken opfattelse havde mange jøder af Jesu død, og hvorfor forværrede det Jesu lidelser?

⁵ Læs Esajas 53:4b. Mange af Jesu samtidige forstod ikke hvorfor han måtte lide og dø. De troede at Gud straffede ham, ja, plagede ham med en afskyelig sygdom. (Matt. 27:38-44) Jøderne anklagede Jesus for at have spottet Gud. (Mark. 14:61-64; Joh. 10:33) Jesus var naturligvis hverken en synder eller en gudsbespotter. Men i betragtning af hvor meget han elskede sin Fader, må selve tanken om at han skulle dø som en der var anklaget for gudsbespottelse, have forværret de lidelser han som Jehovas tjener gennemgik. Ikke desto mindre var han villig til at underlægge sig Jehovas vilje. — Matt. 26:39.

6, 7. I hvilken forstand ’knuste’ Jehova sin trofaste tjener, og hvorfor var det noget han „fandt behag i“?

⁶ En ting er at Esajas’ profeti siger at andre ville mene at Kristus var „slået af Gud“, men det er noget ganske andet når den forudsiger: „Jehova fandt behag i at knuse ham.“ (Es. 53:10) Hvordan kunne Jehova, i betragtning af at han også sagde: „Se! Min tjener . . . Min udvalgte, som min sjæl har godkendt“, på nogen måde ’finde behag i at knuse ham’? (Es. 42:1) I hvilken forstand kan man sige at det var noget der glædede Jehova?

⁷ For at forstå denne del af profetien bør vi huske at Satan ved at anfægte Jehovas suverænitet såede tvivl om alle Guds tjeneres loyalitet, både i himmelen og på jorden. (Job 1:9-11; 2:3-5) Jesus forblev loyal til døden og gav dermed det fuldkomne svar på Satans udfordring. Jehova tillod altså at Kristus blev slået ihjel af sine fjender, men der kan ikke herske tvivl om at det pinte Jehova at se sin udvalgte tjener blive dræbt. Det Jehova fandt behag i, var at se at hans søn var fuldstændig trofast. (Ordsp. 27:11) Desuden var det til stor glæde for ham at vide at mennesker der angrer og omvender sig, ville få gavn af hans søns død. — Luk. 15:7.

„Gennemboret for vor overtrædelse“

8, 9. (a) Hvordan blev Jesus „gennemboret for vor overtrædelse“? (b) Hvordan bliver denne tanke bekræftet af Peter?

⁸ Læs Esajas 53:6. Syndige mennesker har flakket om som bortkomne får og søgt at blive udfriet fra den sygdom og død de har arvet fra Adam. (1 Pet. 2:25) Eftersom alle Adams efterkommere var ufuldkomne, kunne ingen af dem tilbagekøbe det som Adam havde forspildt. (Sl. 49:7) Men i sin store kærlighed ’lod Jehova al vor brøde ramme ham’, sin elskede søn og udvalgte tjener. Ved at indvillige i at blive „gennemboret for vor overtrædelse“ og „knust for vor brøde“ bar Kristus vore synder på marterpælen og døde i vort sted.

⁹ Apostelen Peter skrev: „Det var jo det I blev kaldet til, for også Kristus led for jer, hvorved han efterlod jer et forbillede så I kan følge lige i hans fodspor. Han bar selv vore synder i sit legeme på pælen, for at vi skulle være døde og borte fra synderne og leve for retfærdigheden.“ Derefter citerede han fra Esajas’ profeti: „Og ’ved hans sår blev I helbredt’.“ (1 Pet. 2:21, 24; Es. 53:5) Dette åbnede mulighed for at syndere kunne blive forligt med Gud. Som Peter udtrykte det: „Kristus døde jo én gang for alle for vore synders skyld, en retfærdig for uretfærdige, for at han kunne føre jer til Gud.“ — 1 Pet. 3:18.

„Ført som et lam til slagtning“

10. (a) Hvordan beskrev Johannes Døber Jesus? (b) Hvordan kom Johannes’ beskrivelse til at passe på Jesus?

¹⁰ Læs Esajas 53:7, 8. Da Johannes Døber så Jesus komme hen imod sig, udbrød han: „Se, Guds lam som tager verdens synd bort!“ (Joh. 1:29) Johannes har med udtrykket lam måske tænkt på følgende ord af Esajas: „Han blev ført som et lam til slagtning.“ (Es. 53:7, fdn.) „Han udtømte sin sjæl til døden,“ profeterede Esajas. (Es. 53:12) Den aften Jesus indstiftede højtiden til minde om sin død, gav han de 11 trofaste apostle et bæger med vin og sagde i overensstemmelse med ovennævnte profeti: „Dette betyder mit blod, ’pagtens blod’, der skal udgydes for mange til synders tilgivelse.“ — Matt. 26:28.

11, 12. (a) Hvad illustrerer dét at Isak var villig til at lade sig ofre, om Kristi offer? (b) Hvad bør vi tænke på med hensyn til den større Abraham, Jehova, når vi overværer mindehøjtiden?

¹¹ Jesus var, som Isak i fortiden, villig til at blive bragt som et offer. (1 Mos. 22:1, 2, 9-13; Hebr. 10:5-10) Isak indvilligede i at blive ofret, men det var Abraham der forsøgte at bringe offeret. (Hebr. 11:17) På lignende måde accepterede Jesus villigt at han skulle dø, men det var Jehova der indstiftede ordningen med en genløsning. At Gud ofrede sin søn, var et udtryk for hans dybe kærlighed til menneskene.

¹² Jesus selv sagde: „Gud elskede verden så meget at han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv.“ (Joh. 3:16) Apostelen Paulus skrev: „Gud anbefaler sin egen kærlighed til os derved at Kristus døde for os mens vi endnu var syndere.“ (Rom. 5:8) Derfor ærer vi Kristus ved at mindes hans død, men vi bør aldrig glemme at den som gjorde det muligt at bringe dette offer, var den større Abraham, Jehova. Vi overværer mindehøjtiden for at prise ham.

Tjeneren fører „mange til en retfærdig stilling“

13, 14. Hvordan har Jehovas tjener ført „mange til en retfærdig stilling“?

¹³ Læs Esajas 53:11, 12. Jehova sagde om sin udvalgte tjener: „Den retfærdige, min tjener, [vil] føre mange til en retfærdig stilling.“ Hvordan ville han gøre det? Det får vi et fingerpeg om i slutningen af vers 12, hvor der står: „Og for overtræderne trådte han [tjeneren] mæglende ind.“ Alle Adams efterkommere er født som syndere, ’overtrædere’, og modtager derfor „den løn synden betaler“, nemlig døden. (Rom. 5:12; 6:23) Det er nødvendigt med forligelse mellem Jehova og syndige mennesker. Kapitel 53 i Esajas’ profeti beskriver i smukke vendinger hvordan Jesus ’mæglede’, eller gik i forbøn, for den syndige menneskehed: „Den tugt der skulle tjene til vor fred, kom til at hvile på ham, og ved hans sår blev der helbredelse for os.“ — Es. 53:5.

¹⁴ Ved at tage vore synder på sig og dø i vort sted førte Kristus „mange til en retfærdig stilling“. Paulus skrev: „Gud besluttede at lade hele fylden bo i ham [Kristus] og gennem ham at forlige alt andet med sig — hvad enten det er det på jorden eller det i himlene — ved at stifte fred ved blodet han udgød på marterpælen.“ — Kol. 1:19, 20.

15. (a) Hvem udgør „det i himlene“ som Paulus omtaler? (b) Hvem er de eneste der har lov til at nyde mindehøjtidens symboler, og hvorfor?

¹⁵ „Det i himlene“ som bliver forligt med Jehova ved Kristi udgydte blod, er de salvede kristne, der er kaldet til at herske med Kristus i himmelen. De kristne „som har andel i den himmelske kaldelse“, bliver erklæret „retfærdige til liv“. (Hebr. 3:1; Rom. 5:1, 18) Derefter avler Jehova dem som åndelige sønner. Den hellige ånd vidner for dem om at de er „Kristi medarvinger“, kaldede til at være konger og præster i hans himmelske rige. (Rom. 8:15-17; Åb. 5:9, 10) De bliver en del af det åndelige Israel, „Guds Israel“, og tages med i ’den nye pagt’. (Jer. 31:31-34; Gal. 6:16) Som parthavere i den nye pagt har de lov til at tage af symbolerne ved mindehøjtiden, derunder ’bægeret med vin’. Om bægeret sagde Jesus: „Dette bæger betyder den nye pagt i kraft af mit blod, som skal udgydes til gavn for jer.“ — Luk. 22:20.

16. Hvem udgør „det på jorden“, og hvordan opnår de en retfærdig stilling ind for Jehova?

¹⁶ „Det på jorden“ er Kristi andre får, der har håb om at komme til at leve evigt på jorden. Også dem fører Jehovas udvalgte tjener til en retfærdig stilling ind for Jehova. Eftersom de tror på Kristi genløsningsoffer og således „har vasket deres lange klæder og gjort dem hvide i Lammets blod“, erklærer Jehova dem retfærdige, ikke som åndelige sønner, men som sine venner, og derved får de det vidunderlige håb at overleve „den store trængsel“. (Åb. 7:9, 10, 14; Jak. 2:23) Da disse andre får ikke er med i den nye pagt og derfor ikke har håb om at komme til at leve i himmelen, nyder de ikke mindehøjtidens symboler, men er til stede som respektfulde iagttagere.