Overtager atter verdensherredømmet. Her gør Gud det imidlertid klart at han ikke for stedse har overgivet verdensherredømmet til de hedenske magter. Synet viser at Gud lægger bånd på sig selv (symboliseret ved båndene af jern og kobber rundt om træets stub) indtil der er gået „syv tider“. (Da 4:16, 23, 25) Derpå vil han som „den Højeste“ der er „hersker over menneskenes rige“, give verdensherredømmet til „hvem han vil“. (Da 4:17) Daniels Bog viser at der hermed sigtes til ’Menneskesønnen’, om hvem det siges at „der blev givet ham herredømme og ære og kongemagt, og alle folkeslag, folkestammer og tungemål skal tjene ham“. (Da 7:13, 14) Desuden henviser den profeti hvori Jesus omtaler „nationernes fastsatte tider“, klart til at det er Kristus Jesus der skal udøve verdensherredømmet som Guds udvalgte konge, Davids kongelige arving. (Mt 24:30, 31; Lu 21:27-31, 36) Den symbolske stub, der symboliserede at Gud stadig sad inde med den suveræne ret til at udøve verdensherredømmet over „menneskenes rige“, skulle således atter sætte skud i form af hans søns rige eller kongedømme. — Sl 89:27, 35-37.

En stub der begynder at skyde, og en „kvist“ eller et „skud“ bruges flere gange, især i de messianske profetier, som udtryk for en fornyelse af herskermagten i en bestemt gren eller slægt. (Es 10:33–11:10; 53:2-7; Jer 23:5; Ez 17:22-24; Zak 6:12, 13; jf. Job 14:7-9.) Jesus omtalte sig selv som både „Davids rod“ og hans „afkom“. — Åb 5:5; 22:16.