Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • Hvad bør jeg vide om seksuelle overgreb? – 1. del: Forholdsregler
    Unge spørger
    • En mand griber fat i en teenagepiges arm

      UNGE SPØRGER

      Hvad bør jeg vide om seksuelle overgreb? – 1. del: Forholdsregler

      • Hvad er et seksuelt overgreb?

      • Hvad du bør vide

      • Hvad du kan gøre

      Hvad er et seksuelt overgreb?

      Den juridiske definition af “seksuelt overgreb” kan variere fra land til land, men generelt refererer udtrykket til uønsket seksuel kontakt, og det kan indebære fysisk tvang. Det kan omfatte seksuelt misbrug af børn eller teenagere, incest, voldtægt og at blive seksuelt udnyttet af en person man burde kunne stole på – for eksempel en læge, en lærer eller en gejstlig. Nogle ofre, uanset om de er blevet udsat for et verbalt eller fysisk overgreb, bliver truet med vold hvis de fortæller nogen om det der er sket.

      En undersøgelse viser at alene i USA er der hvert år næsten en kvart million der indberetter et seksuelt overgreb. Næsten halvdelen af dem er mellem 12 og 18 år.

      Hvad du bør vide

      • Bibelen fordømmer seksuelle overgreb. Bibelen fortæller om en flok sexgale mennesker der forsøgte at voldtage to mænd der besøgte byen Sodoma for omkring 4.000 år siden – det understreger hvorfor Jehova ødelagde byen. (1 Mosebog 19:4-13) Desuden forbød Loven der blev givet til Moses for cirka 3.500 år siden, incest, deriblandt seksuelt overgreb mod et familiemedlem. – 3 Mosebog 18:6.

      • De fleste overgreb bliver begået af en man kender. “I to ud af tre tilfælde af voldtægt kender ofret sin overfaldsmand,” siger bogen Talking Sex With Your Kids. “Han er ikke en fremmed der pludseligt dukker op.”

      • Seksuelle overgreb bliver begået mod begge køn. I USA er omkring 10 procent af ofrene mænd eller drenge. Ifølge organisationen Rape, Abuse & Incest National Network (RAINN) kan mandlige ofre “opleve en frygt for at overgrebet vil gøre dem homoseksuelle” eller “gøre dem ‘mindre mandige’”.

      • Omfanget af seksuelle overgreb er ikke overraskende. Bibelen har forudsagt at i “de sidste dage” vil mange være “uden naturlig hengivenhed”, “vilde” og “uden selvbeherskelse”. (2 Timoteus 3:1-3) Disse kendetegn kommer tydeligt frem hos mennesker der forsøger at udnytte andre seksuelt.

      • Seksuelle overgreb er ikke ofrets skyld. Ingen fortjener at blive udnyttet seksuelt. Ansvaret hviler udelukkende på gerningsmanden. Men du kan tage dine forholdsregler og dermed mindske risikoen for et seksuelt overgreb.

      Hvad du kan gøre

      • Vær forberedt. Du må på forhånd vide hvad du vil gøre hvis nogen – endda en kæreste eller et familiemedlem – forsøger at presse dig til seksuelle handlinger. En ung kvinde der hedder Erin, anbefaler at man forbereder sig på enhver form for gruppepres ved hjælp af situationsspil, hvor man øver sig på hvordan man vil reagere i forskellige situationer. “Det kan virke fjollet,” siger hun, “men hvis der skulle opstå en reel situation, er der mindre risiko for at blive et offer.”

        Bibelen siger: “Se derfor nøje til hvordan I vandrer, at det ikke er som uvise men som vise, ... fordi dagene er onde.” – Efeserne 5:15, 16.

        Spørg dig selv: ‘Hvad ville jeg gøre hvis nogen rørte ved mig på en måde der gjorde mig utryg?’

      • Hav en nødplan. RAINN anbefaler at du “har aftalt et kodeord med dine venner eller din familie så du i tilfælde af at du oplever noget ubehageligt, kan ringe og informere dem uden at personen du er sammen med, ved det. På den måde kan dine venner eller din familie komme og hente dig eller finde på en undskyldning for at du skal gå.” Du kan spare dig selv for mange sorger og problemer hvis du fra starten undgår potentielt farlige situationer.

        Bibelen siger: “Den kloge ser ulykken og skjuler sig, men de uerfarne går videre og må bøde.” – Ordsprogene 22:3.

        Spørg dig selv: ‘Hvad er min nødplan?’

        En teenagepige ringer til nogen for at få et lift hjem

        Hav altid en nødplan

      • Sæt grænser – og hold fast ved dem. Hvis du for eksempel har en kæreste, må I tale med hinanden om hvad man kan tillade sig, og hvad man ikke kan tillade sig. Hvis din kæreste synes det er unødvendigt at sætte grænser, må du finde dig en anden – en der respekterer dine værdier.

        Bibelen siger: “Kærligheden ... opfører sig ikke uanstændigt, søger ikke sine egne interesser.” – 1 Korinther 13:4, 5.

        Spørg dig selv: ‘Hvilke værdier har jeg? Hvornår har man overskredet grænsen for hvad der er passende opførsel?’

  • Hvad bør jeg vide om seksuelle overgreb? – 2. del: Helingsprocessen
    Unge spørger
    • En teenagepige betror sig til sin mor

      UNGE SPØRGER

      Hvad bør jeg vide om seksuelle overgreb? – 2. del: Helingsprocessen

      • Hvordan man tackler skyldfølelse

      • Værdien af at betro sig til nogen

      • ‘En tid til at hele’

      Hvordan man tackler skyldfølelse

      Mange ofre for seksuelt misbrug skammer sig over det der er sket. De føler måske endda at de selv er skyld i det. Karen, der nu er 19, blev seksuelt misbrugt fra hun var 6 til hun var 13 år. “Det værste jeg kæmper med, er skyldfølelsen,” siger hun. “Jeg tænker ofte på hvorfor jeg tillod at misbruget stod på i så lang tid.”

      Hvis du har det på samme måde, så tænk over følgende:

      • Børn er hverken fysisk eller følelsesmæssigt klar til at have sex. De ved ikke hvad det indebærer, og de er derfor ikke i stand til at indvillige i det. Det betyder at børnemisbrug ikke er barnets skyld.

      • Børn stoler som regel på voksne og kan ikke gennemskue perverse personers metoder, og det kan gøre et barn sårbart. “Børnemisbrugere er gode til at bedrage, og et barn er derfor et let offer for deres udspekulerede manipulation,” står der i bogen The Right to Innocence.

      • Et barn kan opleve at blive seksuelt stimuleret når det bliver misbrugt. Hvis det er sket for dig, så husk at det er kroppens automatiske reaktion på det at blive rørt ved på en bestemt måde. Det betyder ikke at du indvilligede i misbruget, eller at det på nogen måde var din skyld.

      Forslag: Tænk på et barn du kender, der har den samme alder som dig dengang du blev misbrugt. Spørg dig selv: ‘Ville det være fair at give det barn skylden hvis han eller hun blev misbrugt?’

      Karen tænkte over det spørgsmål da hun var babysitter for tre børn, hvoraf det ene var næsten seks år – samme alder som Karen da hun blev misbrugt første gang. Karen siger: “Jeg erkendte hvor sårbart et barn på den alder i virkeligheden er – hvor sårbar jeg var i den alder.”

      Faktum: Det er den der har begået overgrebet, der har ansvaret. Bibelen siger: “Den ugudeliges egen ugudelighed kommer over [vedkommende] selv.” – Ezekiel 18:20.

      Værdien af at betro sig til nogen

      Det kan være en lettelse at tale med en voksen du stoler på, om misbruget. Bibelen siger: “En ven viser kærlighed til hver en tid og er en broder som er født med henblik på trængselen.” – Ordsprogene 17:17.

      Det er helt forståeligt at du kan føle en form for tryghed ved ikke at tale om det der er sket. Måske er tavshed blevet en mur du har bygget op omkring dig selv for at beskytte dig mod flere sorger. Men overvej om tavshedens mur der beskytter dig mod sorger, også forhindrer dig i at få hjælp.

      En mur der adskiller en teenagepige fra de mennesker der kan hjælpe hende

      Tavshedens mur der beskytter dig mod sorger, forhindrer dig måske i at få hjælp

      En ung kvinde der hedder Janet, fandt ud af at det var en stor lettelse for hende at tale om misbruget. “Jeg blev seksuelt misbrugt i en meget ung alder af en som jeg kendte og stolede på, og jeg holdt det for mig selv i flere år,” siger hun. “Men da jeg først begyndte at tale med min mor om det, var det som om en kæmpe byrde blev fjernet fra mine skuldre.”

      Set i bakspejlet forstår Janet godt hvorfor nogle ikke har lyst til at tale om det. “Sexmisbrug er et meget ubehageligt emne,” siger hun. “Men for mit vedkommende gjorde smerten ved blot at leve med det der var sket, for ondt. Det var bedre for mig at få talt ud om det så hurtigt som muligt.”

      ‘En tid til at hele’

      Hvis du har været udsat for overgreb, kan det have givet dig en selvopfattelse som er helt forkert, og som gør ondt på dig. Du kan have fået den opfattelse at du er helt uden værdi og betydning, at du kun eksisterer for at være seksuelt til rådighed for andre. Men sådan er det jo ikke, og du kan godt kæmpe dig fri af den slags løgne. Bibelen siger at der er ‘en tid til at helbrede, eller hele’ – og den tid kan være nu. (Prædikeren 3:3) Hvad kan hjælpe dig?

      Studium af Bibelen. Bibelen indeholder Guds tanker, og de er “mægtige ... til nedrivning af fæstningsværker” – deriblandt forkerte tanker om at du ikke er noget værd. (2 Korinther 10:4, 5) Du kan for eksempel læse og tænke over følgende skriftsteder: Esajas 41:10; Jeremias 31:3; Malakias 3:16, 17; Lukas 12:6, 7; 1 Johannes 3:19, 20.

      Bøn. Når du føler dig værdiløs eller får skyldfølelse, så “kast din byrde på Jehova” i bøn. (Salme 55:22) Du er aldrig alene!

      Menighedens ældste. Disse kristne mænd er oplært til at være “som et læ mod vinden og et skjul mod uvejrsregnen”. (Esajas 32:2) De kan hjælpe dig til at du får et afbalanceret syn på dig selv, og til at du kommer videre med dit liv.

      En god omgangskreds. Betragt mænd og kvinder som er eksempler i at leve et kristent liv. Læg mærke til hvordan de behandler hinanden. Med tiden vil du indse at det ikke er alle der bruger deres indflydelse til at misbruge dem de påstår at de elsker.

      En ung kvinde ved navn Tanya er ved at lære denne vigtige sandhed. Fra den tidlige barndom behandlede flere mænd hende som et sexobjekt. Hun siger: “De eneste mænd jeg nogen sinde har været knyttet til, gjorde mig fortræd.” Siden har Tanya dog fundet ud af at der findes mænd som viser ægte kærlighed. Hvordan er hun nået frem til det?

      Da Tanya begyndte at bruge tid sammen med et ægtepar der levede et kristent liv, ændrede hun sit synspunkt. “Ud fra ægtemandens handlinger kunne jeg se at ikke alle mænd misbruger andre,” siger hun. “Han beskyttede sin kone, og det er sådan Gud ønsker at det skal være.”a – Efeserne 5:28, 29.

      a Hvis du har problemer med kronisk depression, spiseforstyrrelser, selvskadende adfærd, stofmisbrug, søvnløshed eller selvmordstanker, vil det være klogt at søge hjælp hos en dygtig læge.

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del