Vågn op!: „Hvordan har andre hjulpet jer til at komme igennem krisen? Og hvad har ikke været en hjælp for jer?“

„En af vores venner kom og gjorde rent i huset uden at forlange spor af mig,“ fortæller Anne. „Andre lavede mad til os. Atter andre gav mig bare et knus — de sagde ikke noget, gav mig bare et knus. Jeg havde heller ikke lyst til at tale om det. Jeg havde ikke lyst til at skulle forklare igen og igen hvad det var der var sket. Jeg brød mig ikke om nysgerrige spørgsmål, som om folk lige skulle finde ud af om der var noget jeg havde gjort forkert. Jeg var jo mor til Rachel; hvis jeg kunne have gjort noget som helst for at redde hendes liv, ville jeg selvfølgelig have gjort det.“

Doug fortsætter: „Nogle lod uskyldige bemærkninger falde som absolut ikke hjalp os. En sagde for eksempel: ’Som kristne bør vi ikke sørge ligesom de andre.’ Det ved jeg udmærket godt. Men jeg kan forsikre jer om at når man mister et barn kan ikke engang den urokkelige tro på opstandelsen hindre en i at græde og sørge. Jesus græd jo også da Lazarus døde, og han vidste endda at han ville oprejse ham.“

Anne tilføjer: „En anden kommentar som ikke hjalp os var: ’Jeg ved hvordan du har det.’ Det blev uden tvivl sagt i den bedste hensigt, men medmindre de der siger det selv har mistet et barn, kan de umuligt vide hvordan man har det. Følelser er meget individuelle. De fleste mennesker kan vise sympati for andre, men det er de færreste der kan vise sand empati.“

Et håb der kan holde os oppe

Kan det anbefales at man tager beroligende midler i sorgperioden? Patologen Bernard Knight skriver: „Det er blevet påvist at et for stort forbrug af beroligende midler kan give bagslag hvis det hindrer den normale sorgproces. Tragedien må udholdes, bearbejdes og til sidst ses i øjnene, og denne proces kan blive forlænget eller forvrænget hvis man bedøver moderen med beroligende midler.“

Vågn op! har spurgt Doug om hvad der har hjulpet ham og Anne til at komme igennem deres sorg:

„Jeg kan huske at begravelsesforedraget var en hjælp for os. Det der trøstede os mest den dag var vores håb om en opstandelse. Vi savnede Rachel forfærdelig meget, men smerten blev dulmet af Guds løfte gennem Kristus om at vi kan få hende at se igen her på jorden. Ud fra Bibelen ved vi at virkningerne af døden vil blive fjernet. Taleren påviste også ved hjælp af Bibelen at Rachel ikke er i himmelen som ’en lille engel’ og at hun heller ikke venter i skærsilden på at komme i himmelen. Hun sover ganske enkelt i menneskehedens fælles grav.“ — Se Johannes 5:28, 29; 11:11-14; Prædikeren 9:5.

Vågn op!: „Hvad svarer I når nogen siger at ’Gud har taget hende bort’?“

„Det ville være en selvisk Gud der tog små børn bort fra deres forældre. Ordene i Prædikeren 9:11 i Bibelen hjælper os til at forstå hvordan det hænger sammen: ’Tiden og tilfældet berører dem alle.’ Og Salme 51:5 oplyser at vi alle er ufuldkomne, syndige, lige fra undfangelsen, og at det i øjeblikket er sådan at alle mennesker vil dø. Til tider rammer døden endnu før fødselen, og en dødfødsel bliver resultatet. Med Rachel gik det sådan at hun — tilfældigt — som ganske spæd fik en sygdom som hendes organisme ikke kunne klare.“

Hver eneste dag omkommer i tusindvis af børn. Mange af dem er spædbørn der rammes af vuggedøden. Når en sådan tragedie indtræffer har det stor betydning for forældrene at venner, læger, sygeplejersker og rådgivere er medfølende og forstående. (Se venstre spalte.) Nøjagtig kundskab om Guds hensigt med menneskeheden kan desuden være en hjælp for sørgende forældre.

Hvis du gerne vil vide mere om Guds løfte om en opstandelse til fuldkomment liv på jorden, er du velkommen til at kontakte Jehovas vidner dér hvor du bor. De vil med glæde hjælpe dig med den trøst som kun Guds ord kan give, og det er helt uforpligtende for dig.

[Ramme på side 12]

Hvordan du kan hjælpe sørgende forældre

Hvad du kan gøre

1. Vær til rådighed. Du kan for eksempel lave mad, gøre rent, løbe ærinder eller passe de andre børn.

2. Giv udtryk for at du oprigtigt føler med dem i deres sorg.

3. Lad dem give udtryk for deres følelser hvis de har lyst til det.

4. Tilskynd dem til at være tålmodige og ikke kræve for meget af sig selv.

5. Giv dem mulighed for at tale så meget som de har lyst til om det barn de har mistet, og tal selv om de gode egenskaber barnet havde.

6. Vis barnets søskende særlig stor opmærksomhed så længe det er nødvendigt.

7. Forsøg at lindre deres skyldfølelse. Overbevis dem om at de har gjort alt hvad de kunne. Fremhæv de positive træk ved deres omsorg for den lille.

Hvad du bør undgå

1. Hold dig ikke på afstand af forældrene fordi du føler dig pinligt berørt. Hvis du ikke ved hvad du skal sige, så giv dem et knus.

2. Sig ikke at du ved hvordan de har det — medmindre du da selv har mistet et barn.

3. Vær ikke fordømmende og fortæl dem ikke hvad de burde føle eller gøre.

4. Bliv ikke tavs når de omtaler deres afdøde barn. Vær ikke bange for selv at nævne barnet — forældrene vil sikkert gerne høre dig tale positivt om det.

5. Udled ikke en lære og drag ikke forkerte konklusioner på grundlag af barnets død. For forældrene er der ingen formildende omstændigheder ved barnets død.

6. Sig ikke til dem at de i det mindste har andre børn eller kan få flere. Intet barn kan erstatte et andet.

7. Bidrag ikke til deres skyldfølelse ved at prøve at finde fejl ved den pleje barnet har fået i hjemmet eller på hospitalet.

8. Undgå religiøse klicheer der giver Gud skylden.

(Til dels baseret på en liste udarbejdet af Lee Schmidt fra en forening til støtte for forældre der har mistet et barn, i Santa Monica, Californien.)