“JEHOVA HJALP MIG”

Riana er en bror i starten af tyverne som voksede op i Alaotra Mangoro, et frodigt område i det østlige Madagaskar. Han klarede sig godt i skolen og ville gerne have en højere uddannelse. Men efter at han var begyndt at studere Bibelen, skiftede han mening. Han fortæller: “Jeg forsøgte at komme hurtigere igennem min gymnasiale uddannelse og sagde til Jehova: ‘Hvis jeg består min afsluttende eksamen, begynder jeg som pioner.’” Riana holdt sit løfte. Han flyttede ind hos en pionerbror, fik et deltidsjob og begyndte som pioner. “Det er den bedste beslutning jeg nogensinde har taget,” siger han.

Rianas familie forstod imidlertid ikke hvorfor han droppede sine planer om at gøre karriere. Han fortæller: “Min far, min onkel og min fars moster tilskyndede mig til at tage en højere uddannelse. Men jeg havde ikke tænkt mig at stoppe som pioner.” Inden længe begyndte Riana at lege med tanken om at tjene hvor behovet for forkyndere var større. Hvad var medvirkende til at han fik det ønske? “Vi havde indbrud der hvor jeg boede, og jeg fik stjålet mange af mine ting,” fortæller han. “Det fik mig til at tænke grundigt over Jesus’ ord om at samle sig værdier i himlen. Jeg besluttede mig for at arbejde mere målrettet på at skaffe mig åndelige rigdomme.” (Matt. 6:19, 20) Han flyttede til den sydligste del af Madagaskar – et tørkeramt område der lå 1.300 kilometer væk, og som er hjemsted for antandroyfolket. Hvorfor flyttede Riana til netop det sted?

En måned før indbruddet var Riana begyndt at studere Bibelen med to mænd der hørte til antandroyfolket. Han lærte nogle gloser på deres sprog og kunne ikke lade være med at tænke på alle de mennesker blandt dette folk som ikke havde haft mulighed for at høre den gode nyhed endnu. Han siger: “Jeg bad Jehova om at hjælpe mig så jeg kunne flytte til det område hvor de taler tandroy.”

Umiddelbart efter at Riana var flyttet, stod han over for en stor udfordring – han kunne ikke få et job. En mand sagde til ham: “Hvorfor er du flyttet hertil? Folk tager derhen hvor du kommer fra, for at finde arbejde!” Da der var gået to uger, tog Riana afsted til regionalstævne uden en krone på lommen og uden at vide hvad han skulle stille op. På stævnets sidste dag var der en bror der stak noget i Rianas jakkelomme. Det var penge – faktisk penge nok til at han kunne tage tilbage til antandroyområdet og starte en lille forretning med at sælge yoghurt. Riana forklarer: “Jehova hjalp mig på det helt rigtige tidspunkt. Derfor kunne jeg fortsætte med at forkynde for dem der ikke havde haft mulighed for at lære ham at kende.” Også i menigheden var der meget at gøre. Han fortsætter: “Jeg fik til opgave at holde offentlige foredrag hver anden uge. Jehova oplærte mig virkelig gennem sin organisation.” Riana forkynder stadig Rigets budskab for tandroytalende mennesker der ønsker at høre om Jehova.

VELSIGNELSER

Jehova forsikrer os om at alle der gør noget for ham, vil blive velsignet. (Es. 65:16) Når vi arbejder hårdt for at udvide vores tjeneste til trods for forhindringer, er det helt sikkert at vi vil blive belønnet af Jehova. Tænk bare på Sylviana, der blev nævnt i begyndelsen af artiklen. Hun var bange for at hun ikke kunne klare at være need-greater. Hvorfor havde hun det sådan? Hun forklarer: “Mit venstre ben er omkring 9 centimeter kortere end mit højre. Så jeg halter og bliver hurtigt meget træt.”

Alligevel slog Sylviana sig i 2014 sammen med Sylvie Ann, en ung pionersøster i hendes menighed, og de flyttede til en lille landsby 85 kilometer fra deres hjemby. På trods af de store forhindringer gik Sylvianas drøm i opfyldelse – og hun blev velsignet for sine anstrengelser. “Efter bare et år i mit nye distrikt,” fortæller hun, “blev Doratine, en ung mor jeg studerede Bibelen med, døbt ved vores kredsstævne.”