Tv og moral

Det er de færreste der vil blive forbavsede over at høre at der i stigende grad vises seksuelle handlinger i amerikansk tv. En undersøgelse som i 1989 blev offentliggjort i bladet Journalism Quarterly viste at der i 66 timers udsendelser i den bedste sendetid forekom i alt 722 scener med enten direkte eller indirekte hentydninger til seksuel adfærd, eller åbenlyse skildringer. Eksemplerne varierede fra erotiske kærtegn til samleje, masturbation, homoseksualitet og incest. Der blev gennemsnitlig vist hen ved 11 scener af den art hver time!

Det er ikke kun i De Forenede Stater at dette gør sig gældende. I franske tv-film forekommer der udførlige skildringer af sadisme. I italiensk fjernsyn vises der striptease. Spansk tv bringer midnatsfilm der er præget af vold og sex. Og sådan kunne man blive ved.

Og vold skaffer seere. Det samme gør sex. Derfor bliver der vist en god portion af begge dele. I begyndelsen sørger man dog for at der ikke bliver vist for meget, hvilket kunne frastøde seerne. Som Donna McCrohan har skrevet i Prime Time, Our Time: „De fleste af de populære serier går så langt de kan med hensyn til dårligt sprog, sex, vold og emnevalg; når de har nået tærskelen overskrider de den. Resultatet bliver at seerne sænker deres tærskel for hvad de vil acceptere.“

Engang anså man det for eksempel ikke for passende at vise homoseksualitet i fjernsynet. Men da først seerne blev vant til det, var de parate til at acceptere mere. En fransk journalist har sagt: „Ingen producer i dag ville nogen sinde vove at fremstille homoseksualitet som en afvigelse . . . Det er snarere samfundet og dets intolerance der anses for at være aparte.“ På amerikansk kabel-tv var der i 1990 premiere på en ’homoseksuel sæbeopera’ i 11 byer. Serien indeholdt scener hvor mænd var i seng sammen. Seriens producer har til bladet Newsweek sagt at sådanne scener var udtænkt af homoseksuelle med det formål at „gøre publikum mindre følsomme og få folk til at forstå at vi er ligesom alle andre“.

Fantasi kontra virkelighed

Initiativtagerne til en undersøgelse offentliggjort i Journalism Quarterly har bemærket at eftersom tv næsten aldrig viser konsekvenserne af tilfældige kønslige forhold, grænser dets „konstante bombardement med seksuelt ophidsende billeder“ til misinformation. De citerede en anden undersøgelse der viser at fjernsynets sæbeoperaer først og fremmest bibringer folk den forestilling at sex er for ugifte og at ingen får sygdomme af det.

Men er det sådan det forholder sig? Kan man dyrke sex uden for ægteskabet uden at det fører til uønskede graviditeter eller seksuelt overførte sygdomme? Kan man være homoseksuel eller biseksuel uden at risikere at pådrage sig AIDS? Eller hvad med film fyldt med vold og grov legemsbeskadigelse hvor heltene altid sejrer og skurkene ydmyges — mærkeligt nok uden at nogen af dem får mén? Fjernsynet skaber en verden hvor handlinger ikke har konsekvenser. Samvittighedens lov og begreber som moral og selvbeherskelse erstattes af loven om at man skal tilfredsstilles her og nu.