Den Spanske Armada — En sørejse der endte med tragedie

AF VÅGN OP!-​SKRIBENT I SPANIEN

FOR over 400 år siden kæmpede to flåder mod hinanden i de snævre vande i Den Engelske Kanal. Kampen var mellem protestanter og katolikker og havde at gøre med krigen der i det 16. århundrede herskede mellem Englands protestantiske dronning Elizabeth I og den katolske kong Filip II af Spanien. Ifølge bogen The Defeat of the Spanish Armada „betragtede man sammenstødet mellem den engelske og den spanske flåde i Den Engelske Kanal som . . . en endelig kamp til døden mellem lysets og mørkets magter“.

Englændere der så Den Spanske Armada, eller Den Uovervindelige Armada, beskrev den som „den mægtigste flådestyrke de nogen sinde havde set på åbent hav“.

En enorm men uhåndterlig flåde

Kong Filip lod hertugen af Medina Sidonia føre kommandoen over armadaen. Hertugen havde ikke meget erfaring ved flåden, men han var en dygtig organisator, og på kort tid havde han flådens erfarne kaptajners fulde støtte. I fællesskab sammensatte de en kampstyrke og skaffede så meget proviant som muligt til den gigantiske flåde. De udtænkte omhyggeligt et signalsystem, sejlregler og formationer der kunne forene deres multinationale styrke.

Med sine 130 skibe, næsten 20.000 soldater og 8000 søfolk forlod Den Spanske Armada endelig Lissabons havn den 29. maj 1588. Men modvind og et voldsomt uvejr tvang den til at søge ind til La Coruña i det nordvestlige Spanien for at foretage reparationer og skaffe flere forsyninger. Hertugen af Medina Sidonia var bekymret over mangelen på forsyninger og over sygdom blandt de ombordværende. I et åbenhjertigt brev til kongen gav han derfor udtryk for sine betænkeligheder ved hele foretagendet. Men Filip insisterede på at admiralen fulgte planen. Den uhåndterlige flåde fortsatte derfor sørejsen og nåede endelig frem til Den Engelske Kanal to måneder efter afsejlingen fra Lissabon.

Kampe i Den Engelske Kanal

Da den spanske flåde nåede til kysten ved Plymouth i det sydvestlige England, ventede englænderne på dem. De kæmpende parter havde nogenlunde samme antal skibe, men skibene var forskellige i udformning. De spanske skibe havde høje skrog, og de var fyldt med kortdistancekanoner som var installeret på dækkene. Ved for- og bagstavn var der bygget store kasteller, så bådene lignede flydende fæstninger. Den spanske flådes taktik krævede at besætningen bordede fjendens skibe og overmandede besætningerne. De engelske skibe var lavere, hurtigere og havde langtrækkende kanoner. Kaptajnerne på de engelske skibe planlagde at undgå nærkontakt med fjenden og at ødelægge de spanske skibe på afstand.

For at forsvare sig mod den engelske flådes større manøvredygtighed og ildkraft udtænkte den spanske admiral en halvmåneformet forsvarsformation. De stærkeste skibe med de længstrækkende kanoner skulle forsvare formationen fra hver sin ende. Uanset hvilken retning fjenden kom fra, kunne armadaen vende sig mod den som en bøffel der bruger sine horn mod en angribende løve.

Der foregik spredte kampe mellem de to flåder i hele Den Engelske Kanals længde, og der blev udkæmpet to mindre slag. Spaniens forsvarsformation viste sig at være effektiv, og det lykkedes ikke englænderne at sænke et eneste spansk skib med langdistanceskud. De engelske kaptajner indså at de på en eller anden måde måtte bryde spaniernes formation og få dem inden for kortere skudvidde. Det fik de mulighed for den 7. august.

Hertugen af Medina Sidonia havde gjort som beordret og ført armadaen hen for at mødes med hertugen af Parma og hans styrker. Mens hertugen af Medina Sidonia ventede på at høre fra hertugen af Parma, beordrede han flåden til at kaste anker ud for den franske kystby Calais. Mens de spanske skibe lå forankrede og derfor var sårbare, sendte englænderne otte brændende skibe lastet med brændbare materialer ind imellem dem. De fleste af de spanske kaptajner sejlede væk fra faren i desperation, og en voldsom storm og havstrømmen drev dem nordpå.

Ved daggry næste morgen blev det sidste slag udkæmpet. Den engelske flåde beskød de spanske skibe på klos hold, tilintetgjorde mindst tre skibe og beskadigede adskillige andre. Eftersom spanierne havde meget lidt ammunition, måtte de hjælpeløst se til mens de blev angrebet.

På grund af et voldsomt uvejr afbrød englænderne deres angreb indtil næste dag. Den følgende morgen var armadaen atter grupperet i en halvmåneformation rettet mod fjenden og rede til kamp trods mangelen på ammunition. Inden englænderne kunne nå at åbne ild, blev de spanske skibe imidlertid af stormvejret og strømmen drevet over mod kysten og ubarmhjertigt ført mod Zeelands sandbanker ved Hollands kyst.

Bedst som det så ud til at alt var tabt, ændrede vinden retning og drev Den Spanske Armada nordpå i sikkerhed på det åbne hav. Men den engelske flåde blokerede vejen tilbage til Calais, og stormen drev fortsat de spanske skibe mod nord. Hertugen af Medina Sidonia konkluderede at der ikke var andet at gøre end at indstille missionen og redde så mange skibe og mænd som muligt. Han besluttede at tage tilbage til Spanien ved at sejle rundt om Skotland og Irland.

Uvejr og skibbrud

Armadaens skibe var medtagne, og hjemrejsen var yderst anstrengende. Flåden havde knapt med mad, og utætte tønder bevirkede at der var sparsomt med vand. Englands angreb havde påført mange af de spanske skibe stor skade, og kun få af dem var sødygtige. Da armadaen nåede Irlands nordvestlige kyst, løb den ind i et voldsomt uvejr der varede to uger. Nogle af skibene forsvandt sporløst! Andre led skibbrud ved den irske kyst.

Endelig, den 23. september, sneglede de første af armadaens skibe sig ind i havnebyen Santander i det nordlige Spanien. Kun omkring 60 skibe og cirka halvdelen af de mænd der var sejlet ud fra Lissabon, nåede hjem. Tusinder druknede i havet. Mange andre døde på hjemrejsen efter at være blevet såret i kamp eller på grund af sygdom. Og for de overlevende som nåede frem til den spanske kyst, var besværlighederne endnu ikke til ende.

Bogen The Defeat of the Spanish Armada siger: „Flere [skibsbesætninger] havde overhovedet ingen mad og døde simpelt hen af sult,“ selvom de havde kastet anker i en spansk havn. Bogen fortæller om et skib der stødte på grund i den spanske havn Laredo „fordi der ikke var mandskab nok til at sænke sejlene og kaste anker“.