Tvungen tjeneste

Vidnesbyrdene i det nære østen om en „tvungen tjeneste“ går så langt tilbage som til det 18. århundrede før vor tidsregning. Offentlige dokumenter fra den syriske oldtidsby Alalakh omtaler arbejdshold som blev udskrevet af staten til at udføre en tvungen tjeneste. I Ugarit på den syriske kyst var fæstebønder underlagt en lignende ordning medmindre de var blevet fritaget af kongen.

De folkeslag som var blevet undertvunget i en krig, blev hyppigt sat til at udføre tvangsarbejde. De ægyptiske arbejdsfogeder satte israelitterne til at lave teglsten. Senere brugte israelitterne kana’anæerne i det forjættede land til at arbejde for sig, og David og Salomon benyttede den samme praksis. — 2 Mosebog 1:13, 14; 2 Samuel 12:31; 1 Kongebog 9:20, 21.

Da israelitterne bad Samuel om at indsætte en konge over dem, forklarede han hvad kongen havde ret til at forlange af dem. Han ville tage nogle af sine undersåtter til at køre sine stridsvogne og sætte nogle af dem i sit rytteri; han ville tage nogle til at pløje og høste for sig, til at lave våben og så videre. (1 Samuel 8:4-17) Da Salomon byggede Jehovas tempel, tog han de fremmede som var efterladt i landet, til at udføre arbejde som trælle, „men af Israels sønner gjorde Salomon ingen til trælle, for de var stridsmænd og hans tjenere og hans øverste embedsmænd og hans adjudanter og øverster for hans stridsvogne og hans rytteri“. — 1 Kongebog 9:22.

Om de israelitter Salomon brugte i sine byggeprojekter, siges der i Første Kongebog 5:13, 14: „Kong Salomon udskrev så tvangsarbejdere fra hele Israel, og tvangsarbejderne udgjorde tredive tusind mand. Derpå sendte han dem til Libanon i skift på ti tusind om måneden. Én måned skulle de være i Libanon, to måneder hjemme.“ Som et arkæologisk tidsskrift siger: „Der er ingen tvivl om at de israelitiske og judæiske konger gjorde brug af tvangsarbejde for at sikre sig ulønnet arbejdskraft såvel til deres byggeprojekter som til at arbejde på den jord der hørte under kronen.“

Åget var tungt under Salomon, så tungt at da Rehabeam truede med at gøre det endnu tungere, gjorde hele Israel oprør og stenede den embedsmand der var sat over dem der var udskrevet til at udføre tvangsarbejde. (1 Kongebog 12:12-18) Ordningen blev dog ikke afskaffet. Rehabeams sønnesøn Asa indkaldte folk fra Juda til at befæste Geba og Mizpa, og „ingen var undtaget“. — 1 Kongebog 15:22.

Under romersk overherredømme

Bjergprædikenen viser at jøderne i det første århundrede kendte til den ordning at man kunne få ’pålagt en tvungen tjeneste’. Udtrykket er en oversættelse af det græske ord aggareuʹō, der egentlig kommer fra Persien. Her brugte man det i forbindelse med de persiske kurerer, som var bemyndiget til at kræve at mænd, heste, skibe eller noget andet blev stillet til rådighed for dem i deres hverv som kurerer i statens tjeneste.

På Jesu tid var Israel besat af romerne, der gjorde brug af et lignende system. I de østlige provinser kunne de ud over den normale skat kræve at befolkningen regelmæssigt eller lejlighedsvis udførte tvangsarbejde. Denne ordning var meget upopulær. Desuden var det almindeligt at romerne uden bemyndigelse lagde beslag på dyr, kuske eller vogne til transport for staten. Ifølge den amerikanske historiker Michael Rostovtzeff var der embedsmænd der „prøvede at regulere og systematisere [ordningen], for så længe den eksisterede, måtte den nødvendigvis få uønskede konsekvenser. Men det lykkedes ikke for dem. Bekendtgørelse efter bekendtgørelse blev udstedt af præfekterne, der ærligt bestræbte sig for at komme den vilkårlighed og undertrykkelse der prægede ordningen, til livs. . . . Men den undertrykkende ordning fortsatte.“

„Enhver kunne få pålagt at bære en militærpersons oppakning over en vis strækning,“ siger den græskkyndige William Barclay, „og enhver kunne tvinges til at udføre en tjeneste for besættelsesmagten.“ Det skete for Simon fra Kyrene, der af de romerske soldater fik pålagt „som tvungen tjeneste“ at bære Jesu marterpæl. — Mattæus 27:32.

Rabbinske tekster omtaler også denne upopulære ordning. For eksempel fik en rabbiner pålagt at transportere et parti myrter til et palads. Arbejdere kunne blive taget fra deres arbejdsgivere og sat til at udføre andet arbejde mens arbejdsgiverne stadig måtte betale dem deres løn. Pakæsler og okser kunne blive beslaglagt, og hvis de i det hele taget blev leveret tilbage, var de uden tvivl i en sådan tilstand at de ikke kunne bruges mere. Man forstår hvorfor en midlertidig beslaglæggelse var det samme som en permanent konfiskation. Derfor hed det i et jødisk ordsprog: „Angareia er døden.“ En historiker siger: „En landsby kunne gå helt til grunde hvis de okser man pløjede med, blev beslaglagt og brugt i stedet for almindelige trækdyr.“

Man kan forestille sig hvor upopulær den tvungne tjeneste var, især når den der pålagde den, ofte optrådte arrogant og uretfærdigt. I betragtning af jødernes indædte had til den romerske overmagt følte de sig dybt krænkede over at blive tvunget til at udføre et så ydmygende arbejde. Der eksisterer ingen love i dag som oplyser os om hvor langt en jøde kunne få pålagt at bære en byrde, men det er helt sikkert at mange ikke ville gå ét skridt mere end loven krævede.

Det var altså denne ordning Jesus tænkte på da han sagde: „Hvis en myndighedsperson pålægger dig som tvungen tjeneste at gå en mil, så gå to mil med ham.“ (Mattæus 5:41)

[Ramme på side 25]

MISBRUG AF TVUNGEN TJENESTE I OLDTIDEN

At man ofte gjorde brug af tvungen tjeneste som et middel til at udnytte andres arbejdskraft, ses af de forordninger der blev udstedt for at forhindre eller bremse et sådant misbrug. I 118 f.v.t. påbød den ægyptiske Ptolemaios VIII Euergetes II således at hans embedsmænd „ikke måtte pålægge nogen af landets indbyggere en tvungen tjeneste til embedsmændenes egen fordel, eller rekvirere (aggareuein) deres kvæg til et personligt formål“. Yderligere hed det: „Ingen må rekvirere . . . fartøjer til eget brug under noget som helst påskud.“ Af en inskription dateret år 49 e.v.t., fundet i Den Store Oases Tempel i Ægypten og udfærdiget af den romerske præfekt Vergilius Capito, fremgår det at soldater har foretaget ulovlige beslaglæggelser, og præfekten fastsætter nu at „ingen må tage eller beslaglægge . . . noget medmindre han har en skriftlig bemyndigelse fra mig“.