Borgerkrig

I 1980’erne førte sociale, politiske og økonomiske problemer til stridigheder i hele Vestafrika. Da nabolandet Liberia blev hærget af krig, flygtede mange til Sierra Leone. Afdelingskontoret sørgede for at private hjem og rigssale kunne huse Vidner der var flygtet, og brødrene tog sig godt af dem.

Det var bestemt en hård tid for flygtningene, men de oplevede også nogle sjove situationer. Isolde Lorenz, en erfaren missionærsøster, fortæller: „En far sendte sin søn hen for at varme noget mad over et ildsted i haven bag rigssalen, der lå på Afdelingskontorets grund. Da drengen kom tilbage, sagde han til sin far at de ikke ville få noget at spise i dag. Som svar på hvorfor de ikke ville det, udbrød drengen: ’I dag har Jehova udfriet mig af løvens gab!’ Hvad var der sket? På vej tilbage med fadet med mad var han løbet ind i Lobo, Afdelingskontorets store, men fredsommelige, schæferhund. Drengen var ved at dø af skræk! Han havde forsøgt at holde hunden på afstand med fadet, hvilket Lobo havde opfattet som en invitation til at tage for sig af retterne. Og det var præcis hvad Lobo gjorde!“

Den 23. marts 1991 bredte den væbnede konflikt i Liberia sig til Sierra Leone og satte gang i en borgerkrig der skulle vare i 11 år. En oprørsgruppe kaldet Revolutionary United Front (RUF) trængte hurtigt frem mod Kailahun og Koindu og tvang derved størstedelen af lokalbefolkningen til at flygte til Guinea. Blandt flygtningene var omkring 120 Jehovas Vidner. Samtidig strømmede flygtende trosfæller fra Liberia ind i Sierra Leone med oprørerne lige i hælene.

„I flere måneder ankom grupper af hærgede, udtærede og sultne brødre til Betel i Freetown,“ fortæller Billie Cowan, der var koordinator for Afdelingskontorets Udvalg på det tidspunkt. „Mange havde været vidne til ubeskrivelige grusomheder og havde spist vilde planter for ikke at dø af sult. Vi skyndte os at give dem mad og tøj, og derudover tog vi os af de familiemedlemmer og interesserede der var fulgt med dem. Lokale Vidner åbnede deres hjerte og hjem for flygtningene. De brødre og søstre der var flygtet, tog med det samme fat på forkyndelsen og hjalp de lokale menigheder. Med tiden rejste mange af dem videre, men så længe de var her, styrkede de os!“

Trøst og håb

Afdelingskontoret sendte mad, medicin, byggematerialer, værktøj og redskaber til Vidnerne i flygtningelejre i den sydlige del af Guinea. Brødrene modtog også store mængder doneret tøj fra Frankrig. „Mine børn dansede, sang og priste Jehova,“ skrev en far. „Nu havde de noget nyt at tage på til møderne!“ Nogle sagde at de aldrig før havde været så pænt klædt!

Materiel hjælp var dog ikke det eneste flygtningene havde brug for. Jesus sagde: „Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hver udtalelse der kommer fra Jehovas mund.“ (Matt. 4:4) Så Afdelingskontoret sendte bibelske publikationer til regionen og arrangerede regelmæssige stævner. Der blev også sendt pionerer og rejsende tilsynsmænd til området.

Da kredstilsynsmanden André Baart kom til Koundou i Guinea, mødte han en mand der førte tilsyn med en flygtningelejr, og som indbød ham til at holde et bibelsk foredrag i lejren. Der var cirka 50 til stede da André holdt et foredrag med titlen „Søg tilflugt hos Jehova“, bygget over Salme 18. Da foredraget var forbi, rejste en ældre kvinde sig og sagde: „Du har gjort os meget glade! Ris kan ikke løse vores problemer, men Bibelen viser os at vi kan stole på Gud. Vi takker dig af hele vores hjerte for at have givet os trøst og håb.“

Dengang missionærægteparret William og Claudia Slaughter kom til Guekedou i Guinea, var menigheden, der bestod af mere end 100 flygtninge, „brændende i ånden“. (Rom. 12:11) „Mange af de unge mænd var ivrige efter at gøre åndelige fremskridt,“ fortæller William. „Hvis én ikke kunne tage sin opgave på Den Teokratiske Skole, var der straks 10-15 unge brødre som var klar til at springe til. Store grupper af brødre og søstre deltog ivrigt i forkyndelsen. Nogle af de ihærdige unge mænd blev senere specialpionerer og rejsende tilsynsmænd.“

Byggeri midt i en borgerkrig

Kort efter at borgerkrigen var brudt ud, købte brødrene en grund på 6.000 kvadratmeter på Wilkinson Road 133 i Freetown. Grunden lå på samme vej som Afdelingskontoret, bare et par hundrede meter væk. „Vi ville egentlig gerne bygge et nyt betelhjem, men vi havde vores betænkeligheder på grund af krigen,“ siger Alfred Gunn. „Nu havde vi besøg af Lloyd Barry fra Det Styrende Råd på det tidspunkt, så vi talte med ham om vores bekymringer. Han svarede: ’Hvis vi lod os stoppe af krige, ville vi aldrig få udrettet noget som helst!’ Hans ord gav os mod til at gå videre med vores planer.“

Flere hundrede brødre arbejdede på byggeprojektet, deriblandt over 50 frivillige fra 12 lande og en masse hjælpere fra de lokale menigheder. Arbejdet begyndte i maj 1991. „Folk var imponeret over kvaliteten af de byggeblokke der blev fremstillet på stedet. Og stålkonstruktionen adskilte sig meget fra lokale byggerier,“ fortæller Tom Ball, der var tilsynsmand for byggeriet. „Men det der imponerede folk allermest, var at se den gode stemning og det nære samarbejde mellem hvide udlændinge og sorte indfødte.“

Den 19. april 1997 samledes en international skare til indvielsen af det nye afdelingskontor. En måned senere, efter fem års hærgen i landområderne, indledte RUF et angreb på Freetown.

Kampen om Freetown

Flere tusind RUF-soldater med filtret hår og røde pandebånd væltede ind over byen og plyndrede, voldtog og dræbte. „Situationen var højspændt,“ husker Alfred Gunn. „De fleste udenlandske missionærer blev straks evakueret. De sidste der tog af sted, var Billie og Sandra Cowan, Jimmie og Joyce Holland samt Catherine og mig.

Vi bad en bøn sammen med de lokale betelitter der frivilligt blev tilbage, og skyndte os derefter hen til evakueringsområdet. På vejen blev vi stoppet af omkring 20 vilde, fordrukne oprørssoldater. Da vi gav dem blade og penge, lod de os passere. Sammen med mere end 1.000 andre blev vi samlet på evakueringsområdet, der blev bevogtet af svært bevæbnede amerikanske marineinfanterister. Med militærhelikopter blev vi fragtet ud til et amerikansk flådefartøj. Senere fortalte en officer os at det var den største evakuering af civile som den amerikanske flåde havde udført siden Vietnamkrigen. Den følgende dag blev vi med helikopter fløjet til Conakry i Guinea, hvor vi oprettede et midlertidigt afdelingskontor.“

Missionærerne ventede uroligt på nyt fra Freetown. Endelig kom der et brev, hvori der stod: „Midt i kaosset fortsætter vi med at uddele Rigets Nyheder nr. 35, ’Kærlighed mellem alle mennesker — et realistisk håb?’ Folk er virkelig lydhøre, og vi er endda begyndt at studere med nogle af oprørerne! Vi er derfor besluttet på at øge vores indsats i forkyndelsen.“

Jonathan Mbomah, der var kredstilsynsmand, fortæller: „Vi afholdt endda en særlig stævnedag i Freetown! Programmet var så opmuntrende at jeg også rejste til Bo og Kenema for at afholde stævnedagen der. Brødrene i disse krigshærgede byer takkede Jehova for den vidunderlige åndelige føde.

I slutningen af 1997 afholdt vi et områdestævne på National Stadium i Freetown. På stævnets sidste dag kom oprørssoldater ind på stadionet og gav os ordre til at forlade stedet. Vi bad dem indtrængende om at få lov til at fuldføre programmet. Efter at have diskuteret frem og tilbage gav de sig og gik. Der var mere end 1.000 til stede ved stævnet, og 27 blev døbt. Adskillige brødre tog den farlige tur til Bo for at høre programmet igen. Hvor var det nogle fantastiske og spændende stævner!“

JEG var 16 år da oprørssoldater tvang mig ind i deres hær. De forsynede mig med stoffer og alkohol, og ofte kæmpede jeg i en narkorus. Jeg deltog i mange kampe og gjorde nogle grusomme ting. Det fortryder jeg inderligt.

En dag kom et ældre Jehovas Vidne og forkyndte på vores kaserne. Langt de fleste mennesker frygtede og afskyede os oprørere, men han ønskede at hjælpe os åndeligt. Jeg tog imod hans invitation til at overvære et møde. Faktisk husker jeg ikke hvad der blev sagt ved mødet, men jeg husker tydeligt den varme velkomst jeg fik.

Da krigen tog til i styrke, mistede jeg kontakten med Jehovas Vidner. En dag blev jeg hårdt såret og sendt til et område kontrolleret af oprørere for at komme mig. Inden krigen sluttede, lykkedes det mig at flygte til et regeringskontrolleret område, hvor jeg deltog i et program der skulle hjælpe soldater til at vende tilbage til et normalt liv.

Jeg havde et stort behov for åndelig hjælp. Af den grund begyndte jeg at komme i Pinsekirken, men medlemmerne kaldte mig „Satan“. Så gik jeg i gang med at lede efter Jehovas Vidner. Da jeg havde fundet dem, begyndte jeg at studere og komme til møderne. Jeg fortalte dem om alt det forfærdelige jeg havde gjort, hvilket fik brødrene til at læse Jesu trøstende ord for mig: „De raske trænger ikke til læge, men det gør de syge. ... Jeg er nemlig ikke kommet for at indbyde retfærdige, men syndere.“ — Matt. 9:12, 13.

De ord rørte virkelig mit hjerte! Jeg rakte min kniv til broren der studerede Bibelen med mig, og sagde: „Jeg har beholdt denne her for at beskytte mig mod hævnaktioner. Men nu hvor jeg ved at Jehova og Jesus elsker mig, vil jeg ikke have den mere.“

Brødrene lærte mig at læse og skrive, og med tiden blev jeg døbt og startede som pioner. Når jeg i dag forkynder for tidligere oprørere, fortæller de mig at de har stor respekt for at jeg har fået styr på mit liv. Jeg har endda studeret med en officer i min tidligere deling.

Mens jeg var soldat, blev jeg far til tre sønner. Efter at jeg havde lært sandheden at kende, ville jeg gerne hjælpe dem til også at tjene Jehova, og til min store glæde havde to af dem et lyttende øre. Den ene af mine drenge er udøbt forkynder, og den ældste er hjælpepioner.

Betel angribes!

I februar 1998 indledte regeringssoldater og tropper fra en fælles vestafrikansk militærstyrke (ECOMOG) en totaloffensiv for at drive oprørerne ud af Freetown. Tragisk nok blev en bror dræbt af granatsplinter under de voldsomme kampe.

Omkring 150 forkyndere søgte tilflugt i missionærhjemmene i Kissy og Cockerill. Laddie Sandy, en af Betels to nattevagter, fortæller: „En sen aften, mens Philip Turay og jeg havde vagt, dukkede to bevæbnede oprørere pludselig op på Betel og befalede at vi skulle åbne glasdørene ind til lobbyen. Philip og jeg sprang i sikkerhed da de begyndte at skyde på dørlåsen. Utroligt nok holdt låsen, og de overvejede åbenbart ikke at skyde ruden i stykker. Frustrerede gik de.

To nætter senere vendte oprørerne tilbage med hen ved 20 beslutsomme og svært bevæbnede medsammensvorne. Hurtigt advarede vi betelfamilien og løb ned til vores tilflugtssted i kælderen. Vi gemte os alle syv bag to store tønder. Der var bælgmørkt, og vi rystede af skræk. Oprørerne skød sig vej ind i bygningen og en af dem brølede: ’Find de Jehovas Vidner, og skær halsen over på dem!’ I syv timer gennemsøgte de bygningen mens vi krøb sammen i dyb tavshed. Langt om længe var de tilfredse med nattens udbytte og gik videre.

Vi samlede vores personlige ejendele og løb op ad vejen til missionærhjemmet i Cockerill, det tidligere betelhjem. På vejen blev vi standset af en anden gruppe oprørere, som stjal fra os. Dybt rystede, men taknemmelige for at være i live, ankom vi til missionærhjemmet. Efter at have brugt et par dage på at komme til hægterne tog vi tilbage til Betel for at rydde op.“

To måneder senere, da ECOMOG-styrkerne havde fået byen under kontrol, begyndte missionærerne at komme tilbage fra Guinea. Deres ophold skulle dog vise sig at blive ret kort.

Intet skal overleve

Otte måneder senere, i december 1998, overværede flere hundrede områdestævnet „Guds vej — den bedste livsform“ på National Stadium i Freetown. Pludselig hørte de et brag i det fjerne, og røg steg op fra bjergene. Oprørshæren var vendt tilbage!

Situationen i Freetown blev værre og værre i dagene der fulgte. Afdelingskontorets Udvalg chartrede et lille fly og evakuerede 12 missionærer, 8 udenlandske betelitter og 5 byggearbejdere til Conakry. Tre dage senere, den 6. januar 1999, iværksatte oprørshæren en brutal drabskampagne kaldet „Operation No Living Thing“ (Intet skal overleve). Freetown blev fyldt med rædsel og gru, og 6.000 civile blev nedslagtet. Oprørerne afhuggede arme og ben på folk, bortførte flere hundrede børn og ødelagde tusindvis af bygninger.

Edward Toby, en højt elsket bror, var blandt dem der blev myrdet. Mere end 200 traumatiserede forkyndere blev indkvarteret på Betel og på missionærhjemmet i Cockerill. Andre gemte sig derhjemme. De Vidner der havde søgt tilflugt på missionærhjemmet i Kissy, som ligger i den østlige del af byen, havde desperat brug for medicin. Men det var livsfarligt at krydse byen, så hvem skulle man sende af sted med forsyninger? De to modige nattevagter på Betel, Laddie Sandy og Philip Turay, meldte sig straks.

„Byen var et stort kaos,“ husker Philip. „Der var mange kontrolposter bemandet med oprørssoldater, og de chikanerede folk på må og få. Fra midt på eftermiddagen til midt på formiddagen var der strengt udgangsforbud, så det var vanskeligt for os at komme omkring. To dage efter at vi var taget af sted, nåede vi endelig frem til Kissy, kun for at opdage at missionærhjemmet var blevet plyndret og brændt ned.

Vi gennemsøgte området og fandt en af vores brødre, Andrew Caulker, der havde nogle frygtelige læsioner i hovedet. Oprørerne havde bundet ham og slået ham flere gange med en økse. Utroligt nok havde han overlevet og var flygtet. Vi skyndte os at få ham på hospitalet, og langsomt fik han det bedre. Senere begyndte han som pioner.“

Andre Vidner undgik at blive slået ihjel eller lemlæstet fordi de var kendt for deres kristne neutralitet. En bror fortæller: „Oprørerne forlangte at vi skulle tage hvide bandanaer på og danse på gaden for at støtte deres sag. ’Hvis I ikke gør det, hugger vi en arm eller et ben af jer eller slår jer ihjel!’ truede de. Skrækslagne trådte min kone og jeg til side og bad en stille bøn til Jehova. Da en ung nabo der samarbejdede med oprørerne, så den svære situation vi stod i, sagde han til anføreren: ’Han er vores „bror“. Han blander sig aldrig i politik, så vi skal nok danse i stedet for ham.’ Tilfreds forlod anføreren os, og vi skyndte os hjem.“

Efterhånden som en uhyggelig ro sænkede sig over byen, begyndte brødrene igen at afholde møder og forkynde, dog med forsigtighed. Forkynderne bar deres reversmærke fra stævnet for at man ved kontrolposterne let kunne se hvem de var. Efterhånden blev de dygtige til at indlede bibelske samtaler mens de ventede i de lange køer ved kontrolposterne.

Der opstod efterhånden mangel på alt i byen, og Afdelingskontoret i Storbritannien fik derfor fløjet 200 kasser med nødforsyninger ind i landet. Billie Cowan og Alan Jones fløj fra Conakry til Freetown for at ledsage forsyningerne gennem en hel række kontrolposter. Forsendelsen nåede frem til Betel lige inden udgangsforbuddet trådte i kraft. James Koroma rejste flere gange til Conakry som kurer og tog litteratur og andre livsfornødenheder med tilbage. Noget af denne åndelige føde blev sendt videre til isolerede forkyndere i Bo og Kenema.

Den 9. august 1999 begyndte missionærerne i Conakry at vende tilbage til Freetown. Året efter drev en britisk ekspeditionsstyrke oprørerne ud af byen. I en periode var der stadig sporadiske kampe, men i januar 2002 blev krigen erklæret for overstået. På det tidspunkt havde den 11 år lange konflikt kostet 50.000 menneskeliv, 20.000 var blevet lemlæstet, 300.000 hjem var blevet ødelagt, og 1,2 millioner var flygtet.

Men hvordan var det gået med Jehovas organisation? Jehova havde tydeligvis beskyttet og velsignet den. I løbet af borgerkrigen var der blevet døbt 700. Flere hundrede Jehovas Vidner var flygtet fra krigszonen, men alligevel var antallet af forkyndere i Sierra Leone steget med 50 procent. I Guinea var forkyndertallet steget med 300 procent! Men hvad der var endnu vigtigere: Guds tjenere havde bevaret deres integritet. Midt i „elendighedens smelteovn“ havde deres kristne enhed og kærlighed været ubrydelig, og de havde ’uden ophør undervist og forkyndt den gode nyhed’. — Es. 48:10; Apg. 5:42.

EN EFTERMIDDAG kom oprørerne ind i vores by, og de skød op i luften i omkring to timer. Nogle af dem var blot teenagere som med stort besvær bar deres våben. De så vilde og beskidte ud, og det virkede som om de var påvirket af stoffer.

Den følgende dag begyndte myrderierne. Brutalt blev mennesker lemlæstet eller henrettet. Kvinder blev voldtaget. Det var et stort kaos. Bror Amara Babawo og hans familie samt fire der studerede Bibelen, søgte tilflugt i mit hus. Vi var skrækslagne.

Der gik ikke lang tid før en befalingsmand fra oprørshæren mødte op og beordrede at vi skulle stille til militærtræning næste morgen. Vi var fast besluttet på at være neutrale selvom det ville koste os livet. Vi bad det meste af natten. Tidligt om morgenen stod vi op og drøftede dagens tekst mens vi ventede på at oprørerne skulle komme. Men de dukkede ikke op.

Senere blev mit hus beslaglagt af en officer fra oprørshæren og fire af hans mænd. De sagde at vi kunne blive boende, så vi fortsatte med regelmæssigt at holde møderne og at drøfte dagens tekst. Nogle af soldaterne sagde: „I læser dagsteksten. I må være Jehovas Vidner.“ Det var ikke fordi de var interesseret i Bibelen, men de respekterede os.

En dag kom en højtstående befalingsmand for at inspicere soldaterne som var indkvarteret i mit hjem. Han gjorde honnør for bror Babawo og gav ham hånd. Idet befalingsmanden henvendte sig til soldaterne, råbte han: „Denne mand er min boss, og han er også jeres. Hvis I krummer så meget som et hår på hans hoved eller på dem som bor hos ham, får I med mig at bestille. Forstået?“ „Javel!“ svarede de. Derefter gav han os et stykke papir som forklarede at vi var fredelige borgere, og at oprørshæren (RUF) ikke måtte gøre os noget.

Flere måneder senere begyndte nogle af oprørsgrupperne at bekæmpe hinanden, og derfor flygtede vi over grænsen til Liberia. Dér blev vi truet af en anden oprørsgruppe. „Vi er Jehovas Vidner,“ sagde vi. „Hvad står der så i Johannes 3:16?“ spurgte en af soldaterne. Da vi gengav verset, lod de os gå.

Nogen tid senere mødte vi endnu en befalingsmand, som befalede at bror Babawo og jeg skulle følge med ham. Vi frygtede for vores liv. Men så fortalte han at han havde studeret med Jehovas Vidner før krigen. Han gav os nogle penge og lovede at aflevere et brev til brødrene i en nærliggende menighed. Kort efter kom to brødre med nødhjælpsforsyninger, og de førte os i sikkerhed.

I 1997, mens oprørsstyrker og regeringstropper bekæmpede hinanden i Freetown, meldte jeg mig til at bringe post fra Freetown til det midlertidige afdelingskontor i Conakry i Guinea.

På byens busstation steg jeg på en bus sammen med nogle andre mænd. Lyden af skud kunne høres i det fjerne og fyldte os med frygt. På vej gennem byen brød en ildkamp ud omkring os. Chaufføren vendte hurtigt om og kørte en anden vej. Kort efter blev vi stoppet af en gruppe bevæbnede oprørere, som beordrede os ud af bussen. Efter at have udspurgt os lod de os passere. Senere blev vi stoppet af endnu en gruppe soldater, men fordi en af passagererne kendte befalingsmanden, fik vi igen lov til at fortsætte. I udkanten af byen mødte vi en tredje gruppe oprørere, som først udspurgte os og derefter gav os besked på at køre videre. På vores vej nordpå kom vi gennem mange vejspærringer, og tidligt på aftenen trillede vi ind i Conakry i vores støvede bus.

På andre ture medbragte jeg kasser med litteratur, kontorudstyr, optegnelser og nødhjælpsforsyninger. For det meste foregik turene i bil eller minibus, men jeg brugte også bærere og kanoer til at transportere litteratur gennem regnskove og over floder.

Engang da jeg transporterede udstyr fra Freetown til Conakry, blev minibussen stoppet ved grænsen af oprørssoldater. En af dem fik øje på min bagage og begyndte mistænksomt at udspørge mig. I samme øjeblik så jeg en tidligere skolekammerat blandt oprørerne. De kaldte ham „Bissen“, og af hele flokken var han den der så mest frygtindgydende ud. Jeg sagde til ham der udspurgte mig, at jeg var kommet for at hilse på Bissen, og så kaldte jeg på ham. Bissen genkendte mig straks og løb over til mig. Vi omfavnede hinanden og grinede. Men så fik han den alvorlige mine på.

„Har du problemer?“ spurgte han.

„Jeg prøver at komme ind i Guinea,“ svarede jeg.

Omgående gav han soldaterne ordre til at lade minibussen passere uden inspektion.

Fra da af gav Bissen soldaterne ordre til at lade mig passere hver gang jeg kom til den vejspærring. Soldaterne var glade for at læse vores blade, så de fik altid nogle når jeg kom forbi. Inden længe begyndte de at kalde mig „Vagttårnsmanden“.