En gylden frugt med en farverig fortid

AF VÅGN OP!-SKRIBENT PÅ FIJIØERNE

ÅRET er 1789. Den syv meter lange åbne båd som nærmest forsvinder i det vældige hav, er fuldt lastet med folk. Passagererne er svækkede af sult og udmattede fordi de i dagevis har måttet lænse båden for vand mens de kæmpede med enorme bølger og voldsomme vinde. Foran dem ligger en rejse på mere end 5000 kilometer hen over et uudforsket hav, spækket med forræderiske koralrev. Det er småt med provianten — dagsrationen for hver mand er på 30 gram beskøjter og en lille smule vand. Det ser ikke ud til at mændene har store chancer for at overleve.

De har været udsat for mytteri, er blevet sat ud i åben båd, og en af dem er blevet dræbt under de indfødtes angreb, alt sammen i løbet af godt en uge. De har også modstået voldsomme uvejr og er med nød og næppe undsluppet forfølgende kanoer fra det man dengang kaldte Kannibal-øerne.

Hvad havde fået disse mænd til at rejse til denne afsides og farlige del af det sydlige Stillehav, langt fra deres hjem i det ’velfriserede’ England? De søgte blandt andet efter det ædle brødfrugttræ. Men lad os forklare hvordan dette smukke træ og dets nærende frugt kom til at spille en af hovedrollerne både i denne historie og i fordums heltemodige opdagelsesrejser.

Måske har du allerede identificeret mændene i båden fra ovennævnte historie med de overlevende fra det berygtede mytteri på Bounty. Det britiske 215 tons store armerede transportskib Bounty var under kaptajn William Blighs kommando sejlet fra England med Tahiti som mål. Vel ankommet til Tahiti skulle Bligh tage en gruppe af meget usædvanlige „passagerer“ om bord — næsten 1000 unge brødfrugttræer. Disse potteplanter kunne betale for deres billet ved at frembringe nærende gyldne frugter når de engang blev plantet ud i deres nye hjem, de britiske kolonier i Caribien.

Dette projekt var blevet sat i gang som følge af det råd sir Joseph Banks havde givet den britiske regering, der på det tidspunkt desperat søgte efter en ny fødekilde til de slaver der arbejdede i sukkerrørsmarkerne. Banks, som dengang var rådgiver for Kew Gardens botaniske haver nær ved London, havde været med som botaniker på kaptajn James Cooks tidligere opdagelsesrejse i Stillehavet.a Både han og Cook havde forudset brødfrugtens lovende muligheder.

Da Banks ikke skulle ledsage Bligh denne gang, skrev han en vejledning om hvordan planterne skulle passes om bord under den lange sørejse. Han var især opmærksom på deres behov for ferskvand. Nogle forfattere mener at den opmærksomhed man viste træerne, og alt det vand man ødslede på dem — på besætningens bekostning — kan have været medvirkende til at drive den allerede utilfredse besætning til mytteri. En tidlig morgen, den 28. april 1789, blev Bligh og 18 af hans trofaste mænd truet med huggerter for brystet og tvunget over i båden ud for Tongas kyst. „Brødfrugtpassagererne“ blev sandsynligvis kastet over bord af triumferende mytterister og overgivet til den våde grav.

Men Bligh var ikke så let at skræmme. Han satte ud på det der er blevet kaldt „søfartshistoriens navnkundigste færd i åben båd“. På syv drøje uger sejlede han den lille båd mere end 5800 kilometer mod nordvest, midt ind imellem de øer som nu kaldes republikken Fiji, op langs New Hollands (Australiens) kyst og i sikkerhed på øen Timor.

Da Bligh vendte tilbage til England, fik han overdraget kommandoen over to andre skibe, hvorefter han sejlede tilbage til Tahiti for at hente brødfrugttræer. Denne gang, i 1792, lykkedes det ham at fragte omkring 700 „passagerer“ i potter til øerne Sankt Vincent og Jamaica i Vestindien. Lige til denne dag stortrives brødfrugttræerne dér — og skænker os „en høst af guld“ under deres grønne, løvrige kroner.

[Illustration på side 24]

Maleri af Robert Dodd som skildrer mytteriet på „Bounty“

[Kildeangivelse]

National Library of Australia, Canberra, Australia/Bridgeman Art Library