I juli måned samme år ankom den første døbte tjener for Jehova til Freetown. Hans navn var Alfred Joseph. Han var 31 år og født og opvokset i Guyana i Sydamerika. Tidligere på året var han blevet døbt i Barbados i Caribien, og han havde indgået en kontrakt om at arbejde som lokomotivfører i Freetown. Alfred slog sig ned i jernbaneområdet i Cline Town, omkring 3 kilometer fra Bomuldstræet i Freetown. Straks begyndte han at fortælle sine kolleger om Bibelens budskab.

Året efter sluttede en af Alfreds tidligere arbejdskammerater fra Barbados sig til ham. Det var Leonard Blackman, hvis mor, Elvira Hewitt, var den der først havde fortalt Alfred om sandheden. Leonard kom til at bo dør om dør med Alfred, og de mødtes tit for at drøfte bibelske spørgsmål. De afsatte også bibelske publikationer til deres venner og andre interesserede.

Alfred og Leonard opdagede at Freetowns marker var „hvide til høst“. (Joh. 4:35) I 1923 skrev Alfred følgende til hovedkontoret i New York: „Mange her er interesseret i Bibelen. Vil I sende en der kan tage sig af dem og hjælpe os med at udbrede forkyndelsen i Sierra Leone?“ Svaret lød: „Vi sender en.“

Alfred har fortalt: „Sent lørdag aften adskillige måneder senere fik jeg en uventet opringning.

’Er du den der skrev til Vagttaarnsselskabet og bad om at få sendt nogle forkyndere?’ lød en stemme.

’Ja,’ svarede jeg.

’Well, de har sendt mig,’ rungede stemmen.

Stemmen tilhørte William R. Brown. Han og hans hustru, Antonia, og deres datter var ankommet samme dag og havde indlogeret sig på Gainford Hotel.

Allerede næste morgen mens Leonard og jeg var i gang med vores ugentlige bibelstudium, stod en imponerende skikkelse i døråbningen. Det var William R. Brown. Han var så nidkær for sandhedens sag at han gerne ville holde et offentligt foredrag allerede den følgende dag. Vi lejede straks Freetowns største sal — Wilberforce Memorial Hall — og annoncerede at det første af fire offentlige foredrag ville blive holdt den følgende torsdag aften.

Vores lille gruppe fik travlt med at invitere til foredragene både mundtligt og ved hjælp af aviser og løbesedler. Vi var spændt på hvordan de lokale ville reagere, men det havde vi ikke behøvet at bekymre os om. Salen blev stuvende fuld da omkring 500 mødte op, deriblandt mange af præsterne i Freetown. Vi var ovenud begejstrede!“

I løbet af sit timelange foredrag citerede bror Brown flittigt fra Bibelen, og ved hjælp af lysbilleder viste han skriftstederne på et lærred. Undervejs sagde han gentagne gange: „Det er ikke Brown der siger det, men Bibelen.“ Tilhørerne var begejstrede og klappede flere gange under foredraget. Det der gjorde indtryk på dem, var ikke William Browns overbevisende talegaver, men hans stærke bibelske argumenter. Som én blandt tilhørerne der var under oplæring i kirken, udtrykte det: „Hr. Brown kender sin bibel!“

Bror Browns foredrag vakte røre i byen, og folk strømmede til for at høre dem. Den følgende søndag var salen igen fyldt til bristepunktet under foredraget „Til helvede og tilbage igen. Hvem er der?“ De sandheder bror Brown fremholdt den aften, fik endog fremtrædende sognebørn til at melde sig ud af deres kirker.

Det sidste og fjerde foredrag i rækken, „Millioner af nulevende Mennesker skal aldrig dø“, fik så mange til at møde op at en af Freetowns indbyggere senere sagde: „Kirkerne måtte aflyse deres aftengudstjenester fordi alle deres medlemmer overværede bror Browns foredrag.“

En dyst med Gladiatorerne

Da de gejstlige i Freetown opdagede at deres sognebørn syntes godt om bror Browns foredrag, blev de misundelige og vrede. I Vagttaarnet for januar 1924 stod der: „Præsteskabet er begyndt at yppe Strid og angriber Sandheden gennem Pressen. Broder Brown svarer dem Gang paa Gang, idet Aviserne offentliggør begge Parters Indlæg.“ Til sidst tav præsterne. Deres forkerte ræsonnementer var blevet tydelige for enhver. Bibelens sandheder var blevet forkyndt vidt og bredt, og det fik mange avislæsere til at bede om bibelsk litteratur. Gejstligheden havde haft til hensigt at bringe Guds folk til tavshed, men Jehova havde ’ladet det onde komme over dem selv’. — Sl. 94:21-23.

En gruppe unge i kirken, kaldet Gladiatorerne, tog gejstligheden i forsvar og annoncerede en række offentlige møder for at bekæmpe Rigets budskab, som de omtalte som „russellisme“. Som svar udfordrede bror Brown dem til en række offentlige debatter. Gladiatorerne afslog tilbuddet og irettesatte den avisredaktør der havde trykt bror Browns udfordring. De forbød også bror Brown at overvære deres møder, så Alfred Joseph deltog i stedet.

Møderne blev holdt i Buxton Memorial Chapel, en velrenommeret metodistkirke i Freetown. Alfred har fortalt: „Under spørgsmål og svar-seancen satte jeg spørgsmålstegn ved treenighedslæren og andre ubibelske lærepunkter i forbindelse med den anglikanske tro. Til sidst nægtede ordstyreren at modtage flere spørgsmål.“

En af Gladiatorerne som var til stede den aften, Melbourne Garber, havde tidligere overværet nogle af de foredrag „Bibel-Brown“ havde holdt. Faktisk var det den samme unge mand som var kommet med udtalelsen: „Hr. Brown kender sin bibel!“ Efter nøje at have overvejet det han havde hørt, var han overbevist om at han havde fundet sandheden. Derfor bad han bror Brown om et bibelstudium. Bror Brown inviterede ham til at være med ved det ugentlige studium af Vagttaarnet i sit hjem. Melbourne Garbers familie slog hånden af ham, men alligevel gjorde han hurtigt åndelige fremskridt, og kort efter blev han og flere andre døbt.

Satans bestræbelser for at bremse forkyndelsesarbejdet før det rigtig var kommet i gang, var slået fejl. Som Freetowns borgmester havde sagt til Gladiatorerne: „Hvis denne idé eller denne virksomhed er af mennesker, vil den blive gjort til intet; men hvis den er af Gud, vil I ikke kunne gøre dem til intet.“ — Apg. 5:38, 39.

Browns religion

I begyndelsen af maj 1923 telegraferede bror Brown til afdelingskontoret i London for at få tilsendt mere litteratur. Kort tid efter kom der 5000 bøger, og flere forsendelser fulgte. Han blev også ved med at holde offentlige møder, og de tiltrak tusinder af interesserede.

Senere, i januar 1924, skrev Vagttaarnet: „Arbejdet [i Sierra Leone] er vokset saa hurtigt, at Broder Brown sendte Bud efter en Medhjælper; og Broder C. Brown fra Winnipeg, tidligere de vestindiske Øer, er nu paa Vej for at tage Del i Arbejdet.“

Claude Brown havde gennemgået en hel del og var en garvet forkynder af den gode nyhed. Under Første Verdenskrig havde han udholdt en meget dårlig behandling i canadiske og engelske fængsler fordi han nægtede at bryde sin kristne neutralitet. Han tjente i Sierra Leone i fire år og var til stor opmuntring for de lokale brødre og søstre.

Pauline Cole har fortalt: „Før jeg blev døbt i 1925, udspurgte bror Claude mig grundigt.

’Søster Cole, forstår du det du har lært af Studier i Skriften?’ spurgte han. ’Vi vil ikke have at du glider væk fra sandheden fordi du ikke har forstået Bibelens lære!’

’Bror Claude,’ svarede jeg, ’det jeg har lært, har jeg repeteret igen og igen. Jeg har besluttet mig!’“

Pauline tjente Jehova i mere end 60 år, meget af tiden som specialpioner. Hun fuldførte sit jordiske livsløb i 1988.

William „Bibel-Brown“ hjalp også samvittighedsfuldt andre med at tilegne sig gode åndelige vaner. Alfred Joseph har fortalt: „Når jeg mødte bror Brown tidligt på dagen, lød vores samtale ofte sådan her: ’Hej, bror Joseph. Hvordan har du det her til morgen? Hvordan lyder dagens tekst?’ Hvis jeg ikke kunne svare, belærte han mig om hvor vigtigt det var hver dag at læse teksten i bogen Daglig himmelsk Manna. [Nu kaldt Undersøg daglig Skrifterne]. Den næste morgen læste jeg så straks dagens tekst for at han ikke igen skulle fange mig uforberedt. Til at begynde med værdsatte jeg ikke fuldt ud den uvurderlige oplæring han gav mig, men det gjorde jeg senere.“

Al denne oplæring gav gode resultater. I løbet af 1923 blev der oprettet en menighed i Freetown, og 14 blev døbt. En af de nye brødre var George Brown, som bragte antallet af „Brown“-familier i menigheden op på tre. Disse tre flittige familiers aktivitet fik mange af Freetowns indbyggere til at omtale Bibelstudenterne som „Browns“ religion.

Menigheden i Freetown var fyldt med entusiasme for sandheden og blev „stærkt optaget af ordet“. (Apg. 18:5) Alfred Joseph har fortalt: „Jeg bandt ofte en kasse bibelske bøger fast til min store Norton-motorcykel, og med Thomas eller Sylvester Grant på bagsædet tog jeg ud på landet og til de små byer omkring Freetown for at forkynde.“

Frem til 1927 forkyndte brødrene mest i og i nærheden af Freetown i et område der blev kaldt The Colony.