Nogle gange monterede KGB i al hemmelighed noget aflytningsudstyr i ledende brødres hjem. Grigorij Sivulskij, der var områdetilsynsmand i 25 år under forbuddet, husker at han i 1958 opdagede at et sådant udstyr var sat op på loftet i bygningen hvor han boede: „Vi boede i Tulun i Sibirien på anden sal i et toetages lejlighedskompleks i udkanten af byen. Engang da jeg kom hjem, hørte jeg at der blev boret oppe på loftet, og jeg forstod at det var KGB der satte noget udstyr op for at aflytte os — det var en af deres meget velkendte metoder. Det meste af litteraturen blev opbevaret på loftet og i tagskægget.

Om aftenen da familien var samlet, fortalte jeg dem om min mistanke, og vi blev enige om at vi for en tid ikke ville tale om noget der havde med menigheden at gøre når vi var hjemme. Vi tændte for radioen, skruede højt op for lyden og lod den være sådan hele den uge. Sidst på ugen kravlede en broder og jeg op på loftet hvor vi fandt en ledning der var forbundet med aflytningsudstyret. Ledningen løb mellem to bjælker, rundt om tagskægget og direkte ud mod KGB’s kontorer i byen. Der var ingen tvivl om at alt blev optaget, men på det tidspunkt fik de ikke andet end radioprogrammer at høre.“

KGB INFILTRERER ORGANISATIONEN

KGB indså at åbenlys forfølgelse ikke kunne lægge en dæmper på Jehovas Vidners nidkærhed. Derfor begyndte de med list og bedrag at skabe mistillid blandt brødrene til nogle af dem som førte tilsyn med arbejdet, og til organisationen som et hele. En af KGB’s strategier var at anbringe erfarne agenter i menighederne.

Efterhånden som mistanken voksede, holdt nogle brødre op med at sende menighedsrapporterne til landsudvalget. Menighedsforkynderne fortsatte med at deltage i tjenesten og afleverede regelmæssigt deres rapporter, men de fleste af dem vidste ikke at rapporterne ikke længere blev sendt videre til landsudvalget. I 1958 havde nogle grupper af brødre afskåret flere tusind forkyndere fra landsudvalget. I Irkutsk og Tomsk og senere i andre russiske byer blev antallet af de grupper af brødre der adskilte sig fra organisationen, ved med at vokse. I marts 1958 dannede de brødre som havde skilt sig ud, deres eget „landsudvalg“ i håb om at alle menighederne ville anerkende dette.