En dyst med Gladiatorerne

Da de gejstlige i Freetown opdagede at deres sognebørn syntes godt om bror Browns foredrag, blev de misundelige og vrede. I Vagttaarnet for januar 1924 stod der: „Præsteskabet er begyndt at yppe Strid og angriber Sandheden gennem Pressen. Broder Brown svarer dem Gang paa Gang, idet Aviserne offentliggør begge Parters Indlæg.“ Til sidst tav præsterne. Deres forkerte ræsonnementer var blevet tydelige for enhver. Bibelens sandheder var blevet forkyndt vidt og bredt, og det fik mange avislæsere til at bede om bibelsk litteratur. Gejstligheden havde haft til hensigt at bringe Guds folk til tavshed, men Jehova havde ’ladet det onde komme over dem selv’. — Sl. 94:21-23.

En gruppe unge i kirken, kaldet Gladiatorerne, tog gejstligheden i forsvar og annoncerede en række offentlige møder for at bekæmpe Rigets budskab, som de omtalte som „russellisme“. Som svar udfordrede bror Brown dem til en række offentlige debatter. Gladiatorerne afslog tilbuddet og irettesatte den avisredaktør der havde trykt bror Browns udfordring. De forbød også bror Brown at overvære deres møder, så Alfred Joseph deltog i stedet.

Møderne blev holdt i Buxton Memorial Chapel, en velrenommeret metodistkirke i Freetown. Alfred har fortalt: „Under spørgsmål og svar-seancen satte jeg spørgsmålstegn ved treenighedslæren og andre ubibelske lærepunkter i forbindelse med den anglikanske tro. Til sidst nægtede ordstyreren at modtage flere spørgsmål.“

En af Gladiatorerne som var til stede den aften, Melbourne Garber, havde tidligere overværet nogle af de foredrag „Bibel-Brown“ havde holdt. Faktisk var det den samme unge mand som var kommet med udtalelsen: „Hr. Brown kender sin bibel!“ Efter nøje at have overvejet det han havde hørt, var han overbevist om at han havde fundet sandheden. Derfor bad han bror Brown om et bibelstudium. Bror Brown inviterede ham til at være med ved det ugentlige studium af Vagttaarnet i sit hjem. Melbourne Garbers familie slog hånden af ham, men alligevel gjorde han hurtigt åndelige fremskridt, og kort efter blev han og flere andre døbt.

Satans bestræbelser for at bremse forkyndelsesarbejdet før det rigtig var kommet i gang, var slået fejl. Som Freetowns borgmester havde sagt til Gladiatorerne: „Hvis denne idé eller denne virksomhed er af mennesker, vil den blive gjort til intet; men hvis den er af Gud, vil I ikke kunne gøre dem til intet.“ — Apg. 5:38, 39.

Browns religion

I begyndelsen af maj 1923 telegraferede bror Brown til afdelingskontoret i London for at få tilsendt mere litteratur. Kort tid efter kom der 5000 bøger, og flere forsendelser fulgte. Han blev også ved med at holde offentlige møder, og de tiltrak tusinder af interesserede.

Senere, i januar 1924, skrev Vagttaarnet: „Arbejdet [i Sierra Leone] er vokset saa hurtigt, at Broder Brown sendte Bud efter en Medhjælper; og Broder C. Brown fra Winnipeg, tidligere de vestindiske Øer, er nu paa Vej for at tage Del i Arbejdet.“

Claude Brown havde gennemgået en hel del og var en garvet forkynder af den gode nyhed. Under Første Verdenskrig havde han udholdt en meget dårlig behandling i canadiske og engelske fængsler fordi han nægtede at bryde sin kristne neutralitet. Han tjente i Sierra Leone i fire år og var til stor opmuntring for de lokale brødre og søstre.

Pauline Cole har fortalt: „Før jeg blev døbt i 1925, udspurgte bror Claude mig grundigt.

’Søster Cole, forstår du det du har lært af Studier i Skriften?’ spurgte han. ’Vi vil ikke have at du glider væk fra sandheden fordi du ikke har forstået Bibelens lære!’

’Bror Claude,’ svarede jeg, ’det jeg har lært, har jeg repeteret igen og igen. Jeg har besluttet mig!’“

Pauline tjente Jehova i mere end 60 år, meget af tiden som specialpioner. Hun fuldførte sit jordiske livsløb i 1988.

William „Bibel-Brown“ hjalp også samvittighedsfuldt andre med at tilegne sig gode åndelige vaner. Alfred Joseph har fortalt: „Når jeg mødte bror Brown tidligt på dagen, lød vores samtale ofte sådan her: ’Hej, bror Joseph. Hvordan har du det her til morgen? Hvordan lyder dagens tekst?’ Hvis jeg ikke kunne svare, belærte han mig om hvor vigtigt det var hver dag at læse teksten i bogen Daglig himmelsk Manna. [Nu kaldt Undersøg daglig Skrifterne]. Den næste morgen læste jeg så straks dagens tekst for at han ikke igen skulle fange mig uforberedt. Til at begynde med værdsatte jeg ikke fuldt ud den uvurderlige oplæring han gav mig, men det gjorde jeg senere.“

Al denne oplæring gav gode resultater. I løbet af 1923 blev der oprettet en menighed i Freetown, og 14 blev døbt. En af de nye brødre var George Brown, som bragte antallet af „Brown“-familier i menigheden op på tre. Disse tre flittige familiers aktivitet fik mange af Freetowns indbyggere til at omtale Bibelstudenterne som „Browns“ religion.

Til provinsen og endnu længere

Menigheden i Freetown var fyldt med entusiasme for sandheden og blev „stærkt optaget af ordet“. (Apg. 18:5) Alfred Joseph har fortalt: „Jeg bandt ofte en kasse bibelske bøger fast til min store Norton-motorcykel, og med Thomas eller Sylvester Grant på bagsædet tog jeg ud på landet og til de små byer omkring Freetown for at forkynde.“

Frem til 1927 forkyndte brødrene mest i og i nærheden af Freetown i et område der blev kaldt The Colony. Men fra 1928 lejede menigheden hvert år før regntiden begyndte, en bus for at komme til provinsen. De der ikke kunne tage med, hjalp med at finansiere turene som blev ledet af Melbourne Garber. Grupperne fra bussen forkyndte i byer og landsbyer øst for Kailahun og sydpå næsten til grænsen mod Liberia. Den første søndag i måneden vendte de tilbage for at følge interessen op.

Omkring det tidspunkt besøgte bror Brown Vestindien og vendte tilbage med en bil; en af de første biler der kom til Sierra Leone. Den var udstyret med et kraftigt højttaleranlæg som var beregnet til forkyndelse på offentlige steder. Bror Brown parkerede bilen et sted hvor der kom mange mennesker, og begyndte at spille livlig musik som tiltrak folk. Så holdt han en lille tale eller afspillede et grammofonforedrag, og bagefter tilbød han folk bibelsk litteratur. Den talende bil — som den kom til at hedde — var en sensation, og mange strømmede til for at lytte.

Bror Brown vendte nu sin opmærksomhed mod områder hvor der ikke før var blevet forkyndt — resten af den engelsktalende del af Vestafrika. I løbet af 1920’erne tog han af sted på forkynderture til Gambia, Ghana, Liberia og Nigeria. I alle disse lande viste folk interesse, men i Nigeria var muligheden for vækst særlig stor. I 1930 flyttede han og hans familie fra Freetown til Lagos. Derfra fortsatte han med at føre tilsyn med arbejdet i hele Vestafrika.

I 1950, da dårligt helbred tvang bror Brown til at vende tilbage til Jamaica, efterlod han sig noget meget værdifuldt. I løbet af 27 år havde han og hans hustru set antallet af Jehovas Vidner i Vestafrika vokse fra 2 til over 11.000. De havde i bogstavelig forstand været vidne til en opfyldelse af Esajas’ profeti: „Den mindste vil blive til tusind, og den ringeste til en mægtig nation.“ (Es. 60:22) I dag, bare 60 år senere, er der mere end 500.000, „en mægtig nation“, der tjener Jehova i Vestafrika.

Trofaste under forbud

Da Anden Verdenskrig kastede en skygge over Afrika, holdt Jehovas Vidner i Sierra Leone fast ved deres kristne neutralitet. (Mika 4:3; Joh. 18:36) De britiske myndigheder beskyldte dem falskeligt for at være samfundsundergravende. De holdt nøje øje med deres aktiviteter og forbød deres litteratur. Toldmyndighederne i Freetown beslaglagde en forsendelse af publikationer og brændte den. Nogle brødre blev arresteret fordi de var i besiddelse af forbudt litteratur, men blev kort efter løsladt.a

Trods forbuddet fortsatte brødrene med at forkynde. Pauline Cole har fortalt: „En bror der arbejdede som steward på et skib der regelmæssigt lagde til, forsynede os fortsat med eksemplarer af Vagttaarnet. Vi maskinskrev ekstra kopier til møderne. Vi fik også trykt løbesedler med bibelske emner som vi delte ud til folk. Brødrene fortsatte med at holde offentlige foredrag og afspille grammofonplader med bror Rutherfords foredrag, især i de fjerntliggende landsbyer.“

Selvom der var tale om beskedne initiativer, havde de helt klart Jehovas velsignelse. James Jarrett, der har været ældste og specialpioner i længere tid, fortæller: „Under krigen arbejdede jeg som stenhugger, og en ældre søster forærede mig brochuren Flygtninge. Der ankom mange flygtninge til Freetown, så titlen gjorde mig nysgerrig. Jeg læste brochuren samme aften og var straks klar over at jeg havde fundet sandheden. Næste morgen opsøgte jeg søsteren og fik nogle eksemplarer til mine tre brødre. Vi tog alle fire imod sandheden.“

Da krigen sluttede i 1945, var der 32 forkyndere i Freetown. De havde bevaret deres integritet og var forblevet åndeligt aktive. Forkynderne var parate til og ivrige efter at fortsætte arbejdet.

Kampagne med offentlige møder

Ved det ugentlige tjenestemøde den 29. august 1945 drøftede man i Freetown menighed en ny kampagne som var blevet omtalt i Informant for december 1944 (i dag Tjenesten for Riget). Menighederne skulle invitere til og afholde fire offentlige møder i alle byer, små som store, i deres distrikt. Ved hvert af disse møder skulle en bror (på 18 år eller derover) som havde klaret sig godt på Den Teokratiske Skole, holde et foredrag på en time. Efter afholdelsen af de fire møder skulle brødrene oprette bibelstudiegrupper for at hjælpe de interesserede i hvert område.

Hvordan reagerede forkynderne på denne nye vejledning? I notatet fra tjenestemødet i Freetown står der:

Ordstyrer: „Hvordan synes I vi skal gribe den nye kampagne an?“

Første bror: „Vi kan ikke forvente at få de samme gode resultater som i Amerika. Folk her er anderledes.“

Anden bror: „Det er jeg enig i.“

Tredje bror: „Vi kan da i det mindste prøve.“

Fjerde bror: „Det vil helt sikkert blive svært.“

Femte bror: „Jamen vi skal da følge vejledningen fra Jehovas organisation.“

Sjette bror: „Men her i landet har vi alle odds imod os.“

Første søster: „Ikke desto mindre er vejledningen i Informant jo klar. Lad os prøve!“

Og det gjorde de. Fra Freetown ude ved kysten til Bo mod sydøst og Kabala på den nordlige højslette holdt brødrene møder i klasseværelser, i private hjem og på markedspladser. Denne aktivitet gav menigheden ny energi, og „Jehovas ord havde fortsat fremgang og udbredtes“. — Apg. 12:24.

Forkynderne havde dog brug for teokratisk oplæring. Og det sørgede Jehova for.