En ny arbejdsmark

Det krævede noget at overvinde raceadskillelsen fra kolonitiden. Der gik historier om at det var farligt at gå ind i de afrikanske bydele, selv om dagen. Men de nye missionærer og de brødre som tjente hvor behovet var større, var ivrige efter at udvide arbejdet. De valgte at begynde i et jernbanearbejderdistrikt.

Det var i regntiden, og der hang store mudderklumper under skoene på disse nidkære forkyndere. Nu skulle de for første gang prøve at bruge deres omhyggeligt forberedte bibelske præsentationer på swahili. Hvordan gik det? Mange kvinder lyttede med et tomt blik, og prøvede med tegnsprog at forklare at de ikke forstod engelsk. Det var en stor lettelse for brødrene da kvindernes engelsktalende mænd kom hjem fra arbejde og fortalte at deres hustruer heller ikke kunne ret meget swahili!

Det var noget af en opgave for de udenlandske brødre at lære swahili, da det ikke havde meget tilfælles med nogen af de europæiske sprog. Men grammatikken er logisk, og snart faldt tingene på plads. Det er let at udtale ordene, og ordforrådet er større end i de fleste andre afrikanske sprog.

Selvfølgelig skete der nogle fejltagelser i indlæringsperioden. En søster ville gerne fortælle om „serikali ya Mungu“ (Guds regering) men talte i stedet om „suruali ya Mungu“ (Guds bukser). En broder fik problemer da han forvekslede den almindelige hilsen „Habari gani?“ (Noget nyt?) med „Hatari gani?“ (Noget farligt?).

For mange børn var udlændingene noget hidtil ukendt. Nogle rørte ved brødrenes hænder for at se om det hvide kunne gå af. Snesevis af børn fulgte efter forkynderne når de gik fra hus til hus. Rygtet om beboernes negative indstilling til fremmede viste sig at være forkert. Tværtimod havde mange en oprigtig hunger efter sandheden. I de fleste tilfælde blev gæster inviteret ind og tilbudt et sted at sidde, og nogle gange blev de endda budt på te eller mad. Det var en helt ny fornemmelse!

Vore udenlandske forkyndere måtte også lære at bedømme hvem de skulle tilbyde bibelstudier. Der var så mange som gerne ville studere at det var umuligt at studere med dem alle. Før årets udgang blev den anden menighed oprettet i Nairobi. Brødrene følte sig helt hjemme i deres distrikt, der omfattede steder som „Jerusalem“ og „Jericho“, og inden længe havde de alle de studier de kunne overkomme.

Fremgang i Kenyas byer

I Mombasa fandt broder og søster MacDonald en lille menighed bestående af udenlandske forkyndere som var kommet for at tjene hvor behovet var større, og en lille gruppe afrikanske forkyndere som var kommet fra Tanzania for at arbejde i byen. Nu da de frit kunne forkynde, skyndte de sig at organisere deres første møde. De var 30. De fleste af de afrikanske brødre var imidlertid ikke lovformeligt viet. Derfor kom en af Selskabets giftefogeder en søndag og viede 14 par. Den følgende søndag blev de alle gendøbt.

Distriktet i Mombasa var en udfordring for brødrene fordi der var mange forskellige trosretninger repræsenteret. Der var de ildtilbedende Zarathustra-tilhængere som hævdede at deres tro stammede fra Nimrods tid. De forskellige hinduiske sekter omfattede ikke kun de turbanklædte sikher men også jainer, som ikke ville træde på en myre eller slå en flue ihjel. Desuden var der mange muslimer og navnkristne. Mombasa var fyldt med templer, moskeer og store kirker. Det krævede tilpasningsevne og stor dygtighed at fremholde den gode nyhed her.