Fravælger det bekvemme byliv

I løbet af de sidste 20 år er folk i stort tal flyttet fra minebyerne og landområderne ind til byerne. Mindre almindeligt er det at folk flytter den modsatte vej — fra byerne og ud til landsbyerne. I mange landsbyer er der kun én telefon, og der er kun strøm nogle få timer om dagen. I skolerne gives der blot grundlæggende undervisning. Det eneste tidspunkt hvor forkyndere i disse små byer ser andre trosfæller, er ved de årlige stævner, og det kan være dyrt, farligt og udmattende at rejse til et sådant stævne. Hvad motiverer da mange Jehovas Vidner til at flytte fra byerne og til landsbyerne?

„Jeg havde mulighed for at skabe mig en karriere i La Paz,“ sagde Luis for nylig. „Men mine forældre har altid lagt vægt på at arbejdet med at gøre disciple er vigtigere. Så jeg tog mig en kortvarig uddannelse inden for byggeri. På en ferie i Rurrenabaque lagde jeg mærke til hvor ivrige folk var efter at høre den gode nyhed. Da jeg erfarede hvor få brødre der var, følte jeg mig tilskyndet til at tage dertil for at hjælpe. Jeg leder nu 12 bibelstudier. Jeg studerer for eksempel med et ungt ægtepar med fire børn. Manden har været vant til at gå ud og drikke og spille, men det har han lagt bag sig og fortæller nu sine venner om det han lærer om Jehova. Han forbereder sig altid til studiet. Han er ked af at han nogle gange er nødt til at være borte i tre til fire dage for at hugge tømmer i skoven, for han vil helst ikke gå glip af møderne. Når jeg ser dem ved vore kristne møder, føler jeg at det offer jeg bragte ved at tage hertil, er det hele værd.“

Juana, som er enlig mor, siger: „Jeg arbejdede førhen som hushjælp i La Paz. Da min søn var lille, blev jeg heltidsforkynder i byen. På en tur til Rurrenabaque fandt jeg ud af hvor meget mere jeg kunne udrette ved at flytte hertil. Så det gjorde vi, og jeg fik job som husassistent. I begyndelsen var det svært at klare varmen og insekterne. Men nu har vi været her i syv år. Jeg leder hver uge mange bibelstudier, og en del viser deres værdsættelse ved at komme til møderne.“

Vil de interesserede komme?

Eric og Vicky flyttede fra Californien til Bolivia for 12 år siden. En rejsende tilsynsmand foreslog dem at tage til Santa Rosa. „Der er kun to telefoner i byen, og ingen adgang til internettet,“ fortæller Vicky. „Men der er et rigt dyreliv. Ofte ser vi alligatorer, strudse og store slanger når vi tager på motorcykel ud til afsidesliggende områder. Vi er dog mere interesserede i befolkningen end i dyrene. Vi studerer Bibelen med familien Vaca, et ungt par som har fire små børn. De bor omkring 26 kilometer uden for byen. Faderen var førhen dranker, men nu har han ændret sig. Hver uge kommer han med hele sin familie og sin yngre søster cyklende til rigssalen. Han har sin kone på bagagebæreren og den mindste af børnene foran. Drengen på ni år har sin lillesøster med på en anden cykel, og den otteårige dreng cykler selv. Det tager dem tre timer at nå derhen.“ Familien elsker virkelig Jehova og gør alt hvad de kan, for at komme sammen med menigheden.

På kun 18 måneder har 3 kvalificeret sig til dåb, og der kommer omkring 25 til møderne i den nye rigssal i Santa Rosa. Der er mange som gerne vil studere Bibelen, men en del skal overvinde store hindringer for at blive tjenere for Jehova.

En udfordring at få et ægteskab legaliseret

Marina og Osni, der er missionærer i en afsidesliggende boliviansk by nær grænsen til Brasilien, fortæller at ikke mange her betragter ægteskabet som en permanent ordning. De går fra den ene partner til den anden. „Det er et problem der hindrer dem i at gøre åndelige fremskridt,“ siger Osni. „Når nogle gerne vil have legaliseret deres ægteskab for at blive sande kristne, kan det være kompliceret og dyrt. Ud over at blive lovformeligt gift må de også sørge for at være fri af alle tidligere forbindelser. Alligevel arbejder nogle virkelig hårdt for at tjene penge til de nødvendige gebyrer når de finder ud af at Bibelen kræver at et ægteskab skal være registreret.“ — Romerne 13:1, 2; Hebræerne 13:4.

Marina fortæller om Norberto: „Han boede sammen med adskillige kvinder inden han flyttede sammen med en kvinde der var bager. Hun var omkring 35 år yngre end ham og havde en søn som Norberto adopterede. Norberto ville gerne være et godt eksempel for drengen under hans opvækst. Så da en forkynder besøgte bageriet og tilbød gratis bibelkurser, tog Norberto imod tilbuddet, skønt han ikke kunne læse og var over 70 år gammel. Da Norberto og hans samlever lærte hvad Jehova krævede, blev de lovformeligt gift og derefter døbt. Drengen er blevet en ansvarsfuld ung kristen — nøjagtig som hans stedfar havde ønsket. Norberto lærte at læse, og han har endda holdt foredrag i menigheden. Til trods for at han nu er meget svagelig på grund af sin alder, er han en nidkær forkynder af den gode nyhed.“

Styrket af Guds ånd

Jesus sagde til sine disciple: „I skal få kraft når den hellige ånd kommer over jer, og I skal være vidner om mig . . . til jordens fjerneste egne.“ (Apostelgerninger 1:8) Det er opmuntrende at se hvordan Guds ånd motiverer kristne mænd og kvinder til at flytte til fjerne egne. I 2004 tog 30 nidkære kristne i Bolivia imod indbydelsen til at tjene midlertidigt som specialpionerer i isolerede distrikter. De værdsætter det gode eksempel 180 udlændinge har vist ved at flytte til Bolivia for at tjene som pionerer, kredstilsynsmænd, betelmedarbejdere eller missionærer. De 17.000 forkyndere i Bolivia leder omkring 22.000 bibelstudier med interesserede i deres hjem.

Alle disse brødre føler stor glæde ved at mærke Jehovas ånds ledelse. Robert og Kathy, for eksempel, fik til opgave at virke som missionærer i Camiri. Byen Camiri har altid været ret isoleret idet den ligger mellem kuperede grønne bakker ved en flod. „Det virkede som om vi kom lige på det rigtige tidspunkt,“ siger Robert. „I løbet af to år er omkring 40 blevet forkyndere af den gode nyhed.“

En fordrukken spiller lytter

Mange af byboerne er imponerede over hvilke forandringer nogle foretager når de begynder at studere Bibelen. Tag for eksempel Ariel. En dag for omkring fire år siden lå han i sengen med tømmermænd. Skønt han var populær på grund af sit spilleri, havde han dårlig samvittighed over at hans gæld stadig voksede, at han belastede sit ægteskab og svigtede sine døtre. Hans tanker blev afbrudt af et af Jehovas Vidner som bankede på døren. Ariel lyttede længe og intenst til det broderen fortalte ud fra Bibelen. Snart lå Ariel igen i sin seng, men nu for at læse om emner som et lykkeligt familieliv, et paradis og det at tjene Gud. Inden længe begyndte han at studere Bibelen med Jehovas Vidner.

På det tidspunkt hvor missionærerne ankom til Camiri, havde Ariels kone, Arminda, også et bibelstudium, men hendes begejstring var ikke særlig stor. „Jeg vil prøve alt for at få ham til at holde op med at drikke,“ sagde hun. „Men jeg tvivler på at det hjælper noget som helst. Han er fortabt.“ Bibelstudiet var dog mere interessant end hun havde forventet. Inden der var gået et år var hun døbt og forkyndte for sin familie. Snart blev også mange af hendes slægtninge døbte Jehovas Vidner.

Men det var svært for Ariel at holde op med at drikke, ryge og spille. Vendepunktet kom da han inviterede alle sine venner og bekendte med til højtiden til minde om Kristi død. Han havde taget en beslutning: „De som ikke møder op, vil jeg ikke længere komme sammen med. Jeg vil studere Bibelen med dem som kommer.“ Han påbegyndte på den måde tre bibelstudier. Inden længe blev Ariel en del af menigheden. Han studerede Bibelen med en slægtning som gjorde fremskridt og blev døbt samme dag som Ariel. Arminda siger: „Det er som om den tidligere Ariel ikke eksisterer mere.“

Robert slutter: „Sidste gang vi talte op, var der 24 medlemmer af denne familie som overværede menighedens møder regelmæssigt. Ti er blevet døbt, og otte andre er udøbte forkyndere. Nogle som lagde mærke til den forandring de foretog, begyndte også at studere Bibelen og at komme til menighedens møder. Antallet der overværer møderne, er steget fra 100 til 190. Kathy og jeg leder omkring 30 bibelstudier, og de kommer alle til møderne. Det er tilfredsstillende for os at være her.“